Pernille Eybye; Heksejægerens bytte (Dragernes Konge, #1)
Bagsidetekst:
I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske kong Tarodan. Nu ulmer oprøret ...
Taysin bor i den lille by Gida. Fjernt fra landets hovedstad og kongens soldater byder livet som smed ikke på mange overraskelser. Han er hemmeligt forelsket i den urtekyndiges datter, Lill, som af mange anses for at være skør. Hun tilbringer de fleste af sine dage alene og får sjældent lov til at omgås byens beboere. Taysins fredelige liv ændres den dag hvor en familie på flugt fra kongens heksejægere har brug for hans hjælp. For i Perina er det forbudt at besidde magisk kraft. Hekse og troldmænd jagtes skånselsløst, og alene det at hjælpe dem kan betyde dødsstraf.
Først og fremmest, lad jer ikke skræmme af tykkelsen på denne bog. For de 606 sider kan godt virke intimiderende, men siderne vender sig selv og før du ved af det er bogen og slut. Og man vil bare have mere!
For det andet, hvis du har læst "Den Fredløse" af Carina Evytt (læs min anmeldelse her) så er det her lige sagen. Det sjove er, at Carina faktisk har skrevet næste bind i denne serie. Jeg ved ikke hvor meget hun har hjulpet Pernille med denne, men stemningen, sproget, beskrivelserne og humoren er meget lig den i "Den Fredløse" - som også er en helt fantastisk bog.
Der bliver virkelig udgivet meget dansk fantasy for tiden og jeg kan forestille mig at det kan være svært at være nytænkende når der er så mange gode fortællinger at blive inspireret af. Jeg synes dog at den her er både meget original - en god helt, der egentlig ikke vil være helt, men bare vil leve sammen med den kvinde han elsker, må gå så grueligt meget igennem. Samtidig er universet nyt og spændende. Jo, der er magi, drager, konger og andre ting fra det klassiske fantasy, men alligevel føles det nyt og spændende.
Universet er gennemtænkt og hovedpersonerne fungerer rigtig godt. De er usikre på deres fremtid, deres evner, deres følelser for hinanden, men samtidig gennemsyret af at ville andre det godt. Derfor er det også så tragisk at de skal så meget igennem. Jeg var fuldstændig opslugt og slet ikke klar til at forlade Perina - ligesom jeg var med "Den Fredløse".
Når alt det positive er sagt, vil jeg så lige sige, at helt ærligt, Pernille. Den slutning! Den skal vi vist lige have en snak om ...
Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2016
Antal sider: 606
5 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar