tirsdag den 28. marts 2017

Klaus Frederiksen; Williams jul

Klaus Frederiksen; Williams jul

Bagsidetekst:
William er en dreng på fire år, der går i børnehave. Vi følger ham i december måned, hvor der hver dag sker forskellige juleting. William har aftalt med sine forældre, at han skal give julemanden sin sut den 24. december, men han er lidt bekymret for, hvordan det skal gå. William tænker dog ikke på sutten hele tiden, for der sker så mange forskellige ting, som sætter hans tanker i gang. Hver dag dukker nye spørgsmål op om, hvad julen er for noget, og det er ikke altid nemt at finde svarene. Hvorfor er æbleskiver for eksempel runde? Hvor kravler kravlenisser hen? Og hvor bor julemanden egentlig henne? Kender du svarene? Nej vel? Men det gør du, når du har hørt historien om William.

Ja, jeg ved det godt - vi er lidt meget forbi jul og julestemning, men nogen siger jo at julen varer lige til påske - så i den optik kan jeg lige nå det!

Inden jul, blev jeg spurgt om jeg vil læse og anmelde denne lille fine julebog og jeg takkede ja. Det er så først blevet her, knap tre måneder senere, at jeg har fået den anmeldt. Jeg beklager ventetiden!

Bogen er en sød fortælling om et barns glæde, forundring og til tider også forvirring, når det kommer til de ting vi skal til jul. William skal forsøge at holde op med at bruge sut og heldigvis bliver han distraheret mange gange op til jul, så til sidst er det slet ikke så slemt som han troede. Derudover lærer William en masse om juletraditioner og hvor hurtigt tiden føles, når man har noget at glæde sig til.

Samtidig er det en fin fortælling om hvad skilsmissebørn (og deres forældre) må gå igennem i en højtid som julen. Heldigvis er der ikke så meget drama i denne bog, men jeg har da hørt om familier, hvor det går knapt så rolig for sig. Udover emner som juletraditioner og skilsmisse, bliver der, efter hvert kapitel, besvaret nogle af de spørgsmål som William stiller den pågældende dag - nogle af svarene er lidt for opstillede til min smag, men de er hyggelige nok og jeg er sikker på, at hvis man læste højt sammen med et barn, vil de fungere meget bedre, end da jeg bare læste dem alene. Samtidig irriterer illustrationerne mig lidt - det skal forestille at være vinter, men William og søsteren har ikke vintertøj på når de er ude - det ville jeg måske undre mig over hvis jeg var barn ...

Alt i alt en ganske fin julehistorie, der måske ikke indbyder så meget til at julehygge, men mere til at få snakket om juletraditioner og hvad julen bringer.

Tak til Mellemgaard for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2016
Antal sider: 55
3 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar