10 spørgsmål #7: Boris Hansen

10 spørgsmål #7: Boris Hansen

Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?

Det der med at få læst højt stoppede i en tidlig alder, fordi jeg var ret hurtig til selv at kaste mig over bøgerne. Jeg har tit fået fortalt, hvordan jeg var den der læste aviser højt for de andre børn i børnehaven i 4-års alderen, og det har måske gjort, at det var mindre interessant at lytte end selv at sidde med bogen.

Hvad er den første bog du selv læste?

Det kan jeg af samme grund heller ikke sige med sikkerhed. Det er faktisk aldrig faldet mig ind, at det er normalt for andre at kunne huske første gang de læste en hel bog selv. Mine første læseoplevelser kom som sagt meget tidligt og i form af al den tekst, jeg kunne få øje på i min omverden - fra artikler og bøger til vejledninger og teksten bagpå mælkekartonerne. Jeg følte mig vistnok meget stolt over at kunne tyde noget som ellers kun var forbeholdt de voksne.

Din yndlingsbog som barn/ung?

Jeg var ret tidligt ude med at slæbe bøger hjem fra biblioteket, ofte 20-30 stykker ad gangen – så der er ret mange at vælge imellem. Men jeg husker stadig at se ”De Første Tegn” fra Dragonlance: Krøniker på bibliotekshylden og føle mig draget af den, både på grund af forsideillustrationen og bagsideteksten, der måske var mine første blik ind i hele konceptet med store fantasy-universer. Dragonlance var i hvert fald min første serieoplevelse, og selvom jeg godt ved i dag, at de bøger måske hverken er supergode rent teknisk eller vanvittigt originale, så fodrede de min fantasi i en helt ung alder – på en måde, der gjorde, at de aldrig har forladt mit hjerte eller min boghylde.

  

Jeg var også medlem af Dennis Jürgensens fanklub, ’Dennis-klubben’, fra en ret tidlig alder, og han var den første forfatter hvis bøger jeg læste systematisk og hvis nye udgivelser jeg holdt øje med. Det er lidt sjovt, at jeg nu selv er endt hos Tellerup, der både udgav Dragonlance-bøgerne og Dennis Jürgensen helt tilbage da jeg var 6 år gammel.

Din yndlingsbog som voksen?

Jeg kan ikke pege på én yndlingsbog, men der er især en række forskellige bøger, jeg læste som ung og aldrig har glemt, fordi de gav mig en læseoplevelse, jeg ikke havde haft før. Jeg husker at sidde i fællesrummet på min højskole og begynde at læse Orwell’s ’1984’ sent om aftenen – og kigge op fra den sidste side og opdage at det var blevet morgen. Den bog var mit første rigtige indblik i dystopisk science fiction. Jeg var vant til at science fiction handlede om individet, der heltemodigt sætter sig op mod fællesskabet og systemet og vinder – her var det lige omvendt, og det var en chokerende og deprimerende læseoplevelse for mit 20-årige jeg.

På fantasy-fronten havde jeg lidt samme oplevelse, da jeg kastede mig over en relativt ukendt roman ved navn ”A Game of Thrones” for cirka 15 år siden. Det var en banebrydende læseoplevelse for en som mig, der ellers troede, at jeg havde oplevet alle fantasy-genrens facetter. Men her var pludselig en serie, som jonglerede med hovedpersoner på en helt ny måde, gjorde det både nemt og svært at relatere til stort set alle karaktererne, og som vendte op og ned på mange af de fantasy-konventioner, jeg var så vant til – helte, skurke, sandheder og løgne. Jeg er ikke i tvivl om, at min opdagelse af ’A Song of Ice and Fire’ tilbage i 2001 var fuldstændig afgørende for, at jeg i dag selv sidder og skriver på ’Panteon-sagaen’. For selv om de er meget forskellige i tone, så forsøger de også begge at forholde sig kritisk og selvbevidst til hele fantasy-genren. (Jeg er i øvrigt glad for at at ’A Song of Ice and Fire’ senere fik enorm succes gennem tv-serien ’Game of Thrones’, men selv om tv-versionen er meget populær, så er den ikke i nærheden af at have samme skelsættende betydning for sit medie som bogserien har haft for den litterære fantasy-genre.)

En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.

Før i tiden var det et dogme for mig altid at færdiggøre de bøger, jeg begyndte på. Men desværre er det næsten blevet omvendt nu, efterhånden som jeg er blevet mere travl og selv bruger tid på at skrive. Nu læser jeg de første kapitler af en bog og vurderer med det samme, om jeg har lyst til at fortsætte – og det sker oftest, at jeg vælger at afbryde mit bekendtskab med bogen i håbet om at finde noget bedre. En af de seneste bøger, jeg således måtte ofre på travlhedens alter, var "The Martian" af Andy Weir - for meget matematik og fysik og for lidt menneskelig troværdighed.

En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.

Gene Wolfe's "The Book of the New Sun" anses for at være et definerende og unikt bidrag til fantasy-genren, og som sådan føler jeg mig jo forpligtet til at læse den. Og jeg har faktisk prøvet, men den er virkelig weird. Jeg vil gerne læse den for dannelsens skyld, men jeg får det ikke gjort.

Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?

Jeg har været medlem af et internet-forum dedikeret til ’A Song of Ice and Fire’ i cirka de 15 år, jeg har kendt til serien, og det er et godt sted at finde anbefalinger til nyt læsestof. Brugerne af dette forum er generelt meget belæste og vidende om stort set alle slags litteratur, særligt sci-fi og fantasy, og der findes allerede gigantiske diskussionstråde med anbefalinger af bøger og serier. Det er et sted, jeg ofte vender tilbage til, når jeg mangler inspiration.

En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.

Jeg læste Ender's Game i mine tidlige tyvere mens jeg rejste rundt i Malaysia og Thailand i 35 graders varme. Ud over at det er en fremragende bog, så kan jeg ikke åbne den uden at mærke varmen og det skarpe sollys og følelsen af frihed. Det er en lidt syret oplevelse eftersom historien foregår på en rumstation og handler om børn, der er alt andet end frie.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?

I høj grad når jeg skriver. Det er vist nærmere reglen end undtagelsen at forfattere bruger musik i et eller andet omfang, men jeg tror, jeg er lidt mere neurotisk på det område end de fleste. Både til min tidligere serie, ’Den Ældste Myte’, og til ’Panteon-sagaen’, som jeg arbejder på nu, har jeg forsøgt at etablere en slags musikalsk identitet for bøgerne ved at udvælge specifikke spillelister, nogle gange også for de enkelte kapitler. Musik er et ordløst sprog med sine helt egne nuancer, men nogle af de nuancer er i stand til at væve sig ind i sproget, hvis jeg skriver og lytter på samme tid. Derfor er det vigtigt for mig at finde det musik, der ’lyder’ som min forestilling om bøgerne, og derefter bruge musikken til at frembringe den forestilling i skrevne ord. Det er ikke faktisk helt så langhåret og abstrakt, som det lyder – for mig er det en meget konkret teknik til at skabe bedre resultater.

Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?

’Flowers for Algernon’ er en bog, jeg bliver ved med at vende tilbage til, når jeg skal anbefale noget – men den skal læses på engelsk af grunde, som jeg ikke kan røbe her. Ligesom ’1984’ er den et eksempel på en helt basal, menneskelig historie, hvor tilsætningen af 10% science fiction er med til at fremhæve det menneskelige endnu mere. Man kan godt forberede sig på at slå op på første side i bogen og udbryde "what"? 'Flowers for Algernon' laver nemlig en helt særlig kobling mellem sprog, tema og plot, som jeg ikke har set nogen andre steder, og alene derfor er den værd at læse. Den sørgelige og sympatiske historie er bare en ekstra bonus.