torsdag den 16. marts 2017

Katharina Malu Bach; Den første enhjørning

Katharina Malu Bach; Den første enhjørning

Bagsidetekst:
Dette er en dejlig lille bog om forskellighed og accept, der egner sig perfekt til højtlæsning eller som godnathistorie. Den handler om præmiehesten David, der bor helt alene på en øde savanne. Derfor prøver han desperat på at blive en del af den nærmeste næsehornsflok. Dette er dog ikke helt nemt, da han er for anderledes og ikke passer ind. Derfor må David ty til andre metoder for at få næsehornenes accept.

"Den første enhjørning" er en sød historie om hvor vigtigt det er at være tro mod sig selv, selvom man ihærdigt forsøger at passe ind. Selvom David forsøger alverdens ting for at passe ind blandt næsehornene, ved han godt inderst inde, at det ikke vil lykkedes for ham. Det er dog først da næsehornene opdager hvor meget og hvor langt David er villig til at gå for accept, at de er villige til at prøve tingene på hans måde.

På den måde lærer både David og næsehornene at selvom man kan ændre sig selv nok så meget for at passe ind, er det altid bedst at være sig selv - om folk så vil acceptere en, er jo op til dem.

Historien er fortalt i et let og legende sprog - den vil, som bagsideteksten fortæller, passe rigtig fint som højtlæsning eller godnathistorie. Selvom dyrene bor på en savanne, er der alligevel ting fra vores hverdag med, som man som læser, kan relatere til. Der er også noget der udelukkende passer på dyrene. I og med at de gør "menneskelige" ting, er dyrene nemme at associere sig med og relatere til - noget der helt sikkert vil passe til målgruppen.

Både børn og voksne vil få noget ud af bogen - den kan være et god redskab til at starte en samtale om forskellighed og at man er bedst som man er skabt. At man ikke skal ændre sig unødvendigt, blot for at passe ind - man skal nok finde venner der vil acceptere en, præcis som man er!

Tak til Mellemgaard for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2017
Antal sider: 25
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar