Jon Zaar; DX Under Jorden
Bagsidetekst:
Til daglig er han nobody, i spillet er han alt.
Han kneb øjnene sammen og forsøgte at scanne omgivelserne gennem den sitrende varmedis. Alt var afsvedet, intet liv - kun den forbandede varme, som langsomt fortærede ham. Det var ulideligt, luften rev og skar i svælget som tusinde knive ...
Hannibal er holdt op med at spille. Siden han med nød og næppe slap fri fra spilgiganten DX's kløer, har han prøvet at overbevise sig selv om, at det hele var en drøm. I stedet koncentrerer han sig om at få styr på sit liv. Skolen, sin mor, real life. Men da Hannibals gamle ven fortæller ham overraskende nyt fra det gamle spilunivers, kan Hannibal ikke holde sig væk, og snart er han suget ind i et spil, der handler om liv eller død ...
Hannibal er tilbage. Eller, han forsøger at lade være, men spillet trækker i ham. Nysgerrigheden over hvad DX nu har fundet på vinder. Det var uklogt. For igen suges han ind i spillet, men denne gang mener DX det seriøst og det kan få en dødelig udgang.
Lige som "DX Cyberkriger" både sprog og handling hæsblæsende, som et hvert givent action computerspil. Der er ikke mange tænkepauser eller tid til at reflektere hvad det bedste eller klogeste træk ville være. Det er instinktiv handling. Lige på og hårdt. Denne gang skal Hannibal ikke bare redde sig selv og sine venner. Han er åbenbart blevet valgt til den der skal redde jordens befolkning fra DX's skumle plan.
Bogen er henvendt til unge drenge, og jeg håber på, at den kan være med til at lokke dem lidt væk fra computeren og alt det virtuelle og ind i den magi som læsning kan give. For den er skrevet i et sprog som de vil forstå. Humoren er også lige i skabet og der er flere sammenligninger der virkelig fungerer rigtig godt.
Handlingen ender dog med noget af en cliffhanger, og jeg sad tilbage med en følelse af at det da ikke kunne slutte der. For, jeg mener, hvad sker der med Hannibal og hans venner? De er fanget i en umulig situation og det virker usandsynligt at alle kan slippe ud med livet i behold. Kan det lade sig gøre? Jeg håber på at næste bind indeholder flere svar!
Tak til Turbine for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Turbine
Udgivet i: 2016
Antal sider. 242
4 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar