I forrige uge var jeg på kursus hvor jeg faldt i snak med en af de andre deltagere. Vi kom på et tidspunkt til at snakke om det med at have små børn og hvad det gør ved ens nerver og tålmodighed. Vi snakkede om hvad de små børn egentlig driver forældre til at gøre - som fx at efterlade dem skrigende, hvis de har kolik og har skreget uafbrudt. Vi priste os begge to lykkelige over at vi ikke havde haft børn med kolik. Det tror jeg ikke min psyke ville have holdt til. Iris havde en kort periode på tre uger, da hun var helt lille, hvor hun skreg hver eftermiddag i fire timer i streg og det var lige gyldigt hvad jeg gjorde - det var hårdt! Flere gange brød jeg grædende sammen og måtte bare gå fra hende og holde mig for ørerne. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være hvis det er konstant. Hele tiden. Uafbrudt.
Dengang kunne jeg godt finde på at råbe af hende. At hun skulle holde op. At hun drev mig til vanvid. At hun skulle tie stille. Jeg kunne også tigge og bede hende på mine grædende knæ. Det at råbe af hende er på ingen måde særlig pædagogisk, det ved jeg godt, men når man når et vist punkt, er man så langt ude at bare de par sekunder hvor hun var chokeret var det værd. Og ja, total onde mor her! Selvfølgelig holdt det ikke ved og så snart jeg havde råbt af hende ramte den dårlige samvittighed også: Åh gud, jeg råbte af mit barn!
Sådan kan jeg stadig godt have det - frustrationen over at hun ikke vil lytte. Nu er det mere fordi min tålmodighed ikke er høj nok til at blive ved med at være pædagogisk og fordi Iris ofte bliver ved - lige pt tester vi grænser for ting hun ikke må. Fx at rykke rundt i Miffy-gulvlampen eller åbne skabslågerne og hive alt tøjet ud. Eller river sider ud af sine bøger. Eller ikke vil sidde på sin røv når vi spiser aftensmad, men absolut vil op og stå eller forsøge at kravle ud af højstolen. Når jeg siger nej, står hun bare smilende og bliver ved. Jeg forsøger selvfølgelig den pædagogiske vej først - så ond er jeg altså heller ikke! - men på et eller andet punkt har jeg ikke tålmodighed til det mere og kan godt finde på at sige det meget hårdere end jeg egentlig mener, til hende, at hun skal stoppe. Det virker også - hun holder (ofte!) op. Jeg vinder - i hvert fald den runde. Men jeg får med det samme dårlig samvittighed. For åh nej, jeg råbte af mit barn - igen!
Men for h#¤%*+" hun er en ballademager og hun nyder det. Det gavtyvs smil hun sender når hun gør noget hun ikke må - det er charmerende. Jeg ved også godt at hun jo ikke er så gammel, men hvis hun er sådan nu - hvad kan jeg så ikke se frem til?
Forhåbentlig opfatter hun mig ikke som en dårlig mor fordi jeg kan finde på at hæve stemmen overfor hende. Til mit eget forsvar skal det siges at det altså ikke er hver dag det sker! Tænker vel også at det er godt for hende at vide at der er grænser for hvor langt hendes charmerende smil kan nå. At lære hende at der er altså grænser for hvad man må og ikke må.
Forhåbentlig ...
Jeg ved ikke hvornår mange har fået den opfattelse, at man ikke må sige nej til sit barn også i en tone/toneleje som ikke er til at tage fejl af. Det er det der hedder opdragelse og det er da vigtigt at ens egne børn opfører sig, så man selv kan holde dem ud og kan tage dem med i byen uden at der opstår kaos.
SvarSletDet er ikke for at være en ballademager eller for at være uartig at små børn ikke vil sidde ordentlig o.s.v, de ved simpelthen ikke bedre, når de ikke er ældre. Men hvis man er bestemt, konsekvent og ikke gør et stort nummer ud af det, men med en fast stemme f.eks sætter dem ned i højstolen ( hver gang de rejser sig, en sele i højstolen kunne også være en løsning,i forhold til barnets sikkerhed), eller fjerner dem fra den ting, de er ved at tage fra reolen, skabet, skuffen, og måske afleder opmærksomheden med noget andet, så lærer de hurtigt hvad de må og ikke må.
Jeg er ingen ekspert, men har trods alt fire børn og med hver alder kommer nye udfordringer. Lige nu er jeg ved at gøre mig erfaringer omkring teenagere, alkohol, fester og ikke mindst spirrende pubertet og seksualitet. Når man går ind i ukendt territorium, så er det godt at sparre med andre forældre der for eksempel har børn på samme alder eller måske lidt ældre, og lytte til hvordan de gør tingene. Det er ikke sikkert man vil gøre det på samme måde, men så har man da nogle forskellige muligheder.
Jeg underskylder hvis jeg virker belærende, det er ikke meningen.
Jeg forsøger jo også at være pædagogisk - virkelig forsøger, ofte virker det jo også, men ikke altid. Det er bare rart at vide at jeg ikke er den eneste der ikke altid har tålmodigheden med mig. Og ja, det er virkelig rart at have andre jeg kan gå til og spørge, når jeg er på dybt vand :)
Slet