Viser opslag med etiketten new adult. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten new adult. Vis alle opslag

onsdag den 19. marts 2025

Hannah Grace; Daydream

Hannah Grace; Daydream (Maple Hills, #3)

Bagsidetekst:
As a chronic procrastinator, Henry Turner always knew his junior year in college wasn’t going to be easy. That was before he made ice hockey captain as well as landing himself in a difficult class with his least favourite professor.

Thankfully, it’s then that Henry meets Halle, a fellow junior who he immediately befriends. Academic pressure has never been a struggle for Halle, but as an introverted people pleaser with a tendency to overcommit herself, she can’t help but offer to help Henry pass his class. In turn he offers to help make college life a little more inspiring – just the thing she needs as an aspiring novelist…

Failure isn’t an option for either of them but that doesn’t mean there isn’t a little room for distraction…


Jeg er kæmpe fan af collegeromance. Den første serie jeg læste var "Off Campus" af Elle Kennedy, og selvom den snart har en del år på bagen, er det stadig en fantastisk serie.

Hannah Grace går i Kennedys fodspor, og så alligevel ikke. For selvom sport stadig fylder en del i bøgerne, så er det relationerne mellem karaktererne der er spændende at dykke ned i. Kennedys karakterer blev som venner for mig, og det tror jeg der er mange der også føler at "Maple Hills"-personerne er for dem. 

Fiktive venner man har lyst til at opleve verden med. Og det er jo den fedeste følelse når bøger kan give en den følelse af samhørighed.

Hvor "Icebreaker" og "Wildfire" var nemme at gå i gang med og nemme at komme igennem, var "Daydream" anderledes. Det siger Grace også selv i indledningen, at det er en tungere bog at læse og at det var en hård bog at skrive.

Begge hovedpersoner, Henry og Halle, befinder sig et sted på autismespektret - uden at være diagnosticeret. De tænker meget over ting, oplevelser, hvad der bliver sagt - og hvad der ikke bliver sagt. Så meget at det nogle gange bliver en spiral de ikke kan komme ud af igen. 

Heldigvis har (Halle får det) de begge to personer omkring sig, der lærer at afkode deres måde at reagere på, så de bliver passet på og behandlet godt, men det er ikke altid nok til at få tankerne til at holde mund.

Det er ikke fordi det ødelægger læseoplevelsen, men det gør den intens på en anden måde end jeg havde troet. Netop fordi vi er meget inde i Henry og Halles hoveder og hører deres tanker. Vi kommer med ind i spiralen og som læser kan vi godt fornemme at det ikke er godt for dem, men vi kan ikke ruske dem ud af det. 

Bogen er stadig krydret med masser af humor - fordi Henry ikke som sådan har et filter, får han sagt nogle ting der er virkelig skønne og spot on. Samtidig er der også et par fine spicy scener og kemien mellem Henry og Halle er virkelig skøn.

Har du læst "Icebreaker" og "Wildfire", må du ikke snyde dig selv for endnu en tur til Maple Hills og jeg håber ikke at det er sidste gang jeg skal afsted.  

Fakta:
Forlag: Simon & Schuster
Udgivet i: 2024 (på engelsk)
Antal sider: 448
5 ud af 6 stjerner

tirsdag den 11. august 2020

Elle Kennedy; Spillet [Anmeldereksemplar]

Elle Kennedy; Spillet (Briar U, #3) [Anmeldereksemplar fra Flamingo]

Bagsidetekst:
"Hun er fantastisk, og vi har det sjovt sammen. Som venner. Jeg vil ikke have, at vores venskab går i stykker. Men Demi virker fast besluttet på at sætte ild til det."

Hvis Hunter Davenport har lært noget af sidste års elendige hockeysæson, så er det, at han må stoppe med at fucke op. Der er ikke plads til distraktioner, så som holdkaptajn må han prioritere hockey først og sætte romantik på standby.

Det betyder dog ikke, at han ikke kan være venner med kvinder, og hans nye læsemakker, Demi Davis, er virkelig cool og så lækker, at det burde være forbudt. Heldigvis har hun en kæreste ... eller det havde hun i hvert fald, indtil de slog op. Nu er hun på udkig efter en rebound.

Og nu lægger hun an på ham.

De kan ikke undgå hinanden, så han må bare stå imod. Det ville virkelig ikke være en god idé at være sammen, men hvordan kan han få overbevist sin krop - og sit hjerte - om det?

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker Elle Kennedys bøger. "Off-Campus"-serien er stadig min yndlings, men jeg synes bestemt at de andre bøger også kan noget. Hun har opbygget en serie hvor personerne og deres historier flettes sammen. Så bare fordi vi har sagt farvel til fx Fitz og Summer, møder vi dem stadig i Hunter og Demis historie. Det er en stor venneflok og det er fedt - de føles næsten som mine venner også.

Noget andet jeg godt kan lide ved hendes bøger er humoren og samspillet mellem de to hovedpersoner. Der er altid en rigtig god ping-pong mellem dem og vitser og sjove kommentarer er der ikke sparet på. Selvom der altid er drama, så ved man også at det hele nok skal gå godt.

Jeg kan også godt lide at det ikke er de samme problemer der går igen i historierne. Der er både drømme og usikkerheden om hvad fremtiden kan bringe, usikkerheden over et forhold der har holdt rigtig længe, kærligheden (eller mangel på samme) og forholdet til forældre, der blot vil deres børn det bedste. I "Spillet" kommer selvmord også til at spille en stor rolle, og selvom det er et svært emne, så belyser Kennedy det på en rigtig god måde.

Bøgerne er nogen jeg bliver ved med at vende tilbage til og de skal helt sikkert genlæses på et tidspunkt - jeg har lige genlæst kapitel 24 i "Lagt på is", fordi det bare er så godt og selv nu hvor jeg tænker på det, får det mig til at smile. Det er noget hendes bøger nemlig kan. De kan nok ikke kategoriseres som klassikere, men de er underholdende og jeg husker historierne med et smil på læben.

De er, på deres egen måde, episke kærlighedshistorier og jeg er så glad for at få muligheden for at læse dem og lære disse skønne mennesker at kende. Jeg ville sige at de var perfekte til en varm sommerdag og en kold drink, men de kan også sagtens nydes under tæppet med en kop varm kakao på en kold efterårsdag.

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Play
På dansk ved: Sarah Louise Pedersen
Udgivet i: 2020 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 406
6 ud af 6 stjerner

tirsdag den 24. marts 2020

Elle Kennedy; Chancen [Anmeldereksemplar]

Elle Kennedy; Chancen (Briar U, #2) [Anmeldereksemplar fra Flamingo]

Bagsidetekst:
Der kan ikke komme noget godt ud af at kysse Jake. Men mine forsvarsværker er svage lige i øjeblikket.
"Et kys," indvilliger jeg.
"Du vil ikke være tilfreds med bare ét."

Brenna Jensen drømmer om at blive sportsjournalist, men kæmper for at få foden indenfor. Så da hun får muligheden for et attraktivt praktikophold, går hun i panik til samtalen og kommer til at sige, at hun dater ishockeyspilleren Jake Connelly.

Sandheden er, at de ikke kan udstå hinanden.

Og udover, at han er arrogant, irriterende og alt, alt for tiltrækkende, så spiller han også på det rivaliserende hockeyhold.

Men Brenna har brug for, at Jake spiller hendes kæreste, og for hver falsk date kræver han en rigtig en. Hun beslutter sig for at tage chancen, selvom hun ved at hun ikke må falde for Jake. Under ingen omstændigheder ...

Det er vist efterhånden ikke nogen hemmelighed at jeg elsker Elle Kennedys bøger! Min forelskelse startede da jeg var på barsel med Iris og jeg blev introduceret for "Off-Campus" - en serie, der i min optik, stadig er det bedste hun har skrevet og en serie jeg stadig kan blive glad af at tænke på.

Elle er nu tilbage med en ny serie, der i stil, tone, udformning og humor, minder rigtig meget om "Off-Campus" - måske fordi nogle af personerne går igen i denne. De er dog ikke hovedpersoner mere, men er mere i periferien af den egentlige handling. Vi følger helt nye personer, der har deres helt egne problemer at tumle med.

Vi mødte Brenna i første bind, "Jagten" (læs min anmeldelse her), og allerede der, kunne vi nok godt sige os selv at der ville blive noget mellem hende og Jake - også selvom hun hårdnakket påstår det modsatte. De har en virkelig fed kemi og selvom de nok ikke vil indrømme det, passer de rigtig godt sammen.

Selvfølgelig er der drama og Brenna har også nogle ting med i bagagen, der gør det svært for hende at åbne sig overfor fyre. Jeg havde dog ret hurtigt regnet ud hvad dramaet bundede i, så det kom ikke som nogen overraskelse, men det gjorde ikke noget. Jeg var stadig underholdt hele vejen igennem og jeg kunne ikke slippe den da jeg først var gået i gang.

Elle Kennedys bøger er sådan nogen man kan nyde med både et glas rødvin eller varm kakao. De er underholdende, fængende og så snart man er begyndt på en serie, har man ikke lyst til at slippe den igen. Personerne kryber under huden på én og bliver næsten som en slags venner. Venner man går gennem tykt og tyndt med.

Jeg giver både den her serie og resten af Elles bøger, mine varmeste anbefalinger!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Risk
Udgivet i: 2020 (på dansk)
Antal sider: 416
6 ud af 6 stjerner

mandag den 9. december 2019

Elle Kennedy; Jagten [Anmeldereksemplar]

Elle Kennedy; Jagten (Briar U, #1) [Anmeldereksemplar fra Flamingo]

Bagsidetekst:
"Hendes smil giver en mand lyst til at begynde at skrive dårlige digte."

Alle siger, at modsætninger mødes.

De må have ret, for der er ingen logisk forklaring på, hvorfor Summer er så tiltrukket af Colin Fitzgerald. Hun plejer ikke at gå efter tatoverede, computerspilskodende, ishockeynørdede sportsidioter, som synes, hun er flyvsk og overfladisk. Hans snæversynede opfattelse af hende er det første, der taler imod ham. Og det hjælper heller ikke ligefrem, at han er en af hendes brors kammerater.

Og at hans bedste ven er forelsket i hende.
Og at de alle tre er roommates.

Men det betyder ikke noget, for Fitzy har gjort det klart, at han ikke er interesseret i hende, selvom gnisterne mellem dem truer med at brænde huset ned. Summer er ikke den slags pige, der jagter en mand, og hun har ikke tænkt sig at begynde nu. Hun har også nok at se til med sit nye studie, en klam underviser og en usikker fremtid.

Så hvis hendes sexede, surmulende roommate bliver klogere og indser, hvad han går glip af?
Så ved han, hvor han kan finde hende.

Åh, jeg savner "Off-Campus"! Det er virkelig sådan en serie jeg ville ønske jeg havde til gode at læse, men det har jeg desværre ikke - heldigvis kan den sagtens tåle at blive genlæst. Og nu kan jeg også kaste mig over en ny serie med ishockeyspillere - og så er det jo så heldigt at mine gamle venner fra "Off-Campus"-serien også spiller små roller i denne serie - jubii!

Hånden på hjertet synes jeg dog ikke at dette første bind i serien, var lige så godt som "Aftalt spil", men måske bliver de næste bøger bedre?

Det skal bestemt heller ikke forstås som at den ikke var god. For det var den! Den er virkelig god. Den er underholdende. Den er sjov og eftertænksom. Jeg er vild med både Summer og Fitzy og jeg kan sagtens se dem for mit indre blik. Den livlige, strålende Summer, der indfanger alle i sit net. Den flotte, men tavse og tilbageholdende Fitz. Modsætninger mødes - det må du nok sige! Men ofte passer modsætninger bare rigtig godt til hinanden.

Som med "Off-Campus" ved man jo godt hvad der sker. "Jagten" er ikke på nogen måde stor kunst, men den leverer varen. Vi ved godt at hovedpersonerne skal en masse ting igennem før de indser at de ikke kan undvære hinanden. Ja, de misforstår hinanden. Sårer hinanden. Undgår hinanden. Finder sammen og går fra hinanden. Det er en kendt opskrift og måske netop derfor, virker det bare. I hvert fald for den her slags bøger.

Måske er det, det forudsigelige der gør at de er så dejlige at læse. Man skal ikke holde tungen lige i munden og koncentrere sig om et eller andet vanvittigt plot. Man kan lade sig underholde og føre med strømmen. For som opskriften siger: ender det altid lykkeligt.

"Men bare så du ved det, så er der mere ved mig, end du tror." 
Hendes stemme knækker over. 
"Jeg har substans."
Oh my fucking god, den her pige flår mit hjerte ud. 
Jeg har aldrig haft det så dårligt over noget i hele mit liv. 
[....]
"Jeg er..."
Solskin, afslutter jeg tavst."

Normalt ville jeg nok savne mere dybde og måske en mere kompliceret handling. Men bøger som denne, som "Off-Campus", som "The Royals", de skal ikke være dybe og komplicerede. Hvis man er heldig får serien, historien og personerne dybde, jo længere frem i serien man kommer, fordi man lærer personerne bedre at kende. Frem for alt, skal denne type "kærligheds-let-erotiske" bøger, underholde. Og det gør den!

Jeg både græd, grinte og krummede træer flere gange undervejs. Den her slags bog har man ikke lyst til at slippe igen når først man er gået i gang. Den er vildt afhængighedsdannende og jeg er så klar til at komme tilbage til Briar og se hvad der venter næste gang. Der er mange ubesvarede spørgsmål og jeg glæder mig. Måske ender jeg med at se disse personer som venner, ligesom med Garrett og Hannah, Logan og Grace, Dean og Allie, Tucker og Sabrina.

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Chase
Udgivet i: 2019
Antal sider: 376
5 ud af 6 stjerner

torsdag den 21. november 2019

Aurora Rose Reynolds; Indtil Nico [Anmeldereksemplar]

Aurora Rose Reynolds; Indtil Nico [Anmeldereksemplar fra Palatium Books]

Bagsidetekst:
Her får du fjerde bind i fortællingen om Maysonbrødrene i Aurora Rose Reynolds' "Indtil"-serie. Maysonbrødrene er virkelig lækre mænd, men der hviler også en familieforbandelse over dem. For når de først bliver forelsket i en kvinde, bliver hun den eneste ene. Også selvom hun ikke nødvendigvis er interesseret.

Nico Mayson har indtil nu været familiens sorte får, og for ham er kvinder noget, man bruger og smider væk. Han er tatoveret over det hele og hele sit liv er han kun blevet bedømt på sit provokerende udseende. Han har aldrig mødt en kvinde, som kan se, hvordan han i virkeligheden er bag den barske facade. Han er trådt ud af familiens byggefirma og ernærer sig som dusørjæger, der finder kriminelle over hele USA, og det tjener han gode penge på. Han har ikke tid - eller interesse i - kvinder.

Sophie Grates er bibliotekar, forsikringsagent og lidt af en enspænder. Tidligt i sit liv har hun oplevet nogle ting, der gør hende forsigtig over for fremmede. Hun lever sit liv fra sidelinje og har aldrig mødt en mand, som presser hende til at træde ud af det velkendte og trygge. Da Nico finder hendes telefon, er hun meget tilbageholdende med at give ham informationer om sig selv for at få den tilbage. Modvilligt fortæller hun ham, at hun har skjorte og nederdel på og brunt hår. Hun fortæller ikke om de høje hæle, hun også har på.

Men de mødes dog og Sophie får sin telefon. De to provokerer hinanden. Nico bliver sur og det Sophie også. Og det er jo ikke den optimale begyndelse på en kærlighedshistorie ... men det er det nu alligevel.

Åh, Mayson-brødrene. Nu trænger jeg faktisk til lidt luftforandring. Det er ikke fordi det ikke er gode eller underholdende bøger. Jeg har været meget underholdt og jeg synes faktisk at Nicos historie er en af de bedste af de fire bind - mest fordi man igennem de tre første historier får et helt andet indtryk af Nico end det vi får her. Jeg kan godt lide at han gemmer på en helt anden person under sit hårde ydre. Samtidig er Sophie bare sej - selvom hun har oplevet noget ret traumatisk og har lukket sig inde, lader hun alligevel Nico komme ind. Det kræver både mod og styrke.

Ingen af bøgerne er stor kunst, men som sagt er de meget underholdende. Der er masser af drama og man flyver igennem bøgerne. Men de minder også utrolig meget om hinanden: dreng møder pige, dreng rammes af forbandelse der gør at han ikke kan elske andre end hende, pige vil ikke have dreng eller også er hun ødelagt af noget i sin fortid, alligevel finder dreng og pige sammen til sidst, lever lykkeligt, får en masse børn og har fantastisk sex hele tiden. Og det er sådan cirka det.

Nu lyder jeg måske knotten, men det er jeg bestemt ikke. Selvom det er trist at sige farvel til en serie (kunne jeg mon fornemme en spin-off med Mayson-brødrenes børn?), så er det også meget godt at der ikke er fem eller seks Mayson-brødre, for så tror jeg at jeg var kørt død i den her serie. For der skal være noget drama. Noget der skiller vores elskende fra hinanden. Og som det har været nu, har det været plausibelt, men jeg kunne godt frygte at det blev kørt for langt ud hvis historien fortsatte.

Efter lidt snagen på Goodreads, kan jeg se at der en serie om børnene - som nu er voksne. Om de lærer af deres forældre eller vil begå deres egne fejl, må tiden jo vise. Lige nu tror jeg at jeg trænger til en lille pause fra dramaet - men jeg kan helt sikkert godt finde på at vende tilbage.

Jeg kan i hvert fald anbefale "Indtil"-serien til alle med trang til drama, romantik, lækre og overbeskyttende mænd, flotte og selvstændige kvinder og alt hvad der ellers skal til for en god historie.

Tak til Palatium Books for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Palatium Books
Original titel: Until Nico
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 250
4 ud af 6 stjerner

tirsdag den 27. august 2019

Aurora Rose Reynolds; Indtil Lilly [Anmeldereksemplar]

Aurora Rose Reynolds; Indtil Lilly [Anmeldereksemplar fra Palatium Books]

Bagsidetekst:
Cash Mayson er ikke en, der har kærester. Hvis han har lyst til sex, siger han de direkte, og der er ikke mange kvinder, der siger nej. To af hans brødre har fundet deres livs kærlighed og var ikke i tvivl, da de mødte den eneste ene, men Cash tror ikke på familiemyten, der siger, at alle mænd i Mayson-familien bliver ramt af lynet, når de bliver forelskede. Den gælder ikke for ham. Lige indtil han møder Lilly. Han bliver forelsket i hende med det samme, også selvom hun spilder en hel kop kaffe ned ad ham. På trods af at de bor tre timers kørsel fra hinanden, får Cash til sidst overbevidst Lilly om, at de skal være sammen.

Lilly leder egentlig ikke efter en kæreste, og da slet ikke sådan en som Cash, der er lige så smuk som en filmstjerne. Hun er overbevist om, at han ikke kan være interesseret i en helt almindelig pige som hende. Men til sidst lader hun sig overtale, og de bliver kærester.

Desværre viser det sig, at Cash interesse i Lilly var for god til at være sand. Han slår op med hende på sms og beder hende om aldrig at kontakte ham igen. Selv da Lilly indrømmer over for ham, at hun er gravid, er hans svar, at det vil han ikke blandes ind i.

Nogle år senere mødes Cash og Lilly tilfældigt. De er begge i trampolinland med hver deres fireårige barn. Cashs søn og Lillys datter ligner hinanden så meget, at man kunne tro, de var tvillinger. Cash bliver med det samme forelsket i Lilly igen, men Lilly har lært lektien og er ikke interesseret. Det er noget af en udfordring for Cash at forklare, hvad der egentlig skete dengang, og overbevise Lilly om, at nu er hans kærlighed ægte.

Den her serie har indtil videre både budt på en rigtig god læseoplevelse ("Indtil November") og en mindre god ("Indtil Trevor"). Derfor jeg var meget spændt da jeg gik i gang med "Indtil Lilly" - for hvad ville den vise sig at være? Heldigvis viste den sig at være rigtig god! Nok den bedste af dem indtil videre - jeg forventer meget at der kommer en historie mere med Nick.

Jeg ved ikke om det er fordi der er gået nogle år fra vi slipper handlingen i "Indtil Trevor" og så til nu. I hvert fald synes jeg personerne opfører sig mere modent - nogle gange, Cash kan stadig være en hulemænd ligesom sine brødre, men det fungerer rigtig godt. Der er en god kemi mellem Cash og Lilly og deres forhold byder både på op og nedture, men de virker ikke forcerede eller opstillede.

Cash har nogle problemer med sin ekskone, som får store konsekvenser for forholdet til Lilly, men selvom det er meget dramatisk, virker det som noget der godt kunne ske i virkeligheden. Lillys tvivl om at prøve med Cash igen og hans forsøg på at overtale hende føles også ægte. Jeg synes "Indtil Trevor" var lidt for meget og overfladisk, det er "Indtil Lilly" ikke. Måske også fordi jeg efterhånden kender Mayson-familien og både hvor dumme og søde de kan være.

Sammenholdet i familien spiller også en stor rolle i denne bog og igen falder en Mayson-dreng for en pige med ikke så meget familie. Lilly har kun sine forældre, der bor i Canada, så dem ser hun ikke så tit. Hun bliver overvældet af alle medlemmerne af familien Mayson - og hvem ville ikke blive det? Det er dog en lykkelig familie, og selvom de er lidt usikre på hinanden til at starte med, ved vi som læsere jo fra de andre bøger, hvor stor en støtte Cashs brødre og forældre er. Selvom de ikke altid er enige i de valg der bliver truffet, støtter de op om hinanden.

Man kan heller ikke komme udenom at der er sex i denne serie, men igen bliver det beskrevet på en fin og troværdig måde. Det bliver ikke for meget og det er ikke det der er det bærende i nogen af bøgerne, men det er nok til at give lidt røde kinder undervejs!

Jeg synes det er en udmærket serie. Den er underholdende og sjov. Medrivende og spændende. Selvom jeg ikke var så stor fan af nummer to, er den er stadig god at læse og man skal helst læse dem i rækkefølge for at få det hele med.

Tak til Palatium Books for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Palatium Books
Original titel: Until Lilly
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 252
5 ud af 6 stjerner

mandag den 12. august 2019

Renée Carlino; Historien om os [Anmeldereksemplar]

Renée Carlino; Historien om os [Anmeldereksemplar fra People'sPress]

Bagsidetekst:
Hvordan ville du reagere, hvis du opdagede, at den bog, du sad med i hænderne, handlede om dig?

Da forfatterspiren Emiline slår op på første side i årets mest omtalte roman, springer hendes hjerte et slag over. Bogen er skrevet af en hidtil ukendt forfatter ved navn J. Colby og fortæller historien om pigen Em, der vokser op under trange kår langt ude på landet i Ohio. Hun forelsker sig i nabodrengen Jax, og sammen drømmer de om et bedre liv, langt væk fra den hverdag med svigt og vold, hvor kun venskabet og kærligheden til hinanden holder dem oppe.

Emiline er i chok, for hun indser, at forfatteren bag det mystiske pseudonym må være Jason Colbertson - hendes barndomsven og første, store kærlighed, som hun ikke har set, siden han forsvandt sporløst for mere en ti år siden. Hvorfor har hun ikke hørt fra ham i alle disse år? Og hvorfor har han udgivet hendes private historie uden at spørge om lov? 

Selvom Emiline har besluttet sig for at lægge sin traumatiske opvækst bag sig, tvinger bogen hende til at se tilbage på alt det, hun var igennem som barn - og til at opsøge den mand, der knuste hendes hjerte. Men er hun parat til at konfrontere sine dæmoner?

Præmissen for denne bog er virkelig god. Jeg er vild med ideen om at Emiline læser en bog, som handler om hende selv og som er skrevet af hendes store kærlighed, Jason, som hun ikke har haft kontakt med siden en skæbnesvanger nat for 12 år siden. Deres barndom har på ingen måde være rar og bogen får hende til at genoplive mange af de ting hun blev udsat for - hvilket hun ikke har lyst til.

Emiline beslutter sig for at opsøge Jason og spørge ham hvordan han kunne tillade sig at skrive hendes historie, men dette møde går på ingen måde som planlagt. Han er meget hemmelighedsfuld og vil ikke afsløre for meget - for Emiline har stadig ikke læst bogen færdig, og først når hun har det, vil hun blive klogere på Jasons grund.

Alt i alt er banen kridtet op til en storslået kærlighedshistorie. Jeg var helt vild med Renées tidligere historie, "Vi som elskede", som også handler om en stor kærlighed, der stadig holder selvom der er gået mange år og hvor det aldrig var meningen at man skulle adskilles.

Desværre falder "Historien om os" bare til jorden med et brag. Selvom historien er rørende, er personerne irriterende og flade. Emilines usikkerhed, naivitet og rastløshed burde give medfølelse med hende, og jovist, det har jeg også, men hun har ikke rykket sig fordi hun ikke vil se tilbage og tilgive. Jason er blevet selvfed og arrogant. Han ville Emiline nok det bedste, men hvorfor så ikke ringe til hende og snakke, i stedet for at udpensle hendes fortid? Emilines kæreste er et pjok og kan slet ikke sætte sig ind i hvad hun føler.

Selvom jeg virkelig gerne ville holde af denne historie, er jeg desværre ikke helt overbevidst. Jeg kunne som sagt, bedre lide "Vi som elskede", hvor jeg i langt højere grad kunne sætte mig ind i personernes tanker og følelser.

Tak til People'sPress for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: People'sPress
Original titel: Swear on This Life
Udgivet i: 2016 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 278
3 ud af 6 stjerner

tirsdag den 6. august 2019

Colleen Hoover; Tilstå [Anmeldereksemplar]

Colleen Hoover; Tilstå [Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof]

Bagsidetekst:
Auburn Reed har mistet alt, der betyder noget for hende. I sin kamp for at genopbygge sit ødelagte liv har hun planlagt alt ned til mindste detalje, hun er ambitiøs og styrer målrettet mod sine drømme. Da hun søger job i et atelier i Dallas, møder hun den karismatiske kunstner Owen Gentry, hvilket vender op og ned på alt.

For en gangs skyld tager Auburn en chance og lader hjertet og følelserne bestemme, men hun finder langsomt ud af, at Owen skjulet noget fra sin fortid. Sandheden kan have store konsekvenser for Auburn.

Hvis forholdet skal reddes, må Owen tilstå.

Jeg har læst Colleens andre bøger med stor fornøjelse, selvom de ikke er lige gode alle sammen, er de bestemt værd at læse og jeg synes hun skriver med stor indlevelse og sætter fokus på nogle vigtige emner.

"Tilstå" er en historie om tilgivelse, kærlighed og død. Det er en smuk historie om at komme videre i livet, selvom man har mistet det man elskede mest. Auburn forsøger at opnå sine drømme, men er ikke lykkelig. Det er først da hun møder Owen at der kommer sprækker i hendes panser og hun prøver at tillade sig selv at føle sig elsket.

Som i Colleens andre bøger er sproget let og flowet i historien er god. Så snart jeg var gået i gang havde jeg slet ikke lyst til at stoppe igen. Jeg havde både lyst til at læse bogen hurtigt og få afsløret hvad det er Owen gemmer, men samtidig havde jeg også lyst til at læse den langsomt, så jeg kunne nyde alle detaljerne og nuancerne af personerne. Der er ikke noget ualmindeligt over personerne, de er bare virkelig virkelighedstro og jeg kom igennem alle følelser mens jeg læste den. Jeg blev ked af det på Auburns vegne, såret og chokeret over hvad hun bliver udsat for, glad for at hun finder Owen og så videre. Alle følelser er i spil.

Jeg nød virkelig bogen rigtig meget, også selvom jeg konstant med en knude af frygt i maven. For hvad er det for en tilståelse Owen skal komme med? Jeg kan dog godt indrømme at det var slet ikke den indrømmelse jeg havde troet. Selvom det er store ting, havde jeg frygtet værre. Der bliver bygget op til at det er noget mere end det egentlig var - i hvert fald sådan som jeg læser det.

Hvis du er fan af feel good-bøger, bøger der berører dig og bliver hos dig, så skal du helt sikkert læse Colleens bøger. Den passer både til sommer- og efterårslæsning. Og så ville jeg virkelig ønske man kunne købe Owens kunstværker som plakater - de er virkelig smukke!

Tak til Lindhardt & Ringhof for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Original titel: Confess
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 351
5 ud af 6 stjerner

mandag den 15. juli 2019

Karen Robards; Nomade 44 og Liv eller død [Anmeldereksemplar]

Karen Robards; Nomade 44 og Liv eller død [Anmeldereksemplar fra Flamingo]

Bagsidetekst på "Nomade 44":
Tyv. Manipulator. Svinder af format. Kald det, hvad du vil. Bianca St. Ives er helt sin egen!

Bianca har altid vidst, at hun skilte sig ud. I stedet for at lege med dukker, blev hun undervist i kampsport og i at bryde låse op. Når de andre tog hjem på ferie, tog hun på job med sin far, hvor hun lærte at holde hovedet koldt og overvinde alle vanskeligheder. Nu er hun 26 år, gudesmuk og en af de bedste i verden til sit lyssky fag.

Men det seneste kup gik langt fra efter planen, og med sit virkelige liv i Savannah på spil, er det op til Bianca at finde ud af, hvad der foregår - og rette op på det, før det er for sent.

Hold da op for en serie! Jeg er total blæst bagover af denne historie. Den kan nok ikke kategoriseres som stor kunst, men derfor kan den godt være underholdende og medrivende alligevel - og det er den!

Jeg har hørt det meste af den som lydbog - med Laura Drasbæk som indlæser - og hvis du ikke har hørt hende læse op endnu, så skulle du tage at gøre det. Hun har en rigtig god stemme og jeg nyder virkelig de bøger hun har indlæst.

Serien her om Bianca, der har haft en lidt usædvanlig opvækst, er en hæsblæsende actionhistorie. Den har simpelthen alt: drama, spionudstyr, hemmeligheder, intriger, skyderier, hemmelige forsknings faciliteter i ufremkommelige bjerge, biljagter, tyverier, hede kyssescener og meget mere. Der er fuld knald på hele tiden. Mange vil nok mene det er useriøst og for meget og ja, det er det nok også, men engang i mellem er det ok at læse en bog hvor alting er for vildt.

Jeg nød virkelig at læse om Bianca og alle hendes kvaler. Hendes prøvelser for at have et normalt liv, samtidig med at hun er en kamptrænet mestertyv. Jovist hun drømmer om noget større og hun kæmper også for det, men det er ikke altid nok. Det er lidt som om uheldet forfølger hende og hun bliver ved med at ende i situationer der ikke gavner hendes, i forvejen usikre, fremtid.

Jeg er dog ligeglad med om det er for meget. For amerikansk og for sindsygt. Jeg fandt serien virkelig underholdende. Den er velskrevet og man får næsten helt selv pulsen op når man læser den. Jeg kan kun anbefale den. Den er den perfekte ferielæsning og jeg glæder mig virkelig meget til at læse sidste bind og jeg håber at den snart kommer på dansk!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Ultimatum / The Moscow Decep
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: Nomade 44: 298 og Liv eller død: 319
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 12. juni 2019

Aurora Rose Reynolds; Indtil Trevor [Anmeldereksemplar]

Aurora Rose Reynolds; Indtil Trevor [Anmeldereksemplar fra Palatium Books]

Bagsidetekst:
Trevor Mayson har en plan. Familiefirmaet skal bygges op, og om et par år, når han er færdig med at løbe hornene af sig, vil han stifte familie. Men så får han øje på hende. Liz Hayes er smuk genert og alt, hvad han overhovedet kan ønske sig ... men hun passer ikke ind i planen. Trevor afviser og ydmyger hende, så Liz glemmer ham og kommer videre i sit liv. Men Trevor har svært ved at glemme hende. Det virker lidt, som om jo mere han prøver at holde sig væk, jo mere intense bliver hans følelser for hende. Og presset bliver sværere og sværere for ham at modstå.

Liz Hayes er færdig med at vente på Trevor, og hun er ikke det mindste interesseret i at blive ydmyget igen. Men Trevor gør det svært for hende at glemme ham, med sin insisterende, kærlige og altopslugende måde at være på.

Kan Trevor bevise over for Liz, at han er værd at forelske sig i igen, og er han klar til at ændre sine planer for at gøre plads til hende i sit liv?

Jeg kunne godt lide den første bog i serien om Mayson-brødrene, "Indtil November". Den var underholdende og selvom den til tider var lidt langt ude, var jeg fanget af historien. Jeg kunne godt lide personerne, humoren og selve historien. Den var underholdende og selvom Asher var lidt en røv, så lærer vi hurtigt at han mener det kærligt. Desværre var "Indtil Trevor" ikke nær så god som den første bog - måske er der tale om den svære to'er?

Der er nogle ting jeg synes fungerer godt. Liz og Trevors forhold minder meget om Asher og Novembers. Trevor er alfahan, ligesom Asher og Liz giver ham kamp til stregen, ligesom November. Jeg synes dog ikke at Trevor var en ligeså spændende person som Asher. Eller sympatisk. Selvom Asher kunne være en røv også. Det er lidt svært at sætte fingeren på, men jeg klikkede ikke helt på samme måde med Trevor som jeg gjorde med Asher.

Samtidig synes jeg at historien har et underligt flow. Nogle steder går det virkelig hurtigt, måske for hurtigt. Andre gange synes jeg der bliver dvælet for meget ved ting der ikke har indflydelse senere hen i historien. De ting der ikke bliver flugt op på, virker rimelig unødvendige. Måske de har indflydelse på handlingen i næste bind.

Selvom historien som sådan var underholdende nok, så blev jeg aldrig rigtig fanget af den, beklageligt nok.

Tak til Palatium Books for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Palatium Books
Original titel: Until Trevor
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 243
3 ud af 6 stjerner.

fredag den 24. maj 2019

Erin Watt; Det knuste rige [Anmeldereksemplar]

Erin Watt; Det knuste rige (Royals, #5) [Anmeldereksemplar fra Flamingo]

Bagsidetekst:
Jeg er en Royal, fordi jeg er elsket af Easton Royal.

Hartley Wright ligger på hospitalet med hukommelsestab. Eastons lillebror, Sebastian, ligger sammesteds i koma efter en bilulykke, der kan ende med at koste ham livet. Easton er splittet i to, da alle lader til at give Hartley skylden for ulykken.

Lige siden Hartley mødte Easton, er hendes liv blevet vendt op og ned. Ikke mindst nu, hvor hun ikke kan huske noget fra de sidste tre år og derfor er afhængig af, at dem omkring hende vil hende det godt. Det går dog hurtigt op for hende, at det langt fra er tilfældet - selv i forhold til forældrene er der noget, der skurer.

Easton virker bekendt og farlig på samme tid. Hun ved ikke, at han er den eneste ven, hun har - og at han vil gå til verdens ende for at hjælpe hende. Easton gør, hvad han kan for at få hende til at huske, hvad der gik forud for ulykken, men Hartley er af den overbevisning, at nogen ting måske er bedre glemt.

Hvor var jeg glad for at jeg havde denne da jeg blev færdig med "Den ustyrlige arving" - for hold da op en slutning! Jeg var da slet ikke klar til at stoppe og med den cliffhanger, følte jeg mig tvunget til at starte på "Det knuste rige" med det samme. Hvilket jeg også gjorde. I det mindste bare for at få ro i sjælen, det holdt dog ikke længe ...

Jeg skrev i min anmeldelse af "Den ustyrlige arving" at Easton gik mig lidt på nerverne, men at det blev bedre jo længere ind i historien jeg kom. I denne har han heldigvis tøet mit hjerte op og jeg synes han er fantastisk. Jovist, kæmper han stadig med nogle ting, men han gør det virkelig godt og det er så tydeligt hvor meget han holder af Hartley.

Jeg er igen chokeret over hvor langt Felicity vil gå for popularitet - alt, alt for langt efter min mening. Jeg ved ikke om den "virkelige" verden også er sådan, i så fald ønsker jeg ikke for nogen at de skal opleve den behandling som Hartley får af Felicity. Det er meget langt over min grænse og fatteevne, at man kan opføre sig sådan overfor andre.

Som i "Den ustyrlige arving" trækker sagen med Steve også ind i denne og jeg havde slet ikke set slutningen komme, hvilket er fedt. Jeg elsker at blive overrasket over de bøger jeg har gang i. Samtidig er det dejligt når siderne vender sig selv og man slet ikke har lyst til at slippe bogen og personerne igen.

Jeg nød virkelig at være tilbage blandt Royalfamilien, men samtidig håber jeg også at det er slut nu. Hvis der kommer mere, frygter jeg at det bliver for meget. Disse to efterfølgere er lige på grænsen til "for meget", men jeg nød dem alligevel. Engang i mellem trænger man bare til at slå hjernen fra og læse noget der både fanger og underholder og ikke efterlader en med alt for mange ubesvarede spørgsmål.

Hvis du har læst de første bøger i serien, vil jeg varmt anbefale dig at gå i gang med "Den ustyrlige arving" og "Det knuste rige" og hvis ikke du har læst serien før, vil jeg helt klart anbefale dig at komme i gang! Tag den med på sommerferie og nyd den på stranden, i solen, med et koldt glas vin - det vil være et perfekt match!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: Cracked Kingdom
Udgivet i: 2018 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 301
6 ud af 6 stjerner

fredag den 17. maj 2019

Erin Watt; Den ustyrlige arving [Anmeldereksemplar]

Erin Watt; Den ustyrlige arving (The Royals, #4) [Anmeldereksemplar fra Flamingo]

Bagsidetekst:
Jeg, Easton Royal, er bundet af universets love til at forfølge alt, der er interessant.

Easton er Royalfamiliens enfant terrible, hvis eneste mål i lvet er at have det så sjovt som muligt med så mange som muligt.

Indtil Hartley Wright drukker op. 

For første gang i sit liv er det ikke nok for Easton at være en del af Royalklanen - men læringskurven fra rigmandsdreng og trussetyv til god ven er stejl, og Easton må lære på den hårde måde, at jo højere man stiler, desto mere slår man sig, når man falder.

Jeg er kæmpe fan af historien om Royalfamilien! Jeg er vild med intrigerne, humoren og historien er medrivende. Selvom mange nok vil ryste på hovedet af serien, er jeg helt pjattet med det afbræk den giver mig. Jeg skal ikke lære et nyt univers at kende og mærkelige navne. Derimod bliver jeg kastet direkte ind i historien hvor de rige forsøger at blive endnu rigere, de populære, endnu mere populære - og nogle enkelte der bare prøver at overleve.

Vi har tidligere mødt Easton og han er den useriøse, skruppelløse og den der er mest besat af at have det sjovt af Royalbrødrene. Vi ved dog at han har hovedet skruet rigtigt på og hjertet på rette sted, selvom han ikke altid opfører sig sådan. Det tog dog lidt tid for mig at vænne mig til Eastons frembrusende adfærd. Han forstår ikke Hartleys mange vink med en vognstang om at han skal lade hende være og jeg fandt det faktisk ret irriterende. Jeg holder meget af Easton, men jeg mistede faktisk lidt for ham i starten af historien. Heldigvis bliver det bedre - han mander sig op og begynder at tænke på andre end sig selv.

Noget der gav mig virkelig ondt i maven var måden Felicity er på - at hun vil gøre hvad som helst og jeg mener virkelig hvad som helst, for at blive "dronning" af skolen og være nummer 1. Det er skræmmende så forskuret hun opfører sig og hvor ligeglad hun er med konsekvenserne.

Jeg kan rigtig godt lide at historien fra de første bind fortsætter. Steve (Ellas far) spøger stadig og det de har oplevet i "Løgnenes palads", har indflydelse på handlingen i "Den ustyrlige arving". Det fungerer rigtig godt at vi får information om hvad der sker i den sag.

Det var i det hele taget en stor fornøjelse at komme tilbage til Royalfamilien. Deres sindsyge liv. Problemer og intriger. Hemmeligheder og løgne. Deres humor og at de - for det meste - ser lyst på tingene. Eastons humor er fantastisk og selvom han gik mig lidt på nerverne, er han jo en god fyr og når han vælger at elske og beskytte nogen, gør han det 110 %.

Hvis du har læst de første bind i serien, kan du roligt kaste dig over "Den ustyrlige arving"!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: Fallen Heir
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 289
5 ud af 6 stjernert

mandag den 17. december 2018

Anna Todd; Under stjernerne [Anmeldereksemplar]

Anna Todd; Under stjernerne (Stars, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Selv de klareste stjerner lyser kun i mørke.

Karina bor i en lille amerikansk by, som grænser op til en militærbase. Det er langt om længe lykkedes hende at lægge en hektisk fortid bag sig, og hun føler endelig, at hun er faldet til ro. Hun har gode venner, tag over hovedet og et job, hun er glad for.

Da Karina møder den tavse og indadvendte soldat Kael, bliver hun øjeblikket draget af hans stille væsen. Han er netop hjemvendt fra Afghanistan og siger ikke meget, så Karina udfylder tavsheden med sine egne drømme og fantasier. Men efterhånden som hun kommer tættere ind på livet af Kael, opdager hun, at intet er så rosenrødt, som hun havde forestillet sig.

Hånden på hjertet, så er jeg endnu ikke blevet færdig med "After"-serien, men nu kommer den jo som film, så kunne det være en undskyldning for at blive færdig. Jeg kørte bare lidt død i forholdet mellem Tessa og Hardin - for så var de kærester, så skændes de og hadede hinanden og så fandt de sammen igen og så videre. Det er ikke fordi serien er kedelig, jeg tror bare lige jeg trængte til at læse noget andet.

"Under stjernerne" er lidt i samme boldgade. Vi lægger ud med at møde Karina og Kael, efter der er sket noget mellem dem, der har ødelagt hvad de end havde. Som læser ved vi det ikke og det er først til sidst at vi får en lille ide om hvad der kan være sket. Efter de første par sider, går vi tilbage i tiden og møder Karina inden hun mødte Kael. Begge to har ar på sjælen - meget forskellige, men de har begge nogle ting de skal bearbejde. Det er dog tydeligt at der er kemi mellem de to, men de har det svært ved at reagere på de følelser.

Selvom præmissen for bogen og historien er god, blev jeg ikke super fanget af historien. Jo, den er god, kapitlerne er korte, så flowet i historien er hurtigt, måske nogle steder for hurtigt. Der er steder hvor jeg synes forfatteren kommer meget nemt om tingene og jeg kunne godt have brugt lidt flere beskrivelser af miljøet vi er i. Jeg følte heller ikke at vi kom helt så meget i dybden med hverken Karina eller Kael. Vi lærer dem lidt at kende, men jeg har på fornemmelsen at vi kun har kradset i overfladen og at der gemmer sig mere nedenunder.

Jeg brød mig faktisk ikke så meget om Karina som person. I mine øjne virker hun meget som en pleaser der ikke tør sige fra overfor sin far, selvom hun er flyttet hjemmefra og forsøger sig selv. Hendes forhold til broren er heller ikke for godt. Samtidig ved vi heller ikke så meget om hvad der er sket med Kael da han var udsendt - hvad er der med hans ben fx? Jeg håber dog at jeg bliver klogere i næste bog!

Alt i alt er det en ok læseoplevelse, som skrevet blev jeg aldrig rigtig fanget, men det er jo smag og behag. Jeg er dog nysgerrig på hvad skete mellem Karina og Kael, siden de næsten ikke kan holde hinanden ud, for jeg skal da læse næste bog i serien!

Tak til People's Press for anmeldereksemplar!

Fakta
Forlag: People's Press
Original titel: The Brightest Stars
Udgivet i: 2018 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 300
4 ud af 6 stjerner

onsdag den 12. december 2018

Elle Kennedy & Sarina Bowen; Bare en chance [Anmeldereksemplar]

Elle Kennedy & Sarina Bowen; Bare en chance [Anmeldereksemplar fra Flamingo]

Bagsidetekst:
"Hun stirrer på mig, som om hun flå tøjet af mig. Eller bare flå et eller andet i stykker."

Jess Canning står over for sit livs største udfordring: at arrangere sin brors Jamies kæmpebryllup, hvor gæstelisten består af landet største hockeystjerner.

I familien er hun kendt som den flagrende lillesøster, der konstant skifter mening og aldrig kan gennemføre noget. Med andre ord: Hun må ikke tabe det her på gulvet. Og ingen (ingen!) må høre om den kæmpe fejltagelse, hun begik med forloveren i et svagt øjeblik sidste forår. Det var en fejl, og det kommer ikke til at ske igen. Heller ikke selvom han er den mest sexede mand, hun nogensinde har mødt.

For Blake Riley er det her bryllup skæbnen, der smiler til ham. Jess er brudepige, og han er forlover. Lad kampen begynde. Og hvad så, hvis han står over for en lille smule (okay, en hel del) modstand? Han skal bare finde en måde at overbevise den stædige blondine om, at han på trods af et blakket ry i grunden er en god fyr. Heldigvis ved enhver professionel hockeyspiller, at man må kæmpe for det, hvis man vil score.

I de to første bind, "Ham" og Os", lærte vi Wes og Jamie at kende. Nu er turen kommet til Jamies lillesøster Jess, som vi kort mødte i "Os", da hun kom besøg og passede Jamie mens han var syg. Her mødte Jess også Wes' holdkammerat Blake, og det resulterede i en hed oplevelse i en massagestol. Sidenhen har Jess lagt Blake på is, men han har helt andre planer med hende. Blake er intens og passioneret omkring alt hvad han gør, og det omfatter også at se mere til Jess. Han må dog kæmpe sit livs kamp for at få Jess til at indse at de passer sammen og så er der lige den ene hemmelighed, han ikke vil have sin familie til at kende, men som Jess kender ...

Jeg er virkelig fan af new adult generen! Jeg elsker også young adult, men jeg kan godt lide at karakterne er lidt ældre og har lidt mere styr på deres liv - nogle gange. Så gør det heller ikke noget at der er lidt hede scener, der kan give en hjertebanken og røde kinder. Disse erotiske scener bliver dog aldrig overgjort eller for meget - ligesom i Fifty Shades, men er mere normale, og det er rigtig rart.

Som både i "Ham" og "Os" er "Bare en chance" en hyggelig og underholdende kærlighedshistorie, med to personer der tydeligvis er tiltrukket af hinanden, men som ikke helt kan finde ud af om de rent faktisk skal være sammen. Jess og Blake tror de vil meget specifikke ting i deres liv, men disse forestillinger må op til revurdering, da de langsomt bliver mere og mere glade for hinanden. Der er dog stadig visse ting de skal tage højde for, som både Blakes karriere og Jess' bror - disse resulterer i flere pinlige situationer og jeg sad flere gange og grinte for mig selv. Der er et rigtig godt flow i historien og vi følger skiftevis Jess og Blake. Dette giver også et godt indblik i deres tanker og følelser.

Hvis man er til new adult bøger, og tidligere har læst "Off-Campus" og "Game on", så skal serien om Wes, Jamie og nu Jess og Blake helt klart læses. Det er feel good litteratur og det giver virkelig hjertebanken og et smil på læben! Så læn dig tilbage og nyd en god historie med masser af humor, lækre fyre, stærke piger og hede scener - det går ikke stille for sig!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: Good Boy
Udgivet i: 2017 (på engelsk og 2018 (på dansk)
Antal sider: 293
5 ud af 6 stjerner

fredag den 5. oktober 2018

Elle Kennedy & Sarina Bowen; Ham & Os [Anmeldereksemplar]

Elle Kennedy & Sarina Bowen; Ham & Os [Anmeldereksemplar modtaget som boggave af Flamingo]

Bagsidetekst af "Ham":
Jamie Canning har aldrig fundet ud af, hvorfor han mistede sin bedste ven for fire år siden. Hans fandenivoldkse, flabede roommate droppede ham fra den ene dag til den anden uden en forklaring. 

Ryan Wesleys største fortrydelse er, at han lokkede sin meget heteroseksuelle ven ud i et væddemål, der overskred grænserne, for deres venskab. Nu, hvor deres hold skal spille imod hinanden i det nationale collegehockeymesterskab, får han endelig en chance for at sige undskyld.

Jamie har længe ventet på svar, men mødet med Wes efterlader ham bare med endnu flere spørgsmål. Og da Wes melder sig til at være træner sammen med Jamie på en seks ugers hockeycamp, opdager Jamie overraskende ting og sager om sin ven - og en stor ting om sig selv.

Hånden på hjertet, jeg har aldrig læst en erotisk roman med et homoseksuelt par i hovedrollen. Jeg har læst om homoseksuelle før - også bøsser, men ikke noget der har været så eksplicit som denne. Jeg var meget spændt på hvordan det ville være at læse erotik når personerne var mænd. Misforstå mig ikke, jeg har intet imod bøsser eller homoseksuelle, jeg var bare spændt på hvordan det ville være at læse om deres sexliv.

Overraskende fungerede det virkelig godt. Måske var de første par gange lidt akavet, men efterhånden som historien skred frem, glemte jeg at det var mænd og i stedet så jeg bare to forelskede personer, der ville glæde hinanden. Det  havde jeg ikke ventet, men det var en glædelig overraskelse. Sexscenerne fungerer godt og de bliver ikke for meget på noget tidspunkt - faktisk synes jeg de er meget ærligt og ærbødigt beskrevet. Man kan mærke deres usikkerhed og lyst til at det skal ske og det lykkedes forfatterne at give mig røde kinder og hjertebanken - ligesom når jeg læser "almindelig" erotik.

Jeg nød virkelig at læse begge bøger. Historien har et realistisk udviklings tempo og flowet i fortællingen fungerer godt. Vi skifter mellem at høre fra Wes og Jamie og det giver et rigtig godt indblik i deres følelser, forvirring og forståelse for den anden part. Det tog ikke lang tid at læse, men jeg mindes dem stadig med glæde, fordi der var en tilpas mængde drama og humor. I og med at det er to mænd og to professionelle idrætsudøvere, er humoren meget sarkastisk og sort, hvilket bare spiller fungerer rigtig godt. Jeg kan sagtens se Wes og Jamie joke med hinanden og deres holdspillere for mit indre blik. Den alvorlige side af bogen behandles også rigtig godt, netop det med at springe ud som homoseksuel og hvad det valg kan have af betydning. Wes har været det hele igennem og har fået hård hud, men er stadig skrøbelig, for han har aldrig villet nogen, som han vil Jamie - og hvad hvis Jamie ikke vil ham?

Jeg har hørt det meste af begge bøger som lydbog og jeg vil sige at det var virkelig fedt at høre to mandlige stemmer læse bøgerne op. Det ville have været en helt anden læseoplevelse - ikke nær så virkelighedstro - hvis det havde været en kvindelig oplæser. Samtidig passer begge stemmer rigtig godt til Wes og Jamie. Jeg har tidligere hørt på dem begge, og de har en god oplæserstemme. Dog irriterede det mig grænseløst at "Jamie" lavede stemmer når han skulle snakke som andre. Især når han skulle sige noget Wes sagde. Det passede slet ikke med den stemme som "Wes"-indlæseren læser med. Jeg ved ikke om han gjorde det for at vise at nu var det andre der sagde noget, men det ødelagde virkelig Jamies kapitler for mig.

Det ødelagde dog på ingen måde min samlede læseoplevelse! Bøgerne er skønne. Stemningen er i tråd med både "Off-Campus" og "Game on" og det er virkelig en genre der efterhånden står mit hjertet nært. Selvom det nok ikke vil blive kategoriseret som stor kunst, er det alligevel en genre der kan give mig en virkelighedsflugt, kan få mig til at smile og græde og få mit hjerte til at banke lidt hurtigere end normalt - og hvis en god historie ikke skulle kunne gøre netop det, så ved jeg ikke hvad en god historie skal kunne. Jeg er i hvert fald hooked og siger gerne "ja tak" til mere!

Tak til Flamingo for overraskelsespakke!

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: Him
Udgivet i: 2018 (på dansk)
Antal sider: Ham - 304, Os - 285
6 ud af 6 stjerner

mandag den 17. september 2018

Jennifer Armentrout; Vent på mig

Jennifer Armentrout; Vent på mig (Wait for you)

Bagsidetekst:
Da 19-årige Avery starter på college i West Virginia, tusindvis af kilometer hjemmefra, er det for at slippe væk fra en fortid fuld af smertefulde minder. Det eneste, hun ønsker, er at starte på en frisk, passe sine studier, få et par gode venner og ellers undgå alt for meget opmærksomhed. Og ikke tænke for meget på det, der skete til Halloweenfesten fem år tidligere.

Første dag på college støder Avery ind i den charmerende Cameron. Han er høj og flot, og han passer på inden måde ind i Averys planer om at leve et stille og roligt studieliv. Avery afviser ham gang på gang, men Cameron giver ikke så let op ...

Jeg er fan af new adult-genren. Virkelig fan! Jeg synes det er fedt at læse om unge mennesker der er ved at finde deres stå-sted i verden. Det er noget helt andet end at læse fantasy og nogle gange kan det være tiltrængt at putte sig under tæppet med en bog med "realistiske" problemer, navne man kender og et samfund der ikke ligger på en planet i en fjern galakse. Og hvem kan ikke lide en god kærlighedsroman fra tit til anden?

New adult har også den force at selvom personerne er unge, så har de ofte oplevet noget der har efterladt dem med ar på sjælen. Sådan er det også med Avery og selvom hun virkelig kæmper for at komme videre, hjælper det ikke. Og det hjælper slet ikke at Cameron ikke vil give op, for hun ved jo godt hvad det er Cam vil have - og det kan hun ikke give ham! Selvom man måske vil tro at det bliver for meget eller for amerikansk, med personernes tidligere turbulente fortid, så synes jeg det passer til denne genre. For at udvikle sig og komme videre, bliver de nødt til at bearbejde de svigt som de har oplevet. I alle de new adult bøger jeg har læst, synes jeg ikke det er blevet overgjort - deres problemer og oplevelser virker stadig realistiske, og det samme gør deres opførsel og eventuelle mistro overfor nye mennesker.

Et andet kendetegn ved new adult er kærlighedshistorien. Ofte vil begge parter hinanden, men de tør ikke indrømme det og det kommer der en lang kamp ud af - hvem overgiver sig først til sine følelser? Denne kærlighedshistorie er ofte beskrevet med et glimt i øjet - for typisk har personerne også en god del humor, som bl.a. i "Off-Campus" og "Game On", hvor jeg virkelig var underholdt. "Vent på mig" er ikke nær så sjov, men Cam er alligevel virkelig charmerende og svær at lade være med at falde for. Især fordi han tager sig så godt af Avery. Han er dog ikke bange for at sige sin mening og gøre det klart, at det er ikke alt han finder sig i. Det kunne jeg godt lide. Avery må selv komme til den konklusion at hun vil have ham - og selv indse det, når hun har fucket det op igen. Jeg kan godt lide at valgene har konsekvenser, og at de kan finde ud af at snakke sammen og løse problemet i fællesskab, i stedet for at den ene part skal træffe en endelig beslutning. Jeg synes heller ikke det blev alt for sukkersødt og vammelt. Deres kærlighed er fin og jeg sad ikke og vendte øje eller sprang sider over for at slippe.

Jeg er glad for at jeg har fundet serien og det er helt sikkert en jeg vil læse videre på. Den minder om "Off-Campus" og "Game On", da det lader til at vi igen følger forskellige venner i den samme vennegruppe. Jeg kan godt lide at vi ikke slipper personerne fuldstændig, men at de har en rolle at spille i de næste bøger - giver det mening? Det håber jeg. Min anbefaling er i hvert fald, at hvis du har læst de andre serier jeg har nævnt, så er "Vent på mig" helt sikkert også noget for dig!

Fakta:
Forlag: Lovebooks
Original titel: Wait for you
Udgivet i: 2013 (på engelsk) 2018 (på dansk)
Antal sider: 460
5 ud af 6 stjerner

mandag den 4. juni 2018

Kristen Callihan; Slagplanen [Sponsoreret]

Kristen Callihan; Slagplanen [Sponsoreret af Flamingo]

Bagsidetekst:
"Det er ligegyldigt, om der er tusindvis af kilometer mellem os, eller om vi står lige ved siden af hinanden. Det vil altid være dig, jeg vil have."

NFL-centerspillren Ethan Dexters liv har altid handlet om at spille football og ikke ret meget andet. Den eneste undtagelse er en kvinde: den smukke Fiona Mackenzie. Fi er fuldstændig ligeglad med hans berømmelse, men hun ser ham heller ikke som andet end sin svogers gode ven. Menjo mere de lærer hinanden at kende, jo mere går det op for Fi, at hun spiller et højt spil med sit hjerte som indsats. Dex og hun lever helt forskellige liv, i hver deres ende af landet, og hun ved, at hun burde gå sin vej. Men Dex har fundet pigen i sit liv, og han er fast besluttet på at kæmpe for hende.

Tredje bog i serien om de lækre NFL-spillere fortsætter i samme tråd som de foregående med vores to hovedpersoner, der gerne vil have hinanden, men ikke vil indrømme det og undervejs skal de igennem en forfærdelig masse ting før de endelig kan få hinanden. At det fortsætter på samme måde i dette tredje bind er dog bestemt ikke en dårlig ting - måske tværtimod. For netop den uopnåelige kærlighed og alle problemerne passer rigtig godt til den her slags historie. En historie der får ens læser til både at grine og græde. Til at føle sig blandt venner, fordi personerne i den simpelthen lyder så dejlige og til at skabe en i det hele taget fremragende læseoplevelse.

Selvom Ethan og Fiona er sådan nogenlunde hurtige til at finde ud af, at de gerne vil være sammen, så er der stadig masser af problemer de skal igennem - nogle mere seriøse end andre, og netop nogle af de problemer de skal igennem, er virkelig med til at bygge et solidt fundament for deres forhold. For Fi vil ikke være i rampelyset og Ethan kan ikke undgå det - deres verdener har svært ved at komme over ens med hinanden, men fordi de er ihærdige og vil hinanden, så forsøger de virkelig - også selvom det nogle gange går i hårknude. Jeg er helt vild med Ethan. Han er den stille type, spekulante type, men han gemmer alligevel på en masse indebrændte følelser, som Fi også kommer til at opleve. Han har måske svært ved at få tingene sagt, men han arbejder på det og sammen med Fi lykkedes det ham at åbne op og arbejde med det. Sammen med Ethan lærer Fi også at sige fra og ikke finde sig i hvad som helst. På arbejde bliver hun røvrendt, men der skal meget til før hun for alvor siger fra - og så siger hun til gengæld også fra med maner! Der er ikke så meget humor i denne som i de to foregående. Alligevel har Ethan og Fi meget internt sammen og de lader virkelig til at slappe af i hinandens selskab. De vokser sammen og det er helt tydeligt at det de har, er mere end blot et godt kys på en bar.

Jeg har tidligere skrevet om "Off-campus"-serien som jeg er helt pjattet med og den her ligger tæt i forlængelse af. Ikke at personerne er de samme (og dog!), men i hele opbygningen af historien, humoren og persongalleriet, gør at bøgerne minder om hinanden, selvom de er hver deres egne. For mig fungerer det rigtig godt at vi er i samme "univers", men følger forskellige personer i hver historie - samtidig spiller tidligere hovedpersoner (og måske kommende) en stor rolle. Det gør at man får et rigtig godt forhold til personerne og lærer dem rigtig godt at kende. At man kender sine hovedpersoner giver en helt anden læseoplevelse, for så føler man netop at de på en eller anden måde er ens venner.

"Game on" (og "Off-campus") er helt klare favoritter til de varme sommerdage hvor man kan ligge og læse udenfor med en kold drink i hånden. Det er underholdende og spændende på en afslappet måde, der gør at selvom bogen lidt over 300 sider lang, så vil man bare have mere når sidste side er vendt! Og jeg håber virklig at der kommer mere!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Game Plan
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 337
5 ud af 6 stjerner

mandag den 28. maj 2018

Kristen Callihan; Chanceløs [Sponsoreret]

Kristen Callihan; Chanceløs (Game on, #2) [Sponsoreret af Flamingo]

Bagsidetekst:
GrayG: Jeg føler, jeg kan fortælle dig alt
IvyMac: Det kan du. Sådan er det med venner.
GrayG: Jeg har aldrig været venner med en pige før.
IvyMac: Jeg er beæret over at være den første.

Der er intet i verden, footballspilleren Gray har mindre lyst til end at køre rundt i sin agents datters tyggegummilyserøde bil. Men han har brug for et køretøj, og hun er på udveksling. En indædt sms, hvor hun truer ham med, hvad der sker, hvis han ødelægger hendes elskede bil, bliver starten på et overraskende venskab.

Gray er en player og ikke til seriøse forhold, men pludselig er sms-samtalerne med Ivy dagens højdepunkt. Og hun kommer snart hjem ...

Ivy har to regler: Hun dater ikke sine venner, og hun dater ikke sin fars klienter. Men det kræver alt hendes selvdisciplin ikke at bryde begge regler, for Gray er fast besluttet på at bruge alle tricks for at få hende til at give ham og kærligheden en chance. Og hendes bedste ven er hurtigt ved at blive den mest uimodståelige fyr, hun nogensinde har mødt ...

Ej, hvor jeg er fan af den her serie! Den er ikke helt ligeså god som "Off-campus", men måske synes jeg bare det, fordi jeg læste den først? Det er ikke til at vide. Jeg synes i hvert fald "Off-campus" var bare en lille my bedre. Dermed ikke sagt at denne serie ikke er god, for det er den og jeg er pjattet med den. Den indeholder virkelig bare alt hvad jeg mener kendetegner en god new adult bog.

For det første er persongalleriet virkelig nemme at holde af. Lige som i "Off-campus" føler jeg at det er som at hænge ud med venner - rigtig gode venner. Venner der kender mig og jeg kender dem. Det er fedt at have den følelse af at man er velkommen i gruppen - giver det mening? Det håber jeg i hvert fald. Samtidig har karakterne nogle gode personligheder, som er helt unikke for netop dem. Selvom drengene i historien kan minde om hinanden, skiller de sig alligevel ud - nok derfor de er så gode venner. Ens på nogle måder, forskellige på andre. Et godt match.

For det andet er historien let og flydende. Misforstå mig ikke, der er bestemt drama og problemer, men det bliver aldrig for meget eller blæst for meget ud af proportioner. Jeg synes i hvert fald ikke at det bliver for kliche-agtigt. Det er lige som det skal være. De to venner, der bare skal være venner, men som langsomt forelsker sig og til sidst må give efter. Ja, det er ikke en original tematik, men den holder alligevel. For det beskrevet på en levende og nærværende måde, så man virkelig kan mærke frustrationen fra både Ivy og Gray. Samtidig kan man også mærke at de er tiltrukket af hinanden og deres forgæves kamp for at ignorere det faktum. Det er ikke stor litterær kunst, alligevel er det en medrivende historie, der holdt mig fanget fra første side. Jeg var nysgerrig og min interesse forblev fastholdt gennem hele bogen.

For det tredje er det fedt at læse om "virkelige" problemer og mennesker en gang i mellem. Jeg læser meget fantasy og selvom de problemer jo også er virkelige, så er det bare lidt noget andet - jeg håber det giver mening. I hvert fald er det rart at befinde sig i virkelighed der ligner vores egen en gang i mellem. Der er ikke underlige navne og nye samfund man skal stifte bekendtskab med. Her ved man hvad man får og det er dejligt. Det er måske også med til at gøre historien let - fordi man netop bare træder ind og kender spillereglerne. Det er dog ikke let det hele, for Ivy og Gray kommer ud for en forfærdelig oplevelse der vil ændre deres liv - jeg vil ikke spoile noget, så jeg vil ikke sige mere, andet end det knuste mit hjerte!

Til sidst vil jeg sige et stort tak til de to oplæsere på bogen. Jeg hørte det meste af den som lydbog, inden jeg havde en friaften hvor jeg læste den færdigt. Det er en helt særlig oplevelse når der er en kvindelig og mandelig oplæser og jeg synes stemmerne passede rigtig godt til personerne. Det er Laura Drasbæk der er lægger stemme til Ivy. Hun indlæste også "The Hate U Give" og det var også en dejlig oplevelse. Ari Alexander Andersen, kendt som Reed fra "Askeprinsen", lægger stemme til Gray og det passer også godt. Begge har gode stemmer og det var en fryd at høre historien!

Til allersidst vil jeg bare anbefale bogen og serien til alle der var vilde med "Off-campus", til alle der vil have romantik, flotte fyre og piger, et par hotte sexscener, en masse drama og humor - det her holder og det er bare godt!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Friend Zone
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 352
5 ud af 6 stjerner

tirsdag den 15. maj 2018

Kristen Callihan; Sendt til tælling [Sponsoreret]

Kristen Callihan; Sendt til tælling (Game on, #1) [Sponsoreret af Flamingo]

Bagsidetekst:
Et one night stand mellem stjerne-quarterbacken Drew og den ambitiøse collegestuderende Anna skulle egentlig ikke være mere end det. I hvert fald ikke fra Annas side.

Men Drew har andre planer. Han er en berømthed på campus og vant til at kunne charmere alt og alle. Problemet er, at Anna ikke er interesseret i en plads i spotlightet ved hans side. Drew har derfor sin sværeste kamp foran sig. Han må overbevise kvinden, han er forelsket i, om at det, de har sammen, er mere end bare sex. 

Da jeg så at tredje del i denne serie udkom, besluttede jeg mig for at nu var det vist på tide at få de første to læst og det er jeg glad for at jeg gjorde. For denne bog fik mig både til at grine og den knuste mit hjerte. Hvis du har læst "Off-Campus"-serien, vil jeg varmt anbefale denne som den næste serie du skal gå i gang med.

Jeg vil anbefale den fordi det er en skøn historie og ligesom med personerne i "Off-Campus" følte jeg mig blandt venner. Samspillet mellem personerne er fantastisk. De griner og hygger sig. Spiser sammen og går i byen. De irriterer og driller hinanden på kærligste vis, også selvom de kan hade hinanden, så støtter de op om om hinanden. Den giver virkelig læseren følelse af venskab og varme og det elsker jeg den her slags bøger for. For selvom det ikke er storslået litteratur, holder den hvad den lover: god underholdning og rødme i kinderne! Jeg var underholdt og fanget fra første side og havde svært ved at ligge den fra mig, da jeg først var kommet i gang. Det er fedt at vi høre fra både Drew og Annas synsvinkel, da det giver et godt indblik i hvordan de tænker og føler. Samtidig er der ikke sparet på hede sexscener der gav hjertebanken og rødmen i kinderne. Sex overtager på ingen måde hele historien, men de seksuelle spændinger mellem Anna og Drew er hele tiden til at føle på, og man kan mærke deres kampe med hvordan de skal reagere overfor den anden. Sexscenerne er ikke voldsomme eller for Fifty Shades, men almindelige og det tror jeg er noget af der også tiltaler mig i den her slags historier. Sexen virker troværdig og det gør at personerne virker troværdige.

Og hvem elsker ikke bøger med hotte fyre i? Som i "Off-Campus" er fyrene hotte, og selvom de ved det, er de ikke røvhuller, men gode fyre, der vil deres piger det bedste. Selvom de måske ikke altid opfører sig som de burde, er der ingen tvivl om, at de elsker deres piger og vil gøre alt for dem. Hvilket bare gør at jeg elsker dem endnu mere. "Battle Baylor" knuste virkelig mit hjerte og byggede det langsomt op igen! (I mit næste liv vil jeg gå på college i USA!) Han er betænksom og kærlig, og han tør vise sin kærlighed overfor Anna - også selvom hun ikke vil have den. Samtidig er han sårbar og tør ikke spørge om hjælp når han har mest brug for det, og derfor han har brug for Anna, for hun ved hvad han har brug for og tør godt give ham det - også selvom det ikke altid ender pænt.

"Livet er, hvordan du vælger at leve det, 
og hvem du vælger at leve det sammen med, 
ikke hvad du tjener dine penge på."

Udover en god kærlighedshistorie handler denne bog også om familiesammenhold - eller manglen på samme. For både Drew og Anna har mistet og er derfor usikre på hvordan man elsker et andet menneske, når dette menneske kan forlade en. Det er desværre ikke noget man forsikre sig imod, og derfor tror jeg det er vigtigt at man finder en som forstår ens indre og hvilke følelser man tumler med. Drew og Anna har mistet på forskellig måde og selvom deres sorg er forskellig, sørger de begge stadig. De er gode til at hjælpe hinanden og de opnår en form for forståelse af hvad den anden har brug for når sorgen rammer.

Jeg kunne elske ham altid. Jeg glemmer at trække vejret. 
"Når jeg finder mig eget hjem," 
siger jeg, "så slipper jeg det aldrig igen." 
Hans hals bevæger sig, da han synker. "God plan."

Selvom bogen indeholder tunge emner og den fik mig til at græde, så er det også en hyldest til livet og kærligheden. For vi er ingenting uden kærlighed og når vi finder den rette, så ved vi det og jeg er helt enig i at penge ikke er en faktor, det vigtigste er, at man er sammen med den person der gør en til den bedste udgave af sig selv man kan være. En man er stolt af. At man laver det man drømmer for og elsker, for så elsker vi også livet og nyder det.

Tak til Flamingo for boggaven.

Fakta:
Forlag: Flamingdo
Original titel: The Hook Up
Udgive i: 2014 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 409
5 ud af 6 stjerner

fredag den 23. marts 2018

Charlotte Fischer; Diali [Sponsoreret]

Charlotte Fischer; Diali (Sjælevandrer, #1) [Sponsoreret af Facet]

Bagsidetekst:
Roneoak er navnet på det samfund, Cawi og Dahlia kender, og lever i. Roneoak ligger ved kysten. Det sidste sted for mennesket. I Roneoak forsøger Cawi og Dahlia at opretholde en tilværelse. Der er mangel på alt. Og fremtiden er usikker. Cawi fornemmer, at en altødelæggende trussel mod Roneoak er nært forestående. Cawi er overbevidst om, at der findes mennesker på den anden side af bjergene. Derfor begiver Cawi og Dahlia sig ud på en rejse, som ændrer deres liv for altid.

Verden som vi kender den er gået under: Moder Jord har gjort oprør mod mennesket ved at spille med musklerne og ødelægge al civilisation som vi kender den i dag. Udover Jorden som vi kender den, er der også det sted hvor de døde vandrer inden de går til enten Helvede eller Himlen: Diali. Det sted som Cawi kan rejse til når han er tæt på at dø og muligvis også når han selv vil. Cawi og Dhalia må, efter deres fødested er blevet oversvømmet af en tsunami, klatre op i bjergene for at finde andre mennesker og forhåbentlig et sted at bygge en fremtid. Det de finder overstiger deres vildeste forventninger, samtidig med at det truer med at ødelægge det de har fuldstændig.

Jeg er ret vild med ideen om det her vadested mellem liv og død, som alle skal igennem før de går videre - op det bliver op eller ned (eller tilbage). Jeg synes dog ikke der bliver gjort nok ud af den verden i bogen. Vi snuser kun til den meget få gange, så lidt at det faktisk er lidt forvirrende når Cawi kommer dertil. Hvor er han? Hvad skal han der? Det er virkelig synd, for det lyder interessant og som om Cawi spiller en stor rolle der - sådan hintes det i hvert fald til sidst ... shh ... Men ja, det er lidt øv at vi ikke lærer mere om Diali, men det håber jeg da vi kommer til.

Af at bogen er solgt som en dystopisk fortælling eller som fantasy, bliver lidt udvandet af Cawi og Dahlias kærlighedshistorie. Jeg synes den overtager føringen alt for meget, og bliver det totale fokus, i stedet for netop det med den parallelle verden og måske endda også de underlige elektriske storme over bjergene. Jeg er med på at der godt må være en god kærligheds historie - det fungerer også rigtig godt i starten, men så bliver det bare de to og deres kvaler. Samtidig bryder jeg mig vitterligt ikke særlig meget om Cawi. Jeg ved godt at han kæmper med en indre kamp mod sig selv og at han måske (måske ikke) er helt rask - sådan efter nutidige standarter, men det skal ikke gå ud over Dahlia og da han slår hende, mistede jeg virkelig meget for ham. Jeg ved godt de er sjælevenner og ikke kan leve uden hinanden, men det overtrådte han bare min grænse - og Dahlia også, for hun blev. At han også udnytter hende seksuelt - på ingen måde, uden at hun giver samtykke - men alligevel, det hjælper heller ikke. Jeg ved han elsker hende, men alligevel.

I starten af bogen irriterede det sproglige mig også helt vildt. Der var mange korte sætninger, som gjorde læseflowet underligt opbrudt og stakato-agtigt. Samtidig bliver der startet mange sætninger med "jeg" eller der står Cawi mange gange efter hinanden, i stedet for han. Det var dog som om, jo længere forfatteren var kommet med at skrive, jo bedre flød historien. Er det mon fordi Cawi og Dahlia kommer til et mere civiliseret sted? Før boede de et sted uden stor fokus på uddannelse og opdragelse, men over bjergene kommer de til et velopbygget samfund og derfor afspejler skrivestilen det. Hm, det var lige en ny tanke der lige kom mens jeg skrev anmeldelsen ... Et godt stykke inde i bogen tænkte jeg ikke mere over sproget eller sætningerne, fordi historien flød rigtig godt og var spændende - selvom det blev en kærlighedshistorie mere end en dystopisk fortælling. Jeg ville have ønsket at der var mere vægt på den del, men som skrevet længere oppe, så håber jeg at det kommer i efterfølgeren. Jeg føler virkelig at dette var introen. Præsentationen til vores personer. Hvordan de er, hvad deres fejl og mangler af. Hvad de har af styrker. Så nu bliver det spændende at se hvordan disse skal bruges.

Fundamentet støbt til et ordentlig brag af en fortælling, med lyn, torden, mystiske væsner og sværdkamp - det takker jeg gerne ja til.

Tak til Forlaget Facet for boggaven.

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2017
Antal sider: 316
4 ud af 5 stjerner