Katharine McGee; Tusinde etager

Katharine McGee; Tusinde etager

Bagsidetekst:
New York City hundrede år ude i fremtiden: Et tårn på tusinde etager rækker helt op i himlen, som et glitrende fremtidssyn hvor alt er muligt – hvis man ønsker det brændende nok.

Leda Cole har et fejlfrit ydre, men dækker over en afhængighed af et stof, hun aldrig skulle have prøvet. Og af en fyr, hun aldrig skulle have rørt. Eris Dodd-Radson må se sit ubekymrede liv falde fra hinanden, da et knusende bedrag splitter familien ad. Rylin Myers bliver gennem sit job øverst i Tårnet ført ind i en verden – i et kærlighedsforhold – som hun aldrig havde troet muligt. Watt Bakradi er et teknisk geni med en hemmelighed: Han ved alt om alle. Men da en pige fra Tårnets top hyrer ham som spion, vikles han ind i et kompliceres spind af løgne. Og allerøverst – på tusinde etage – bor Avery Fuller, pigen som er genetisk designet til perfektion. Pigen, der ser ud til at have alt, men som lider under at måtte undvære det eneste, hun ikke kan leve uden – og som hun aldrig nogensinde vil kunne få.

En fremtidsudgave af Gossip Girl. Sådan har jeg hørt denne bog omtalt. Det er ikke meget galt. Historien er spækket med drama og intriger. Med hemmeligheder og spind af løgne, der kan være svære at overskue. Den er fyldt med luksus. Hovedpersoner der har alt hvad hjertet begærer og alligevel – somme tider for sjov – ødelægger livet for andre, for at få den ene ting de mangler. Jeg kunne i hvert fald fint trække tråde til Gossip Girl (og jeg mener tv-serien – jeg har ikke læst bøgerne).

Jo længere ind i historien jeg kom, begyndte alle intrigerne dog at irritere mig lidt. Der var konstant noget nyt at skulle tage stilling til. En ny hemmelighed der skulle føjes til listen over hemmeligheder. Jeg synes dog på ingen måde at historien var forudsigelig – jeg kom helt ud på kanten af stolen flere gange, men der måtte gerne have været skruet lidt ned for intrigerne.

En af tingene jeg rigtig godt kunne lide var de skiftende fortællere. Det giver et interessant, men godt flow i historien, og som læser, får man et godt indblik i alle personernes tanker og følelser. Det skinner også tydeligt igennem at ikke alle personerne er født med en sølvske bagi og det giver et forfriskende pust at, det ene øjeblik, mærke frustrationen over ikke at kunne betale endnu en regning og det andet, fornemme den overdådige luksus – jeg ser næsten et hotel for mig, når jeg hører beskrivelsen af de øvre etager. Det er rigtig fedt.

Noget af jeg er vild med er alle de teknologiske gadgets som forfatteren har fundet på. Selve Tårnet selvfølgelig som noget af det første. Hvor vildt ville det ikke være, hvis vi rent faktisk kunne bygge et tårn på tusind etager? Minder det lidt om Babelstårnet i Det Gamle Testamente? Et projekt, der egentligt burde styrke sammenholdet blandt menneskene, men ender med at gøre forskellen endnu større. Ideen med linser til øjnene hvor man styrer alle ens sociale medier? Det er jo en fed ide. At man med et nik eller en ryst på hovedet kan sende en besked, tjekke snaps, insta-tweets osv. Jeg får flashbacks til Svend Åge Madsen historien ”Som skabt for hinanden” – hvor mennesker også har linser for øjnene hvor de ser tv – reality programmer hvor folk rent faktisk dør, så vidt jeg husker. Alt det tekniske i ”Tusinde etager” er noget jeg sagtens kunne forestille mig rent faktisk skete på et tidspunkt – selvom det tidspunkt nok er meget langt ude i fremtiden, men det er dog ikke umuligt!

Alt i alt er ”Tusinde etager” en spændende, tankevækkende og interessant historie. Det er en historie om forbudt og umulig kærlighed. En historie om at ville gøre hvad som helst for at passe ind i en social kreds, man nok i virkeligheden, burde holde sig langt væk fra. En historie om hemmeligheder, løgne og hvad der vil ske hvis nogen afdækkede dem. Det er en historie om hvor koldt der er på toppen af den sociale rangstige (og en bygning) og hvor hurtigt man kan falde ned og miste alt.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Thousandth Floor
Udgivet i: 2016 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 465
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Fullybooked
Janni from the blog

Nora Roberts; Løgneren

Nora Roberts; Løgneren

Bagsidetekst:
Hvor godt kender man egentlig det menneske, man deler dobbeltseng med?

Da Shelbys mand dør, efterlades hun og hendes datter med en kæmpe gæld - og et bjerg af afsløringer, der vokser sig større og større. Det viser sig, at hendes mand havde en hemmelig bankboks. Og en bunke hemmelige identiteter.

I et forsøg på at få styr på sin tilværelse rejser Shelby hjem til sin familie i Tennessee, men i hælene på hende er en privatdetektiv. Han er overbevidst om, at hun ved noget om de penge, hendes mand snød hans klient for ...

Det er første gang jeg læser noget af Nora Roberts, men det bliver helt sikkert ikke sidste gang! Jeg vidste ikke helt hvad jeg gik ind til, men historien lød spændende og som noget jeg ville finde underholdende - jeg tog ikke fejl! Hvis du blander Kate Morton og Jojo Moyes - så har du Nora Roberts - i hvert fald lige i denne bog.

Først vil jeg lige sige at jeg er vild med persongalleriet! Selvom Shelby nogle gange godt kan virke lidt wimpy, kommer hun efter det og jeg synes virkelig hun flytter sig, mentalt og psykisk, i løbet af historien og det er virkelig fedt at læse. Især fordi det ikke er småting hun er blevet udsat for, men hun formår på en eller anden måde alligevel at holde hovedet (nogenlunde) højt og se fremad - en dag af gangen.

Jeg er pjattet med Griff - han passer bare rigtig godt til Shelby og historien. Han giver historien liv og humor og et drys hotness - I like it! Griff og Shelby fungerer bare rigtig godt sammen, selvom de har sammenstød, formår de at snakke om det og komme stærkere ud på den anden side. Ligeså meget som jeg holder af Griff, lige så lidt holder jeg af Richard, men igen, han er bare lige præcis så modbydelig, så man ikke kan holde af ham. Jeg har virkelig ondt af Shelby for at have været så blind i så lang tid - for fy for den, en led stodder!

Noget andet jeg er helt pjattet med er selve stemningen i bogen. Jeg har ikke selv været i Tennessee, men jeg har set flere andre serier der foregår i sydstaterne og bogen her, indfanger den virkelig godt. Jeg kunne sagtens se den lille by, Rendezvous Ridge, for mit indre blik. Jeg kunne se frisørsalonen, med de mange sladrende kvinder, med højt hår og alt for meget make up. Jeg fik lidt flashback til tv-serien "Good Christian Bitches" (som desværre blev aflyst). Ikke for handlingens skyld, men for stemningen. For i en lille by, kender alle, alle og sladder spredes som en steppebrand. Samtidig er der et helt utroligt sammenhold sådan et sted, og det kommer tydeligt til udtryk i bogen, hvor Shelbys familie og venner, støtter op omkring hende på den mest fantastiske måde. Som læser kan man ikke undgå at føle sig hjemme.

Jeg har kun læst en Kate Morton bog, men flere af Jojo Moyes, og Nora Roberts kan altså lidt af det samme som de kan. Morton formår at lægge spor ud til en skræmmende forbrydelse, mens Moyes forstår sig på personer, følelser og bevæggrunde. Nora Roberts formår at opretholde en spænding lige til sidst, selvom jeg havde det på fornemmelsen, blev det ikke bekræftet før til sidst og det var alligevel ikke helt som jeg havde forestillet mig. Samtidig formår hun at give læseren et persongalleri der virkelig fungerer med relaterbare personer, med virkelige problemer og virkelige følelser. For mig spillede det rigtig godt sammen og jeg var virkelig godt underholdt!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Liar
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 493 (ebog)
5 ud af 5 stjerner

Søndags sandheder #20: Mobilafhængighed

Søndags sandheder #20: Mobilafhængig

For lidt tid siden så jeg at en af mine veninder havde lagt et billede ud på Instagram, hvor hun beskrev at når hendes lille dreng sov, burde hun også gøre det, men at det ofte var mobilen der vandt over hendes tid i den periode, hvor hun måske også burde sove. Det kan jeg kun nikke alt for genkendende til - for sådan er det også her. Da Iris var helt lille og ikke lavede andet end at spise, sove og få skiftet ble, var min mobil min bedste ven. Jeg læste e-bøger, mens jeg ammede (fordi det tog så lang tid). Når hun lå og sov i mine arme (eller ved siden af mig), burde jeg jo også sove, men det gjorde jeg sjældent, fordi jeg så brugte tiden på at blive opdateret med omverdenen. Og var det virkelig nødvendigt? Helt sikkert ikke!

Jeg tager aldrig sådan nogle mobilafhængighedstest, for jeg tør simpelthen ikke se resultatet. Hvor ofte tjekker du din mobil i løbet af en dag? Alt for mange. Hvor tit er du på Facebook? Faktisk ikke så tit mere, efter de har lavet algoritmen om, så det aldrig er de nyeste ting der kommer først - hvilket jeg synes er vildt irriterende. Hvor tit tjekker du Instagram? Oftere end jeg burde. Hvad med mail? Det er det samme. Pinterest? Disney-spil? Skam-hjemmesiden? Igen, ofte.

Jeg kan sige ja til at jeg tjekker alting alt for ofte. Jeg ved det er dumt, åndssvagt og unødvendigt, men jeg kan ikke lade være. The fear of missing out. Ja, tak. Og i det hele taget bare dårlige vaner. For det er jo på ingen måde nødvendigt at jeg tjekker de ting så mange gange i løbet af dagen. Der er ingen grund til at min mobil er det første jeg kigger på om morgenen. Det er unødvendigt.

For lidt tiden siden var jeg til en litteratur konference i København, og Imran Rashid, der har skrevet bogen "Sluk", var en af oplægsholderne - og de ting han sagde om at være afhængig? Om at give efter for hjernens tiggen om mobilen? Jeg synes det er så skræmmende at høre det fra andre, fordi jeg ved at det er sandt. Jeg ved heldigvis også at jeg ikke er den eneste der har det sådan, men stadigvæk. Jeg kan da godt huske da jeg ingen mobil havde og måtte enten ringe på fastnettelefonen eller gå over til mine veninder hvis jeg ville spørge om de ville lege. Der var ikke noget med at tage billeder og bruge tid på at lægge dem på Instagram, like andres billeder osv. Der var ikke noget med at tage selfies eller udspionere andre på Facebook.

Min telefon er altid med mig. Er altid tændt. Den er ikke engang slukket når jeg skal flyve. Når jeg læser, er jeg blevet bedre til at lægge den fra mig, fordi jeg - især efter Iris - har så lidt læsetid, at jeg vil have så meget ud af den som muligt. Det resulterer jo så bare i, at jeg ofte sidder med min mobil når jeg burde koncentrere mig om Iris. Det er jo ikke godt. Og jeg ved det. Jeg forsøger virkelig også at lægge den fra mig flere gange i løbet af dagen, og jeg synes faktisk jeg er blevet bedre til at stoppe mig selv i at tjekke mobilen. Så giver jeg lige mig selv et mentalt skulderklap. For mobilen er jo ikke alt!

Jeg tænker at jeg ikke er den eneste der burde blive bedre til at lægge den væk. Måske endda lade den ligge i et helt andet værelse en gang i mellem. For at skrue lidt ned for afhængigheden. For rent faktisk at være lidt mere i nuet. At være mere mentalt til stede, for det er man jo ikke hvis man hele tiden lige skal tjekke noget, svare nogen eller se hvor mange likes et billede har fået.

Leigh Bardugo; Skyggernes Trone

Leigh Bardugo; Skyggernes Trone (Grisha, #3)

Bagsidetekst:
Mørkningen - den tidligere leder af Ravka - sidder igen på tronen, og landets skæbne hviler nu på skuldrene af en nedbrudt Solopvækker, en vanæret stifinder og de ødelagte rester af den engang så storslåede grisha-hær.

Alina er stærkt svækket og befinder sig dybt nede under jorden i et netværk af huler. Hun må underlægge sig Apparatets beskyttelse, selvom hun ikke stoler på ham. Men hun har ikke opgviet drømmen om at finde Ildfuglen. Og da rygterne om et oprør når hende, ved hun, at det er på tide at møde Mørkningen og hans skabninger igen.

Ildfuglen - den sidste forstærker - er det eneste, der kan forhindre Ravkas tilintetgørelse. Men fuglens magt kan koste Alina den fremtid med Mal, som hun altid har drømt om.

Alina begynder at optrævle Mørkningens hemmeligheder. Og dermed afslører hun noget, der for altid vil ændre hendes forståelse af den magt, hun besidder, og af det bånd, der binder hendes skæbne til hans.

Hvis jeg ikke har sagt det nok gange, så siger jeg det med glæde én gang til: jeg ELSKER den her serie! Som i, virkelig elsker! For mig trykker den på alle de rigtige knapper og den gør det fantastisk. Selvom de andre bøger i serien rørte mig, er det vand ved siden af denne - jeg læste den i toget, og jeg måtte virkelig tage mig sammen flere gange, for ikke at sidde og græde. Flere gange sad jeg med hånden for munden i ren forfærdelse, chok og forundring. Den her afslutning er ventetiden værd!

Denne gang rødmede han ikke, og han vendte sig ikke væk. 

"Det er et højtideligt løfte. Om at jeg vil blive bedre, end jeg har været. 

Et løfte om, at hvis jeg ikke kan være andet for dig, 

så kan jeg i det mindste være et våben i din hånd"

En af de ting jeg virkelig holder meget af ved denne serie er Alina og Mals kærlighed til hinanden. De har kendt hinanden altid og har altid være venner, men på et eller andet tidspunkt er det venskab blevet til kærlighed - og det ved ingen af dem hvordan de skal håndtere. Derfor - og fordi han er som hun er - bliver Alina tiltrukket af Mørkningen, og selv efter hans bedrag, mordforsøg og manipulation, føler hun en form for tryghed ved ham. Fordi han ved hvad hun går igennem, bedre end Mal gør. Samtidig udvikler hun følelser for Nikolai. Ikke fordi han er prins, men fordi han udstråler mod, udholdenhed og fordi han kan få hende til at smile og glemme - bare for et øjeblik - at hun er i problemer. Dog forsvinder hendes kærlighed til Mal ikke og selvom Mal ser på og opfører sig som en idiot, forsvinder hans følelser heller ikke. Han vil vitterligt det bedste for Alina, også selvom det vil kræve at han går sin vej. Årrrh!

"Men jeg er nok lige så egoistisk, som jeg altid har været. 

For uanset hvor meget jeg taler om højtidelige løfter 

og ærefulde motiver, så er det, jeg ønsker mig allermest, 

at gribe fat i dig og trykke dig op mod væggen dér 

og kysse dig, indtil du glemmer,

 at du nogen sinde har hørt en anden mands navn. 

Så sig til mig, at jeg skal gå, Alina. 

For jeg kan ikke give dig en krone, 

jeg kan ikke give dig en hær, 

jeg kan ikke give dig noget som helst af det, du har brug for."

Noget andet jeg virkelig holder af ved den her historie, er faktisk selve historien. Den er mørk, dunkel, spændende, angstpåvirkende, foruroligende, forførende, smuk og fantastisk. Den handler om en krig som kræver alt for mange ofre. Den handler om et land der venter på en helt. Den handler om at gøre det umulige - for at redde førnævnte land. Om at se sin frygt i øjnene og gøre modstand.

Blandet med alt det, er magien som binder Alina og Mørkningen sammen. En magi der kan ødelægge både Alina, Ravka og alt andet hun har kært, hvis hun ikke passer på. Det er simpelthen fantasy af bedste skuffe og jeg er så trist over at have vendt sidste side i denne fortælling. For selvom jeg kan genlæse den, er det ikke det samme. Den vil med garanti stadig efterlade et aftryk, men ikke så stort og eftertrykkeligt som når man læser den for første gang.

Mine varmeste anbefalinger - det er helt klart ikke sidste gang jeg har læst noget af Leigh Bardugo!

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Ruin and Rising
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 406
5 ud af 5 stjerner

K. A. Tucker; Ti små åndedrag

K. A. Tucker; Ti små åndedrag

Bagsidetekst:
Kaceys liv ligger i ruiner. Hendes forældre, kæreste og bedste ven er fire år tidligere blevet dræbt i et biluheld, og i dag hjemsøger minderne fra ulykken hende stadig. Fast besluttet på at lægge fortiden bag sig flygter Kacey fra Michigang til Miami for at starte på en frisk. I begyndelsen kæmper hun for at få tingene til at hænge sammen, men hun kan klare alt - bortset fra Trent, hendes mystiske nabo i nr. 1D. 

Siden ulykken har Kacey holdt kærligheden på afstand, men den kemi, hun oplever med den sexede Trent, er ikke til at komme udenom. Og Trent er opsat på at finde en vej til hendes forskansede hjerte. Selv hvis det indebærer, at han må afsløre en hemmelighed, der risikerer at knuse dem begge.

Den her historie vil få dig til at græde og grine. Jeg nød at læse den, også selvom jeg hurtigt lugtede lunten (dog ikke 100%, men jeg havde en ide meget hurtigt om hvordan det hang sammen) - det ærgrede mig faktisk lidt, for jeg var ikke helt så spændt på at se hvordan den sluttede, som jeg havde håbet - måske også fordi den her slags historier altid ender godt?

Jeg kan rigtig godt lide personerne og deres samspil. Da den hårde facade som Kacey prøver at opretholde begynder at smuldre, er det virkelig interessant som læser at følge hendes indre kampe. For hun vil gerne være stærk for sin søster, men samtidig er det svært at sige fra overfor Trent som berører hende på en måde, hun ikke har prøvet før - eller i hvert fald har hun glemt hvordan føles at være eftertragtet på en inderlig måde. Hendes badass-stil minder mig lidt om Mia fra "Calendar Girl"-serien. Hun forsøger også at være hård udenpå, selvom hun har et hjerte af guld og vil gøre alt for at passe på dem hun elsker.

Samtidig er det fedt at der er så mange små historier flettet ind i hovedhistorien - historien om Storm og Dan, om klubben, om Trent osv. Det gør læsningen spændende og flowet rigtig godt, fordi Kacey hele tiden skal forholde sig til flere ting, end blot sin egen ulykkelige situation. Det er en historie der er svær at lægge fra sig.

Når de gode ting så er sagt, må jeg også indrømme at jeg desværre ikke blev så rørt at denne historie som jeg kan se at andre blev. Jeg havde faktisk forventet at jeg ville sidde og græde flere gange - for selvom jeg fældede en lille tåre da Kacey finder ud af Trents hemmelighed, blev jeg ikke så rørt som jeg havde håbet. Jeg blev langt mere rørt af "Skrøbelige skønhed" - der sad jeg seriøst og tudbrølede flere gange!

Det er dog helt klart en bog jeg vil anbefale til alle der elsker kærlighedshistorier. Til dem der elsker Colleen Hoovers bøger, vil den her passe perfekt i samlingen. Tag den med i sommerhus og nyd den - enten i solen med en lyserød kølig drink i hånden, eller læs den på en regnvejrsdag hvor du trænger til opmuntring og hygge.

Tak til LoveBooks for boggaven.

Fakta:
Forlag: LoveBooks
Original titel: Ten Tiny Breaths
Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 366
4 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Wondrous Bibliophile
Lullumut
Sus' bogblog
De unges ord

Søndags sandheder #19: At råbe

Søndags sandheder #19: At råbe

I forrige uge var jeg på kursus hvor jeg faldt i snak med en af de andre deltagere. Vi kom på et tidspunkt til at snakke om det med at have små børn og hvad det gør ved ens nerver og tålmodighed. Vi snakkede om hvad de små børn egentlig driver forældre til at gøre - som fx at efterlade dem skrigende, hvis de har kolik og har skreget uafbrudt. Vi priste os begge to lykkelige over at vi ikke havde haft børn med kolik. Det tror jeg ikke min psyke ville have holdt til. Iris havde en kort periode på tre uger, da hun var helt lille, hvor hun skreg hver eftermiddag i fire timer i streg og det var lige gyldigt hvad jeg gjorde - det var hårdt! Flere gange brød jeg grædende sammen og måtte bare gå fra hende og holde mig for ørerne. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være hvis det er konstant. Hele tiden. Uafbrudt.

Dengang kunne jeg godt finde på at råbe af hende. At hun skulle holde op. At hun drev mig til vanvid. At hun skulle tie stille. Jeg kunne også tigge og bede hende på mine grædende knæ. Det at råbe af hende er på ingen måde særlig pædagogisk, det ved jeg godt, men når man når et vist punkt, er man så langt ude at bare de par sekunder hvor hun var chokeret var det værd. Og ja, total onde mor her! Selvfølgelig holdt det ikke ved og så snart jeg havde råbt af hende ramte den dårlige samvittighed også: Åh gud, jeg råbte af mit barn!

Sådan kan jeg stadig godt have det - frustrationen over at hun ikke vil lytte. Nu er det mere fordi min tålmodighed ikke er høj nok til at blive ved med at være pædagogisk og fordi Iris ofte bliver ved - lige pt tester vi grænser for ting hun ikke må. Fx at rykke rundt i Miffy-gulvlampen eller åbne skabslågerne og hive alt tøjet ud. Eller river sider ud af sine bøger. Eller ikke vil sidde på sin røv når vi spiser aftensmad, men absolut vil op og stå eller forsøge at kravle ud af højstolen. Når jeg siger nej, står hun bare smilende og bliver ved. Jeg forsøger selvfølgelig den pædagogiske vej først - så ond er jeg altså heller ikke! - men på et eller andet punkt har jeg ikke tålmodighed til det mere og kan godt finde på at sige det meget hårdere end jeg egentlig mener, til hende, at hun skal stoppe. Det virker også - hun holder (ofte!) op. Jeg vinder - i hvert fald den runde. Men jeg får med det samme dårlig samvittighed. For åh nej, jeg råbte af mit barn - igen!

Men for h#¤%*+" hun er en ballademager og hun nyder det. Det gavtyvs smil hun sender når hun gør noget hun ikke må - det er charmerende. Jeg ved også godt at hun jo ikke er så gammel, men hvis hun er sådan nu - hvad kan jeg så ikke se frem til?

Forhåbentlig opfatter hun mig ikke som en dårlig mor fordi jeg kan finde på at hæve stemmen overfor hende. Til mit eget forsvar skal det siges at det altså ikke er hver dag det sker! Tænker vel også at det er godt for hende at vide at der er grænser for hvor langt hendes charmerende smil kan nå. At lære hende at der er altså grænser for hvad man må og ikke må.

Forhåbentlig ...

10 spørgsmål #25: Peter Dirksen

10 spørgsmål #25: Peter Dirksen

Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren, fordi Jonathan Løve mindede mig om min kærlige og omsorgsfulde storebror, der også kaldte mig for søde navne - ligesom Jonathan kalder sin lillebror for Tvebak, fordi han elsker tvebakker ligeså meget som sin lillebror 😊

Hvad er den første bog du selv læste?
Jeg husker ikke den første bog, jeg læste, men jeg husker, at jeg læste hele serien af ”De 5” bøger af Enid Blyton i en tidlig alder, hvorefter jeg skrev min egen De 5 bog ”De 5 i Danmark”. Manuskriptet ligger på loftet 😊.

Din yndlingsbog som barn/ung?
Både som barn og ung var Bjarne Reuter en af mine yndlingsforfattere og min yndlingsbog som ung var ”Når snerlen blomstrer”.

Din yndlingsbog som voksen?
Min yndlingsbog som voksen er ”Christiane F”, fordi Christiane F’s personprofil både dengang, i dag er lever inde i unge piger, der har det svært på den ene eller anden måde.

En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.
”Galgernes by” fordi jeg ”døde” under de mange beskrivelser…

En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
”Galgernes by”

Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Jeg vælger de bøger, der bedst hjælper mig i relation til mit eget forfatterskab. Da jeg skrev ”Cutter”, læste jeg ”Eleanor og Park”, ”Christiane F.” og ”The Outsiders” for at hente inspiration.

En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.
”Christiane F.” minder mig både om mit ungdomsliv i 80’erne med stoffer – og om mit voksenliv, hvor vi var pårørende til en ung selvskadende pige. Da jeg læste bogen igen, var det som at læse om den unge pige, vi var pårørende til, og jeg forstod alting meget bedre.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Nej, det har jeg. Musikken minder mig mere om scener fra film, jeg har set.

Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?
”Christian F.” hvis ikke, du allerede har læst den.

Line Lybecker; Mere end veninder

Line Lybecker; Mere end veninder

Bagsidetekst:
Det er ikke nemt at starte på et nyt kapitel i sit liv når man sidder fast i det gamle. Anja på 16 har svært ved at give slip på Nicoline, men da vennen Markus præsenterer hende for hans kusine Catherine, slår det straks gnister. Problemet er bare at Catherine bor i USA, og at Anjas mor er alt andet end begejstret for at have en lesbisk datter.

"Jeg tænkte på Catherine. Hvis bare jeg kunne ringe til hende og høre hendes stemme ... Hvis bare hun ville holde om mig og sige at vi var sammen om det her ... Men det var vi ikke."

Den her fortælling handler om meget mere end om at være lesbisk. Det er en historie om forræderi, om familie, om misbrug, om usikkerhed, om at turde stå ved den man er og om kærlighed. Det er en fin og rørende historie, og jeg er virkelig glad for at jeg endelig har fået den læst.

Jeg kunne godt lide personerne i bogen. Anja, den lesbiske pige, med drengevennen Markus, som hendes mor ønsker så højt bliver mere end bare en ven. Både Anja og Markus virker som realistiske personer, jeg godt kunne relatere til. De støtter og hjælper hinanden gennem svære tider, samtidig med at de stadig kan joke og have det sjovt.

Under kærlighedshistorien mellem Anja og Catherine, er Anjas usikkerhed om at fortælle sandheden til sin mor, frygten for at hendes forældre skal gå fra hinanden, savnet til Nicoline, som bliver til savnet af Catherine, rigtig godt afdækket og som læser glider du nemt igennem bogen. Historien er fortalt i et godt flow, hverdags-agtigt, uden at blive kedeligt. Jeg kunne rigtig godt lide at historien blev mere mørk til sidst, hvor Anja for alvor skal sige fra over for sin mor, og hvor hendes misbrug for alvor bliver et tema. De følelser Anja har vedrørende misbruget, er følelser jeg kan nikke genkendende til, og jeg ved hvor svært det er at sige fra og gøre det rigtige, selvom det i øjeblikket kan føles forkert.

Det er dejligt at have læst en bog der behandler flere emner på samme tid, men uden at gøre noget ekstraordinært ud af dem - de er som de er: virkelige. De er ikke blæst ud af proportioner, og Anja agerer som mange andre ville gøre. Hun bliver glad, sur og ked af det og alle følelserne føles virkelige - det kan jeg godt lide!

Tak til forfatter og forlaget Calibat for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2016
Antal sider: 274
5 ud af 5 stjerner

Anja Duna; Solsortens kald

Anja Duna; Solsortens kald

Beretning fra en fugl...

Og så tænker du nok: "Whaaaa?", men jo, den er god nok. Denne historie er beretningen om Solsorten, der flyver fra reden for at udføre en mission.

Denne mission skal dog vise sig at være både farlig og langtrukken. Først er solsorten ikke helt sikker på hvad missionen går ud på, men da den kommer til skade og bliver reddet af et menneske, kommer missionen langsomt til at stå tydeligere og tydeligere.

Solsorten skal ændre et liv. Få et andet væsen til at blive en bedre udgave af ham selv. Til at blive klogere på hvad det vil sige at være menneske - et godhjertet menneske der hjælper andre. For solsorten har brug for hjælp og mennesket træder til. Selvom andre ville være gået forbi og efterladt fuglen, påtager dette menneske sig ansvaret for en healingsprocess der kommer til at knytte fugl og menneske sammen, på trods af sproglige barriere forstår de to alligevel på en eller anden måde hinanden.

Det er med et tungt hjerte at solsorten en dag, endnu engang, flyver fra reden. Denne gang en menneskeskabt rede, men alligevel ligeså tryg som den dens mor havde bygget i træets grønne krone på en kraftig gren. Solsortens mission er fuldført og nu vender den hjem, klogere, visere og med mod på endnu en.

Tak til forfatteren for en interessant, anderledes og kærlig historie om at knytte bånd på tværs af verdener.

Fakta:
Forlag: Forlaget Skrivetid
Udgivet i: 2015
Antal sider: ca. 25 bogsider (læst som ebog)
4 ud af 5 stjerner

Søndags sandheder #18: Noget om kærlighedshistorier

Søndags sandheder #18: Noget om kærlighedshistorier

Forleden blev jeg færdig med "Ti små åndedrag" af K. A. Tucker (den skal nok blive anmeldt snarest), men jeg kan ligeså godt indrømme nu, at jeg ikke blev så rørt som jeg kan læse at andre bogbloggere blev. Jeg ved ikke om det er fordi, jeg har læst en del af det der kategoriseres som new adult her på det sidste og jeg er efterhånden lidt træt af det. Ja, undskyld, men nu skal jeg nok forklare mig.

New adult - i hvert fald dem jeg har læst her på det sidste - lader alle sammen til at være bygget op over samme model: pige med en problematisk (og traumatisk) fortid, møder fyr, som på en eller anden måde skal redde hende. De kæmper for at blive sammen, men ofte går der noget galt og de går fra hinanden, men finder (selvfølgelig) sammen igen og lever lykkeligt. Måske lidt hårdt sagt, men sådan er de - igen, dem jeg har læst.

Det er ofte historier om den helt store, altopslugende kærlighed, som begge personer føler og de kan slet ikke leve uden hinanden. Ofte kommer denne følelse efter de har kendt hinanden i 5 minutter. Samtidig er det ofte også historier om en eller anden form for tab - døde forældre, misbrug, vold ect. Det er også meget fint med et modspil den lyserøde kærlighed og de her tabuemner er ofte godt beskrevet og behandlet. Historierne er ofte også fyldt med en hel del humor og sex. Som læser går du altså fra at grine af personerne, til at begræde deres tab og smerte. Du kommer igennem hele følelsesregistret.

Misforstå mig ikke - jeg kan rigtig gode lide den slags bøger. De er ofte letfordøjelige, hyggelige og hjerteskærende - som læser, skal du være i humør til både at grine og græde når du går i gang med sådan en fortælling. Ofte er jeg også i det humør. Men efter jeg var færdig med "Ti små åndedrag" sad jeg alligevel og manglede noget. Jeg ved ikke om det er fordi den er meget amerikansk i forhold til nogle af de andre new adult-bøger jeg har læst. Med meget amerikansk mener jeg, at der er nogle ting der er lidt for meget. Lidt for overdrevet. Lidt for gennemskuet. Er det bare mig?

Jeg tænker lidt at jeg er mættet for et stykke tid. Nu sidder der med garanti nogen derude og krummer tæer over at jeg skriver sådan noget. Hvordan kan man være mættet af en genre? Jeg tror bare jeg er ved at køre lidt død i den slags historier. Da jeg var færdig med "Ti små åndedrag" tænkte jeg på, hvorfor den ikke måtte ende sørgeligt? Altså ikke sørgeligt sørgeligt, bare knap så lykkeligt som den gjorde. Måske knapt så amerikansk? Jeg ved godt at den romantiske slutning fungerer og jeg kan godt lide det, men igen, jeg ville godt have noget mere. Noget andet.

Jeg tror, i hvert fald for mit vedkommende, at så trænger jeg til en lille pause fra det romantiske drama med den lykkelige slutning. Jeg tror jeg trænger til noget fantasy med krig, vold og knap så lykkelige slutninger. Jeg skal nok vende tilbage til kærlighedshistorier, men for nu - en lille pause!

10 spørgsmål #24: Mette Sejrbo

10 spørgsmål #24: Mette Sejrbo

Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Når jeg var på besøg hos mine bedsteforældre, sov jeg altid nede i kælderen på min mosters værelse. Hun havde en skuffe under sengen, som de trak ud, hvor jeg kunne sove. Der lå jeg, på en stor stak dyer og tæpper, og fik læst Prinsessen på ærten op, og drømte om at det var mig der var en vaske ægte prinsesse.

Hvad er den første bog du selv læste?
Jeg var ikke super begejstret for at læse i de tidlige klasser. Jeg husker vi i 8. skulle læse Sort ungdom, og jeg hadede den. Jeg tror faktisk aldrig jeg kom igennem den.

Min mor elskede bøger og var vitterlig en boggnasker, så det har sikkert frustreret hende en smule at jeg slet ikke viste interesse i den retning. Hun var medlem af en bogklub, så hendes reoler bugnede af bøger fra ConAmore. En dag faldt jeg over Hulebjørnens klan af Jean M. Auel. Jeg læste et par sider, og af uforklarlige årsager lykkedes det mig at sluge den på en weekend. Jeg tror det var fordi, at jeg på de første sider formåede at oplevede den der dybde man får, når handlingen bliver læst, og ikke set i en film. Der hvor man selv danner rammen om scenen, hører deres tanker, ser hvad de ser, hele indlevelsen der kun er fodret af fantasien. Derfra var jeg hooked.

Din yndlingsbog som barn/ung?
Det var Dean R. Koontz – Eksperimentet. Bogen går bare i gang med action og neglebidende gys på første side, og stopper ikke før sidste punktum. Jeg har altid elsket gyserfilm, så efter jeg havde læst om hulemennesker, var det at opleve gys på skrift ekstra uhyggeligt. Derfor gik jeg videre med den genre, og selv i dag skal der lige være det element af noget fantastisk for jeg bliver fanget. Jeg gider ikke læse krimi, med mindre det er et overnaturligt væsen, som har begået forbrydelsen, eller er efterforskeren for den sags skyld.

Din yndlingsbog som voksen?
Det er nok Jordens børn-serien, hvor Hulebjørnens klan er den første. Jeg er skuffet over den sidste og afsluttende bog, men det ødelægger ikke de mange timer jeg har nydt serien fra helt ung og til nu, fordi forfatteren har været så længe om at skrive de sidste bøger.

En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.
Blottet for dig af Sylvia Day.

Den var alt for overfladisk og karaktererne for perfekte til at tænde min nysgerrighed. Jeg kan godt lide erotisk litteratur, men der skal være en historie, ikke bare en anledning til at skrive porno.

En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
Brontë søstrenes bøger. Jeg er en sucker for drama og ulykkelig kærlighed, og jeg anser disse klassikere som nogle man bør læse. Der er bare ikke timer nok i døgnet.

Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Jeg lytter meget til anbefalinger. Bloggere, kollegaer, men mest veninder som har hang til fantasy, der lige har læst den der som er lidt bedre end alle andre.

En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.
Begge mine børn fik De mindstes Bibel af præsten, da de blev døbt. På trods af at den har lidt voldsomme, abstrakte illustrationer, så har vi nydt at læse i den op til jul. Jeg er ikke selv kristen, men det er jo nogle spændende historier, og budskabet om næstekærlighed, godt og ondt ol., er en vigtig læring, så jeg har læst fra den siden de var helt små. Nu gider de ikke rigtig få læst højt mere, men Jesus fødsel er blevet en særlig tradition, og vi skal da lige igennem den stadig i julemåneden.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Jeg hører ikke musik når jeg læser. Jeg er ret sensitiv for lyde, så jeg bliver for let distraheret. Men når jeg skriver mine egne bøger, så bruger jeg meget musik til at fange essensen af karaktererne. Når jeg hører Mads Langers Elephant, eller Panama med Børn af natten, kommer jeg til at tænke på de to piger som har hovedrollerne – Emilie og Marie.

Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?
Det skal være Jean M. Auels serie: Jordens børn. Jeg har stor respekt for forfattere som gør benarbejdet ordentligt, når de skal skrive en histories roman. Det er sjusket ikke at have styr på fakta, når man bruger det i handlingen. Auel havde ikke Google dengang hun researchede til de første bøger, så hun har selv rejst rundt i Frankrig og set hulemalerierne, lært kunsten at bryde flint, og et hav af andre håndværk fra stenalderen. Det fik mig til at interessere mig for lægeplanter i sin tid, og nu hvor jeg selv skriver, nyder jeg også selv at sætte mig ind i de ting som er med i historien. Jeg har lært om Shakespeare, runetydning, religionshistorie, og arkæologiske fund i norden. Det at kunne søge faglig viden om et emne, man lige har læst i en skønlitterær bog, og opdage at forfatteren faktisk har styr på fakta, er vildt fedt.

Neil Gaiman; Coraline

Neil Gaiman; Coraline

Bagsidetekst:
Et musecirkus, en anden mor, en talende kat og et teater fyldt med hunde. Det er noget af det, du møder i Coraline, hvis altså du tør følge pigen med det mærkelige navn ind bag den mystiske dør. Ind i en verden, der ved første øjekast ligner virkelighedens, men tag ikke fejl!

Selvom jeg ikke har læst så meget af Neil Gaiman som jeg nok burde, kan jeg godt sige at jeg er ret vild med hans tankegang. Hans fortællemåde og til tider rimelige skumle historier. Fx denne, som jeg har ladet mig fortælle, at han blev inspireret til at skrive, fordi hans egen datter en dag sagde, at inde bag den lille dør der var i huset, boede hendes anden mor - what? Hvilket barn siger sådan noget? Nå, jeg ved jo heller ikke om det er rigtigt.

Coraline er historien om en almindelig pige, der bor i et almindeligt hus, med almindelige forældre som ikke har tid til at lege med hende. En dag finder hun en dør der pludselig fører til et andet sted, hvor hun har en anden mor og far. Coraline er dog snu - hun kan godt mærke at den anden mor ikke har godt i sinde, selvom hun forsøger at charme sig ind på Coraline. Og pludselig befinder Coraline sig et farligt spil - hvor ikke kun hendes liv, men også hendes rigtige forældres, står på spil.

Selvom historien er for børn, er den ikke for sarte sjæle. Flere gange havde jeg lyst til lige at kigge mig en ekstra gang over skulderen for at se om der var en der holdt øje med mig. Neil Gaiman formår på fineste vis at skrive en tragisk fortælling om den ensomme pige, der alligevel ikke ville bytte sine fraværende forældre væk. Om pige der snakker med katte og ser hundeshows og noget med rotter der spionere.

Ligesom med "Nobody" kan Neil Gaiman både skrive uhyggeligt og skræmmende, men bestemt også kærligt og hjertevarmt - for hvem ville ikke have en datter som Coraline, der ikke opgiver håbet - også selvom hun er bange?

"Fordi," sagde hun, "når man er bange og alligevel gør det, 

man ikke tør, så er man modig."

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Original titel: Coraline
Udgivet: 2002 (på engelsk) og 2013 (på dansk - jubilæumsudgave)
Antal sider: 157
5 ud af 5 stjerner

Søndags sandheder #17: Usikkerhed

Søndags sandheder #17: Usikkerhed

Som jeg skrev om i et tidligere indlæg, blev jeg mobbet i min folkeskoletid. Da jeg endelig kom til at gå i en ordentlig klasse havde det selvfølgelig sat sine spor. Jeg var usikker på mig selv. Ensom, selvom jeg fik venner. Bange for ikke at være god nok. Det tog mig mange år at se forbi den side af mig selv og selv i dag, kan jeg have tidspunkter hvor jeg slet ikke føler at jeg er forbi det.

Jeg vil på ingen måde kategorisere mig selv som en stærk person. Ja, jeg har være igennem nogle ting der har været med til forme mig til den jeg er i dag, men om den person er stærk ved jeg ikke. Der har været ubehagelige ting, men intet på niveau med så mange andre og alligevel er alle tingene vel ikke helt hverdagskost. Jeg har afsløret noget af det her på bloggen, måske får I mere at vide på et senere tidspunkt. Jeg har haft en god barndom og opvækst, trods problemer, men om jeg er kommet stærkere ud på den anden side? Måske er jeg bare blevet bedre til at se ud og lade som om, mens der er panik og kaos indeni?

Jeg vil dog sige at den blufærdighed jeg havde før jeg blev mor, er blevet mindsket lidt - jo, jeg bliver da stadig nervøs når jeg skal stå foran fremmede mennesker, men det holder mig ikke vågen natten inden, som det ville have gjort for et godt års tid siden. Der ville jeg have været nervøs - meget nervøs. Det er jeg som sådan ikke længere - nok fordi jeg har været nøgen i et rundt fyldt med folk jeg ikke kender, og de har set mig skrige og græde. Så går det oplæg om at blogge nok også, ikke?

Dog kan jeg stadig rammes af bølger af usikkerhed. Som i indlægget i går beskrev jeg, at Iris' lurtid er mit helle - mit pusterum. Men kan jeg nu tillade mig at have det? Burde jeg ikke gøre noget for nogen - ordne hus eller have? Vaske tøj. Jeg ved godt at den "nogen" også godt kan være mig selv, men for tiden har jeg svært ved at sige stop og fra og tænke på mig selv. Der er så mange ting jeg gerne vil nå at gøre. Ting jeg burde gøre. Ting jeg skal gøre.

Min usikkerhed bunder så om jeg gør de ting jeg gør, godt nok? Er jeg en god nok kollega - selvom jeg har meget om ørerne, husker jeg så at spørge til de andre? Gør jeg "jobbet" som kone godt nok for Emil? Jeg ved godt at jeg ikke laver mad, men gør jeg så alle de andre ting godt nok? Er jeg en god nok mor for Iris? Giver jeg hende nok opmærksomhed, stimuli, kærlighed? Ved godt det er et dumt spørgsmål - for kan jo se og mærke på hende at hun har det godt og at hun ikke mangler noget. Tankerne kan dog godt være svære at slippe når først de har sat sig fast.

Sandheden er, at selvom jeg - på overfladen - kan virke som om jeg er selvsikker og hviler i mig selv, kan der godt herske usikkerhed indeni. Men jeg er vel ikke den eneste der har det sådan?

Livet som mor #14: Syn på tid

Livet som mor #14: Syn på tid

Nu er Iris blevet 15 måneder. Det er helt vildt at tænke på. Når jeg tænker tilbage på tiden for 16 måneder siden, hvor jeg var tyk og ikke rigtig gad vente mere på hende, er det ikke til at forstå at det er over et år siden. Der synes jeg hver dag gik virkelig langsomt - det synes jeg ikke mere, i hvert fald føles det ikke som om dagene har den samme mængde tid.

Når Iris ikke er i dagpleje er tiden hvor hun sover eftermiddagslur, mit pusterum. Det er der jeg lige kan nå at koble lidt af og forhåbentlig nå at læse noget. Det er dog ikke altid at hun sover tre timer, som var kutymen da hun var mindre, så den tid hvor hun sover, værdsætter jeg endnu mere nu - det skal ikke misforstås! Jeg nyder al min tid med Iris, men jeg nyder også de små pauser hvor jeg bare kan være mig selv. I dag fx nåede jeg kun at sidde for mig selv (og jeg var lige kommet hjem fra arbejde - endda før tid) i knap 40 minutter før hun vågnede og jeg skulle være klar igen - lurtiden kan godt gå alt for hurtigt!

Søndag aften når jeg går i seng tænker jeg ofte på at den uge jeg går ud af, er gået virkelig hurtigt. Måske er det fordi at jeg føler jeg har travlt hele tiden lige pt. Dagene tager hinanden. Dagene ligner hinanden, samtidig med at de ikke gør. Timerne på arbejde er aldrig ens. Timerne med Iris er aldrig ens. Men alligevel formår dagene at være forholdsvis ens. Nok fordi de er så præget af rutiner det meste af tiden, at de føles ens. Derfor føler jeg ofte lige det har været mandag, når kalenderen viser mandag igen. Især hvis der har været mange planer i weekenden.

Så en uge går hurtigt. Og det sidste år er gået hurtigt. Men tiden går også rigtig langsomt. Nogle gange om morgenen kan jeg slet ikke vente til det bliver aften og jeg skal i seng igen - måske også en konsekvens af at have travlt - og dagen kan føles rigtig lang. Når jeg skal putte Iris om aftenen kan tiden også føles lang - for ofte ligger og vender og drejer hun sig bare mens hun snakker løs - selvom hun, to minutter inden var virkelig træt. Den halve time det godt kan tage, føles ofte som flere år.

Jeg er heller ikke den hurtigste til at falde i søvn - selvom jeg er meget træt. Så selvom jeg går i seng i fornuftig tid, kan der godt gå lang tid inden jeg falder i søvn og igen går tiden langsomt. Igen, nok fordi jeg har travlt - har jeg nogle gange svært ved at slå hjernen fra og bare slappe af. Jeg tænker hele tiden, at det skal jeg lige nå og det skal jeg huske. Dårlig vane! Jeg prøver faktisk at skrive tingene ned, for så ved jeg, at jeg kan huske det næste morgen og det kan faktisk godt hjælpe lidt på støjen.

Tid er noget underligt noget - den går hurtigt, langsomt og nogle gange kan det føles som om den slet ikke går! Men lige gyldigt hvad, ville jeg gerne have mere af den - eller så skal jeg bare blive bedre til at udnytte den tid jeg har.

10 spørgsmål #23: Marie-Louise Rønning

10 spørgsmål #23: Marie-Louise Rønning

Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Jeg kan ikke helt huske så meget om, hvilke bøger jeg fik læst højt af mine forældre som barn - jeg fik uden tvivl læst højt – men titler etc, kan jeg ikke erindre. Da jeg nåede en alder, hvor jeg selv valgte - og som jeg kan huske – var det blevet meget populært at lytte til kasettebånd – jeps, jeg er barn af kasettebåndstiden – og der valgte jeg ofte "Alle vi børn i Bulderby" af Astrid Lindgren og mange af hendes andre bøger. Jeg var vild med hende, og det er jeg faktisk stadig. "Brødrene Løvehjerte" fik mig til at stortude som voksen. Jeg er dybt imponeret over de forskellige og dybe lag hun evnede at have i sine bøger.

Hvad er den første bog du selv læste?
Det er jeg simpelthen ikke klar over – jeg kan ikke huske det – men jeg husker dog, at jeg læste De fem-bøgerne af Enid Blyton og Jan-bøgerne af Knud Meister og Carlo Andersen. Jeg ved, at jeg også læste pige-bøger, men der er ikke rigtig nogle, der ringer lige nu. Jeg ved, at jeg har læst Black Beauty på et tidspunkt, men jeg husker også, at jeg aldrig har været til de her "heste-bøger."

Hvad var din yndlingsbog som barn/ung?
Som barn – er det nok Ronja Røverdatter. Jeg husker lige så tydeligt, hvordan jeg gik ud i Gribskov med min hund og legede, at jeg var Ronja, og at Nadie (min hund) var Bjørk. Jeg var vild med Rumpenisserne.

Som ung – lidt større ung – blev jeg introduceret til "Pigen med den blå cykel" af Regine Deforges og elskede den. Jeg var ikke den store læsehest, da jeg var ung – men som hos mange andre unge piger står den uforglemmelige Anne fra Grønnebakken som en af de helt store stjerner – specielt filmene var jeg helt fortabt i. Faktisk er Anne langt hen af vejen stadig min heltinde. Som voksen endte jeg med at sidde med den første film og nedskrive alle replikker – skrive det som teaterstykke og fremføre det med min 5. klasse. Jeg syede alle kostumerne selv og til den dag i dag – er det det projekt, jeg er allermest stolt af.

Hovedpersonen i "Skaberens Våben" hedder Matthew – og det er der jo en grund til!

Din yndlingsbog som voksen?
Nøj, den er svær, virkelig svær. Faktisk så svær at det er umuligt for mig at sige helt præcist. Jeg ved, at det er et svagt svar – men jeg kan simpelthen ikke udpege min yndlingsbog. Jeg kan dog afsløre, at da jeg som voksen, bliver introduceret til Fantasy-genren åbner der sig en helt ny verden for mig, og at det var Twilight, der var startskuddet for mig – så den har en helt specielt plads i mit hjerte. Lige nu er jeg vild med Sabaa Tahir´s Det ulmende oprør og En flamme i natten.
I den mere romantiske-realistiske-genre ramte "Forbandede kærlighed" af Colleen Hoover mig lige i hjertekuglen.

En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.
Jeg bliver aldrig færdig med "Hobbitten" og Ringenes Herre – jeg har forsøgt – og jeg elsker filmatiseringerne – og har set dem en million gange, men bøgerne - de er for tunge, og der er alt for mange miljøbeskrivelser til mit temperament.

En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
Jeg har ikke en tbr-liste – desværre – jeg vælger hen af vejen. Et lidt kedeligt svar – sorry. Til det er jeg vild med Goodreads og elsker at finde inspiration der.

Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Mit valg af bog handler meget som forsiden og bagsideteksten. En forside skal appellere til mig og bagsideteksten skal fange. Nu med internetadgang og sociale medier vælger jeg også meget ud fra, hvad der rør sig, og hvad der umiddelbart fanger mig eller som bliver anbefalet. Jeg er blevet meget glad for bogbloggere – elsker den inspiration, de giver mig.

En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.
"It" af Steven King – den minder mig om en periode i mit liv, hvor jeg var meget forelsket. Min kæreste og jeg lå en sommer og læste historien højt for hinanden. Den bog står for mig som noget meget specielt – en epoke i mit liv. Jeg er meget spændt på den nye filmatisering af bogen, der kommer snart.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Jeg kan ikke læse og lytte til musik på samme tid – men jeg kan skrive og lytte til musik! Jeg har oprettet playlister til mine historier og specielt "Until the love runs out" af OneRepublic har en stor plads i mit hjerte og vores danske Ramus Walter. Jeg er vild med hans tekster og den stemning har formår at bringe frem i mig.

Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?
For mig afhænger anbefalinger af bøger meget af, hvor i ens liv man er – jeg er så heldig at have en ung niece, som jeg elsker at anbefale bøger til. Jeg fik hende skubbet ind i Fantasy verdenen ved at anbefale "Twilight" og "Hush, hush" serien, hvilket har åbnet hendes bogverden. Da hun var klar til det mere realistiske, var det "Anna og de franske kys" der blev anbefalet.
Selv min gamle mor hoppede på bogbølgen igen, da jeg anbefalede hende "Forbandede Kærlighed."

Studio Circus; Panda bøgerne

Studio Circus; Panda - stor og lille; En sjov dag for Panda

Bagsidetekst - Panda - stor og lille:
Mus er lille, Panda er stor. De er ikke ens, men de er bedste venner! Lær om modsætninger med Panda og vennerne.

Bagsidetekst - En sjov dag for Panda:
Panda kan en masse ting. Panda kan selv stå op, han kan selv tage tøj på, han kan selv bygge med klodser ... Godt gået, Panda!

Jeg blev rigtig glad da jeg åbnede pakken med disse to fine bøger i. Der er næsten ikke noget bedre end at få bogpakker - enig? Dog kunne jeg kunne godt regne ud at de nok mest var til Iris, og knap så meget til mig, men hun må også gerne forkæles med gode bøger. Iris har en masse fine bøger - jeg har skrevet lektørudtalelser på mange pegebøger, så dem har Iris fået og hendes yndlings må være de to bøger med Malle jeg har. Dem har vist læst om og om og om og om og om igen - nok også flere gange end det.

Malle har dog fået lidt konkurrence i de her to bøger. Jeg har læst dem op for Iris flere gange mens hun sidder på skød. Når jeg sidder i skrædderstilling, kan jeg bede hende om at komme hen og sætte sig - så går hun hen og bakker lige så fint ned og sidde på mig (yep, mor er stolt!). Iris kan godt lide de fine farve og simple tegninger og hun peger fint på siderne. Hun har også flere gange selv fundet dem blandt de andre bøger og sat sig med dem, for derefter at bladre dem igennem - uden at jeg læser op! Hun er også godt klar over hvilken vej bøgerne skal vende - de vender aldrig på hovedet, i så fald, vender hun dem selv så de vender rigtigt.

Historierne er jo ikke super komplicerede eller indeholde svære ord, men der er alligevel nok tekst til at de rent faktisk fortæller en historie. I "Panda - stor og lille" præsenteres vi for en masse modsætninger. Modsætningerne er fint illustreret med billeder og en linje tekst. I "En sjov da for Panda" følger vi Panda fra han (hun?) står op, går i bad, tager tøj på, leger og går i seng igen - den er også fint illustreret så man kan se at Panda selv gør tingene.

Jeg forestiller mig at det bliver nogle af de bøger Iris og jeg vil vende tilbage og læse flere gange. Især når hun bliver større og rent faktisk vil kunne forstå historien. Indtil videre er de bare sjove at kigge og bladre i - og det kan der godt gå lang tid med!

Tusind tak til Alvilda for boggaven - også fra Iris!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Panda - Big and Small; What a Super Day, Panda!
Udgivet i: 2017 (på hollandsk og dansk)
Antal sider: 16
5 ud af 5 stjerner (både fra Iris og mor)

Claus Holm; De, der vogter

Claus Holm; De, der vogter

Bagsidetekst:
En gruppe turister spærres inde i en underjordisk bunker uden kontakt til omverdenen. De ved ikke, hvor længe de kan overleve dernede - eller hvad der er sket på jorden over dem.

Dreng møder pige i en historie om at forfølge sin egen drøm, frem for andres. Måske kan man også lære af de ting, man ikke ved.

En ung mor mister på én gang sin mand og sit arbejde - men måske kan en rød cykel bane vejen frem mod et nyt liv.

En nyfødt dreng får tildelt en agent fra Oven - og en fra Neden - men hvorfor er han så vigtig?

Disse fire historier er på samme tid meget forskellige og meget ens. Forskellige fordi, ja, historierne ikke er ens - hovedpersonerne er ikke de samme, handlingsforløbet er ikke ens osv. Ens fordi de handler om mod, om at beskytte den man elsker, sorg og afmagt, kærlighed og venskab. De er på samme tid både sørgelige og livsbekræftende.


Jeg kan bedst lide historien om drengen og cirkusprinsessen. Jeg har et eller andet med historier der foregår i et cirkus - det er bare så magisk et sted og alt synes muligt. Jeg elskede "Nattens cirkus" og den her - trods den handler om noget andet - har lidt af samme drys magi. Jeg kunne sagtens se mig se selv sidde på tribunen og se forestillingen. Grine af klovene, mærke suset fra elefanterne og frygten for løverne og hvordan man holder vejret når trapezartisterne lavede øvelser langt oppe under sejldugens top. Jeg kan godt lide ideen om at cirkusprinsessen virkelig må forsvinde for at realisere sin drøm og at den jo på sin vis ender lykkeligt.

Historien om en mor der mister sin mand og job, gav mig en knugen i brystet. Jeg tror mest det er fordi der er et barn involveret og jeg kan ikke så godt med triste børn, efter jeg selv er blevet mor - mon jeg er blevet lidt hys? I så fald, var det den af historierne der gjorde mig mest trist, samtidig med at det også er den der er mest livsbekræftende synes jeg. For den viser virkelig, at selv når livet ser sortest ud, så kan venlighed og næstekærlighed forekomme.

Historierne bringer alle sammen en fortolkning på at vogte over andre. Turisterne der er fanget i bunkeren, vogter både over deres egen sikkerhed og for dem de holder af. Drengen i den sidste historie vogtes af både en engel og en djævel - det kan vist ikke gå helt godt? De er alle skønne historier, som kan læses uafhængigt af hinanden, men som sammen giver en helhed og en bedre forståelse af hvor vigtigt det er at vi passer på hinanden og os selv og at vi vogter over det vi har kært.

Den eneste grund til at denne bog ikke får 5 stjerner, er fordi der er en del grammatiske fejl - jeg ved godt at jeg heller ikke sætter kommaer perfekt, men i en udgivet bog, skal der bare være styr på det. Jeg ved også at der skal komma foran men - og det er meget skiftende om der er det eller ej i bogen, og det blev hurtigt et irritationsmoment for mig - ikke at det ødelagde læsningen, det irriterede mig bare.

Tak til EgoLibris og forfatteren for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: EgoLibris
Udgivet i: 2017
Antal sider: 383
4 ud af 5 stjerner

Astrid Lindgren; Ronja Røverdatter

Astrid Lindgren; Ronja Røverdatter

Bagsidetekst:
Den nat Ronja blev født buldrede tordenen over bjergene, ja, det var en uvejrsnat, der fik alt troldtøj, som holdt til i Mattisskoven, til forskræmt at krybe ned i deres huler og skjulesteder ...

Det er alt for længe siden at jeg har læst noget af Astrid Lindgren - som i, at jeg ikke har læst noget af hende som lystlæsning mens jeg har været "voksen". Da jeg så at "Ronja" kom i en ny illustreret udgave med illustrationer af Katsuya Kondo - jeg kendte ham ikke, men en hurtig søgning, fortalte mig hvad jeg havde forventet: han har illustreret for Studio Ghibli, bl.a. på "Kiki - den lille heks", måtte jeg eje den. Mest fordi jeg huskede historien som smuk og rørende.

Hverken genlæsningen af historien eller de smukke nye illustrationer skuffer. Historien er jo som den plejer, om pigen Ronja og drengen Birk, der bliver bror og søster, og stopper krigen mellem deres slægter. Illustrationerne er holdt i bedste Studio Ghibli-stil og jeg elsker det. De er simple, men alligevel utrolig flotte og udtryksfulde. Jeg ville dog ønske at der var flere af dem!

Det er sjældent at jeg genlæser bøger, men jeg siden jeg fik den læst højt sidste gang, tænker jeg at det nok går. Lige meget hvad, har det i hvert fald været hyggelig igen at skifte bekendtskab med Astrid Lindgrens fantastiske fortællerstil og hendes måde at beskrive natur på, så man næsten føler at man er der selv. Det er også ret hyggeligt at komme tilbage til en historie som jeg godt kender og ved hvordan ender - det er som om man sætter pris på andet end blot historien når det ikke er første gang den læses.

Jeg har sat mig for at jeg vil forsøge at få genlæst "Brødrene Løvehjerte", også selvom jeg sikkert kommer til at stortude, og "Mio, min Mio", som jeg er ret sikker på, jeg aldrig har læst.

Det var skønt at være tilbage i skoven med Ronja og Birk og jeg glæder mig til at Iris bliver stor nok til at sætte pris på højtlæsning, for så slipper hun ikke!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Ronja Rövardotter
Udgivet i: 1981 (på svensk) og 2017 (ny udgave på dansk)
Antal sider: 230
5 ud af 5 stjerner

April wrap-up

April wrap-up

April har været en meget travl måned for mit vedkommende. Jeg har haft meget travlt på arbejde, hvilket har resulteret i at jeg har været alt for træt til at læse når jeg kom hjem. Jeg plejer at "reservere" min ugentlige fridag om fredagen til at læse, men det er desværre også gået lidt i fisk i april. Samtidig har der været mange planer i weekenden, hvor Iris' lurtid ellers har været læsetid.


Ja, dårlige undskyldninger - I know og min dårlige samvittighed har det bestemt heller ikke særlig godt. Der er bare ikke noget jeg kan gøre ved det, andet end at håbe på at maj bliver bedre. Jeg vil i hvert fald gøre et ihærdigt forsøg på at få læst mere - især af de bøger der nu har ligget længe (alt for længe - undskyld, det kan ikke siges nok!)

Det blev til 16 bøger i april - i alt 2580 sider. Heraf er seks af dem lektørbøger, der er et manuskript jeg skulle betalæse og en er et manuskript jeg har sagt ja til at læse for et forlag.

Læste bøger i april:

HUF; Glimt fra tiden der var os (læs anmeldelse her)
Lorenz Pauli; Hvor frækt (lektør)
Den store vrimlebog - lufthavn (lektør)
Camilla Wandahl; Ravfuglene (manuskript)
Thilo Lassak; Havets vrede (lektør)
Belle's Library (læs anmeldelse her)
Anne Christine Eriksen; Daniel (læs anmeldelse her)
Astrid Lindgren; Ronja Røverdatter (læs anmeldelse her)
Beatrix Potter; Peter Kanin - På eventyr i skoven (lektør)
Beatrix Potter; Peter Kanin - Tre små kaninunger (lektør)
Michael Kamp; Tarme og tentakler (lektør - ebog)
Kelly Rimmer; A Mother's Confession (manuskript - ebog)
Neil Gaiman; Coraline
Anja Duna; Solsortens kald (ebog)
Kiera Cass; Sirenen (lektør - ebog)
Claus Holm; De, der vogter (læs anmeldelse her)

Månedens bedste bog:
Jeg tror det bliver "Ronja Røverdatter" - ikke kun fordi historien er fantastisk, men fordi det var fedt at genlæse den som voksen!


Månedens korteste bog:
Det må blive de to "Peter Kanin"-bøger - korte, men rigtig fine bøger med et dejligt gensyn. Jeg er vild med Beatrix Potter's tegninger og hjertevarme historier om Peter.

Månedens længste bog:
"De, der vogter" er med sine knap 400 sider den længste bog jeg har læst i april - også selvom, det jo faktisk er fire individuelle historier.

Så, ja, en lidt sløj læsemåned. Jeg ved godt at det blev til 16 bøger, men mange af dem er ikke på særlig mange sider, så det snyder lidt, synes jeg! Jeg håber dog bestemt at jeg har mere luft i kalenderen og bedre tid i maj, da jeg har virkelig mange bøger til at ligge som jeg virkelig glæder mig til at læse. Hvorfor har vi ikke flere timer i døgnet?