fredag den 30. december 2022

Året der gik - 2022


Året der gik - 2023

Endnu et år er gået … Og hvilket år det har været.

Det har været den vildeste rutsjebanetur – nogle nedgange ville jeg gerne have været foruden, men til gengæld har toppene været episke.

I januar mistede jeg min far. Efter lang tids sygdom, så det kom ikke som et chok, men alligevel følte jeg mig ikke helt parat til at skulle sige farvel. Der har været en hel del ”første gange” i år efter det. Første fejring af mors fødselsdag, første fars dag, første fødselsdage for både ungerne og mig selv og nu jul og nytår. Det er mærkeligt og vemodigt at han ikke er her.

Men jeg håber at han ville have været stolt af de ting jeg har opnået i år.

Jeg har læst 466 bøger. Det er ny rekord og jeg er dybt målløs over hvor meget jeg har nået, med to små børn, familie, venner og ikke mindst fuldtidsjob. Det er ikke antallet af bøger der tæller – og det skal ikke være en konkurrence, hvis du har læst to bøger i år, er det også flot! Husk det!

Det har været et år med travlhed på arbejde. Mange fede arrangementer, kurser og oplevelser er det blevet til og jeg håber at næste år bliver lige så spændende.

Jeg har været til Ordkraft, Fantasyfestival og BogForum. Jeg har været til bloggerarrangementer og nørdet bøger på den helt store klinge med rigtig mange dejlige mennesker. Jeg glæder mig til endnu flere bogmesser og arrangementer til næste år – jeg håber at jeg kan tilføje Sci-fi-con i Randers, til min liste.

Jeg har endnu engang været dommer til ”Årets Dansk Fantasy 2022” og har haft æren af at skrive talerne til vinderne og ikke mindst være med til at fejre dem (og alle de andre dejlige mennesker der skriver dansk fantasy) i Esbjerg til Fantasyfestivalen. Der er sat kryds i kalenderen til næste år og jeg glæder mig!

Og så var der jo også noget med at jeg vandt en pris. En virkelig flot pris. ”Danish Book Blogger 2022”, som blev uddelt af Plusbog til BogForum. Flere ugers venten kulminerede fredag eftermiddag og jeg modtog med rystende arme og bævende stemme det fine glas trofæ, der nu står og pryder i min bogreol.

Jeg tror faktisk stadig ikke helt at det er gået op for mig at jeg vandt. Der er så virkelig mange dygtige bogbloggere derude og at det så blev mig der vandt? Jamen altså. Det er en stor ære. Jeg har sagt tak før, men siger det igen: tusind tak! Tak til alle der har nomineret, stemt og heppet på mig – det betyder alverden for mig.

Slutteligt blev det også året hvor jeg prøvede kræfter med en boglig julekalender på Instagram og jeg er virkelig glad for den modtagelse den har fået. Tak til alle der har deltaget, liket og kommenteret. Selvom det har været et stort arbejde, har jeg hygget mig med det, og jeg har allerede planer for næste års julekalender …


Tak for i år.
Tak for al kærligheden.
Tak for alle de fantastiske bogsnakke.
Tak for alle de skønne læseoplevelser.
Tak for likes og kommentarer.
Tak for at følge med hos mig. Uden jer ville det være knap så sjovt.

Vi ses i 2023 – og jeg glæder mig til at se hvad der kommer til at ske.


onsdag den 21. december 2022

Elena Armas; Det amerikanske datingeksperiment [Anmeldereksemplar]

Elena Armas; Det amerikanske datingeksperiment [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Rosie Grahams liv er et rod. Hun har netop sagt sit velbetalte job op for at skrive kærlighedsromaner på fuld tid. Nu lider hun så af en alvorlig skriveblokering. Loftet braser bogstaveligt talt ned om ørerne på hende, og hendes tilflugtssted viser sig at være beboet af veninden Linas yderst attraktive fætter, Lucas.

Lucas, som Rosie måske, måske ikke har fulgt lidt vel intensivt på Instagram. Som galant tilbyder hende at bo under samme tag. At lave fabelagtig mad til hende. Og at tage hende på en række datingeksperimenter som romantisk inspiration til skriverierne. Ikke noget, Rosie og hendes uskyldige onlinecrush ikke kan håndtere. Overhovedet ikke. For ellers ville hendes hjerte jo virkelig være i vanskeligheder …


Hvis du er til de helt store romantiske gestusser – så er det her historien for dig.

Den er – som dens forgænger, ”Den spanske kærlighedsaffære”, meget amerikansk. Og selvom jeg normalt ikke har noget problem med det, synes jeg faktisk det bliver lidt for meget i den her.

Selvom jeg var virkelig godt underholdt og siderne vendte sig selv, kunne jeg ikke lade være med at være en smule irriteret på de to hovedpersoner, Rosie og Lucas. Lina (hovedpersonen i ”Den spanske kærlighedsaffære”) har en god pointe til sidst i bogen – og den rammer virkelig hovedet på sømmet. Jeg vil ikke spoile for meget, så jeg vil ikke sige mere. Men lad mig vide om jeg ikke godt nok har ret.

Noget af det jeg til gengæld godt kunne lide i bogen, var kemien mellem Rosie og Lucas der virkelig er til at føle på – også selvom de forgæves forsøger at forhindre følelserne i at spire mellem dem. En anden jeg godt kan lide er de dates de er på. De lyder virkelig skønne og er beskrevet tydeligt og detaljeret, så man føler man selv er der.

Et af temaerne i bogen er hemmeligheder og at finde modet til at følge sine drømme. Både Rosie og Lucas har en del hemmeligheder for dem de elsker. De vil ikke skuffe dem, men hvis man virkelig er elsket, kan man ikke skuffe.

Af de to bøger, kunne jeg bedst lide ”Den spanske kærlighedsaffære”, selvom denne har en kæmpe styrke i forhold til. Nemlig at vi også har kapitler fra Lucas’ synsvinkel – og at de er indlæst af en mand. Det giver virkelig en anden dybde til historien og jeg ville ønske at der havde været kapitler med Aarons synsvinkel i ”Den spanske kærlighedsaffære”. Nuvel, man kan ikke få alt.

Som sagt er det en historie fyldt med store følelser, med romantik og med hede øjeblikke. Lidt for amerikanske for min smag, men ganske underholdende.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Original titel: The American Roommate Experiment
På dansk ved: Pil Ingerslev
Udgivet i: 2022 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 420
4 ud af 6 stjerner


onsdag den 14. december 2022

Nicole Boyle Rødtnes; Den røde enkes løfte [Uopfordret anmeldereksemplar]

Nicole Boyle Rødtnes; Den røde enkes løfte (Rød & og blå, #3) [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Velkommen til Viduana, hvor forelskelse er forbudt, og ethvert forsøg på flugt straffes med døden.

Mændene i Viduana er på randen af sammenbrud og der er optræk til oprør. Vreden vosker eksplosivt og vrede giver mod ... Men er der mod nok til at vælte enkerne én gang for alle?

Clara er i fare uden for byportene og må kæmpe for at overleve. Den sorte enke har tvunget hende i eksil og taget hendes datter.

Silas sørger over Samuels grusomme død og arbejder på at færdiggøre sin tunnel ud af byen, så han kan flygte med sin familie.

Elias rejser mod Xian for at smugle våben ind i Viduana til det kommende oprør.


Endelig er ventetiden forbi og heldigvis er den tiden værd!

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen: Nicole har fantastisk måde at skrive historier på. Både letlæsning, bøger til mellemtrinnet og unge. Hun kan skrive fantasy, realisme og dystopier.

“Rød og blå” er i sidste kategori. En dystopi der fortjener alt den ros den kan få. En dansk udgave af “Handmaids Tale”, med et tvist. Her er det ikke mændene der bestemmer, men derimod kvinderne. Kvinder der også kan være korrupte og blinde af magtbegær. 

Det er serie der knuser dit hjerte. Gør dig chokeret over menneskers grusomheder. Den er fuld af plottvists, intriger og hjerteskærende øjeblikke.

Jeg vil nødig afsløre for meget af handlingen, men jeg kan sige at jeg ikke blev skuffet. Det er dog tydeligt at Nicole ikke er så vred længere. Der skete mange ting omkring hende da hun skrev de to første og de har en anden følelse end den her. De var meget vrede. Meget hårde. Meget voldsomme. Det er den her også, men ikke helt på samme måde.

Selvom den ikke helt er så vred, er det stadig en god og gennemført slutning. Hvis jeg dog må sige en ting, synes jeg det gik lidt for stærkt til sidst. Jeg havde håbet på lidt mere end det jeg fik.

Tak for endnu en fantastisk serie, Nicole. Jeg glæder mig til at se hvad det næste bliver.

Bogen er modtaget som uopfordret anmeldereksemplar fra forlaget.

Fakta: 
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2022
Antal sider: 428
6 ud af 6 stjerner