lørdag den 18. april 2015

Tammara Webber; Kys mig langsomt

Tammara Webber; Kys mig langsomt

Bagsidetekst:
Jacqueline er lige startet på universitet, da hendes kæreste gennem tre år slår op med hende. Jacqueline er knust, og da hun endelig kommer lidt ovenpå og tager med veninderne til fest, bliver hun overfaldet på vejen hjem. Heldigvis kommer Lucas hende til hjælp. Lucas, den mystiske fyr som altid sidder og tegner under forelæsningerne. Lucas, den cool fyr med motorcykel, som ved, hvordan man slår fra sig. Lucas, den søde barista fra den lokale kaffebar. Lucas, den flotteste fyr på uni.

Jacqueline er forelsket. Og forelskelsen er gengældt. Eller er den? Lucas kan også være hemmelighedsfuld og fjern. Og midt i alt dette vil Jacquelines eks-kæreste have hende tilbage.

Jacqueline er vant til at høre sammen med Kennedy. Han kalder hende Jackie, ligesom den tidligere præsidentfrue i USA. Da Kennedy slår op, falder Jacquelines verden fra hinanden. De har været sammen i tre år, og undervejs har hun mistet sin egen identitet og er bare blevet til Jackie, Kennedys kæreste.

Da Jacquelines roomie får hende overtalt til at tage til fest efter bruddet, sker det utænkelige. På vej tilbage til sin bil bliver Jacqueline overfaldet af en af Kennedys venner, Buck. Han vil voldtage hende! Jacqueline råber efter hjælp og prøver at komme fri, men det lykkedes ikke. Jacqueline er skræmt fra vid og sans. Pludselig holder Buck op. Hun vender sig og ser en fyr hun har aldrig har set før tæve ham. Fyren kommer op i bilen til Jacqueline og får hende overtalt til at lade ham køre sig hjem, men hun vil ikke tilkalde politiet. Han ved hvad hun hedder, men hun har aldrig set ham før. Efter den aften, ser hun ham dog alle steder.

Han er på hendes økonomihold, et hold som hun kun valgte fordi Kennedy også gjorde. Efter bruddet har hun ikke været der, og er derfor kommet bagud. Deres lærer henviser hende til en tutor som hjælper hende, endda flirter lidt med hende, eller er det noget hun bilder sig ind? Hendes redningsfyr arbejder på den lokale Starbucks og pludselig er hun både i besiddelse af et navn og et telefonnummer. Jacquelines roomie sætter plan Operation Slem Fyr i værk, da hun helt bestemt mener at Jacqueline trænger til en slem fyr og at hendes redningsfyr passer perfekt i den kategori.

Jacqueline lærer at han hedder Lucas, er dygtig til at tegne, har en motorcykel og selvom han hele tiden giver hende sommerfugle i maven, kan han til tider være meget tilbageholden og mystisk. Uden egentlig at ville det, forelsker Jacqueline sig i Lucas, og hun føler at det er gengældt, men Lucas har stadig mange hemmeligheder. Hemmeligheder som Jacqueline ikke kan holde sig fra. Samtidig med at hun kæmper for at få Lucas til at åbne sig over for hende, vil Kennedy have hende tilbage og Buck er stadig derude, og han har bestemt ikke givet op!


Nu har jeg efterhånden læst et par stykker af Gyldendals Hjerteserie bøger, men jeg må indrømme at det her helt klart er den bedste af dem. Det er en rigtig god og velfungerende historie om at være blevet såret af en man troede man kunne stole på og det at samle stumperne af et ødelagt hjerte sammen igen og komme videre i livet. Samtidig beskriver den rigtig godt hvor svært det kan være at tale om voldtægt, og at tage næste skridt og melde fyren der gjorde det mod en. Især hvis det samfund man er i, ikke vil tro på en og have en til at sige sandheden.

Undervejs i bogen fik jeg en association til Et frækt væddemål af Jamie McGuire. For i den er det også modsætninger der mødes, Abby er den søde, stille pige der aldrig gør noget forkert og Travis er den tatoverede slagsbror der nedlægger piger på stribe, men de falder uundgåeligt for hinanden og forelsker sig, selvom kærligheden er svær. I Kys mig langsomt er Jacqueline den stille pige, der er kommet ud af et langt trygt forhold, og nu skal hun finde sin plads i verden igen. Lucas er fyren med tatoveringerne, der slås når det er nødvendigt, men samtidig gemmer på en frygtelig hemmelighed, der truer med at knuse hans muligheder for at finde lykken. De forelsker sig også, og her er kærligheden heller ikke nem. For både Jacuqline og Lucas har ar på sjælen, og begge skal lære at stole på andre mennesker igen.

Kys mig langsomt er en af de ungdomsbøger der virkelig fanger en. Det er en spændende historie og du har som læser, virkelig svært ved at lægge den fra dig. Jeg elskede hvert et øjeblik af den og jeg skal da helt klart læse nummer 2!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Easy
Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2014 (på dansk)
Antal sider: 370
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner

1 kommentar:

  1. Jeg hørte denne som engelsk lydbog (Easy), og selv om jeg egentlig troede at det "bare" var en kærlighedsbog, så viste den sig at være meget mere end det.
    Toeren gik jeg så i gang med, men jeg kunne ikke klare oplæseren (det viste sig så at være forfatterens søn - ups), eller ... den bog er vist fra Lucas' POV, så en toer som sådan er det jo ikke.

    SvarSlet