torsdag den 3. november 2016
Ane Bjørn; Da natten blev væk
Ane Bjørn; Da natten blev væk
Bagsidetekst:
Nu skal du høre en sælsom fortælling, om dengang natten blev væk. Det hele begynder og ender med Theodor. Det er ham med den sorte paraply.
Theodor og hans far elsker natten. Men en dag dukker den ikke op, som den plejer. Theodor drager ud på en rejse for at finde den forsvundne nat. På vejen får han uventet følgeskab af tre af nattens væsener, og sammen finder de en lille, mærkelig mand med en ganske særlig støvsuger ...
Theodor elsker at kigge på stjerner sammen med sin far. Faren er nemlig astronom, så han ved alt muligt spændende om stjernerne og himlen. Theodor har sågar fået en paraply med stjernehimlen på, så kan han også kigge på stjerner om dagen.
En dag er Theodor gået ud for at se solen gå ned og natten stå op, men natten kommer ikke og faren kan ikke finde den i sin kikkert. Natten må være meget langt væk, tænker Theodor og så tager han sin paraply og går ud og leder efter den.
Theodor går gennem marker og sletter. Nogle gange bruger han paraplyen som skygge og andre gange som ly. En dag kommer han til en skov som han begiver sig ind i. Ej heller skoven ved hvor natten er, men i skoven får Theodor to følgesvende der også savner natten. Endnu en af nattens væsner slår følge med Theodor da han er kommet ud af skoven og snart er de fire på vej i eftersøgningen af natten.
De kommer snart til en mærkelig slange, som styres af en meget mærkelig lille mand. En lille mand der er bange for mørke. Mon han ved hvor natten er blevet af?
"Da natten blev væk" er en utrolig fin billedbog. Jeg læste første gang om den på nettet og da jeg så at biblioteket havde købt den, skyndte jeg mig at låne den - og ønske mig den til min fødselsdag! For den er simpelthen så flot!
Historien er smukt fortalt gennem utrolig enkle, men stadig meget detaljerede og illustrative billeder. De er næsten helt akvarel-agtige. Jeg er især helt pjattet med at personerne i historien ikke har nogen farve, og at omgivelserne er fyldt med farver. Det synes jeg gør noget helt særligt ved illustrationerne.
Historien fortæller om frygten for det ukendte, og om at opdage, at det vi troede vi frygtede, ikke altid er så farligt, som vi gik og troede det var.
Læs den!
Fakta:
Forlag: Turbine
Udgivet i: 2015
Antal sider: 90 sider
5 ud af 5 stjerner
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar