søndag den 12. marts 2017

Søndags sandheder #9: Kalendersvaghed

Søndags sandheder #9: Kalendersvaghed

Som jeg nævnte sidste søndag er jeg bidt af en lille smule notesbog-samlermani. Kun en lille smule! Jeg nævnte også kort at jeg har skiftet kalender - igen. For ser I, flere af disse notesbøger har fungeret som forskellige slags kalendere. Nu har jeg så fundet et nyt system, som jeg tester, men mere om det senere.

Hvis jeg skal slå hjernen fra sidder jeg tit og kigger på Pinterest - det farlige ved den side er, at jeg bliver virkelig inspireret til at forsøge mig med en masse ting. Jeg ser billeder af fede aktiviteter man kan lave ud af genbrug. Jeg ser billeder af flotte indretningsmuligheder. Billeder af tegninger, jeg ville ønske jeg var dygtig nok til at tegne og jeg ser billeder af forskellige slags kalendertyper. Hvilket er farligt - for så får jeg lyst til at teste dem i virkeligheden! Nu har jeg så skiftet kalender for 3. gang i år - fordi jeg netop blev inspireret! 

I 2014 brugte jeg denne fine kalender med Den Lille Prins illustrationer. Den er købt her. Hjemmesiden har forresten mange andre fine kontorting og er meget farlig! Jeg var rigtig glad for den kalender. Der var plads til de ting jeg skulle om dagen, og der var masser af notatplads bagi til lister osv.




I 2015 og 2016, lavede jeg min egen udgave i en Moleskine hard cover large notesbog (måler 13x21), med tern. Jeg tegnede selv kalenderen og gemte plads til notater bagi. Hvor jeg bl.a. lavede lister med de bøger jeg havde læst, med kommende bøger og hvad jeg skulle poste på bloggen.



Jeg fik dog ikke rigtig brugt min kalender i 2016, da jeg jo gik hjemme på barsel. Jeg brugte derfor mest min kalender på min mobil, da jeg altid havde den ved hånden, i stedet for en papirkalender, som jeg ikke lige havde med mig overalt. Da jeg så skulle lave min kalender for 2017 faldt jeg over de fine Harry Potter notesbøger, og satte også en op, ligesom Moleskine bøgerne - et stort problem ved Harry Potter bogen var dog at den er linjeret og ikke ternet. Og jeg kan bare ikke arbejder med linjer! Beklager. Det fungerer bare ikke for mig.

For noget tid siden havde jeg købt en Louis Vuitton personal planner (måler 10x17 cm), men jeg synes ikke rigtig det kalenderpapir man kan købe til sådan en, passede til mig. Så jeg brugte en almindelig blok med tern og lavede mine egne sider. Det tog noget tid, men jeg kunne så sætte siderne op som jeg gerne ville. Derfor gik jeg fra Harry Potter notesbogen, som jeg overhovedet ikke nåede at tage i brug, over til Vuitton-kalenderen.


I Vuitton-kalenderen kunne jeg også bruge forskellige dividers som jeg tidligere har lavet, og på den måde inddele mine notater i orden. Jeg indså dog, at der ikke var plads nok på hver dag til hvad jeg skulle lave og hvad jeg havde af opgaver. Jeg skrev mange post-it og satte ind - og det forstyrrede bare mit overblik.

Jeg havde stiftet bekendtskab med bullet journal tidligere på året, men havde troet at det var alt for "svært" for mig at sætte mig ind. Jeg har købt en Leuchtturm1917 i Bog&Ide og sat den op - det fede ved en bullet journal er, at du selv kan bestemme hvordan din kalender skal se ud. Du kan endda ændre det fra uge til uge. Indtil videre er jeg rigtig godt tilfreds med det system.


Men nu må vi se - jeg er let at friste, som I nok kan regne ud. Men jeg håber jeg kommer til at bruge Leuchtturmen resten af året!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar