Viser opslag med etiketten børnebøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten børnebøger. Vis alle opslag

onsdag den 30. april 2025

B. B. Alston; Amari og De afskyelige undere

B. B. Alston; Amari og De Afskyelige Undere 

Bagsidetekst:
Krigen er kommet til den overnaturlige verden, og Amaris to værste fjender fører an.

Elaine Harlow har brugt sit talent med tankekontrol til at blive premierminister for Bureauet. Nu fører hun an i kampen mod magikerne. Imens er Dylan Van Helsing, magikernes nye leder på jagt efter en ødelæggende ny kraft, der ikke blot ville sikre magikernes sejr ... den vil gøre ham uovervindelig.

Amari kan hverken stole på Bureauet eller magikerne, og da hendes bror Quinton er fast besluttet på at holde hende ude af konflikten, beslutter Amari og hendes venner sig for at finde en måde at afslutte krigen på egen hånd. De finder ud af, at den eneste måde at stoppe Dylan på, er at finde nogle magtfulde magiske opfindelser kender som "Undere". Men det kan koste dyrt at gøre brug af disse genstande, og hvor meget er Amari klar til at ofre? For De Afskyelige Undere vil kræve alt!


Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med Amari og hendes magiske univers, så skal du skynde dig ned på dit lokale bibliotek eller i boghandlen og anskaffe dig bogen.

Jeg har været pjattet med de to første bøger i serien - og heldigvis lader det til at der kommer endnu flere end de tre der er udkommet. For jeg er slet ikke klar til at sige farvel endnu. Jeg vil med på endnu flere storslåede eventyr.

Bog nummer tre i serien, "De afskyelige undere", starter umiddelbart efter vi vender sidste side i bog to, "Det magiske spil" - og det gør at vi hurtigt kommer tilbage i historien og universet. Selvom det er længe siden jeg har læst anden bog i serien, kom jeg overraskende hurtigt ind i flowet igen.

Jo længere ind i historien vi kommer, jo mere dyster bliver historien. De valg som Amari skal træffe bliver svære og svære, og er ikke uden konsekvenser. 

Der er fokus på venskaber og hvor langt man vil gå for at redde dem man elsker - endda så langt at man risikerer at ødelægge sig selv. Amaris usikkerhed over hvor meget hun udsætter sine venner for - om det er for meget. Hun er også utilfreds med ikke at blive troet på - noget der går igen i mange bøger hvor det er børnene der skal redde verden. 

Den store skattejagt efter De afskyelige undere er både spændende og godt gennemtænkt, da intet skal komme alt for let til vores helte og de bliver testet hver især undervejs i deres prøvelser for at finde dem før Dylan Van Helsing - der vil bruge dem på noget helt andet end Amari vil. Koste hvad det vil.

Serien om Amari er til de læsere der stadig venter på den næste Nevermoor-bog, som har læst "De Ualmindelige", "Nic Blake" eller som bare trænger til en virkelig fed fantasybog.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Amari and The Despicable Wonders
Antal sider: 384
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 11. december 2024

Iben Mondrup; Ild [Anmeldereksemplar]

Iben Mondrup; Ild - En fortælling om at finde hjem [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
En dag dukker en mærkelig pige op i Ravns landsby. Hun har ingen ord, men Ravn kan mærke at hun vil ham noget. Han kan mærke at hun ligesom han har mistet noget. Og han kan mærke at han bliver nødt til at hjælpe hende.

Sammen drager de to børn af sted på en spændende og forunderlig rejse ud i sneen for at finde ud af hvor pigen hører til. Vinterskoven er fuld af farer og uforklarlige ting, og de to får brug for hinandens hjælp og fremmedes venlighed hvis det skal lykkes dem at finde hjem.


Store bøger der er smukt illustreret kan altså bare noget. Ikke helt en tegneserie, og ikke helt en almindelig roman. En kombination og alligevel ikke. 

For der er fokus på det skrevne sprog. Der er leget med ord og måden at skrive på. Jeg tør godt indrømme at det nok ikke er en bog for alle. Man skal være en stærk læser og kunne leve med den lidt gammeldags tone der er i historien, men kan man det, så får man også en storslået historie.

Det er en historie der langsomt suger læseren ind. Jeg havde en forventning om mere magi, men det magiske er på en eller anden måde underspillet. Det ligger og lurer lige under overfladen - vi ved det er der, men vi oplever det som sådan ikke. 

Som læser ved vi godt at der er sket noget forfærdeligt, vi ved bare ikke helt hvad før til aller sidst og jeg kan egentlig godt lide at blive holdt hen i uvished. 

Børnene får hjælp fra forskellige sider på deres færd, samtidig med at de lærer hinandens styrker og svaghed. Et venskab blomstrer i den kolde sne, men hvad sker der når de finder frem til sandheden?

I fx "Snesøsteren" og "Vindmageren" er illustrationerne fantasifulde og fulde af liv. I "Ild" er de naturtro, men ikke detso mindre også magiske på deres egen måde. Der er en stor grad af detaljer og især i ild og i hår er der meget at kigge på.

Det er den første bog jeg læser af Iben Mondrup - og også hendes første børnebog - og hvis hun formår at lave en setting og et univers som i denne, forstår jeg godt hvorfor folk er vilde med hendes bøger.

Det er en historie om venskab og om hvor meget børn kan overkomme, hvis de virkelig vil det. Det er en historie om sammenhold og om at passe ind. Om kærlighed til familien og ensomhed. Det er en bog der indbyder til samtale og som er god at læse sammen.

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet i: 2024
Antal sider: 227
5 ud af 6 stjerner 

onsdag den 9. oktober 2024

Benedict Mirow; Jagten begynder [Anmeldereksemplar]

Benedict Mirow; Jagten begynder (Krøniken om Mistle End, #2) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Den mørke druide, Crutch, har forladt Mistle End sammen tornmagikerne, og alt er igen roligt i den lille by. Lige indtil en meget vigtig bog - Bogen om de forsvundne stier - bliver stjålent og bringer hele Mistle End i fare.

For at få bogen tilbage rejser Cedrik og hans venner Emily og Elliot i al hemmelighed til London, men turen viser sig at være farligere end først antaget. Formskiftere og magikere er nemlig ikke velkomne i London, hvor vampyrerne hersker. Snart begynder en hæsblæsende jagt, hvor de tre venner ikke blot må undslippe vampyrerne, men også stå over for Crutch og hans tornhekse. Er Cedrik klar til at møde sin forhenværende ven, og hvad har Crutch med den stjålne bog at gøre?


"Mistle End"-serien er endnu en serie man kan kaste sig over, hvis man ikke helt er klar til Harry Potter - eller hvis man bare vil have en virkelig god fantasyfortælling.

Jeg var ret opslugt af første bog i serien og fandt den måde opfindsom og original. Der er nok fundet inspiration i rigtig mange andre børneromaner med magi, venskaber og kampen mod det onde, men alligevel synes jeg at "Mistle End" kan noget helt særligt.

Ikke alene fordi den allerede fra start af har kimen til at blive lidt mere dyster i det end så meget andet fantasy for børn. Både i forhold til synet på andre magiske væsner og ikke mindst i hvor langt Crutch er villig til at gå for at få sin vilje.

I "Jagten begynder" er det ikke kun jagten på Crutch der intensiveres, men også jagten på Cedriks mor og de hemmeligheder han håber at få afdækket når han engang finder hende. Det er jagten på et værdifuldt magisk artefakt, som er livsfarligt i de forkerte og det er en jagt på en begivenhed der endnu ikke er sket, men som kan have grufulde konsekvenser...

Så ja, en roman der er væsentlig mørkere end andre bøger og som også indeholder mere mørke væsener end vi er vant til: tornhekse, vampyrer, varulve og woodoo-magi, spiller en stor rolle i den her bog. 

Jeg synes det hele spiller virkelig godt sammen og jeg var fanget fra første side og nød de små glimt af humor, der trods alt er, sammen med dynamikken mellem de tre venner. De tre venner der på en gang både støtter og udfordrer hinanden. 

Bogen kan læses fra omkring 10 år, men vil også kunne fungerer som højtlæsning og det er helt sikkert en historie som kan fange både de yngre og ældre læsere.

Bogen er modtaget i forbindelse med udarbejdelse af lektørudtalelsen og sidenhen som anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Straarup & Co.
Original titel: Die Chroniken von Mistle End - Die Jagd Beginnt
Udgivet i: 2024 (på dansk)
Antal sider: 350
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 8. maj 2024

Maja Lunde; Vindmageren [Uopfordret anmeldereksemplar]

Maja Lunde; Vindmageren [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Det er juni, og årets sommerferie vil blive anderledes end alle andre. En frygtelig krig er endelig slut i landet, hvor Tobias bor, og mens de voksne bliver for at arbejde, sendes børnene ud af byen. Tobias håber, at han kommer til en bondegård med smør, mælk og søde folk, men han havner i stedet i et lukket rum i Lorthes hus, fyldt med mærkelige tegninger. Tobias’ nysgerrighed vækkes, og snart er han i gang med at undersøge et gammelt mysterium. Hvem var det barn, der engang boede i huset?

Hvad er der sket i det nedbrændte fyrtårn yderst på klipperne? Og hvem er egentlig Vindmageren?


Hvert år til jul læser jeg ”Snesøsteren” – og jeg tuder lige meget hver gang jeg læser den. ”Snesøsteren” er første bind i Maja Lunde og Lisa Aisatos ”Årstidserie”, der også tæller ”Solvogteren” og nu ”Vindmageren”.

Fælles for bøgerne er de rørende historier. Historier der går lige i hjertet og handler både om sorg, døden, de svære følelser, men også om håb, kærlighed og varme.

Allerede fra første side i ”Vindmageren” vidste jeg at det her var en historie der ville gøre ondt at læse – og hvor fik jeg ret. Det var med en klump i halsen at alle knap 200 sider blev læst og våde øjne da jeg nåede til sidste side.

”Vindmageren” er en virkelig rørende historie om hvad krig gør ved mennesker – både store og små. Om hvor svær kommunikation kan være og at tiden ikke nødvendigvis heler alle sår. Det er historien om vigtighed af fantasi – selv når verden står i flammer rundt om os. Fantasi og eventyr kan redde mange liv og den er måske mest vigtig når man er voksen.

Det er ikke kun historien der går lige i hjertet, men også illustrationerne. Jeg elsker – som i ELSKER – Lisa Aisatos illustrationer. Der findes rigtig mange dygtige illustratorer, men hun kan få mig til at grine eller græde med et enkelt billede. Det er altså kraftfuldt.

Illustrationen med alle postkortene i ”Snesøsteren” går lige i hjertet hver gang og der er virkelig mange illustrationer i ”Vindmageren” der gør det samme. Jeg har på en og samme tid lyst til at bo i dem og til at kigge på dem hele tiden. De er så stemningsfulde, så smukke, så levende. De er simpelthen i verdensklasse.

”Vindmageren” er en storslået bog, som alle burde læse. Det er en bog man kan samles om og læse igen og igen.

Jeg glæder mig til at se hvad sidste del i serien kommer til at byde på.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Turbine
Original titel: Vindmakeren
Udgivet i: 2024 (på dansk)
Antal sider: 192
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 6. september 2023

Pernille Engsig Eskildsen & Jakob Brodersen; 2 x flotte billedbøger

Pernille Engsig Eskildsen & Jakob Brodersen; 2 x flotte billedbøger

Velkommen til en dobbelt anmeldelse på to virkelig smukke - og fascinerende - billedbøger. Når du har lukket disse bøger, vil jeg godt garantere at du har haft en lærerig læseoplevelse - og at du har lyst til at læse bøgerne forfra!

I "Liv - den fantastiske historie om evolution" får vi præsenteret ikke kun Jordens begyndelse, men også de første mennesker og dyrs evolution. Vi møder mærkværdige fortidsvæsner - med rimelig svære navne. Vi ser og oplever hvordan dinosaurerne kom, så og uddøde. Vi bliver klogere på hvordan mennesket udviklede sig og blev til det vi er i dag. 

I "Din fantasiske krop - fra urtidsfisk til nutidsmenneske" får vi kortlagt udviklingen af menneskekroppen. Helt tilbage fra dengang vi bare var urtidsfisk, til abelignende mennesker og til det menneske vi er i dag. Vi får svaret på hvorfor vi har en hale og hvorfor der er dinosaurknogler i et menneske foster. Samtidig bliver vi præsenteret for hvilke kropsdele vi har fra hvilke dyr - og det er ikke så lidt endda, vil jeg bare lige sige. 

Selvom formatet på begge bøger kan være lidt uhåndterligt, er de virkelig en fornøjelse at læse i. Sproget er let at forstå - også selvom der er virkelig mange svære ord - og hverken store eller små bliver talt ned til. Tværtimod er de skrevet i et sprog der er detaljeret og letforståeligt. 

Og lad os også snakke lidt om illustrationerne. Kamilla Wichmann ("Funkelgnister", "Sommervenner", "Stik, støv og striber") er virkelig eminent. Hendes streg er levende, smuk og virkelig detaljeret. Man fornemmer kærligheden og dedikationen hver enkelt illustration og der er flere af dem, jeg gerne ville have hængende som plakater. Hatten af for det!

I det hele taget kan jeg give de to bøger mine varmeste anbefalinger. Lån - eller køb dem - læs dem og læs dem så igen. Der er virkelig mange ting at dykke ned i og både store og små vil nyde det.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivelses dato: "Liv" er fra 2018, mens "Din fantastiske krop" er fra 2023.
Antal sider: "Liv" er på 45 sider, mens "Din fantastiske krop" er på 48 sider.
6 ud af 6 stjernen til dem begge.

onsdag den 28. juni 2023

3 gange gys [Anmeldereksemplar]


Værgso - her får du tre anmeldelser, af tre uhyggelige historier.

Faktisk er gys ikke rigtig noget jeg gør mig i - hverken som bøger eller film, men fra tid til anden kan jeg godt overtales ... Det blev jeg med disse tre korte historier - men vær opmærksom, bare fordi de er korte, er de fulde af uhygge. 

Derudover er det også oftere reglen end undtagelsen, at gyserhistorier ikke ender lykkeligt - om de her gør, det vil jeg lade være op til jer at opleve. 

"Lygtemanden" af Rikke Havner Alrø
I "Lygtemanden" møder vi en familie, der bor tæt på en mose. Familien tæller mor, far og tre børn. Børnene er vokset op med historier om lygtemændene der lurer i det mørke mosevand og de går altid rundt med en mønt i lommen, som de kan bestikke ham med, hvis det skulle blive aktuelt. 

Mille på 15 år er ikke meget for at gå ud om natten og tror om nogen på historierne, men en aften tvinges hun ud - da lillesøsteren går ud efter mørkets frembrud, må Mille gøre op med sig selv om hun virkelig tror på historierne eller om de er pure opspind. 

Hvad der sker ude i mosen, vil jeg ikke afsløre, kun at det bliver lige lovligt spændende ...

"Gravsoen" af Nicoline Kjærsgaard Møller
I "Gravsoen" overtaler Nikolaj veninden Mascha til at undersøge en spøgelseshistorie om et mystisk og voldsomt væsen der lurer i skoven omkring den by de bor i. Udover at dette væsen lurer i skyggerne, er der også blevet begået en række mystiske mord.

Udover at skulle opklare mysteriet om gravsoen, et spøgelsessvin, der varsler død og ulykke, skal Nikolaj finde ud af hvorfor Mascha var nødt til at flytte til Sverige og efterlade ham alene tilbage. Hvad er hendes hemmelighed - og kan de være i sikkerhed for gravsoen?

Igen er dette en historie der går ind og piller ved læserens opfattelse af hvad der er virkeligt og en drøm - og selvom Nikolaj og Mascha er tæt på at opklare sagen, er gravsoen måske tættere på end de egentlig bryder sig om ...

"Troldeunge" af Malene Fabricius Holm
"Troldeunge" er en klassisk historie om en skiftning - en troldeunge der er byttet ud med et menneskebarn. Sigge og Lilli-Rose er tvillinger - selvom de bestemt ikke ligner hinanden. Faktisk er de så langt fra hinanden, og Lilli-Rose er så modbydelig, at Sigge er overbevidst om at hun ikke hører til hos dem. 

Det er dog ikke lige så nemt at overbevise deres forældre om at der er noget galt ... og hvor langt vil Sigge gå for at finde frem til sandheden?

Vurdering af alle tre bøger
Som jeg skrev i starten er disse tre historier fulde af uhygge. Det er egentlig imponerende at forfatterne har kunne skrive så korte bøger - alle tre er omkring 50 sider og med lix 20-24 - men med så grusomme fortællinger og skæbner. 

Når bøgerne ikke er længere, er det klart at vi ikke kommer sådan for alvor tæt på vores hovedpersoner, men netop den her slags historier gør det ikke noget. Vi har det kendskab vi skal bruge og i de detaljer vi får, fremstår de troværdige. 

Som læser kan man mærke uhyggen komme snigende og vi fornemmer hurtigt når der er noget forkert ved det hele. 

Alle tre bøger kan læses af læsere på 10 år og opefter - hvis de altså har nerver til det!

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

onsdag den 7. juni 2023

Trine Bundsgaard; Himmeløjne [Anmeldereksemplar]

Trine Bundsgaard; Himmeløjne [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
”Da jeg skal sove, fortæller du historien om den dag, jeg blev født. Som du plejer: Hvor lille jeg var, hvor rød og rynket, så sød og så grim. Jeg vil have dig til at stoppe og blive ved. Det her kan vi jo godt finde ud af, siger du og synger sangen om lærken og reden og ungerne.”

”Himmeløjne” er en billedfortælling om svigt og længsel og om at vokse op med en alkoholiseret far. Det er også en historie om kærlighed om at få nok.


Der er bøger og så er der bøger.

Det her er af den slags i sidste kategori. Vigtig, smuk og rørende. En bog som alle burde læse.

Der hvor historien starter, skal vores hovedperson, en lille pige, på besøg hjemme hos sin far første gang efter skilsmissen. Det går egentlig ok med de besøg og de hygger sig sammen, men langsomt forsvinder faren ind i alkoholens verden og pigen får sværere og sværere ved at have et forhold til sin far. Langsomt vokser de fra hinanden og længe opgiver hun ikke håbet, men samtidig er hun så sur, så sur på sin far og til sidst får hun nok. Hun cutter forbindelsen til sin far.

Som en der selv har boet med alkoholiseret far, kan jeg nikke genkendende til rigtig mange af de følelser og tanker som hovedpersonen har. Frygten for hvad man kommer hjem til og ja, hvor mange tomme flasker der stod. Hvordan humøret var og om man egentlig skulle være blevet væk.

Vi kom igennem det, og det er jeg glad for. Men som med mig og hovedpersonen er der mange børn der oplever sådan en hverdag. Og det er ikke alle, der som mig og min far, kommer igennem det. Men det er langt oftere at man mister kontakten. Hvilket hvert sjette skilsmissebarn gør. Ofte til faren.

”Himmeløjne” giver et indblik i en hvordan en hverdag med en alkoholiseret far kan se ud, med den frygt og skam der følger med. Men samtidig giver den også et indblik i håb og det mod det kræver at sige fra. Jeg sagde også fra overfor min far og jeg ved nu, at det var et vendepunkt – og at det nok havde set helt anderledes ud hvis jeg ikke havde gjort det.

Sprogligt er den fuld af modsætninger – som det også ses ud fra bagsideteksten. Hovedpersonen vil have faren til at stoppe, men samtidig blive ved med at fortælle. Sådanne steder er der flere steder undervejs og igen underbygger det den følelse af usikkerhed, utryghed og kærlighed som der i historien. Alt dette underbygges virkelig flot af illustrator Signe Kjær (der også har illustreret ”Gulduret”), der med både rå og sårbare illustrationer giver historien liv.

Det er bestemt en fortælling der er værd at læse. 

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2023
Antal sider: 112
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 26. april 2023

René Toft; Skylandet [Anmeldereksemplar]

René Toft; Skylandet

Bagsidetekst:
Solveig, Cirkeline og Katinka mistede deres far for et år siden. Mor siger, at han ved et uheld spiste for mange piller. Farmor siger, at far snød døden er nu er luftpirat i Skylandet. Solveig ved, at de begge lyver.

En dag får pigerne et Ouija-bræt. Og far svarer.

Skylandet er en fortælling om arrene, vi lever med. Om Disney Sjov og spaghetti kødsovs. Om regnbuer og kirkegårde. Om de døde, vi ikke kan give slip på. Og de døde, der ikke kan give slip på os.


Den her bog overraskede mig og var slet ikke hvad jeg havde forventet!

Ikke på en dårlig måde, bestemt ikke, men kender I det at man går ind til en bog med fornemmelsen af at vide hvor vi skal hen og når sidste side er vendt, så sidder man tilbage i total chok og var slet ikke klar på at det var sådan en historie?

Sådan var ”Skylandet” for mig. Og det bliver lidt svært at skrive en anmeldelse uden at spoile alt for meget … men jeg vil prøve.

”Skylandet” er en historie om håb, fantasi og sammenhold. Det er en historie om død, om det at komme videre og om at turde være ærlige. Det er en historie om at ære minderne om dem vi har mistet og at selvom de er væk, så er de stadig hos os.

Samtidig er det en virkelig skrækkelig historie om netop tab, sorg og død. Hvad sker der når vi dør? Er der noget bagefter? Da jeg var færdig med bogen kunne jeg ikke lade være med at tænke på Brødrene Løvehjerte, der sammen trodser ilden og finder fred.

Det er en bog der rummer utrolig meget kærlighed, tro og håb. Som en der har mistet en forælder, kan jeg godt nikke genkendende til den smerte som pigerne oplever. Om end min er anderledes end deres, da jeg er voksen og har haft min far i længere tid end de fik deres. Jeg kan godt sætte mig ind i den vrede og håbløshed de føler – og som de ikke ved hvordan de skal sætte ord på.

Samtidig forstår jeg godt farmorens kamp for at holde mindet om pigernes far i live. Om end det er en utraditionel måde at gøre det på – og nogle ville sikkert ryste på hovedet og kalde det forfærdeligt, men hvorfor ikke drømme og tro på at der er noget efter døden? Eller hvis man snyder døden? Jeg ville da personligt synes det var fedt at være luftpirat.

Historien er hurtig læst, men bestemt ikke hurtigt glemt. Brug den i folkeskolen til samtaler om døden og hvad der sker efterfølgende. Brug den til samtaler om psykisk sygdom og hvilke spor det sætter på en familie.

Tak til forfatteren for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2023
Antal sider: 143
5 ud af 6 stjerner

tirsdag den 7. juni 2022

Ross Mackenzie; Det evige mørke [Anmeldereksemplar]

Ross Mackenzie; Det evige mørke (Evernight, #1) [Anmeldereksemplar fra Bolden]

Bagsidektekst:
Det Evige Mørke er sluppet fri …

Så langt tilbage forældreløse Larabelle Fox kan huske, har hun overlevet ved at gå på skattejagt i kloakkerne. I byen, hvor de følelseskolde, hvide hekse marcherer gennem gaderne, og angsten for mirakelmagernes magi ligger tungt over beboerne, holder Lara sig under radaren. Men da hun falder over en mystisk, lille æske nede i kanalerne under byen, bliver hun slynget ind i en verden af vild magi.

Og hun står med ét over for eventyr, dødbringende farer – og manden uden skygge.


Hold nu op - den er bog altså. Jeg var slet ikke klar til den rustjebanetur den var at læse. Jeg var fuldstændig opslugt af historien og ikke mindst det fede univers som forfatteren har bygget op. 

Jeg har læst rigtig meget fantasy (doh!) og jeg elsker når jeg læser noget, som ikke ligner noget jeg har læst før. "Det evige mørke" er sat i et dystert og mørkt univers, hvor De Hvide Hekse er nogle lede nogen, mirakelmagerne er nogen man frygter og dem der ingen penge har, må lede efter rester fra de riges bord i kloakkerne - i frygt for bander og hvad der ellers findes dernede. 

Lara falder en dag over en æske - og dette fund bliver startskuddet på en vild rejse, som hun nok på ingen måde havde forestillet sig at hun skulle ud på. Ikke alene bliver hun klogere på sin egen fortid og familie, hun indser at magi ikke nødvendigvis er så slemt, som det bliver fremlagt for befolkningen og at der er visse ting der er værd at tage kampen op for. 

Selvom historien er mørk, er der lyspunkter. Jeg synes samspillet med Lara, hendes bedsteven Joe Littlefoot og Dobbelt Otte er troværdigt og bringer lidt varme ind i den ellers dystre historie. De tre hører til de gode i bogen, mens de onde er rigtig onde og ikke skyr nogen midler for at nå det de gerne vil. 

Det er en utrolig velskrevet og spændende historie. Det er en historie med venskab, mod og loyalitet i højsædet. Kampen mellem det gode og det onde. Den er fyldt med eventyrlige finurligheder og magi. Hvis man har læst "De Ualmindelige" kan man sagtens kaste sig over "Det evige mørke" - jeg glæder mig i hvert meget til at læse videre i serien. 

Tak til Forlaget Bolden for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Bolden
Original titel: Evernight
På dansk ved: Louise Urth Olsen
Udgivet i: 2020 (på engelsk) og 2021 (på dansk)
Antal sider: 335
6 ud af 6 stjerner

tirsdag den 17. maj 2022

Brandon Sanderson; "Alcatraz mod de onde bibliotekarer" og "Notarens knogler" [Anmeldereksemplar]

Brandon Sanderson; "Alcatraz mod de onde bibliotekarer" og "Notarens knogler" [Anmeldereksemplar fra Superlux]

Bagsidetekst på ”Alcatraz mod de onde bibliotekarer”:
På sin 13-års fødselsdag får plejebarnet Alcatraz Smedry tilsendt en pose med sand med posten. Det er en arv fra hans forsvundne forældre. Sandet bliver stjålet med det samme. Derfor finder han ud af, at det ikke var en helt almindelig pose med sand. Med sandet kan de onde bibliotekarer, der i hemmelighed hersker over Tyslandene – lande som USA, England og Danmark – overtage de frie kongeriger. Alcatraz og en gruppe af frihedskæmpere må stoppe bibliotekarerne en gang for alle.

Kan bibliotekarer være onde? Lever vi i et univers, hvor onde kræfter er skjult blandt os og er vi bare blinde for sandheden? Det er i hvert fald den virkelighed Alcatraz Smedry opdager at han lever i, da han bliver introduceret for sin bedstefar og hele sin families arv.

Alcatraz har et særligt Talent. Han kan ødelægge alting. Hans bedstefar kommer tit for sent, selv til at blive skudt. Andre Talenter kan være at fare vild, så man alligevel altid ender det rigtige sted. Lyder det mærkeligt? Så bare vent, det bliver endnu mere mærkeligt.

I første bind er der både drager, agenter og briller der kan give bæreren forskellige evner. Alcatraz og hans ny fundne venner skal finde sandet der er godt gemt i et bibliotek og det er ikke en helt ufarlig mission. De møder bl.a. dinosaurer – yep, indespærrede dinosaurer.

I andet bind skal Alcatraz finde det hemmelige bibliotek i Alexandria – og se om han kan slippe levende ud af det. Han opdager også et par hemmeligheder om sine forældre, bl.a. at hans far måske havde en plan for at sende det magiske sand til Alcatraz. Selvom jeg normalt ikke bryder mig om at blive talt til i de bøger jeg læser, fungerer det faktisk udmærket i de her.

Bøgerne om Alcatraz og de onde bibliotekarer kan gives til alle der trænger til en humoristisk, spændende og total-langt-ude-fantasyserie. Humormæssigt kan den minde lidt om Percy Jackson og Alcatraz har måske samme evne som Percy til altid at komme galt afsted.

Bøgerne kan læses af børn på 12+ og jeg hepper selv på flere i serien – også selvom bibliotekarerne er de onde!

Bøgerne er modtaget som ebøger til lektørudtalelse og efterfølgende som frieksemplar af forlaget.

Fakta:
Forlag: Superlux
Original titel: "Alcatraz vs. the evil librarians" og "The Scriveners Bones"
Udgivet i: 2021 (på dansk) og 2022 (på dansk)
Antal sider: 244 og 262
5 ud af 6 stjerner til begge bøger. 

torsdag den 30. december 2021

Årets bedste bøger

Årets bedste bøger

Så er det igen blevet tid til at kigge tilbage på et år i bøger. Jeg har nået meget mere end jeg troede jeg ville. Året startede godt ud med barsel og ferie, samt en ugentlig fridag da jeg kom tilbage på arbejde. Det er blevet til en del lydbøger på daglige gåture, mens vi var hjemsendt fordi biblioteket var lukket. Da jeg endelig måtte møde ind fysisk igen, kunne jeg høre lydbog på den daglige køretur.

Det er derfor blevet til 415 bøger. Fordelt på 86.838 antal sider. Det er helt vildt at tænke på. Det sjove er, at der er langt flere voksenromaner end der plejer at være og jeg har sat mig for at jeg skal holde det ved lige i 2022. Jeg har også fået læst en hel del tegneserier, hvilket jeg også synes er dejligt. Derudover er det blevet til et hav af børnebøger og fantasy.

Som jeg plejer, vil jeg forsøge at finde den bedste bog, indenfor en række forskellige kategorier samt hele 2021 bedste bog. Der er nogle kategorier jeg har haft sværere ved at finde ”vindere” til end andre, men det må jo sige sig at være et luksusproblem. Bøgerne er ikke nødvendigvis udkommet i 2021, men jeg har læst dem i år.

Her er de titler jeg har valgt:

Årets bedste billedbog
Jeg har virkelig læst mange fine, rørende, smukke og underholdende billedbøger. Som en del af mit lektørjob læser jeg rigtig mange billedbøger og jeg synes det er herligt. Valget er dog ikke faldet på en jeg har læst i forbindelse med at jeg skulle skrive lektør, men en jeg modtog uopfordret fra Gutkind. Årets bedste billedbog er ”Trylleblik” af Ane Bjørn. Valget faldt på den fordi den rørte mig virkelig meget. Det er en historie på få ord, men med en utrolig stærk billedside – og jeg elsker Anes illustrationer. Samtidig sætter den ord på en hverdag som mange tusinde mennesker oplever hver dag, nemlig en hverdag på flugt. Den bør simpelthen læses af alle.

Bedste danske børnebog
Som jeg skrev i min anmeldelse af denne bog, er dette et storslået eventyr som alle – både unge og voksne burde læse. Forfatter, Benni Bødker og illustrator, John Kenn Mortensen, har arbejdet sammen før, men med ”Grimyrk” har de virkelig begået et mesterværk. Den er både lækker og indbydende udenpå, som historien indeni er medrivende og spændende. Historien om den lille nisse Ketil, der må ud på det helt store eventyr, i bedste Hobbittenstil, er fyldt med nærhed, varme og loyalitet. Samtidig med at der jo også lige skal være plads til at par monstre og andre uhyggelige skabninger. Læs den – du vil ikke fortryde det.

Årets bedste udenlandske børnebog
I denne kategori har der været mange om buddet, og det har faktisk været lidt svært at vælge. Jeg jonglerede mellem Rowlings nye, ”Julegrisen”, B. B. Alstons ”Amari og Nattens Brødre” og Oskar Källners ”Imperiets arvinger”. Mit valg faldt på den sidstnævnte titel. ”Imperiets arvinger” er en serie, på indtil videre tre oversatte danske bind, og det er en hæsblæsende og spændende sci-fi serie. Udover at have en virkelig god historie, er den krydret med de flotteste illustrationer fra Karl Johnssons kyndige hånd (ham der også har illustreret ”Vei”). Det er virkelig et godt match og jeg glæder mig til at læse videre i serien.

Bedste danske ya-bog
Overraskende nok er det faktisk ikke blevet til så meget ya i år – selvom jeg elsker ya, og det kom faktisk lidt bag på mig. Jeg må lige stramme mig an på det punkt til næste år. Mit valg af årets bedste danske ya-bog er faldet på Sofie Riis Endahls ”Pixie lever stadig”. Jeg er virkelig imponeret over Sofie. Hun er ganske ung, men har allerede udgivet en hel del ya-bøger og hun forstår virkelig at ramme kimen og tonen i de unges liv. Med ”Pixie lever stadig” sætter hun fokus på hvad der sker med en vennegruppe efter huerne er kommet på, efter studenterfesterne, efter tømmermændene. Det var interessant læsning og selv jeg, som blev student for mange år siden, kunne spejle mig i nogle af de følelser som Pixie også tumler med.

Årets bedste udenlandske ya-bog
Som jeg skrev ovenfor er det ikke blevet til så meget ya, som jeg plejer at læse, men der har nu sneget sig et par titler med på listen alligevel. ”Sådan lærer du at danse” af Nicola Yoon er blevet mit valg til årets bedste udenlandske ya-bog. Nicola Yoon skriver medrivende og hjertevarme ya-bøger og ”Sådan lærer du at danse” er også i den kategori. Det er en historie om at tro på sig selv, om at kærlighed finder en når man mindst venter det og at den er værd at kæmpe for. Det er en virkelig skøn historie.

Årets bedste danske fantasy
Uh det var svært at vælge her. Der er virkelig udgivet meget godt dansk fantasy i år. Altså, ”Kaldet fra fortiden” af Nathali og Bettina Liane, ”Skyggespil” af Julie Midtgaard, ”Genkendelsen" af Pernille Neergaard og mange flere. Men jeg må kun vælge én og det har jeg gjort. Mit valg er faldet på ”Natskygge” af Gry Kappel Jensen. Jeg har valgt den fordi den tog mig igennem hele følelsesregisteret. Jeg grinte og jeg græd. Jeg kunne slet ikke slippe den igen da jeg først var gået i gang og det er i sandhed en storslået finale. Snyd ikke dig selv for Grys ”Rosenholm”-trilogi – det er virkelig godt. Bare ja, virkelig godt.

Årets bedste udenlandske fantasy
Som med Grys ”Natskygge” tog mit valg af årets bedste udenlandske fantasy mig også igennem hele følelsesregisteret. Jeg ved efterhånden at Sarah J. Maas er en formidabel historiefortæller og det slår hun igen fast med ”House of Earth and Blood” (første del i ”Crescent City”-serien). Jeg grinte, jeg rødmede og jeg tudbrølede til den her bog. Det er virkelig sjældent at jeg græder så meget til en bog, men for filan da. Jeg glæder mig til at genlæse den i forbindelse med at bind to udkommer til februar, og jeg forventer at blive ligeså rørt anden gang som jeg blev første gang. Jeg elsker den – også selvom den knuste mig flere gange.

Årets bedste danske roman (voksen)
”Vølvens vej – Snehild” af Anne-Marie Vedsø Olesen er mit valg til årets bedste danske roman for voksne. Selvom det også er fantasy, har jeg valgt den til denne kategori, for det er en voksenroman. Det er en storslået historie om Snehild, der er på vej til at blive vølve, men må gå så grueligt mange ting igennem på vejen dertil. Det er en historie om hvor langt mennesker vil gå for magt. Udover at være en spændende historie, er den skrevet i et sprog hvor der er kælet for alle detaljer og sanseindtryk. Det er sjældent at jeg har haft så intens en læseoplevelse. Jeg glæder mig meget til at læse mere om Snehild.

Årets bedste udenlandske roman (voksen)
Jeg vil lige slå fast at jeg først ville have valgt Anthony Doerrs ”Byen i skyerne” her, men så skiftede jeg mening. Ikke fordi ”Byen i skyerne” ikke var titlen værd, for det er den, men jeg synes faktisk at ”Highfire” fortjener den mere. Jeg var vild med ”Highfire” fra første side, hvor ”Byen i skyerne” lige skulle løbes i gang. Samtidig elskede jeg humoren og karaktererne i ”Highfire” mere. Jeg glæder mig til at se filmatiseringen og jeg håber at den kan leve op til bogen.

Årets bedste tegneserie
Som jeg startede med at skrive har jeg fået læst mange tegneserier i år, derfor var det også svært at vælge en til årets bedste. Jeg har dog besluttet mig og selvom der var mange kandidater, er mit valg faldet på Cyril Lierons ”I hovedet på Sherlock Holmes – Den skandaløse billet, del 1”. Jeg tror ikke jeg har nogensinde har læst en så gennemført, detaljeret og spændende tegneserie. Alting går virkelig op i en højere enhed og det hele spiller. Jeg er vild med illustrationerne og at der er så mange spor og detaljer i dem, som bidrager til historien. Det er virkelig et mesterværk.

Årets bedste bog
Nå, hvordan kan jeg så finde en bog ud af de 415 bøger, som bare er den bedste? Det har bestemt heller ikke været nemt, vil jeg indrømme.

Jeg har valgt en bog som har været utrolig spændende at læse. Som jeg på den ene side ikke rigtig orkede at gå i gang med, men på den side var jeg alt for nysgerrig til at lade være. Jeg har valgt en bog, som fik mig til at grine og som i den grad også fik mig til at tude. En som, selv nu, giver mig en klump i halsen.

For mig er årets bedste bog ”Kingdom of Ash” af Sarah J. Maas. Jeg nød virkelig at læse ”Throne of Glass”-serien sammen med Michelle og mange af jer andre i år, og da vi nåede til ”Kingdom of Ash” var jeg på den ene side virkelig træt af serien, samtidig med at jeg ikke var klar til at sige farvel til de fantastiske karakterer som jeg var kommet til at holde så meget af. Som jeg skrev ved ”HOEAB” formår SJM at skrive så man kommer alle følelser igennem. Hun er en fænomenal historiefortæller og jeg er imponeret over hendes iderigdom. ”Throne of Glass” er en serie jeg længe har villet læse og nu har jeg gjort det. Endda på engelsk og det er jeg stolt af.

Læseåret 2022
Hvad kommer jeg så til at læse i 2022? Forhåbentlig får jeg tygget mig igennem de anmeldereksemplarer der har hobet sig op henover efteråret og vinteren. Det kunne være dejligt at komme af med den dårlige samvittighed, men nu må vi se hvad verden byder på. Jeg er dog sikker på at 2022 nok skal blive fyldt med en masse fantastiske og spændende læseoplevelser.


Der er ikke så meget andet at sige fra mig, end tak for i år.
Tak fordi I igen har fulgt med, både her på bloggen og på Instagram.
Tak til forfatterne for alle de skønne læseoplevelser.
Tak til forlag for anmeldereksemplarer.
Tak til jer derude der læser mine anmeldelser. 

Tak for i år!

tirsdag den 14. december 2021

Benni Bødker; Grimyrk [Anmeldereksemplar]

Benni Bødker; Grimyrk [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Eventyret om en lille nisse der rejste til verdens ende (og blev en helt).

Dybt inde i skoven pusler det med liv. Du vil sikkert ikke lægge mærke til det. Du ville bare se et gammelt, udgået træ eller en græsbevokset høj. Men herinde vrimler det med underjordiske. Her lever nisserne.

Ketil er en af dem, og han holder mest af at sidde med sine gamle bøger og passe sig selv og sin ugle. Men når eventyret og faren banker på, må selv en fremdelig nisse drage af sted ...


Benni Bødker og John Kenn Mortensen er et match made in Heaven! Jeg har læst flere bøger af dem begge og når de slår pjalterne sammen opstår der virkelig sød musik.

Denne gang er det i form af en fantastisk og storslået historie om en lille nisse, Ketil, der skaber sin egen skæbne og bliver en stor helt. Det er næsten ren Hobitten og så alligevel ikke. Selvom det er en fantastisk rejse den kære Ketil kommer på - præcis som den rejse Bilbo kommer på.

Sproget er som vi kender det fra Bennis andre bøger, detaljeret, levende og han formår at skabe livagtige personer og stemninger. Som læser kan vi sagtens sætte os ind i Ketil og de andre nissers følelser og tanker omkring at skulle bevæge sig væk fra deres trygge rammer. For udenfor deres kendte skov er verden stor og fyldt med farer.

Som altid skaber John Kenn Mortensens illustrationer en stemningsfuld setting og i ”Grimyrk” er de ikke så uhyggelige som de normalt er, og dog lidt alligevel. De sort/hvide illustrationer underbygger i hvert fald Benni Bødkers skrevne ord på fineste vis og er med til at gøre hele bogen til et helstøbt og gennemført værk.

Der er kælet for detaljerne, både indeni og udenpå og bogen nærmest tigger om at blive læst. Har du børn på 8-9 år og opefter, kan denne sagtens komme på listen over højtlæsningsbøger I skal have læst. Ældre børn kan sagtens læse den selv og så låne den til deres forældre bagefter – eller måske skal barn og forælder buddy-læse den? Det her er nemlig den slags bog der kan nydes af både store og små.

Tak til Corto for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Corto
Udgivet i: 2021
Antal sider: 249
6 ud af 6 stjerner

torsdag den 17. juni 2021

Nej tak til Harry Potter, men hvad så?

Nej tak til Harry Potter, men hvad så?

Sommerferien er snart over os og som bibliotekar ved jeg hvad det betyder: at alle bibliotekets eksemplarer af Harry Potter-bøgerne bliver udlånt. Hvilket det ikke er noget galt i – jeg synes det er fedt at historien stadig holder, men der er også mange andre rigtig gode bøger og serier man kan kaste sig over.

I dette opslag vil jeg forsøge at sælge nogle af de andre serier jeg synes man skal kaste sig over. Både hvis man har læst Harry Potter, men bestemt også hvis man ikke har. Det kan enten være fordi man ikke vil eller fordi man ikke er gammel nok – og jo, jeg synes faktisk godt man kan være for ung til at læse Harry Potter (og til at se filmene for den sags skyld). Det er dog ikke en diskussion jeg ønsker at starte, for jeg ved det deler vandene. I stedet vil jeg hellere sætte fokus på nogle af de fremragende serier man kan læse i stedet for.

Rækkefølgen på serierne er tilfældige og de er ikke rangordnet efter hvor gode jeg synes de er. Under hver titel er der er en kort beskrivelse af bogen samt hvilken alder jeg synes den passer til.

Jeg håber den kan bruges som inspiration til læsning – ikke kun her til sommer, men hele året. Der er i hvert fald nok serier at tage fat på.

Roshani Chokshi; Aru Shah-serien
Aru Shah kommer nogen gange til at fordreje sandheden en smule for at passe ind på skolen. Men en dag går det galt med en af Arus løgne og samtidig bliver en ældgammel dæmon sluppet fri og hendes mor og tre klassekammerater bliver fastfrosset i tiden
For 10-13-årige

Synne Kristine Eriksen; De tre tyste
I en dyster verden med magiske klokker, skyggefolk, hirdmænd og politiske intriger, flettes drengen Sigurds søgen efter sin lillesøster Svanhild sammen med klokkemageren Myrhats hemmelige rejse
For 10-14-årige

Kjetil Johnsen; Den 4. parallel
17-årige Emma vågner på et amerikansk hospital efter en trafikulykke, der har udslettet hele hendes familie. Men hvorfor har hun hele tiden en deja-vu fornemmelse, og hvorfor opfører alle sig så mærkeligt overfor hende?
For 13-16-årige

Lars-Henrik Olsen; Erik Menneskesøn
En aften - under et voldsomt uvejr - hentes 13-årige Erik tilbage i tiden til Asgård af tordenguden Tor. Sammen med Tors datter, Trud, skal han finde gudinden Idun, som jætterne har bortført
For 11-14-årige

Nicole Boyle Rødtnes; Skeletter i skabet
Om drengen Davie hvis liv pludseligt bliver meget farligt og dramatisk, da han kommer i lære som kloakpasser. For kloakkerne er fyldt med ting der ikke burde være der, og hans læremester har en hemmelighed i kælderen. En hemmelighed som Davie ikke skulle have opdaget
For 12-15-årige

Nicole Boyle Rødtnes; Elverdans
De 13-årige elvertvillinger Maise og Ravna må skjule deres sande identitet. Men det er ikke let i en menneskeverden. Og forelskelse er strengt forbudt
For 10-14-årige

Nicole Boyle Rødtnes; Ilttyv
I en dyster fremtid er jorden ødelagt af forurening og stråling. Ilt koster penge. Troy og Shay kæmper for at tjene penge. Men da Shay kommer i fængsel under falske anklager, har hun ikke råd til at købe ilt. Derfor er de tvunget til en dødsensfarlig alliance
For 12-16-årige

Trine Apple; Fortidens port
Det ser ud til, at de mystiske hændelser som Mark og hans familie oplever, har noget at gøre med mordet på en dansk konge i middelalderen. Efter at Marks skole er brændt, forsvinder hans tvillingebror Ivan.
For 12-14-årige og højtlæsning fra 10 år

Margit Auer; Skolen med de magiske dyr
I én af klasserne på Østre Skole foregår noget usædvanligt; den nye lærerinde Miss Cornfield har inviteret Mr. Mortimer, indehaver af Den Magiske Dyrehandel, på besøg i klassen, og snart får de første børn nogen meget særlige kæledyr
For 7-13-årige

John August; Arlo Finch
11-årige Arlo Finch flytter til Pine Mountain, Colorado med sin mor og storesøster. En lille søvnig by, eller? For der foregår noget skræmmende omkring ham. Heldigvis finder han også gode venner i den rangertrup, som han bliver medlem af
For 9-13-årige

Jennifer Bell; Wonderscape
Arthur, Ren og Cecily er på vej til skole, da de overværer en flok havenisser eksplodere. I huset ved siden af kan de høre nogen klynke. De går ind for at redde den, der laver lyden, og pludselig befinder de sig midt i et computerpil flere år ude i fremtiden.
For 9-12-årige

Suzanne Collins; Gregor i Underlandet
En dag forsvinder 12-årige Gregor og hans 2-årige lillesøster, Boots gennem en mystisk åbning i deres vaskekælder. De falder utroligt langt og ender i en underjordisk verden, kaldet Underlandet. Gregors ankomst er blevet forudsagt i en gammel profeti
For 9-12-årige

Neil Patrick Harris; De magiske møgunger
Carter stikker af fra sin onkel og ender i en idyllisk landsby der er plaget af tyve der stjæler ved hjælp af magi. Carter vil gerne hjælpe dem - men hvordan?
For 9-13-årige

Oskar Källner; Imperiets arvinger
Alice og Elias' mor forsvinder på mystisk vis, og politiet tror, at deres far har gjort hende noget. For at bevise hans uskyld tager de selv ud og leder efter hende, men opdager, at hun har haft hemmeligheder for dem. For dem, der kan lide actionfyldt science fiction.
For 11-14-årige

Adam O; Den rustne verden
Fire søskende skal besøge deres morfar i Sverige, men efter et flystyrt er de i et fremtidsdanmark, fyldt med skrot og onde robotter. Kan de nå frem til morfar i tide?
For 8-13-årige

Bobbie Peers; William Wenton
William lever i skjul i Norge sammen med sine forældre, efter at hans morfar forsvandt i London for 8 år siden. Da han på en skoleudflugt løser verdens sværeste kode "Umuligheden", bliver det starten på et hæsblæsende eventyr for William
For 8-13-årige

Margaret Peterson Haddix; Greystone
Da Finn, Emma og Chess Greystone kommer hjem fra skole, fornemmer de straks på deres mor, at der er noget helt galt. Tre børn er blevet kidnappet. Tre børn med samme navne, samme alder og samme fødselsdatoer som dem selv. Hvordan hænger det sammen?
For 9-14-årige

Jessica Townsend; Nevermoor
Morrigan Crow er ramt af en forbandelse. Hun blev født på det forkerte tidspunkt, og skal derfor dø på sin 11-års fødselsdag, men det går slet ikke som ventet
For 10-14-årige

Anna Ruhe; Duftapoteket
Det dufter underligt i det nye hus, som Luzie og hendes familie er flyttet ind i. Ingen ved hvor duftene kommer fra. Mon det kommer fra det mystiske væksthus i haven, som den gamle gartner vogter over?
For 11-14-årige

Jennifer Bell; De ualmindelige
Ivy og hendes storebror Seb kommer en dag hjem og finder deres bedstemors hus endevendt. Pludselig befinder de to søskende sig i et kapløb med tiden og ondskaben om at opklare en gammel familiehemmelighed
For 9-13-årige

Lene Kaaberbøl; Vildheks
Clara er en helt almindelig pige på 12 år. Tror hun da. For et møde med en sort kat fører hende ind i vildheksenes verden, hvor hun selv er heks.
For 10-14-årige

Tamora Pierce; Løvindens sang
De 10-årige tvillinger Alanna og Thom er børn af en lensherre i Landet Torfall. De har magiske evner og hvirvles ind i dramatiske begivenheder, da de trodser deres traditions-bestemte opdragelse
For 12-14-årige

Lene Kaaberbøl; Sølvhesten
I landet Breda bliver den 12-årige Katriona sendt hjemmefra af sin mor, kroejeren Teresa, og oplever en hård tid. Sølvrytterne, det godes vogtere, og deres ikke helt almindelige heste ændrer også hendes liv
For 11-13-årige

C. S. Lewis; Narnia
Narret af onkel Andrew og hans to magiske ringe forsvinder Polly og Digory til en anden verden, hvor de møder heksen Jadis og den almægtige løve Aslan, landet Narnias skaber
For 10-12-årige

Lene Kaaberbøl; Skammerens datter
Skammeren kan se ind i mennesker og se deres dårlige samvittighed og onde gerninger. Pigen Dina har arvet denne evne og bliver derfor blandet ind i en bloddryppende sag
For 10-14-årige

Mette Finderup; A.S.P.E.
De fire børn i heltegruppen A.S.P.E. får til opgave af troldkvinden Erina at udspionere en skummel læge, som vist ikke helt er hvem han udgiver sig for
For 10-13-årige

Brandon Mull m.fl.; Spirit Animals
I verdenen Erdas har nogle få mennesker evnen til at påkalde et totemdyr, og gennem deres bånd til dyret opnå uanede kræfter
For 12-15-årige

Kasper Hoff; Samlingens vogter
Kevin og hans papsøster Kaya må kæmpe imod stærke kræfter i underverdenen fuld af ånder og skjulte farer for at redde storesøster Sophias sjæl
For 10-13-årige

B. B. Alston; Amari og Nattens Brødre
Amaris storebror er forsvundet, og Amaris søgen efter ham bringer hende ind i et magisk univers, hvor alt er muligt, men også farligt.
For 11-14-årige

Eoin Colfer; Artemis Fowl
12-årige Artemis Fowl er superintelligent især hvad angår forbrydelser, og for at forøge familieformuen lægger han en dristig plan om at kidnappe en fe og kræve et ton fe-guld i løsesum. Men alt går ikke helt som ventet
For 11-13-årige

Rob Lloyd Jones; Jake Atlas
I en hæsblæsende skattejagt rundt i egyptiske gravkamre forsøger Jake og søsteren Pandora at finde Osiris-mumien før medlemmerne af den hemmelige kult, som har kidnappet deres forældre
For 11-14-årige

Kenneth Bøgh Andersen: Djævelens lærling
Dydsmønsteret Filip på 13 bliver ved en fejltagelse hentet til Helvede, hvor han skal i lære som den syge Lucifers efterfølger. Men Fanden begynder hurtigt at tvivle på, at det vil lykkes at få en djævel ud af drengen
For 12-16-årige

John Flanagan; Skyggens lærling
15-årige forældreløse Will bliver tilbudt en læreplads hos Skyggen for at blive uddannet som ranger. Will får vist sit mod og bliver hædret for det, da han redder borgherrens liv mod de uhyggelige monstre, Kalkarerne
For 12-15-årige

Michael Ende; Den uendelige historie
Den 11-årige Bastian fanges ind i fortællingen om Fantásien, hvor helten Atréju rejser ud for at finde menneskebarnet, der kan redde landet fra Intetheden, som langsomt æder verdenen op
For 12-15-årige

Angie Sage; Dragerne vågner
Da fårehyrden Joss finder et sølvdrageæg begynder en magtkamp mod den mægtige Lennix-familie, der skal bruge en sølvdrage for at bevare magten over deres dragehær. For legenden siger, at kun en sølvdrage kan åbne en portal til De Tabte Lande
For 10-13-årige

Rick Riordan; Magnus Chase
Hjemløse Magnus finder ud af, at hans ukendte far er en af de nordiske guder. Under en vild kamp dør han, men vågner op i Valhal og herefter begynder kampen om at passe på sværdet
For 12-16-årige

Jonathan Stroud; Bartimæus trilogien
Fantasy-roman om troldmandslærlingen Nathan og den meget selvbevidste djinn Bartimæus. Da den onde troldmand, Simion Lovelace ydmyger Nathan, vil han hævne sig, men pludselig befinder han sig i dødsensfarlige situationer
For 12-14-årige

Philip Pullman; Det gyldne kompas
Lyra - 11 år og forældreløs - kommer på sporet af noget mystisk og uhyggeligt, da flere og flere børn forsvinder. Løsningen findes måske højt mod nord, mellem panserbjørne og flyvende hekse
For 12-14-årige

mandag den 31. maj 2021

Rick Riordan; Apollons prøvelser

Rick Riordan; Apollons prøvelser

Bagsidetekst til "Det skjulte orakel":
Hvordan straffer man en gud? Ved at gøre ham til menneske.

Svag og desorienteret vågner Apollon i en baggård i New York i skikkelse af en helt almindelige teenager. Uden sine overjordiske kræfter må han lære at overleve i en moderne verden, indtil Zeus vil lade ham komme tilbage på Olympen. Men Zeus har andre planer: først skal Apollon klare en dødsensfarlig mission. Desværre har Apollon mange fjender - både guder, uhyrer og dødelige - som ikke vil have spor imod at se den tidligere gud fejle. Hvis Apollon skal klare missionen, får han brug for allierede ...


April-bogen sammen med GoodreadsGutterne var "Neros tårn" - altså femte og afsluttende bind i serien om Apollon. Jeg har haft kig på bøgerne i et godt stykke tid og tænkte at nu var tiden til at få læst dem - når nu jeg alligevel skulle læse den sidste bog. Det tog lidt tid, men det var bestemt det hele værd. 

Vi har mødt Apollon i et par af de andre bøger med Percy Jackson og de andre halvguder. Her har han været arrogant, selvoptaget og har ikke stået i vejen for at fyre haikudigte af. Jeg var spændt på hvordan det ville være at følge ham - om han ville være lige så irriterende som dødelig teenager, som han var som gud. Svaret er ja, men så ikke helt alligevel. 

For jo, Apollon er stadig selvcentreret og irriterende. Han er klynkende over sin skæbne og han hader at være dødelig. Han fyrer stadig haikudigte af - hvert kapitel indledes faktisk med et haikudigt (og det er virkelig underholdende!). Men! Undervejs i bøgerne udvikler han sig. Han vokser med opgaven og begynder at se sig selv og de andre guder i et andet lys. Ikke nødvendigvis et bedre lys, dog. For han har begået fejl. Masser af fejl og dem bliver han konfronteret med løbende igennem alle fem bøger. 

Apollon skal lære at sige undskyld og indse at man ikke bare kan behandle andre så dårligt som han har gjort. Det er ikke en rar indsigt for ham at få. Men lige præcis fordi han indser at han må forbedre sig, er han virkelig interessant at følge. Han udvikler ægte venskaber. Han gør andre glade og indser at mennesker faktisk ikke er så ringe endda. "Neros tårn" er tårevældende og et svært farvel.

Hvis man har læst de andre bøger i Rick Riordans univers med de græske guder, skal man på ingen måde snyde sig selv for at læse om Apollon. Det er uhyre underholdende, medrivende, neglebidende spændende og "ondt-i-hjertet"-trist. Jeg holder meget mere af Apollon nu, end jeg gjorde da jeg begyndte på serien!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel:
"The Hidden Oracle", "The Dark Prophecy", "The Burning Maze", "The Tyrant's Tomb", "The Tower of Nero"

Udgivet i:
"Det skjulte orakel": 2016 (på engelsk og dansk)
"Den dunkle profeti": 2017 (på engelsk og dansk)
"Den brændende labyrint": 2018 (på engelsk og dansk)
"Tyrannens gravkammer": 2019 (på engelsk og dansk)
"Neros tårn": 2021 (på engelsk og dansk)

Antal sider:
"Det skjulte orakel": 391 sider
"Den dunkle profeti": 442 sider
"Den brændende labyrint": 475 sider
"Tyrannens gravkammer": 477 sider
"Neros tårn": 442 sider

Samlet bedømmelse:
5 ud af 6 stjerner

tirsdag den 23. februar 2021

Trine Appel; Fortidens port [Anmeldereksemplar]

Trine Appel; Fortidens port (Ildfuglen, #1) [Anmeldereksemplar fra Alpha forlag] 

Bagsidetekst:
Ingen af de tre børn ser en fiskehejre lette fra kornet, tæt ved gravhøjen. Den flyver efter dem ud til vejen, før den vender om og sætter kurs mod Nykøbing Falster centrum. Men jeg kan se den. Jeg ved, hvem det er. Fra nu af er der ingen vej tilbage.

Tvillingerne Mark og Ivan på snart 14 år er som nat og dag og kan aldrig enes. Men da Ivan forsvinder efter en brand på skolen, opdager Mark, at han er nødt til at sætte alt ind på at få sin bror hjem igen.

Mystiske ting begynder at ske, og noget kunne tyde på, at Ivans forsvinden har forbindelse til drabet på en dansk konge for over 700 år siden. Med hjælp fra sine søskende og deres særlige fylgjedyr må Mark finde ud af, hvordan han får åbnet fortidens port, så han kan krydse tiden og redde Ivan – og kongeriget.


Der er en del ting der er - i min optik - er lidt for karikeret i denne bog. Jeg synes det er for meget at udsætte børnene for deres forældre - også selvom de opper sig lidt til sidst. Der er et enormt omsorgssvigt fra både mor og far - moren er deprimeret og jeg frygtede at hun kun kunne komme ud af huset ved hjælp af en stor kran. Faren er alkoholiker og “opfinder” og tyr gerne til korporlig afstraffelse når ungerne ikke hører efter. De dem børn er overladt meget til sig selv - og hvordan er det ordsproget er: de rige har mange penge og de fattige har mange børn?

Børnenes indbyrdes forhold er som sådan ok, hvis man ser bort fra Mark og Ivans. De to piger forsøger at opretholde en vis form for stabilitet og tryghed. Den mindste dreng på fem, er helt tydelig ikke vant til rammer, regler eller til at få et nej. Han er uopdragen og selvom han har et par gode øjeblikke, var han mest et irritationsmoment, som fyldte meget.

Jeg kunne dog godt lide at Mark og Ivans forhold var så belastet. Tvillinger er normalt kendt for at være ens og kunne fornemme hinanden, men Mark og Ivan kan stort set ikke fordrage hinanden. Heldigvis ændrer det sig undervejs, da de opdager stærke sider ved hinanden og at de faktisk er ret ens - selvom det kommer til udtryk på meget forskellig vis.

Men havde problemerne behøvet at blive gjort så store? Selvom der ofte er problemer i hjemmet, som hovedpersonerne forsøger at bearbejde eller flygte fra, tager det lidt overhånd her.

Det er som om bogen vil for meget - selvom der er rigeligt med handling til de 400 sider den fylder, er der også ting jeg synes der bliver sprunget for let henover. Små episoder som godt kunne have fyldt mere eller udeladt.

Selve historien kunne jeg dog rigtig godt lide. Jeg kan godt lide fantasymomenterne sammen med danmarkshistorien og det overnaturlige. Der bliver stillet mange spørgsmål som man som læser skal til stilling til, hvilket gør at man ikke bare skøjter igennem bogen, for man skal lige holde tungen lige i munden. Samtidig er jeg ikke fan af at blive “snakket” til af en fortællerstemme. Det ødelægger mit læsemomentum, når der kommer indskudte ting jeg skal tage stilling til. Måske kan børn bedre arbejde med det end voksne kan.

Alt i alt var det for mig en ok læseoplevelse - jeg er ikke helt solgt på udformningen og fortællermetoden, men historien er god og der lægges op til meget mere drama i de kommende bind.

Tak til Alpha forlag for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alpha
Udgivet i: 2020
Antal sider: 405
3 ud af 6 stjerner

tirsdag den 9. februar 2021

Jessica Townsend; Tomhedsfeber - Jagten på Morrigan Crow [Anmeldereksemplar]

Jessica Townsend; Tomhedsfeber - Jagten på Morrigan Crow (Nevermoor, #3) [Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Bagsidetekst:
Morrigan Crow og hendes venner i Enhed 919 har overstået det første, svære år på Nevermoors magiske skole. Nu skal Morrigan lære at kontrollere sine særlige evner som Wundersmed.
Samtidig rammes Nevermoor af en ukendt og skræmmende sygdom, der forvandler folk til vanvittige vilddyr. Og mens antallet af ofre stiger, spreder panikken sig. Folk mener, at sygdommen er skabt af den frygtelige Wundersmed, Ezra Squall. Men rygerne svirrer også om byens nye Wundersmed - Morrigan. Noget tyder nemlig på, at kun en kan finde kuren mod sygdommen. Men kan Morrigan virkelig redde byen?

Den her serie har virkelig taget mig med storm og selvom der er gået ret lang tid mellem bog to og tre, er man hurtig tilbage i universet og historien. Jeg er sikker på at hvis jeg ikke havde haft Harry Potter til at kickstarte min læselyst, så skulle Nevermoor nok gøre det for mig! Det er samtidig sådan en serie jeg ville ønske blev lavet til en film eller serie - hvis det altså blev gjort ordentligt.

Jeg elsker Morrigan, Jupiter, Fen, Frank og alle de andre. Der er et skønt sammenhold mellem alle personerne og selvom de kan være uenige, støtter de op om hinanden og har hinandens ryg. Dette kommer mere til udtryk i denne bog end i de to første. For Morrigan er stadig udstødt. Hun er stadig uønsket. Og jo mere hun lærer om at være Wundersmed, jo mere tvivler hun på at hun rent faktisk hører til i Nevermoor - indtil hun heldigvis bliver overbevist om at hun har venner der elsker hende.

Samtidig er det spændende at se hendes forståelse for Wunder vokse og med den forståelse, en nyvagt interesse i at lære mere - også selvom det i sidste ende kræver at hun takker ja til Ezras tilbud. Hendes bevæggrunde er meget ridderlige og det får mig bare til at holde endnu mere af hende. Derudover får vi også en bedre forståelse af hvem Ezra var før han blev Nevermoors fjende nr 1.

Som med så mange andre børneserier bliver historien mere og mere dyster jo mere den udfolder sig. Det gør dog ikke noget. Jeg synes bestemt at både serien og universet kan bære mørket. Det kræver dog sin læser - jeg synes ikke at den er så let af læse som fx “De ualmindelige”, men det gør bestemt ikke bogen dårligere. Som læser drages man af historien, stemningen og detaljegraden af beskrivelserne - jeg nød det i hvert fald i fulde drag!

Nu kan jeg så sætte mig og vente utålmodigt på næste bind og frygte at det bliver det sidste - jeg er slet ikke klar til at sige farvel endnu!

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Hollowpox - The Hunt for Morrigan Crow
På dansk ved: Charlotte A. E. Glahn
Udgivet i: 2020 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 520 sider
6 ud af 6 stjerner

mandag den 30. november 2020

John August; Arlo Finch i skyggernes rige [Anmeldereksemplar]

John August; Arlo Finch i skyggernes rige (Arlo Finch, #3) [Anmeldereksemplar fra Alvilda]

Bagsidetekst:
Efter en udfordrende sommerlejr er Arlo Finch tilbage i Pine Mountain, hvor han forbereder sig på at starte i en ny skole og møde to ny medlemmer af Blå Patrulje. Udover det har han sat sig det farligste mål overhovedet: Han vil samle sin familie igen. Det bringer ham på en farefuld færd helt om på den anden side af kloden, men heldigvis står hans gode venner klar til at hjælpe ham. Da de gådefulde hinsidige afslører deres planer, må Arlo dog tage et afgørende valg: Skal han redde sine venner og sin familie eller De Lange Skove?

Det her var en serie jeg lige skulle vænne mig til. Jeg var ikke helt solgt i første bog, men kunne slet ikke slippe den anden og det var derfor meget ambivalent at gå i gang med den tredje og sidste bog i serien. Arlo og hans venner har været så grueligt meget igennem, men det er ingenting i forhold til hvad der venter dem i ”Skyggernes rige”. 

Som der står i bagsideteksten vil Arlo samle sin familie igen, men det koster og snart befinder Arlo sig i den ene livstruende situation efter den anden. Han må sætte sin lid til sine venner og til sine egne evner, hvis han vil overleve dette der venter ham i skyggernes rige. 

Selvom dette er en børnebog, er den i den lidt tungere og mørkere end af fantasyskalaen. Det er ikke småting Arlo og de andre bliver udsat for, hvilket måske kan virke voldsomt på nogle børn. Det er ikke så slemt i den første bog, bliver det bliver gradvist mere og mere voldsomt - lidt ligesom i Harry Potter. Det når dog aldrig at blive så mørkt som i de sidste Potter-bøger, men alligevel. Arlo og vennerne testes - både fysisk og mentalt og de valg de står overfor er ikke nemme at tage. 

Efter at have læst de to første bøger i serien har jeg vænnet mig til skrivestilen. Det er ikke den nemmeste eller den med det bedste flow, men af en eller anden grund passer det bare rigtig godt til den historie der fortælles. 

Der er rigtig mange ting der fungerer virkelig godt i den her serie. Jeg kan godt lide karaktererne - selvom Arlo ikke lige var min kop te i første bog, er vi blevet venner nu. Jeg kan godt lide humoren og sammenholdet blandt medlemmerne af Blå Patrulje. For mig fungerer universet rigtig godt. Beskrivelserne er levende og jeg kunne fint se både Pine Mountain og "De Lange Skove" for mit indre blik mens jeg læste. 

Du skal læse Arlo Finch-bøgerne hvis du er til en helstøbt fantasyoplevelse. Hvis du fx godt kunne lide "Nevermoor" og "De ualmindelige" og hvis du bare trænger til en rigtig god læseoplevelse! Og nu vil jeg græde lidt over at der ikke er flere historier om Arlo, Blå Patrulje og "De Lange Skove"!

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Arlo Finch in the Kingdom of Shadows
Oversat af: John Lysmand
Udgivet i: 2020 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 298
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 15. april 2020

J. L. Stricker; Den forsvundne skat [Anmeldereksemplar]

J. L. Stricker; Den forsvundne skat (Mysterier på Hvidegaard, #2) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
"Han trak vejret i små gispende stød. Det frygtelige væsen foran ham burde ikke eksistere. Alt i ham skreg, at det måtte være en drøm. Ja, en drøm, og lige om lidt ville han vågne ..."

Hvidegaard skal sælges og laves om til hotel, for onkel Nicolas mangler penge. Silje, Peter og Markus er dybt fortvivlede, indtil de kommer på sporet af en skjult skat, som kan redde klosteret. Men ældgamle kræfter er vågnet, og mens børnene kæmper for at løse fortidens gåder, er Hvidegaards mystiske køber, Robert Aritson med de kulsorte øjne, lige i hælene på dem.
Er han bare en sær rigmand, eller er sandheden langt mere uhyggelig? Spøger det virkelig i de gamle sale? Og kan de finde skatten, før det er for sent?

Er man til skattejagt og mysterieopklaring, så kan denne serie varmt anbefales. Selvom jeg er noget ældre end målgruppen (10-14 år), så finder jeg stadig denne historie rigtig spændende. Der er blevet gjort rigtig meget ud af detaljer og research og det kan man nemt mærke.

Det hjælper helt klart på læseoplevelsen hvis man har Markus' notesbog til at ligge ved siden af mens man læser. Flere gange undervejs i bogen er der et lille mærke, som henviser til steder i notesbogen. Her kan man så se Markus' "håndskrevne" notater, billeder af de ting børnene finder ud af, kort og meget mere. Det er virkelig en fryd at bladre den igennem og den er virkelig lækker. Efter jeg har taget billederne har jeg modtaget en fortrykt udgave af notesbogen, den er ikke helt så lækker, men den er stadig med til at give et ekstra lag til historien.

Samspillet mellem personerne i bogen er godt - de komplimenterer hinanden fint. Igen kan jeg godt mærke at jeg ikke helt er målgruppen, men jeg synes jeg opfører sig som børn i den alder gør. De er ikke helt urørlige overfor de farer de står overfor, de bliver stadig skræmt og de har små interne magtkampe - alt sammen noget, der er med til at gøre dem meget virkelighedstro.

Som sagt er der meget research og historie i den her serie, hvilket er noget jeg godt kan lide. Jeg synes det er fedt når der bliver gjort noget ud af tingene og forfatteren har i den grad sat sig ind i både hvordan samfundet var opbygget, dengang i 1400-tallet, og hvordan mytologi, sagn og magi spillede sammen. Uden dette lag, vil historien ikke hænge nær så godt sammen.

Alt i alt er det en fremragende, spændende, medrivende og til tider lidt uhyggelig historie om venskab, loyalitet, mysterier, overnaturlige kræfter og hemmeligheder. Jeg er helt klart fan!

Tak til forfatter for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Den Grønne Drage
Udgivet i: 2020
Antal sider: 240
5 ud af 6 stjerner

tirsdag den 12. november 2019

Katherine Rundell; Ulvervilderen [Anmeldereksemplar]

Katherine Rundell; Ulvervilderen [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Feodora og hendes mor bor i Ruslands snedækkede skove. Ti minutter derfra bor et ulvepak i en kapelruin. Feodoras mor er ulvevilder, og Feo er ulvevilderlærling. En ulvevilder er det modsatte af en dyretæmmer: en der lærer tæmmede dyr at klare sig selv, at slå og løbe og tage sig i agt for mennesker.

Da den russiske hær truer Feo på livet, har hun intet andet valg end at stikke af. Derpå følger en historie om revolution og eventyr, om at forsvare de ting, man tror på, og bide fra sig. Og selvfølgelig om ulve.

Godt nok er denne historie pakket ind i et lille format, men der er intet småt over denne fortælling! Det er derimod en storslået fortælling om venskab, om styrke, frihed, kærlighed og selvfølgelig ulve. Jeg vidste ikke helt hvad jeg gik ind til, men jeg endte med at være fuldstændig opslugt af fortællingen om Feo, hendes ulve og børnene der starter en revolution.

Jeg var ret betaget af Katherines anden bog, "Den opdagelsesrejsende", men den her er meget bedre - i hvert fald i min optik. Måske er det fordi jeg synes det sneklædte Rusland er særlig magisk - jeg er også glad for "Zarens spil", der også foregår i Rusland. Katherine formår at skabe en helt særlig stemning. Den føles magisk, uden at den egentlig indeholder magiske elementer. Måske er det vinterlandskabet, sneen og den krystalklare luft der gør det - det er i hvert fald en historie der kryber under huden på læseren.

Persongalleriet spiller rigtig godt sammen og selvom historien til tider er meget trist, så er der lyspunkter - fx er den lille ulveunge kilde til megen glæde. Feodora og hendes nyfundne venner står overfor en masse prøvelser, men deres reaktioner og følelser, er virkelighedstro og som læser kan man sagtens sætte sig ind i deres bevæggrunde. Samtidig giver Feo ikke bare op. Når hun først har sat sig noget for, så skal det også gennemføres. Hun er stædig, trodsig og til tider ret utålmodig, men samtidig er hun charmerende og loyal overfor dem hun holder af.

Historien kan både bruges som selvlæsning fra 10 år, men den vil være ligeså god at læse højt af. Der er i hvert fald noget at hente for både store og små. Alt i alt er det en skøn historie og jeg nød virkelig at læse den.

Tak til Loxodonta for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Loxodonta
Original titel: The Wolf Wilder
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 275
5 ud af 6 stjerner

torsdag den 18. juli 2019

Rick Riordan; Kampen om sommersværdet

Rick Riordan; Kampen om sommersværdet (Magnus Chase og de nordiske guder, #1)

Bagsidetekst:
Magnus Chase har ikke haft det let. Siden sin mors mystiske død har han levet i skjul på gaden. Men da en ildjætte truer hele byens befolkning, må sandheden frem: Magnus er søn af en nordisk gud. Vikingernes myter er sande, og Asgårds guder gør klar til krig.

For at forhindre Ragnarok må Magnus finde et våben, som har været forsvundet i tusindvis af år. Men det er ikke engang det værste. For først må han dø. Og når den lille detalje er klaret, får han brug for alle sine talenter, en håndfuld gode venner og måske lidt held for at finde sin fars sværd og redde verden fra undergang.

Jeg har tidligere indrømmet at det ikke er meget af Rick Riordan jeg har læst, men nu vil jeg arbejde på at få gjort noget ved det. Jeg burde nok være startet med Percy Jackson, men jeg nupper lige serien om Magnus Chase i stedet. Tidligere udkom min anmeldelse af "9 fra de ni verdener" og sjældent har jeg været så godt underholdt - det samme gør sig gældende med "Kampen om sommersværdet".

Jeg hørte det meste af den som lydbog og det var en virkelig underholdende oplevelse. Laus Høybye gør et glimrende stykke arbejde og jeg grinte for mig selv et utal af gange. Jeg begyndte på den en morgen hvor der var ekstra meget kø på motorvejen, men det var pludselig ikke så slemt igen fordi bogen var så god.

Rick formår at skrive både malende, detaljeret og underholdende, samtidig med at det er ret dystert. Magnus har det ikke nemt og det bliver kun værre da han opdager at han er i familie med en nordisk gud. Der er en del hemmeligheder der bliver afsløret og intriger han bliver blandet ind i samtidig med at han skal forsøge at modstå Lokes lokkende væsen.

Selvom det er nogle vanvittige ting Magnus og vennerne kommer ud for, går det hele bare op i en højere enhed. Hver af vennerne har vigtige roller de skal spille og dette gør de på fineste vis. Jeg holder i hvert fald af dem alle sammen og håber også at de får roller at spille i de næste bind.

Jovist, det er fantasy og det handler om nordiske guder, men det handler i ligeså høj grad om at være alene og forladt og ikke turde stole på nogen. Det handler om at turde indgå i venskaber og lære at stole på andre. Det handler om kærlighed og hvor stor den kan være - og hvor meget man kan være villig til at opgive for kærligheden.

Jeg synes det er en glimrende bog. Den kan ramme mange målgruppe, både dem der har læst Harry Potter og dem der ikke har. Den kan læses af både piger og drenge og alle vil (forhåbentlig) finde den lige så underholdende som jeg gjorde!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: The Sword of Summer
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 558
6 ud af 6 stjerner