Viser opslag med etiketten mystik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mystik. Vis alle opslag

søndag den 25. oktober 2020

Katja L. Berger; Lugnasad [Anmeldereksemplar]

Katja L. Berger; Lugnasad [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
En sommer du aldrig glemmer. Det er hvad der står i brochuren. Og her er de så. De udvalgte. De heldige. Se hvor glade de er. Hvor ubekymret de stiger i land. Hver og én har de deres styrker og svagheder. Deres historie. Og nu er de hér. Stedet hvor fortidens historier flettes sammen med nutiden, og fremtiden skabes. De er unge. Overmodige. Naive. Og snart vil de være en del af øens historie. Velkommen til Lugnasad.

Charlotte drømmer om at se hele verden - lige bortset fra øen Lugnasad. Alligevel befinder hun sig netop dér. Alex drømmer om at finde ro og accept - både i sig selv og andre. Måske vil Lugnasad give ham de svar han mangler. Benjamin drømmer om at høre til et sted - bare én gang i sit liv. Men han har ikke store forhåbninger om at Lugnasad er stedet for ham. Men på Drømmenes Ø kan alt ske. Og alt vil ske.

Jeg har længe fulgt med på Instagram når Katja lagde små spoilere op fra denne bog og jeg synes den lød spændende, så da Katja spurgte om jeg ville anmelde "Lugnasad" var jeg ikke sen til at sige ja tak. Jeg var dog på inden måde forberedt til den intense og ret angstprovokerende historie det var.

I alt er der 30 unge mennesker der bliver sendt til Lugnasad den sommer og vi hører fra tre (fire) af dem. Vi følger storbypigen Charlotte, der udadtil virker som isdronningen, som er lidt en torn i øjet for sine forældre og som ingen rigtige venner har. Vi møder Alex der kæmper med at finde ro i den nye identitet han har påtaget sig og Benjamin, der er et omvandrende leksikon og ikke føler sig hjemme nogen steder. Karakteristisk for alle disse unge mennesker er at de opfylder visse krav. Har visse roller i samfundet. Visse styrker og svagheder. Disse skal blive testet til det yderste.

Som man nok kan regne ud bliver vores tre, fire med Magnus, fortællere, venner og sammen begynder de at opdage ting ved øen, der ikke er helt normale. Lyde af grene der knækker, mystiske væsner i skoven om natten og da de andre unge begynder at blive sendt hjem en efter en, bliver de for alvor mistænksomme. 

Men gode råd er dyre. De er på en ø, langt fra alt og alle. Uden mobilsignal og mulighed for at komme i land. De må sætte deres lid til deres stærke sider, fx Charlotte, der selvom hun er kold udadtil, har et hjerte af guld og er mere modig end hun måske selv vil indrømme, men også deres svagheder, fx at Benjamin ikke kan finde en logisk forklaring på det de oplever, men må søge de mere utraditionelle svar. Da de for alvor beslutter sig for at undersøge hvad der er galt med øen, kan det vise sig at have fatale følger ...

Jeg ved ikke helt hvilken label jeg skal sætte på denne fortælling. Det er både fantasy, en smule horror og en kærlighedshistorie. Da jeg først var kommet godt ind i historien havde jeg meget svært ved at slippe den igen. Den er fortalt i forholdsvis korte kapitler, som skifter mellem de tre hovedpersoner. Vi lærer dem rigtig godt at kende, deres familieliv og tanker om dem selv og de andre på øen. Handlingen udspiller sig over 10 dage - og hvilke 10 dage! Der er ikke sparet på drama og action, i og med de har så meget de skal nå at få afklaret, men jeg synes ikke det føles forjaget på noget tidspunkt.

Der er heller ikke sparet på beskrivelser af øen, stemningen, indtrykkene osv., og jeg kunne sagtens se øen for mit indre blik mens jeg læste. Jeg kunne i hvert fald nemt mærke gåsehuden over armene og knuden i maven over de ting de fire venner oplever. Det er ikke som sådan klamt, mere foruroligende og nervepirrende. Som en sitren mellem skulderbladene man ikke helt kan komme til at klø. 

Det er første gang jeg læser noget af denne forfatter, og jeg må virkelig sige at jeg er imponeret. Dette værk ligner ikke noget jeg tidligere har stødt på. Den er spændende, velskrevet, intens, nervepirrende og i den grad værd at læse!

Tak til Tellerup og Katja for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2020
Antal sider: 384
6 ud af 6 stjerner

mandag den 20. november 2017

Maggie Stiefvater; Ravnedrengene [Sponsoreret]

Maggie Stiefvater; Ravnedrengene (The Raven Cycle, #1) [Sponsoreret af Turbine]

Bagsidetekst:
Jeg er nødt til at sige til ham, at han ikke må kysse mig ...

Lige så lang tid, Blue Sargent kan huske tilbage, har hendes synske familie advaret hende om, at hun vil komme til at slå sin store kærlighed ihjel. Der er blevet tydet runer og tolket drømme, læst teblade og udført seancer, men alle kvinderne i hendes familie er kommet frem til samme barske og uforklarligt specifikke konklusion: Hvis Blue kysser sin store kærlighed, vil han dø.

I en alder af 16 år har Blue besluttet sig for aldrig at blive forelsket, så spådomme ikke bliver et problem. Men alting ændrer sig, den dag Blue for første gang ser en ånd.

Som den eneste i sin familie er Blue ikke clairvoyant, men alligevel ser hun ånden af en ung mand, der snart skal dø. Hans navn er Gansey, og han er en af de såkaldte Ravnedrenge - rige og privilegerede studerende fra den lokale privatskole Aglionby. Ravnedrenge er lig med ballade, og Blue holder sig normalt langt væk fra dem. Men Gansey og hans venner, Adam, Ronan og Noah, er anderledes, og snart er Bue dybt involveret i de mystiske drenges søgen efter ældgammel magi.

Blues familie er langt fra enige i, at det er en god idé, at Blue er sammen med Ravnedrengene. Ikke mindst, fordi der kun kan være én forklaring på, at en ikke-seer som Blue har kunnet se Ganseys ånd: Enten er hun hans store kærlighed ... eller også kommer hun til at slå ham ihjel.

Endelig! Endelig har jeg fået læst denne bog. Jeg siger dette fordi jeg SÅ længe har set andre rose den til skyerne. Jeg købte den på engelsk, men henblik på at læse den, og ja, det blev så ikke til noget. Da jeg så at Turbine skulle udgive den på dansk, kunne jeg næsten ikke få armene ned. Da den kom til mig med posten dansede jeg en lille dans. Nu var det endelig min tur til at læse den!

Og hvilken oplevelse det var! Fuldstændig fantastisk. Jeg er blæst omkuld. Jeg er hungrende efter mere. Mere!

Denne bog er et sammensurium af alt det bedste indenfor fantasy - i min optik. For det første foregår handlingen i en verden der ligner vores, blot med et strejf af noget mystisk. Noget magisk. Uforklarligt. Blue har, til trods for sine manglende evner, adgang til denne magiske del af vores verden, og derfor bliver hun så vigtig for Ravnedrengene. Disse drenge er nemlig på jagt efter noget der kan opfylde ønsker. Heraf kommer vi til grund nummer to; kærlighedsdramaet mellem Blue og Ravnedrengene. For selvom hun begynder at føle noget for Adam, er det klart at der også er noget mellem hende og Gansey - noget som de ikke vil reagere på eller acceptere (og jer der har læst alle bøgerne, shh!). Selvom kærlighedsdramaer ikke nødvendigvis behøver at være et must i fantasy, har jeg på fornemmelse at netop dette kærlighedsdrama er vigtigt for resten af historien. Grund nummer tre, er alle hemmelighederne der skal afdækkes. Blue er blevet ført bag lyset, og er, måske, mere magisk end hun lige går og tror. Den fjerde grund er den fængslende skrivestil historien er skrevet i. Vi hører fra flere af personerne, og til at starte med, er det lidt forvirrende, men jo længere man kommer ind i historien, jo dybere bliver den. Som læser får du forståelse, medfølelse og sympati for personernes bevæggrunde og valg, fordi du netop kender til deres tanker og motiver. Samtidig er naturbeskrivelserne fantastiske, detaljerede og så livagtige at jeg sagtens kan forestille mig Fox Way 300, Cabeswater og lejligheden hvor drengene bor. For mig er det virkelig fedt når forfatteren kan skrive så virkelighedstro at man ser stederne klart og tydeligt for ens indre blik.

Samtidig er det bare en helt afsindig spændende historie! Flere gange sad jeg med kæben på brystet og tænkte "Hvad...?!" og "Wow....!!". Jeg har en klar fornemmelse af, at sådan vil det også være i de næste bøger i serien. Jeg var virkelig fanget fra første side, og havde meget svært ved at lægge den fra mig. Og slutningen? Nej nej, helt ærligt. Den måtte jeg lige læse et par gange, for havde jeg nu forstået det rigtigt. Og ja, det havde jeg.

Jeg vil have mere!!

Tak til Turbine for anmeldereksemplar.

Fakat:
Forlag: Turbine
Original titel: The Raven Boys
Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 435
5 ud af 5 stjerner

mandag den 20. marts 2017

Benni Bødker; Vilkacis 1 + 2

Benni Bødker; Vilkacis 1 + 2

Under en blodrød måne (Vilkacis, #1)
I Mikelis' landsby ligger sneen tungt overalt. Ulvene hærger i skoven og kæmper med menneske om den sidste føde. Men den største trussel er vilkacis - blodtørstige bæster, der både er ulve og mennesker. Og en dag kommer de alt for tæt på Mikelis og hans familie ...

Ind i ulveskoven (Vilkacis, #2)
Mikelis har mistet begge sine forældre til de frygtelige vilkacis. Nu er han en af de frændeløse. En af dem, der ikke hører til noget sted. I sin desperation flygter han ind i ulveskoven. Derind, hvor de blodtørstige varulve hærger, og man er fortabt, hvis man er alene ...

Jeg må krybe til korset og indrømme at jeg ikke har læst så meget af Benni Bødker som jeg måske burde - min profession og fritidsinteresse in mente. Jeg har dog læst de første bind af "Nattens børn"-serien, og det er helt klart en serie jeg vil læse færdig. Det er en serie fyldt med mystik, drama og en hårrejsende spændende fortælling. "Vilkacis" er ligeså spændende!

Vi fortsætter den dystre stemning som der er i "Nattens børn", hvor det nu handler om varulve i stedet for vampyrer. Det er dog ingen romantisering af begrebet varulve, som ellers er blevet dyrket meget i litteraturen de sidste år, men derimod en mere brutal og skræmmende historie der har rødder i de nordiske sagn om varulve.

I en horror-lignende stil, bliver stemningen bygget op og som læser kan man kun se til, mens Mikelis kommer ud på dybere og dybere vand for at overleve. Det er spændende og medrivende, og selvom jeg er en del over målgruppens alder, blev jeg alligevel grebet af stemningen og historien. Jeg har en nagende fornemmelse af, at det ikke ender godt ...

Det er dog ikke kun en historie der vil være skræmmende og uhyggelig. Selvom historien vil give dig gåsehud og hjertebanken, tager forfatteren også temaer som ensomhed, fællesskab, tvivl og umulige valg op. De utrolig smukke, simple og skraverede sort/hvid tegninger er blot med til at underbygge historien og stemningen. Et must-read for unge horror-elskere!

Tak til forfatteren for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Corto
Udgivet i: 2016
Antal sider: Under en blodrød måne - 95 sider; Ind i ulveskoven - 90 sider
5 ud af 5 stjerner

fredag den 24. februar 2017

Frances Hardinge; Løgnens træ

Frances Hardinge; Løgnens træ

Bagsidetekst:
Da Faiths far dør under mystiske omstændigheder, er hun fast besluttet på at finde frem til sandheden om hans død. Blandt farens videnskabelige dokumenter finder Faith hans dagbog fyldt med nedkradsede noter og teorier, skrevet af en mand, der er drevet ud på kanten af galskab. Dagbogen fortæller om et mærkeligt træ, som faren vogtede med sit liv. Et træ, som næres ved løgne, og som bærer frugter, der kan afsløre de dybeste hemmeligheder. Faiths fascination af løgnens træ bringer hende i stor fare, for hun opdager, at mens løgne kan forføre, kan sandheden ende med at knuse dig ...


Jeg havde ikke hørt om denne bog, før jeg modtog den i posten. Bagsideteksten og forsiden vakte min interesse. En god blanding mellem en ya-historie, krimi og lidt magi. What's not to like?

Først må jeg dog indrømme at jeg troede at Faiths far ville dø noget hurtigere. Der går næsten 200 sider inden han dør - og bagsideteksten lægger op til at det sker noget hurtigere. Der er også flere af personerne der irriterer mig - Faiths mor fx. Jeg er med på, at på den tid hvor historien foregår, var der et meget andet kvindesyn end det vi har i dag, men alligevel opfører hun sig underligt, ukærligt og uærligt flere gange i løbet af bogen.

Jeg kan dog godt lide den videnskabelige del af historien, omend det med træet er lidt syret og til tider underligt, passer det alligevel fint til fortællingen og den dystre stemning der er. Faith vil gerne være videnskabsmand(kvinde), men det er ikke velset af en kvinde, at ville have en karriere, og slet ikke indenfor videnskaben. Hendes pragmatiske og systematiske tilgang til farens notater, er spændende og er med til at afdække flere af hemmelighederne der er i bogen - og der er mange!

For mig, lever den ikke helt op til hypen. Historien er dog bestemt velskrevet, underholdende og fængslende - trods visse irritationsmomenter. Da jeg var færdig med den, kunne jeg ikke slippe tanken om, hvis sådan et træ fandtes i virkeligheden og den tanke gav mig gåsehud. Forfærdelig skræmmende tanke!

Tak til Turbine for boggaven.

Fakta:
Forlag: Turbine
Original titel: The Lie Tree
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 444
4 ud af 5 stjerner

mandag den 13. februar 2017

Arwen Elys Dayton; Den mørke sandhed

Arwen Elys Dayton; Den mørke sandhed (Seeker, #1)

Bagsidetekst:
Hendes arv er ... et kald. En ære. En løgn.

Hele livet har Quin Kincaid trænet til den aften, hvor hun skal aflægge ed og træde i Søgernes rækker. Det er hendes arv, og det er en stor ære. Som Søger skal Quin kæmpe side om side med sine to nærmeste kammerater, Shinobu og John, for at beskytte de svage og de udsatte. Sammen skal de symbolisere lyset i en dunkel verden. Og hun skal være sammen med sin bedste ven - den dreng, hun også elsker. Men den aften, hvor Quin aflægger eden, forandrer alt sig. At være Søger er slet ikke, som hun troede. Hendes familie er ikke, som hun troede. Selv drengen, hun elsker, er ikke længere sig selv. Og nu er det for sent at vende om.

Man skal ikke dømme en bog på dens forside, men jeg er ret pjattet med den her. Den er mystisk og indbydende og lover et spændende eventyr. Det får du også!


Først troede jeg at vi var i middelalderen - eller i hvert fald noget der ligner det. Quin, Shinobu og John bor på et gods. De er middelalderligt klædt. Slås med sværd, knive og dolke fremstillet af et mystisk materiale der kan forandre sig. Derfor blev jeg noget overrasket da der pludselig dukkede en luftbil op. En luftbil, ja. Jeg vil nu nærmere tro at vi befinder os i et lidt steam punk-agtigt univers. For der er både luftskibe, højhuse, biler, ambulancer, mobiltelefoner, men også magi og underlige væsner, der ikke hører til en den "normal" virkelighed. Da jeg først havde vænnet mig til den tanke, gav fortællingen mere mening.

En Søger skal stå for retfærdighed. Beskytte de svage. Det er dog bestemt ikke det Quin oplever på sin første mission og snart står hele hendes tilværelse på den anden ende. Hun er pludselig på flugt fra sin far og drengen hun elsker. En Søger skal ikke købes for penge til at beskytte egne interesser, og derfor passer steam-punk-ideen godt - for en Søger er hævet over det materielle, og samtidig er man mere tilbøjelig til at tro på noget uforklarligt. Jeg ved godt at steam-punk typisk er i renæssancen, men alligevel.

I denne bog skifter vi fortællervinkel. Vi hører både fra Quin, Shinobu, John og en af Gruerne (det finder du af hvad er, når du læser den). Jeg kan virkelig godt lide den måde de skiftende fortællere giver dybde og en bedre forståelse for historien. Fortællingen har et godt flow og et godt sprog. Den er beskrivende, uden at blive for tung, men nok til at jeg sagtens kunne danne mig et billede af godset, London, Hongkong og Intetheden.

Jeg er meget spændt på hvad næste bind afslører - for som læser står man tilbage med mange ubesvarede spørgsmål og med en nagende følelse af, at det hele kun bliver værre!

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Seeker
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 441
5 ud af 5 stjerner

onsdag den 25. januar 2017

Laure Eve; The Graces

Laure Eve; The Graces

Bagsidetekst:
Alle siger, The Graces er hekse ...

Alle på Rivers nye skole vil gerne være venner med de tre mystiske og fascinerende Grace-søskende. Der går rygter om, at de har magiske kræfter, og River vil gøre hvad som helst for at komme tæt på dem, ændre alt ved sig selv. Men hvorfor er det så vigtigt for hende at blive en af dem? Hvad er det for en mørk hemmelighed, hun skjuler?

Da jeg modtog denne bog havde jeg ikke hørt om den, men som dagene gik fik jeg opsnuet lidt hist og her. Jeg opdagede at der var et stor buzz omkring den. Min interesse var vakt og bagsideteksten hjalp også, men jeg anede ikke hvad jeg gik ind til ... og det ved jeg vist stadig ikke helt.


Det er en mørk og dyster fortælling om kærlighed, venskab, besættelse og magi. River skjuler en skummel hemmelighed, som først bliver afsløret til sidst, men hvis man er vågen kan man godt finde små hints der løfter lidt af sløret, men det er ikke meget. River (og resten af byen hun bor i) er som besatte af Grace-familien, og da først River er blevet lukket ind i varmen, kan hun ikke slippe dem - de har og er alt hvad hun ønsker. Eller hvad?

I starten af bogen kunne jeg ikke lade være med at tænke på Twilight. Da Bella er den nye på skolen og bliver forblændet af Cullen-familien og ønsker at være som dem. Det er dog også der sammenligningen slutter - for The Graces er sin helt egen. Den har fine sproglige finesser. Spænding der bare bliver ved med at bygge op, til man næsten ikke kan holde til mere, og ligesom det begynder at blive rigtig godt - stopper den! Ufint!

Dog skal du som læser lige advares - du bliver nødt til at holde første del ud! Den er kryptisk, underlig og River er vildt irriterende, usympatisk og opmærksomhedskrævende. Hun bliver ikke bedre i anden del, men nu giver tingene mening og selvom hun stadig er træls, så er det fedt at hun ikke bare er som alle andre, men at hun får lov til at være pain in the ass.

Selvom jeg stadig har lidt hovedpine over den, og River stadig irriterer mig, giver hele historien mening og jeg vil på en eller anden måde virkelig gerne have mere. Jeg vil gerne vide alt hvad der er at vide om Grace-familien, om River og Marcus. Dem alle. Mon der kommer flere svar i to'eren?!



Tak til Carlsen for boggaven!


Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: The Graces
Udgivet i: 2016 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 350
4 ud af 5 stjerner

torsdag den 1. december 2016

Jon Rex Laugen; Den sorte dæmon

Jon Rex Laugen; Den sorte dæmon

Bagsidetekst:
Sommerferien er slut. Sebastian og hans stedsøster Liva vender tilbage fra sydens varme, nøddebrune og med solbleget hår. Heldigvis starter skoleåret med lejrtur. Men turen bliver brat afbrudt af en frygtelig ulykke, og hele Sebastians verden bliver revet i stykker. Samtidig begynder han at få mærkelige drømme. Nat efter nat besøger han en dreng og en pige i en fremmed verden af kærlighed, ondskab og død. Men uhyggen hjemsøger ham ikke kun i fantasien. Han bliver forfulgt af en mystisk fremmed med klare, blå øjne. Sebastian og Liva bliver hvirvlet ind i et dødeligt spil. De må finde al deres mod og vilje frem, men er det nok til at overvinde det onde som jager dem?

Så blev der sagt endnu et farvel. Denne gang til Sebastian, der gik og troede at verden var helt almindelig, men som opdager at det er den slet ikke.

Det her er en tykkeste af bøgerne, og selvom de godt kan læses uafhængigt af hinanden, vil jeg alligevel råde jer til at læse dem i rækkefølge. For handlingen i 1'eren ("Skovens hemmelighed") har også indflydelse på hvad der sker i "Den sorte dæmon".

I denne serie har vi både stiftet bekendtskab med mørke overnaturlige skabninger og uhyggelige spøgelser. Hvis man er til gys, gru og overnaturlige uforklarlige hændelser, så kan den her serie varmt anbefales. Vi får pulsen op flere gange i løbet af historien, de små hår rejser sig i nakken, man bliver en smule utryg over mørke steder og der skal løses gåder.

Nu er turen kommet til en gammel forbandelse, der kan gå ud over alle som Sebastian har kært og kun han kan stoppe det - eller kan han? Jeg kan rigtig godt lide de flashbacks som Sebastian drømmer, for det giver os som læser en forudanelse om hvad der vil ske og hvordan det hænger sammen med Sebastians fortid - selvom jeg dog først fattede hele sandheden til sidst.

Historien er skrevet i et nemt og let forståeligt sprog og selvom den er på over 400 sider, er de hurtig læst - Tellerup trykker heldigvis deres bøger med dejlig stor skrift. Hvis du har læst de foregående to, skal du have slutningen med - og sige endnu et farvel!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2016
Antal sider: 402
4 ud af 5 stjerner

tirsdag den 29. november 2016

Haidi Wigger Klaris; Sjælens pris

Haidi Wigger Klaris; Sjælens pris (Dæmonherskerens arving, #3)

Bagsidetekst:
Ally accepterer at blive i Underverdenen, men inden hendes venner får lov til at vende tilbage til Jorden, skal hendes dæmoniske gener vækkes. Ikke alle er lige begejstrede for hendes tilstedeværelse blandt dæmonerne, og slet ikke efter at en gammel profeti går i opfyldelse. Da Tristan en dag bringer Ally med op til Jorden, får de et tilbud som kan ændre deres liv. Det er nu op til arvingerne at beslutte hvilken sti de vil følge.

Jeg har efterhånden afsluttet rimelig mange serier i år, jeg er selvfølgelig også påbegyndt nye, men jeg er nu alligevel trist over at have afsluttet endnu en. Man kan jo altid håbe på forløbere og efterfølgere, men alligevel.

Denne fortælling er lige som de to foregående - fyldt med aktion og problemer der skal løses. Ally har truffet et valg der har store konsekvenser for hendes liv og hun er ikke helt tryg ved situationen. Det bliver ikke bedre af at hun pludselig kan meget mere end en "normal" dæmon burde kunne, og snart står hun i en uvis position. Heldigvis er Tristan der til at hjælpe, og en tur til overfladen, burde være kuren, men mon ikke det gør det hele værre?

Selvom det er noget tid siden jeg har læst de to første, var handlingen nem at falde tilbage til. Sproget er stadig let og flowet gør at bogen er hurtig læst - ikke at det er en dårlig ting. Det er bestemt dejligt med bøger hvor den ene side bare tager den anden. Selvom det er trist når man nærmer sig slutningen, og ved at der ikke er mere, omend slutningen dog ikke helt føles som en slutning.

Hvis du har læst de foregående bøger, vil du med garanti glæde dig til dette sidste bind og jeg synes bestemt ikke den skuffer. For at have fået 5 stjerner, mangler jeg dog at blive lidt mere rørt end jeg gjorde - jo, Allys valg er svært, men jeg mangler lidt mere føling. Jeg synes Ally er et skvat en gang imellem og jeg ville ønske at hun ikke hele tiden skulle ty til Tristan for støtte - mand dig nu op, kvinde! Det ødelægger dog ikke læseoplevelsen, som helt bestemt er god!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2016
Antal sider: 278
4 ud af 5 stjerner

lørdag den 12. november 2016

Carina Evytt; Gøglerkongens sværd

Carina Evytt; Gøglerkongens sværd (Dragernes Konge, #2)

Bagsidetekst:
I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske kong Tarodan. Nu ulmer oprøret ...

Kiri lever et frit, men farligt liv. Sammen med barndomsvennen, Josvai, leder hun en røverbande, og er kendt og eftersøgt som landets bedste klatretyv. Kiris rygte når vidt omkring, og en dag bliver hun kontaktet af den mystiske gøgler, Waris, som ønsker at hverve hende til en usædvanlig opgave. Hun skal stjæle et sværd fra en fæstning på en klippeø der bevogtes af de berygtede, mørke troldmænd, Drakkar. Og som om det ikke er nok, ligger øen midt i et område der regeres af den forførende og utilregnelige elletrold, Svart. En konge som Waris både hader og frygter.

Indrømmet, jeg var en lille smule skuffet over at vi ikke hørte mere til Lill og Taysin, fordi, altså, slutningen på deres historie, var bare. Ja, den var bare. Nu skal vi så møde nye personer, der på en eller anden måde er kædet sammen med Lill og Taysin. Selvom jeg savnede Taysins gode gemyt, er den her historie lige så god som den forrige.

Vi er i samme land, men møder helt nye mennesker. Disse personer er helt anderledes end Lill og Taysin - Kiri er selvsikker, selvstændig og på sin egen måde, skræmmende. Waris er den underspillede gøgler, der viser at gemme på mere end ved første øjekast. Svart er elletrolden der gemmer på et mørke, så sort at det kan ødelægge alt. Og Josvai, vil bare gerne passe ind.

Ligesom i "Heksejægerens bytte" spilles personerne ud imod hinanden. De komplimenterer hinanden virkelig godt. Der er magtkampe mellem Waris og Svart - både om Kiris gunst, men også om fortiden, nutiden og fremtiden. Deres humor er underspillet og tør, men det passer virkelig godt ind.

Som læser bliver du igen indfanget i Perinas univers og fortælling, og igen har du ikke lyst til at forlade den. Mest fordi, der igen, bliver bygget op til et klimaks der ikke bliver udløst. Vi efterlades med endnu flere spørgsmål end ved "Heksejægerens bytte". Dog ikke helt så cliffhanger-agtigt, da man godt kan regne ud hvor vi ender, men alligevel. Næste bind, nu! Please!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2016
Antal sider: 461
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Sus' bogblog
De unges ord

onsdag den 9. november 2016

Pernille Eybye; Heksejægerens bytte

Pernille Eybye; Heksejægerens bytte (Dragernes Konge, #1)

Bagsidetekst:
I tyve år har riget Perina lidt under den tyranniske kong Tarodan. Nu ulmer oprøret ...

Taysin bor i den lille by Gida. Fjernt fra landets hovedstad og kongens soldater byder livet som smed ikke på mange overraskelser. Han er hemmeligt forelsket i den urtekyndiges datter, Lill, som af mange anses for at være skør. Hun tilbringer de fleste af sine dage alene og får sjældent lov til at omgås byens beboere. Taysins fredelige liv ændres den dag hvor en familie på flugt fra kongens heksejægere har brug for hans hjælp. For i Perina er det forbudt at besidde magisk kraft. Hekse og troldmænd jagtes skånselsløst, og alene det at hjælpe dem kan betyde dødsstraf.

Først og fremmest, lad jer ikke skræmme af tykkelsen på denne bog. For de 606 sider kan godt virke intimiderende, men siderne vender sig selv og før du ved af det er bogen og slut. Og man vil bare have mere!

For det andet, hvis du har læst "Den Fredløse" af Carina Evytt (læs min anmeldelse her) så er det her lige sagen. Det sjove er, at Carina faktisk har skrevet næste bind i denne serie. Jeg ved ikke hvor meget hun har hjulpet Pernille med denne, men stemningen, sproget, beskrivelserne og humoren er meget lig den i "Den Fredløse" - som også er en helt fantastisk bog.

Der bliver virkelig udgivet meget dansk fantasy for tiden og jeg kan forestille mig at det kan være svært at være nytænkende når der er så mange gode fortællinger at blive inspireret af. Jeg synes dog at den her er både meget original - en god helt, der egentlig ikke vil være helt, men bare vil leve sammen med den kvinde han elsker, må gå så grueligt meget igennem. Samtidig er universet nyt og spændende. Jo, der er magi, drager, konger og andre ting fra det klassiske fantasy, men alligevel føles det nyt og spændende.

Universet er gennemtænkt og hovedpersonerne fungerer rigtig godt. De er usikre på deres fremtid, deres evner, deres følelser for hinanden, men samtidig gennemsyret af at ville andre det godt. Derfor er det også så tragisk at de skal så meget igennem. Jeg var fuldstændig opslugt og slet ikke klar til at forlade Perina - ligesom jeg var med "Den Fredløse".

Når alt det positive er sagt, vil jeg så lige sige, at helt ærligt, Pernille. Den slutning! Den skal vi vist lige have en snak om ...

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2016
Antal sider: 606
5 ud af 5 stjerner

lørdag den 31. maj 2014

Thomas Enger; Julie Moores onde arv


Thomas Enger; Julie Moores onde arv

Hendes far forsvandt sporløst i skoven for mange år siden, hendes mor er indlagt på den lukkede, og hendes bedste ven er en kat - så 16-årige Julie Moores liv er ikke ligefrem normalt. En aften, da nordlyset viser sig på himlen, beslutter hun at gå i faderens fodspor. Her finder hun en mystisk genstand, som giver hende mystiske kræfter, og lidt efter lidt åbnes der for en serie af hemmeligheder fra hendes fortid. Julie havner i stor fare, da hun prøver at finde ud af, hvad der egentlig er foregået i hendes familie. Samtidig begynder hendes kat at blive gange for hende. Og ude på taget har 13 ravne slået sig ned, og de følger Julies mindste bevægelse med iskolde øjne ...

Sådan lyder teksten bagpå Thomas Engers (Skindød, Fantomsmerte, Blodrus) nye ungdoms thriller. Jeg har hørt at hans krimier skulle være rigtig gode, så jeg håbede at det nok havde smittet lidt af på den her.

Spændende er det i hvert - og hæsblæsende! Man sidder næsten og gisper efter vejret flere gange. Vi følger som sagt Julie Moore, der bor sammen med sin bedstefar på en nedlagt gård. En dag beslutter hun sig for at gå en tur i skoven, hun følger et mystisk lys og falder ned i et hul. Hun vågner 2 dage senere, men med følelsen af at der kun er gået få timer. Den mystiske genstand som hun fandt i hullet tager hun med sig da hun går - og det skal få fatale følger! For hun er ikke den eneste der kender til pennen, som lå i etuiet. Nogen vil hende ondt!

Da hendes bedstefar ender på hospitalet beslutter Julie sig for selv at efterforske hvad der er sket i hendes familie - og det er bestemt ikke småting! Hun begiver sig ud på en rejse, der skal fører hende langt væk fra hendes hjemby, og til en hule i gammel vulkan, hvor den største overraskelse af alle venter hende.

Julie er en outsider i skolen, hun bliver mobbet og har ikke mange venner, men pennen giver hende mærkelig evner, som hun til at starte med bruge forkert, men jo mere hun graver, jo mere overbevidst bliver hun om at hun skal forsøge at handle i det godes tjeneste!

Dette er en virkelig god ungdoms thriller/krimi - der er ikke skruet ned for tempoet og handlingen udspiller sig over få dage. Der sker noget hele tiden, og som læser bliver man bare ved med at bladre til man ikke kan bladre mere - øv! Den vil være rigtig god til de 13-16 årige der vil læse noget andet end fantasy, men stadig noget med en smule magi og mystik.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i 2014
Original titel: Den onde arven
Antal sider: 312 sider
Læst på dansk
Målgruppe: 13-16 år

fredag den 30. maj 2014

Mark Frost; Paladin-profetien - Alliancen


Mark Frost; Paladin-profetien - Alliancen (The Paladin Prophecy, #2)

For Will føles det som en evighed siden, han måtte flygte fra sit hjem. Men faktisk er det ikke engang et år siden, han ankom til Centeret. Will har både afsløret en mørk loge af ældre elever og opdaget nye sider af sig selv, han ikke vidste, han havde. Sammen med sine venner bliver Will derfor på skolen sommeren over for at grave dybere i den århundredelange konflikt, som det snart viser sig at ikke bare Centeret, men også de selv er forbundet til. Will må hurtigt lære at skelne ven fra fjende i forberedelserne på en kamp, der ikke kun rækker ud over skolens grænser, men også verden som han kender den.

Will er ved at komme sig over "tabet" af sine forældre, og den bedste medicin er hård træning. Han presser sig selv mere og mere, og bliver klogere på hans evner. Will og vennerne opsøger "Manden med nøglerne" og han giver dem en mission - find nøglen til hans bur og han vil fortælle dem alt han ved om Ridderne og forsøgene. Dette bliver begyndelsen på en farefuld rejse, langt ned under jorden, men først skal Will have adgang til indgangen. Det får han ved at få et job - et job som viser sig at være ganske brugbart, på flere måder!

Will og gruppen opdager noget de aldrig havde troet muligt - en by under skolen, som er meget meget gammel, men de er desværre ikke de eneste der kender til den, og det er lige ved at koste Will livet da de bliver opdaget på det topmoderne hospital i den tusindår gamle by ... (?!)

De opdager mere end de egentlig havde forestillet sig, men deres opdagelser er ikke gratis og snart finder Will ud af at der er en forræder blandt dem, endda en han er kommet til at holde rigtig meget af!

Jeg synes denne serie er virkelig god - der sker noget! Samtidig er den spændende handling krydret op med sjove/dumme/underholdende kommentarere, hvilket gør at det hele flyder rigtig fint. Ligesom bogen er ved at blive alt for spændende sker der dog noget - så jeg glæder mig rigtig meget til det afsluttende bind, hvor der forhåbentlig bliver bundet sløjfe på alle de løse ender!

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Udgivet i 2014
Original titel: The Paladin Prophecy. Alliance
Antal sider: 308
Læst på dansk

tirsdag den 6. maj 2014

Victoria Schwab; The Archived


Victoria Schwab; The Archived

Imagine a place where the dead rest on shelves like books. Each body has a story to tell, a life seen in pictures that only Librarians can read. The dead are called Histories, and the vast realm in which they rest is the Archived. Da first brought Mackenzie Bishop here four years ago, when she was twelve years old, frightened but determined to prove herself. Now Da is dead, and Mac has grown into waht he once was: a ruthless Keeper, tasked with stopping often violent Histories from waking up and getting out. Because of her job, she lies to the people she loves, and she know fear for what it is: a useful too for staying alive. Being a Keeper isn't just dengerous - it's a constant reminder of those Mac has lost. Da's death was hard enough, but now that her little brother is gone goo, Mac starts to wonder about the boundary between living and dying, sleeping and waking. In the Archived, the dead must never be disturbed. And yet, someone is deliberately altering Historieis, erasing essential chapters. Unless Mac can piece together what remains, the Archived itself may crumble and fall. In this haunting, richly imagined novel, Victoria Schwab reveals the thin lines between past and present, love and pain, trust and deceit, unbearable loss and hard-won redemption.

Sådan lyder teksten bagpå bogen - spændende ikke? Jeg faldt over denne bog på Instagram og synes forsiden så vildt spændende ud og besluttede mig for at den blev jeg nødt til at læse.

Som teksten antyder følger vi Mac og hendes familie der lige er flyttet til et faldefærdigt hotel der er lavet om til lejligheder. Mac's liste med navne der skal sendes tilbage til arkivet vokser støt og hun jo mere hun undre sig, jo flere hemmeligheder falder hun over. Samtidig opdager hun at hun ikke er alene, og for en gang skyld behøver hun ikke lyve om hvem hun er - eller gør hun?

Da Mac forelsker sig i en dreng der åbenbart sidder fast i the Narrows, begynder mysteriet for alvor at tage form og løgne bliver afdækket og andre bliver begyndt. For hvem er drengen? Hvordan har han kunne overleve der? Og hvilken sammenhæng har han med Mac's lejligheds kompleks? Hendes tillid bliver sat på en alvorlig prøve da hun bliver venner med Wesley.

Det er en virkelig spændende historie, og løgnene bliver først til allersidst synlige for læseren såvel som Mac, og er det så for sent at redde dem hun holder af?

Fakta:
Forlag: Hyperion
Udgivet i 2013
Original titel: The Archived
Læst på engelsk
Antal sider: 321 sider


lørdag den 19. april 2014

Mark Frost; Paladin-profetien



Mark Frost; Paladin-profetien (The Paladin Prophecy, #1)

Will West er en almindelig dreng, det tror han i hvert fald selv, indtil en dag hvor sorte biler og mænd i sort tøj følger efter ham og han løber hurtigere end nogensinde før.

I skolen får han at vide at han har klaret sig utrolig godt i test, som det kun tog ham 20 minutter at lave, og han bliver tilbudt et stipendium til en meget eksklusiv skole. Da hans mor kommer på skolen og at deltage i gælden er der noget galt - hans mor er ikke længere hans mor, jo på ydersiden, men det er som om hun mangler noget. Jo flere mærkelige ting Will kommer ud for i løbet af dage, jo hurtigere går det op for ham at han muligvis kun er sikker på den nye skole, så han får det arrangeret sådan at han kan starte med det samme.

Skolen er utrolig - aldrig noget Will havde forestillet sig før. Han skal bo i "enhed" med 3 andre elever, og disse 3 studerende bliver hans venner og fortrolige - og dem får han brug for. Men Will har svært ved at åbne sig, for hvad nu hvis de ikke tror på ham eller de forråder ham?

Will falder over en "klub", der kalder sig for Karl den Stores Riddere og dette fund bliver skæbnesvangert - ikke alene for ham, men også for sine venner, skolen og sine forældre. Og så er der lige den lille detalje at Will er Indviet ....

"Paladin-profetien" er en rigtig god og spændende fantasybog, der vil være god til drengene der har svært ved at finde noget litteratur blandt alt det andet fantasy. Der er fart over feltet hele tiden, selvom der er mange detaljer man skal have styr på, så synes jeg at det var en page-turner - jeg glæder mig til 2'eren og håber den kan leve op til forventningerne!

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Udgivet i 2013
Original titel: The Paladin Prophecy
Antal sider: 479 sider
Læst på dansk

onsdag den 19. marts 2014

Sidsel Katrine Slej; Sanddrømmeren


Sidsel Katrine Slej; Sanddrømmeren

Fréa er en helt almindelig pige, der går i skole, har fritidsinteresser (især klaver) og venner. Dog har hun nogle ualmindelige drømme - der har en tendens til at blive til virkelighed. Alt dette bliver vendt på hovedet en dag en jætte bryder ind i hendes hus og hendes mor hugger armen af den med et sværd.

Først vil Fréa ikke tro på sin mors forklaring - helt ærligt, skulle valkyrier og einherjer findes i virkeligheden? Ligesom Asgård og de nordiske guder? Fréa har svært ved at tro på det, men da hendes mors hest, Aslak, kommer for at bringe dem til Asgård begynder Fréa at forstå. Hun kommer fra en meget gammel og betydningsfuld slægt der lever i Asgård og hun er udset til at blive sanddrømmer og valkyrie!

I Asgård forlader hendes mor hende for at lede efter Fréas far, der er forsvundet under en mission. Samtidig skal Fréa starte i valkyrie-skole, lære at ride og hele sår. Men ikke alt er som det skal være i Asgård og selvom Fréa hurtigt får venner, får hun også fjender. Derudover er Asgård ikke ligesom Midgård, ingen telefon, ingen tv og ingen nymodens tanker om hvad kvinder må og ikke må.

Da hun bliver kidnappet af jætterne og taget med til Udgård, finder hun sin far og ikke mindst en spion - men hvem er han spion for? Under hendes flugt møder hun både venner og fjender.

Hjemvendt i sikkerhed, får hun sandheden at vide - hun er blevet forudset til at blive den mægtigste sanddrømmer og hun er også forlovet, hvilket Fréa i starten har meget svært ved, for hvordan kunne hendes forældre love hende væk, allerede fra hun var helt lille.

Fréas prøvelser er bestemt ikke overstået efter hendes kidnappelse og da en af hendes bedste venner fra Asgård bortføres tager Fréa kampen op, hvilket får store konsekvenser - ikke blot for Fréa, men også hendes familie og de andre beboere i Asgård.

"Sanddrømmeren" er en udmærket bog om den nordiske mytologi - da jeg læste den, havde jeg hele tiden tankerne på Erik Menneskesøn serien. "Sanddrømmeren" er en spændende børnebog til dem der kan lidt at læse om mytologi, men også stadig almindelige hverdags problemer - som mobning, kæresteri og forelskelse, familieproblemer og forræderi.

Fakta:
Forlag: Turbine
Udgivet i 2013
251 sider

søndag den 2. marts 2014

David Levithan; Hver dag


David Levithan; Hver dag

"Hver dag" er en anderledes kærlighedshistorie. Hovedpersonen A skifter nemlig krop hver dag ved midnat. Han skal så forsøge at leve som denne person i et enkelt døgn, inden han skal videre til den næste krop. Sådan har han levet hele sit liv, og er vant til det. Indtil han vågner i kroppen på Justin. For Justin har en kæreste - en kæreste som A forelsker sig i.

Efter at have forladt Justins krop, bliver A ved med at forsøge at vende tilbage til Rhiannon - ligemeget hvilken krop han er i.

Han fortæller hende sandheden og de forsøger at indlede et forhold, men hvordan kan man have et forhold til en som skifter krop hver dag? Selvom A forsøger at forsikre Rhiannon om at han altid er den samme indvendig har hun svært ved det - især når A er pige eller ekstrem fed.

A finder dog ud af, at han på en eller anden måde kan forblive i den samme krop, men han har stadig sine kvaler. For hvad sker der med personligheden hos den krop han overtaget hvis han bliver der og ikke skifter efter et døgn?

En spøjs og sød historie om kærlighed og om ikke at give op, men finde mening med sin tilværelse - både på godt og ondt.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i 2013
Original titel: Every day
336 sider

onsdag den 19. februar 2014

Brunonia Barry; Søstrene i Salem


Brunonia Barry; Søstrene i Salem

Jeg faldt først og fremmest for forsiden af denne bog, jeg synes den er utrolig stemningsfuld. Derefter faldt jeg for beskrivelsen bagpå. En historie om hekse, spådom i kniplinger og familie(hemmeligheder) - det lød meget spændende.

Vi følger kvinden Towner Whitney, som nedstammer fra en stolt tradition af kvinder der læser i kniplinger. Hun er blevet kaldt hjem til Salem fordi hendes grandtante, Eva, er forsvundet. Det er meget modvilligt at hun vender hjem, da hun aldrig har haft et godt forhold til sin mor - der gav hendes tvillingesøster væk efter fødslen - og hendes søster har begået selvmord på den ø hvor de voksede op.

Kort efter hendes hjemvenden forsviner en kvinde og politimanden Rafferty begynder at grave i Towners og hendes families mørke hemmeligheder - som bestemt ikke er få! Samtidig er Rafferty draget af Towner og de forelsker sig også, men kan det ende godt når Towner læser noget andet i kniplingerne?

Jeg vil være ærlig og sige at jeg synes bogen var fantastisk, indtil omkring side 400 hvor hele historien bliver vendt på hovedet! Den bliver ikke dårlig af dette, bare underlig og det forvirrede mig meget, da det lidt ødelagde hvordan jeg havde troet bogen ville ende.

Dette ændrer dog ikke på at bogen er velskrevet og har en snert at krimi/thriller over sig, da der både er mord, forsvinden, religiøse sekt, vold og pædofili indblandet - ja, der er bestemt ikke sparet på noget her!

Læs den endelig, hvis du er god til at holde styr på mange tråde samtidig og ikke har noget imod at den ikke ender som du have forudset!

Forlag: Bazar
Udgivet i 2006
Original titel: The lace reader
410 sider