Viser opslag med etiketten historisk fortælling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten historisk fortælling. Vis alle opslag

torsdag den 13. februar 2025

Louise Colding; Den eneste [Anmeldereksemplar]

Louise Colding; Den eneste (Johannastad, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Johannastad, 1350

Anna er den sidste overlevende i sin by, efter at pesten har hærget i det meste af Sverige. Anna er en selvstændig kvinde, der forsøger at genopbygge et samfund på egen hånd, men sorgen har lagt sig som en tung dyne over hende, og ensomheden er en farlig følgesvend. Da der en dag kommer en mand gående ind i byen, ændrer det alt i Annas liv.

Den unge smed Johan har været mere end et år undervejs uden at møde et eneste levende menneske. Han er så småt begyndt at få overbevist sig selv om, at han meget vel kan være den eneste tilbage i Sverige - ja måske endda i verden, da han dukker op i en by, der er helt anderledes end de andre, han har vandret igennem ...


At skrive en historie om en pandemi, mens man lever under en pandemi, må sætte historiefortællingen lidt i perspektiv. For nok endte ingen med at være det eneste menneske tilbage under Corona, som under pesten, men afsondretheden, ensomheden og frygten for at få sygdommen er nok ens. 

En situation man aldrig har stået i før. En verden man ikke kan kende og en tvivl om livet nogensinde skal blive det samme igen? Det var jo forfærdeligt at leve i - og det er jo slet ikke at sammenligne med hvordan det måtte have været under pesten i 1300-tallet. Vi har trods alt bedre læger, medicin og teknologi den dag i dag.

De historiske romaner jeg "plejer" at læse foregår under 1. eller 2. Verdenskrig, så skal vi noget længere tilbage i tiden i den her - og det skulle jeg lige vænne mig til. Ikke fordi det gjorde historien mindre interessant, men fordi der er nogle ting der er meget anderledes. Fx synet på kvinder og mænds opgaver, at kvinden ikke ved meget om det at gå i seng med en mand og at kirken har haft utrolig stor magt. 

Derfor skulle jeg lige omstille mig til at læse om en - godt nok selvstændig og stærk kvinde, men også en rimelig uvidende kvinde, i hvert fald på nogle punkter. Samtidig er hele polymikken omkring Johan og Annas miskommunikation til tider lidt for meget, men igen, samfundet var anderledes, så det at snakke om tingene var nok ikke så udbredt. 

"Den eneste" er en velskrevet, velresearchet og interessant historie om ubærlig sorg, men også om ikke at opgive håbet. At kæmpe for at overleve, så man har et liv der rent faktisk kan leves. Det er en historie om kærlighed der trodser alle odds, men også om tvivlen om kærligheden nu rent faktisk er ægte, eller blot "af mangel på bedre".

Det er en historie om sammenhold og at vi mennesker er flokdyr og har det bedst i selskab med andre. Andre der vil kæmpe for det samme som en selv. 

Jeg glæder mig til at læse videre i serien og se hvordan livet bliver for Anna og Johan.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Falco
Udgivet i: 2022
Antal sider: 298
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 24. januar 2024

Pip Williams; De glemte ords bog [Anmeldereksemplar]

Pip Williams; De glemte ords bog
[Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
”Nogle ord er vigtigere end andre – det lærte jeg ved at vokse op i Skriptoriet. Men det tog mig lang tid at forstå hvorfor.”

I et haveskur i Oxford indsamler leksikografer ord til Oxford English Dictionary. Under arbejdsbordet sidder pigen Esme, og en dag daler en lap papir ned til hende med et ord, som ingen tilsyneladende savner. Forundret gemmer Esme ordet i en kuffert, og snart følger flere efter – fælles for dem er, at de knytter sig til kvinders liv og sprog, og en helt ny ordbog begynder at tage form.

Jeg modtog ”De glemte ords bog” sidste år, med en hver intention om at gå i gang med det samme. Hvilket ikke skete. Der kom andre bøger i vejen. Nu udkommer forfatteren snart med en ny bog og jeg blev enig med mig selv om, at nu var tiden kommet.

Og hvilken fremragende læseoplevelse det var. En historisk roman der både overraskede mig, forargede mig og rørte mig dybt.

Det er historien om Esme, der vokser op med sin far og andre mænd, der er ved at samle ord til Oxford English Dictionary – hvilket ikke er nogen nem opgave.

Esme fascineres af ordene og deres mange betydninger. Især de ord der ikke kommer med i ordbogen har Esmes opmærksomhed. Hun vokser op i verden præget af en mandsdominerende kultur, af krig og af en indvendig kamp for at gøre hvad hun føler er rigtigt.

Det er spændende læsning og Esme er virkelig et forbillede. For selvom hun ikke tager kampen direkte op med politikerne om fx kvinders stemmeret, så kæmper hun det skjulte. Med sine hemmelige og til tider forbudte ord, samler Esme viden og historier, der ikke bliver sagt højt, men som stadig er gældende. For mange af kvinderne har trange kår.

Det er også en historie om kærlighed. Ikke blot til ord, men også til de mennesker vi har i vores liv. Esme vokser som sagt op med hendes far, moren er død, og de andre mænd der arbejder på ordbogen. Hendes liv præges af dem og deres måde at tænke på. Men igennem det hele bibeholder hun en nysgerrig- og ukuelighed. Hun vil ikke ses ned på. Hun kan sit arbejde som en hver anden mand og hun er ligeså meget værd.

Hun har også kvinder i sit liv. Kvinder der både følger deres vej i livet, uden at stille spørgsmål, men også kvinder, der som hende selv, ikke vil følge den slagne vej, men vælger at forfølge deres drømme – uortodokse som de nu kan være. Begge typer kvinder har også stor indflydelse på hendes opvækst, menneskesyn og måde at se sig selv på.

Hvis du er til historisk fiktion og krigshistorier, så snyd endelig ikke dig selv for ”De glemte ords bog”.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Original titel: The Dictionary of Lost Words
Oversat af: Mette Wigh Tvermoes
Udgivet i: 2020 (på engelsk) og 2023 (på dansk)
Antal sider: 497
5 ud 6 stjerner

fredag den 30. april 2021

Karoline Stjernfelt; I morgen bliver bedre

Karoline Stjernfelt; I morgen bliver bedre - "Kongen" og "Dronningen"

Bagsidetekst på "Kongen":
I oktober 1766 bliver den kun syttenårige Christian 7. viet til sin engelske kusine, prinsesse Caroline Mathilde. En purung konge med et skrøbeligt sind - og hans importerede barnebrud. Hver for sig lever de en skyggetilværelse på Christiansborg: han som forvirret kransekagefigur i et såkaldt enevælde, hun som kongelig fødemaskine. Samtidig kæmper stadsfysikus Johann Friedrich Struensee i Altona en stille kamp for det anstændige liv, for sig selv og for samfundets svageste. Alle tre drømmer de om, at i morgen bliver bedre.

Jeg har længe haft kig på denne tegneserie og da jeg skulle skrive om forfatteren i forbindelse med mit arbejde, besluttede jeg mig for, at nu skulle det være. Jeg lånte bøgerne af en kollega og jeg nød hver en side af de to flotte tegneserier – bind to, mere end bind et.

Det er den kendte historie om Christian d. 7, Caroline Mathilde og Struensee i nye, moderne, ærlige, skrøbelige og flotte klæder. Karolines streg er helt utrolig. Bind et, ”Kongen”, er ikke helt på niveau med bind to, ”Dronningen”. Der er noget med farvespillet, jeg synes er bedre i toeren. Måske Karoline lige skulle løbes lidt i gang eller måske er det for at illustrere fortællerens personlighed og følelser. Jeg er ikke helt sikker, men jeg synes dog at ”Dronningen” er flottere end ”Kongen”.

Historierne i begge bind er dog interessante og medrivende. Selvom jeg kendte historien sådan perifert, er det anderledes at læse den som tegneserie og jeg må sige at det fungerer ganske glimrende. Det er tydeligt at se personernes følelser, ubehag, glæde, sorg og meget mere i Karolines streg.

Netop følelser fylder rigtig meget i begge bøger. Christian der kæmper med kronens vægt, sit eget sind og modstridende følelser for Caroline Mathilde. Dronningen kæmper med at føle sig værdig, set og forstået - ikke kun af kongen, men af alle dem hun omgiver sig med. Denne forståelse finder hun i Struensee og det er nok derfor hun indleder et forhold til ham.

Jeg er meget spændt på at se og læse tredje bind. Hvis jeg skal komme med et kvalificeret gæt, vil jeg gætte på at det er Struensee der pryder den forside. Hvordan stregen og farvevalget bliver, ved jeg ikke, men jeg er ikke i tvivl om at det nok skal blive en storslået afslutning på "I morgen bliver bedre".

Fakta:
Forlag: Cobolt
Udgivet i: "Kongen" (2015) og "Dronningen" (2020)
Antal sider: "Kongen" - 157 og "Dronningen" - 229
"Kongen" - 5 ud af 6 stjerner
"Dronningen" - 6 ud af 6 stjerner 

mandag den 12. april 2021

Julia Quinn; En uventet forelskelse [Anmeldereksemplar]

Julia Quinn; En uventet forelskelse (Familien Bridgerton, #2) [Anmeldereksemplar fra People's Press]

Bagsidetekst:
London, 1814. Den unge greve Anthony Bridgerton er en af de mest eftertragtede ungkarle i byen, men han er også berygtet for sin løsslupne livsstil og sin hang til fester og smukke kvinder. Derfor kommer det bag på alle, da han noget uventet beslutter sig for at gifte sig.

Hans udkårnes storesøster, Kate, har imidlertid i sinde at gøre alt, hun kan, for at forhindre forlovelsen – og snart må Anthony sande, at det er Kate og ikke hans udkårne, der fylder hans drømme om natten.

Åh, jeg er altså en sucker for den her slags litteratur. Jeg ved godt det er forudsigeligt, en smule stereotypt og ikke særlig originalt, men der er nu alligevel noget vildt charmerende og hyggeligt over at læse historier så fyldt med drama og romantik som fx ”Bridgerton”-serien er. Nu har jeg kun læst de to første bøger, men jeg skal helt sikkert læse videre!

Når det så er sagt, så synes jeg at Daphne og Simons bog var bedre end Anthony og Kates. Jeg synes samspillet mellem Daphne og Simon er bedre og dramaet er bedre fundet på. Hermed ikke sagt at jeg ikke var underholdt med Anthony og Kate – det var jeg bestemt!

Skabelonen til historien i ”Den ugifte hertug” og denne er meget ens. Begge par lægger ud med ikke at kunne fordrage hinanden, men langsomt forandres dette til venskab og kærlighed. Anthony gemmer også på en hemmelighed, ligesom Simon gjorde, men også Kate har noget at skjule – om end hun ikke selv ved det. Netop de to scener hvor hun har allermest brug for Anthony er dem jeg bedst kan lide. Jeg kan godt lide at se hans parader falde og hvor meget han egentlig bekymrer sig for hendes velbefindende.

Historien foregår et år efter handlingen i ”Den ugifte hertug” og mange af de samme personer går igen. Jeg glæder mig efterhånden til at læse Colin Bridgertons historie – det bliver næppe kedeligt! Bogen er hurtig læst – det tog mig knap fire timer og siderne vender nærmest sig selv. Den er i hvert fald meget svært at slippe når først man er gået i gang. Jeg savnede lidt flere baller og fester, dem er der ikke så meget fokus på i denne som i historien om Daphne og Simon.

Hvis man er til 1800-tals romantik, drama, intriger, smukke mænd og henrivende kvinder, skal man ikke snyde sig selv for ”Bridgerton”-serien. Jeg glæder mig til at læse videre og ikke mindst til når næste sæson kommer på Netflix!

Tak til People's Press for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: People's Press
Original titel: The Viscount Who Loved Me
På dansk ved:
Udgivet i: 2000 (på engelsk) og 2020 (på dansk)
Antal sider: 365
5 ud af 6 stjerner

mandag den 15. marts 2021

Julia Quinn; Den ugifte hertug [Anmeldereksemplar]

Julia Quinn; Den ugifte hertug (Familien Bridgerton, #1) [Anmeldereksemplar fra People's Press]

Bagsidetekst:
London, 1813. Daphne Bridgerton er både begavet og smuk – alligevel modtager hun kun ægteskabstilbud fra bejlere, hun ikke synes om. Men da den unge hertug Simon Bassett kommer til byen, forandres alt.

Sammen lægger Daphne og Simon en snedig plan: Hvis de indgår en falsk forlovelse, vil den rette type friere måske endelig få øjnene op for Daphne, og samtidig vil overklassens ægteskabsgale mødre forhåbentlig holde sig langt væk fra Simon, som ingen intentioner har om at gifte sig. Nogensinde.

I begyndelsen går planen som smurt, men efterhånden som dagene går, bliver det sværere og sværere for både Daphne og Simon at skelne mellem skuespil og ægte følelser.

Som så mange andre, faldt jeg i ”Bridgerton”-fælden på Netflix og jeg slugte serien på blog få dage sammen med en god veninde. Det var den perfekte blanding af drama, spirende kærlighed, erotik og storslåede fester. Jeg havde ikke læst bøgerne inden jeg så serien, så jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, men jeg elskede hvert øjeblik.

Efterfølgende har jeg læst ”Den ugifte hertug”, som første sæson af Netflix-serien bygger på. Jeg vidste derfor hvad jeg gik ind til, men alligevel sad jeg limet til siderne og kunne slet ikke slippe historien. Som med serien er den meget vanedannende og jeg glæder mig til at læse videre i bøgerne!

Der er dog ret meget der er lavet om til Netflix-serien, nogle ting synes jeg fungerer godt, andre knap så godt. Jeg kan ikke lide at de laver om på de små detaljer – fx at herren af Featherington-familien er død (han er levende i serien), at dronningen ikke er med i bøgerne (hun spiller en ret stor rolle i serien), at Daphne allerede har været på ”markedet” i to sæsoner i bøgerne – i serien er det hendes første år. Der er flere, men vil ikke spoile alt for meget.

Udover det – og det er ting man sagtens kan se bort fra – så lægger serien sig ret godt op af bogen. Fx scenen hvor Daphne og Anthony skal varme mælk er med og det er en genial scene. Samtidig synes jeg at de har fanget sproget, tonen og humoren ret godt. Jeg sad i hvert fald og klukkede for mig selv flere gange. Jeg er vild med samspillet mellem Daphne og Simon – det fungerer rigtig godt både i bogen og i serien.

Alt i alt er jeg blevet endnu mere hooked og jeg skal helt klart læse resten af bøgerne – de er underholdende, medrivende og indeholder alt det, en god kærlighedshistorie skal indeholde.

Tak til People's Press for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: People's Press
Original titel: The Duke and I
Udgivet i: 2000 (på engelsk) og 2020 (på dansk)
Antal sider: 350
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 15. april 2020

J. L. Stricker; Den forsvundne skat [Anmeldereksemplar]

J. L. Stricker; Den forsvundne skat (Mysterier på Hvidegaard, #2) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
"Han trak vejret i små gispende stød. Det frygtelige væsen foran ham burde ikke eksistere. Alt i ham skreg, at det måtte være en drøm. Ja, en drøm, og lige om lidt ville han vågne ..."

Hvidegaard skal sælges og laves om til hotel, for onkel Nicolas mangler penge. Silje, Peter og Markus er dybt fortvivlede, indtil de kommer på sporet af en skjult skat, som kan redde klosteret. Men ældgamle kræfter er vågnet, og mens børnene kæmper for at løse fortidens gåder, er Hvidegaards mystiske køber, Robert Aritson med de kulsorte øjne, lige i hælene på dem.
Er han bare en sær rigmand, eller er sandheden langt mere uhyggelig? Spøger det virkelig i de gamle sale? Og kan de finde skatten, før det er for sent?

Er man til skattejagt og mysterieopklaring, så kan denne serie varmt anbefales. Selvom jeg er noget ældre end målgruppen (10-14 år), så finder jeg stadig denne historie rigtig spændende. Der er blevet gjort rigtig meget ud af detaljer og research og det kan man nemt mærke.

Det hjælper helt klart på læseoplevelsen hvis man har Markus' notesbog til at ligge ved siden af mens man læser. Flere gange undervejs i bogen er der et lille mærke, som henviser til steder i notesbogen. Her kan man så se Markus' "håndskrevne" notater, billeder af de ting børnene finder ud af, kort og meget mere. Det er virkelig en fryd at bladre den igennem og den er virkelig lækker. Efter jeg har taget billederne har jeg modtaget en fortrykt udgave af notesbogen, den er ikke helt så lækker, men den er stadig med til at give et ekstra lag til historien.

Samspillet mellem personerne i bogen er godt - de komplimenterer hinanden fint. Igen kan jeg godt mærke at jeg ikke helt er målgruppen, men jeg synes jeg opfører sig som børn i den alder gør. De er ikke helt urørlige overfor de farer de står overfor, de bliver stadig skræmt og de har små interne magtkampe - alt sammen noget, der er med til at gøre dem meget virkelighedstro.

Som sagt er der meget research og historie i den her serie, hvilket er noget jeg godt kan lide. Jeg synes det er fedt når der bliver gjort noget ud af tingene og forfatteren har i den grad sat sig ind i både hvordan samfundet var opbygget, dengang i 1400-tallet, og hvordan mytologi, sagn og magi spillede sammen. Uden dette lag, vil historien ikke hænge nær så godt sammen.

Alt i alt er det en fremragende, spændende, medrivende og til tider lidt uhyggelig historie om venskab, loyalitet, mysterier, overnaturlige kræfter og hemmeligheder. Jeg er helt klart fan!

Tak til forfatter for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Den Grønne Drage
Udgivet i: 2020
Antal sider: 240
5 ud af 6 stjerner

mandag den 13. januar 2020

Simona Ahrnstedt; Forpligtelser [Anmeldereksemplar]

Simona Ahrnstedt; Forpligtelser [Anmeldereksemplar fra Flamingo]

Bagsidetekst:
"Hun kunne godt bilde sig selv ind, at hun ikke vil have ham, men hendes krop forrådte hende, hver gang han strejfede den."

Östergötland, 1349. I en tid hvor en kvindes ære af afhængig af hendes uskyld, går stormandsdatteren Illiana til en skovsø for at bade, inden sin trolovelse med bondesønnen Axel samme aften. Ikke langt derfra venter Markus Jærv, en berygtet ridder og kongens højre hånd, på en kvinde, det er meningen skal gøre ham selskab for natten.

Da en af hans soldater kommer slæbende på en nøgen og vred Illiana, bliver det straks klart for Markus, at det er den forkerte kvinde, og at hun er datter af en af egnens stormænd. Det eneste den selvstændige, intelligente unge kvinde og den barske kriger herfra kan blive enige om, er, at de ikke vil have noget med hinanden at gøre. En enighed, der hverken deles af Illianas familie eller kongen - og få dage efter har de indgået ægteskab og er på vej ud på en farefuld og udfordrende rejse til Markus' stenborg nordpå.

Jeg ved ikke så meget om historie, senmiddelalder eller 1300-tallet. Jeg har derfor ingen beviser for om beskrivelserne af hvordan livet var i 1349 i Sverige er rigtige. Men det føles plausibelt og troværdigt. Det føles virkeligt og sådan har det været med Simonas tidligere bøger også. Hun skriver på en virkelig nærværende måde, der gør at jeg som læser, sagtens kan se det hele for mit indre blik.

Hun formår også at give alle sine personer en stemme - selv bipersonerne får ofte lov til at sige lidt i et kapitel hist og her og det er alt sammen med til at give en dybere historie. Især fungerer det godt i de af historierne, hvor der er en tredje part der vil de to hovedpersoner ondt på den eller anden måde. Så er vi hele tiden et skridt foran vores hovedpersoner, men samtidig ved vi ikke nødvendigvis mere end de gør - jeg håber det giver mening.

Samtidig er hendes hovedpersoner meget likable. Selvom Markus er hård i filten og ikke er bange for at sige tingene som de er, har han jo også et hjerte af guld som Illiana nok skal finde frem til. Og Illiana, som egentlig ikke giver meget for ægte kærlighed, kan ikke lade være med at få følelser for Markus - især den Markus han er når han er alene med hende. Ofte har Simonas mænd et blakket ry, som kvinderne i bøgerne skal få sat styr på og det synes jeg fungerer rigtig godt.

Måske lidt trivielt, når det er det samme der sker i langt de fleste af bøgerne, men jeg læser ikke de her bøger for at opleve noget nyt. Jeg læser dem fordi de netop er genkendelige. De er spændende, uden at blive alt for nervepirrende. De er intense, fordi den kærlighed som hovedpersonerne ofte oplever, er stor og altopslugende, når de endelig lader den slå rod. De er underholdende, fordi der ofte er pinlige situationer og akavede øjeblikke. Alt i alt er de bare god underholdning og derfor læser jeg dem!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: Betvingade
Udgivet i: 2012 (på svensk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 385
6 ud af 6 stjerner

mandag den 18. marts 2019

Kelli Estes; Fortidens skygger [Anmeldereksemplar]

Kelli Estes; Fortidens skygger [Anmeldereksemplar fra Gads Forlag]

Bagsidetekst:
Inara Erickson er single og bor og arbejder i Seattle, hvor hun netop har sikret sig en stor stilling. Hendes tilværelse forandrer sig imidlertid brat, da hendes elskede tante Dahlia dør og efterlader hende sin ejendom, Rothesay, på en lille ø, hvor Inara tilbragte alle sin barnedoms somre. 
Da Inara gennemgår huset, falder hun over et usædvanligt smukt silkebroderet ærme fra en kimono. Hun sætter sig for at undersøge historien bag det fortryllende broderi og afdækker dermed en grusom historie, som viser sig at være flettet sammen med hendes eget liv. Ærmet er broderet af Mei Lien, som for et århundrede siden blev tvunget bort fra sit hjem og sendt ud på en rejse, der beseglede hende og hendes slægt skæbne, og som ikke alene ryster Inara i sin grundvold, men også tvinger hende til at træffe et umuligt valg ...

Dette er en af mine dårlige samvittigheder og jeg beklager virkelig meget overfor forlaget at der er gået så lang tid inden jeg har fået den anmeldt, men nogle gange tager andre bøger bare tiden. Nu har jeg fået den læst og hvor er jeg glad for at jeg har gjort det!

Jeg var lidt tøvende i starten, af frygt for at det måske ikke lige var mig, men jo længere ind i historien jeg kom, jo mere grebet af den blev jeg. Jeg hører lydbog når jeg kører til og fra arbejde, og jeg hørte noget af her og jeg nød det virkelig. Der er et rigtig godt flow i historien der er fortalt skiftevis fra Mei Lien og Inaras synsvinkel. Når det er Inara der fortæller er det med en ærefrygt overfor ærmet og den fortælling hun frygter der ligger til grund for det. Vi følger hendes kamp for selvstændighed og for at få det liv hun føler hun fortjener. Mei Lien fortæller med et ønske om overlevelse, en uforståenhed overfor de forfærdelige ting hendes folk bliver udsat for, og med en brændende kærlighed til sin familie.

Som læser sidder vi med de fleste af svarene, selvom de to kvinder ikke har dem, og det er ret intenst at vide mere end hovedpersonerne gør. Det fungerer rigtig godt, og jeg kan godt lide den måde at fortælle historie på. Der er lidt Jojo Moyes og Kate Morton over fortællestilen. Kelli Estes formår nemlig at beskrive nogle virkelighedstro personer, virkelige hændelser ligger til grund for historien, og man kan godt mærke forfatterens forarbejde i hele historien. Det er meget velskrevet og gennemarbejdet. Selvom historien selvfølgelig skulle have en slutning, kunne jeg sagtens have læst mere.

Jeg vil varmt anbefale bogen til dem der holder af en god slægtshistorie, med hemmeligheder der skal afdækkes, og som måske kan ødelægge en hel familie. Jeg fik en god føling med personerne, med Rothesay (som jeg nu helt har lyst til at besøge) og de andre steder handlingen foregår, for det er meget malende beskrevet. Det er en historie der langsomt kryber under huden på en, og jeg nød den virkelig meget!

Tak til Gads Forlag for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Gads Forlag
Original titel: The Girl Who Wrote in Silk
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 476
5 ud af 6 stjerner

mandag den 13. marts 2017

Garen Ewing; Jagten på regnbueorkidéen - anden og tredje del

Garen Ewing; Jagten på regnbueorkidéen - anden og tredje del

Så er anden og tredje del af denne tegneserie endelig kommet! Jeg måtte lige skimme første del igennem, inden jeg gik i gang, da jeg lige skulle have handlingen genopfrisket og jeg er glad for, at jeg havde tredje og sidste del, da man sidder med mange spørgsmål, når man når sidste side i anden del.

Vi fortsætter hvor vi slap i første del: Julius er på vej ud på en farefuld færd for at lede efter en orkidé ingen er sikre på virkelig eksistere. Ham og hans hjælpere bliver jaget af folk der ingen hensyn tager, og flere steder er det ved at gå grueligt galt.

Undervejs begynder brikkerne dog at falde på plads og jeg kan godt lide at vi skifter handlingsforløb - vi følger både Julius, Gropes håndlangere og Sir Alfred. Det er med til at gøre historien tempofyldt og man flyver igennem bøgerne.

Som jeg skrev i anmeldelsen af første del (læs den her) er det som taget ud af en god Tintin fortælling. Der er masser af drama, modige heltegerninger, smålige skurke, skumle bagmænd og folk der giver sig ud for at være noget de bestemt ikke er. Samtidig kan jeg rigtig godt lide det historiske aspekt og de mange fakta man som læser bliver bekendt med undervejs. Om det er sandt er så en anden side af sagen, men for denne historie er fortiden og forhistorien vigtig, og det hele er bygget godt og grundigt op.

Jeg nød at læse dem og det er helt sikkert en tegneserie jeg vil vende tilbage til og læse alle tre lige efter hinanden. Jeg tror det vil give endnu mere til historien og så er det jo altid hyggeligt at genlæse en god fortælling!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Tellerup
Original titel: The Adventure of Julius Chancer: The Rainbow Orchid
Udgivet i: 2010 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: ca. 50 sider
4 ud af 5 stjerner

torsdag den 23. februar 2017

Marini; Skorpionen

Marini; Skorpionen (1-6)

Jeg er ikke den store tegneserielæser - selvom der er nogle jeg bare elsker: Yoko Tsuno, TinTin og Saga. Det er ikke noget jeg køber meget af, men Marinis tegneserier ville jeg gerne eje!


Jeg stiftede først bekendtskab med ham da jeg læste Roms Ørne for et par år siden - 5. bind er lige kommet og jeg glæder mig til at læse den. Jeg var ikke klar over at han havde skrevet mere, før jeg søgte efter ham på biblioteket og fandt denne serie.

Jeg er vild med hans meget realistiske tegnestil, som virkelig gør personerne i historien levende. Man kan som læser tydelig fornemme følelserne i karakterernes ansigter, holdninger og bevægelser og det synes jeg er med til at gøre historien ekstra spændende. Der er heller ikke sparet på detaljerne og det er også med til at gøre omgivelserne virkelighedstro.

Samtidig synes jeg det er spændende at læse en "historisk" fortælling som tegneserie - ligesom Roms Ørne, der foregår i Romerriget under dets storhedstid, foregår den her i 1700-tallet, hvor paven er truet af den magtliderlige monsignor Trebaldi og Skorpionen - gravrøver og trussetyv - skal finde frem den eneste ting der kan frarøve Trebaldi pavestolen.

Det er bestemt ikke nogen nem mission Skorpionen har udsat sig og undervejs må han da også flere gange genoverveje hvem han kan stole på. Flere gange er han ved at dø. Men indtil videre han har klaret sig igennem prøvelserne.

Serien er ikke færdig endnu og jeg glæder mig meget til at se om det lykkedes for skorpionen at hævne drabene på sine forældre. Om det lykkedes ham at finde Den Hellige Gral og endda også forhindrer at Trebaldi får alt for meget magt i Rom mens han er væk!

Fakta:
Forlag: Faraos Cigarer
Udkommet: 2016 (på dansk)
Antal sider: ca. 50
5 ud af 5 stjerner

mandag den 14. april 2014

Jennifer Cody Epstein; Når himmelen falder ned


Jennifer Cody Epstein; Når himmelen falder ned

Jeg har længe ville læse denne bog, men synes ikke rigtig tiden har været der til at fordybe mig i den - det var den så nu! Jeg hørte først om bogen til bogcafe ved Aalborg Bibliotekerne, og jeg tænkte med det samme at det var en jeg bare måtte læse.

Historien udspiller sig før, under og efter 2. Verdenskrig - hvor vi følger forskellige personer. En amerikansk pilot, der skal være med til at bombe Japan, en japansk pige der oplever bombningen af Tokyo, en amerikansk dreng der er vokset op i Japan der bliver udsendt som tolk, samt deres forældre.

Det er en fantastisk historie om de lidelser krig sætter folk igennem - at fiske sin døde veninde op af en flod og ikke vil tro på hun er død, det er jo ubegribeligt at man kan overleve sådanne oplevelser.

Samtidig er det en utrolig historie om kærlighed. Pilotens kone har en ring som hun har arvet fra sin mor, som har arvet den fra sin mor - en "kom-hjem-til-mig-i-god-behold"-ring. Da han styrter ned i det japansk besatte Kina efter at have bombet Japan, bliver han taget til fange af den japanske piges far, som stjæler ringen - og tager hans liv.

På en gang er alle de historier man får fortalt i denne bog bundet utrolig smukt sammen - det er virkelig en pageturner og den bliver hos en, selvom man har vendt den sidste side.

Fantastisk!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i 2013
Original titel: The Gods of Heavenly Punishment
Antal sider: 372 sider
Læst på dansk
Målgruppe: Voksen

onsdag den 26. februar 2014

Jojo Moyes; Det sidste brev fra din elsker


Jojo Moyes; Det sidste brev fra din elsker

Da jeg så at Jojo Moyes havde skrevet en ny bog vidste jeg at den skulle læses. Jeg har anbefalet "Mig før dig" til alle der ønskede en god bog, fordi den bog er fantastisk - også selvom den på sin vis ender sørgeligt.

"Det sidste brev fra din elsker" handler om journalisten Ellie, der i jagten på en god historie falder over nogle kærlighedsbreve i avisens arkiv. Ellie har selv en affære med en gift mand, og da brevene er skrevet fra en elsker til en gift kvinde vækker det hendes interesse.

Så springer vi over 40 år tilbage i tiden hvor vi følger brevets hovedpersoner, den gifte kvinde Jennifer Stirling og hendes elsker, journalisten Anthony O'Hare, som Jennifer kalder for Booth. De har en lidenskabelig affære og han beder hende om at stikke af fra det hele sammen med ham. Men på vej til togstationen kører Jennifer galt og vågner på hospitalet - med hukommelsestab! Hun husker intet om affæren, den lidenskabelig kærlighed og følelsen af at være elsket - hun mærker dog at hun ikke føler sig hjemme i sit eget hjem mere. Da hun endelig er ved at samle brikkerne, fortæller hendes mand hende den værst tænkelige nyhed. Tror hun...

Der kommer til at gå 4 år inden de genser hinanden, og bedst som Booth tror at de vil finde sammen igen, skifter Jennifer mening og flygter fra ham. Der går dog ikke længe før Jennifer leder efter Booth, men han er taget til Congo, hvor der raser krig og ødelæggelser og hun overbeviser sig selv om at han er død - hvilket dog er langt fra sandheden.

Tilbage i 2003 tager Ellie kampen op med de sparsomme oplysninger hun har fra brevene og den mappe som de lå i og det lykkedes hende at opspore Jennifer og give hende brevene tilbage. Samtidig tager Ellie sit eget liv op til revision - især efter hun begynder at føle noget for en anden end hendes elsker.

Uha hvordan skal det ikke ende det hele!!

Jeg sad flere gange og tænkte "nej nej nej, nu får de jo ikke hinanden" og jublede "yes, nu lever de lykkeligt" og ingen af alle de gange jeg tænkte det, skete der det jeg troede der ville ske. Denne bog er virkelig spændende, fordi man bliver ved med at blive fodret med brikker til puslespillet, som så bliver ødelagt gang på gang fordi noget uforudsigeligt sker. Det er en page-turner på højde med "Mig før dig" og nu vil jeg ikke afsløre om denne bog også ender sørgeligt, for denne bog skal virkelig læses og nydes.

Det er virkelig en fantastisk kærlighedshistorie, der sætter dybe spor i en og efterlader en sulten efter mere.

Fakta:
Forlag: Cicero
Udgivet i 2014
Original titel: Det last letter from your lover
493 sider

tirsdag den 19. november 2013

Kim Fay; De glemte minders kort




Irene Blum har givet alt for at opbygge sit ry, for kun at se det hele blive taget fra hende. Som en måde at få hævn, giver hendes mentor hende en sidste opgave – at finde kobberruller omhandlende det forsvundne Khmerrige. 

Irene begiver sig ud på en farefuld rejse som både byder på mord, kærlighed, sandheden om hendes mentor, som hun ellers troede hun kendte og ikke mindst, sandheden om hendes egen familie, der er endnu mere knyttet til dette rige end hun kunne forestille sig.

Det er en utrolig spændende historie, med mange flotte detaljerede beskrivelser af Cambodja og Khmerriget, så man næsten føler at man selv begiver sig igennem junglen ved Irenes side og kan mærke myggene stikke og fuglene synge.


Fakta:
Forlag: Bazar
Udgivet på dansk i 2013
409 sider