onsdag den 27. marts 2024

Majbrit Ravnholt Cramer; Sanjategnet [Anmeldereksemplar]

Majbrit Ravnholt Cramer; Sanjategnet [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Bue kan befale over andre med sit ord. Om halsen bærer han et sanjategn. En nøgle af ben, der i hans verden viser, at evnen har afsløret sig i ham. Men han forstår ikke at styre sine kræfter og kommer ved et uheld til at dræbe sin onkel. 

I Danmark er en seriemorder på fri fod. En såkaldt copycat, der benytter samme fremgangsmåde som en seriemorder tilbage i 1800-tallet. Fælles for ofrene er, at de alle kort før deres død har påstået at være udødelige. Ligene bliver desuden altid fundet med et sanjategn om halsen. 

I Den Gamle By i Århus mener museumsdirektøren, at nutidens morder er den samme som dengang. En udødelig, der slår andre udødelige ihjel.

Agnete, hvis far er et af ofrene, ved ikke, hvad hun skal tro. Snart må hun dog sande, at Den Gamle By i Århus ikke er, hvad den giver sig ud for at være. Museets hemmeligheder snævrer sig ind omkring hende, og inden længe kastes hun ud i et kapløb mod tiden for at standse morderen.


Det her er sådan en historie man skal afsætte tid til at læse – god tid, for når man først er gået i gang kan den være svært at lægge fra sig.

Det er dog også en historie der kræver at man holder tungen lige i munden, og selvom jeg var meget optaget af den, måtte jeg lige holde pause et par dage, så jeg havde det helt rigtige mindset til at læse den færdig.

Der er både tidsrejser, mystiske portaler, hemmeligheder og en morder, hvis identitet først bliver afsløret til allersidst – og jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke havde set det komme. Der er mange ledetråde der skal holdes styr på og brikkerne falder først på plads til sidst.

Hovedpersonerne er henholdsvis Agnete fra nutiden og Bue fra fortiden, men deres spor flettes også sammen undervejs. Der var enkelte steder hvor begge personer irriterede mig, da de både virker lidt naive og egoistiske, men undervejs voksede de alligevel på mig. Dog synes jeg at den romantiske scene (læs: spicy), ikke tilføjer historien noget og for min skyld havde den ikke behøvet at være med. 

Samtidig synes jeg at hele tidsrejse-portal-aspektet var rigtig godt skruet sammen, med begrænsninger og kodeord der skal siges før det virker. Det føles gennemtænkt og sommerfugleeffekten ”virker” i bedste velgående.

Sprogligt fungerer det godt og selvom der er mange skift både i tid og mellem personerne, er det ikke for forvirrende.  Derudover har bogen en af de smukkeste forsider jeg længe har set. Den er både stemningsfuld, enkel og emmer af den stemning der er i hele bogen: lidt uhyggelig og magisk.

Sanjategnet” er altså en velskrevet, spændende og original dansk fantasyhistorie – og så kan det også noget at læse standalones.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2024
Antal sider: 353
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 20. marts 2024

Travis Baldree; Legender & Latte [Anmeldereksemplar]

Travis Baldree; Legender & Latte [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Efter et liv fuld af blodsudgydelser og dusørpenge hænger Viv sværdet på væggen for sidste gang.

Den krigstrætte ork vil starte på en frisk og åbner den første kaffebutik i storbyen Thune. Men vejen til succes er brolagt med både gamle og nye fjender – og så er der den mindre detalje at ingen i byen har nogen anelse om hvad kaffe er.

Hvis Viv skal lykkes med at lægge sit gamle liv bag sig, har hun brug for hjælp. Heldigvis synes skæbnen at byde hende lige præcis hvad hun har brug for, og Vivs liv bliver bedre end hun nogensinde turde drømme om.

Man ved bare aldrig hvornår skæbnen vender.


Denne bog har gået sin sejrs gang på sociale medier – og jeg melder mig straks til heppekoret. Det er virkelig en skøn historie og jeg havde slet ikke lyst til at slippe den igen, da jeg først var begyndt.

Selvom jeg normalt gerne læser fantasy med masser af action, slåskampe, magi og hel masse prøvelser, var det ret hyggeligt at læse noget ”low key”-fantasy.

For jo jo, vi er stadig i et fantasyunivers, med orker, succubi, magiske amuletter, leylinjer og mange andre magiske væsner. Så er det her noget af det mest low high fantasy jeg har læst. Byen hvor orken Viv slår sig ned, efter hun har lagt sværdet på hylden og ikke længere vil slås, kunne ligeså godt være enhver provins i det virkelige liv, der manglede en kaffebar.

For det er præcis det Viv har tænkt sig at bruge sin tid på: en kaffebar.

Men der er noget Viv ikke har. Og det er mennesker omkring hende, der vil hendes drøm præcis så meget som hun vil. Så da hun langsomt, men sikkert stabler sin egen lille familie på benene, må hun indse at nogle ting kræver tilvænning og kan være besværlige, men ikke desto mindre er de det hele værd.

Jeg nød virkelig at tilbringe tid sammen med Viv, Tandri, Cal, Thimble og de andre. Nogle historier giver en venskaber – også sådan en historie er ”Legender & Latte”. Fra deres spæde barneskridt til deres hastige løb, følger man venskabet blomstrer og jeg nød det virkelig.

Jo, der er da drama og ubehagelige typer, men de bliver klaret på en ordentlig måde, og selvom Viv gerne vil ty til sværdets brug, ved hun også at hun ikke skal ned af den vej igen.

Hvis du har brug for 300 siders ode til venskab, til at forfølge sine drømme, til at håbe og til det magiske ved en god kop kaffe, så skal du læse den her bog. Den er hyggelig, hjertevarm og fuld af humor – så sæt i gang.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Ulven & Uglen
Original titel: Legends & Latte
På dansk ved: Freja Løvhøj
Udgivet i: 2022 (på engelsk) og 2023 (på dansk)
Antal sider: 304
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 13. marts 2024

Anne-Marie Vedsø Olesen; Ulvegabet [Anmeldereksemplar]

Anne-Marie Vedsø Olesen; Ulvegabet (Vølvens vej, #3) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Fenrisulven er løs. Mennesker flygter fra hus og hjem, mens uhyret hærger landsbyrene omkring Himlinge. Snehild, der er opvokset blandt ulve, kan som den eneste tale dyret til fornuft, men kun for en kort stund. En ny lænke må smedes, og snart begynder en rejse mod dværgenes rige Nidavellir, hvor skabelsens ild blusser og blændende skatte frembringes.

Der findes bøger der omslutter en og fordriver enhver tanke om ens rigtige liv, og så findes der bøger der brutalt og nådesløs trækker en ind i en verden, man ville ønske, fandtes i virkeligheden.

Serien om Snehild er i sidste kategori.

Jeg har altid været stor fan af historier der bunder i den nordiske mytologi, lige siden Lars-Henrik Olsen sendte mig og Erik Menneskesøn på en magisk rejse, har jeg været fortryllet. Jeg har hørt radiospillet med ”Freja og Lille-Tor” til hudløshed og jeg har slugt Malene Sølvstens ”Ravnenes hvisken” og nydt det hele med stor fornøjelse.

Jeg har tidligere skrevet om lydbøger og det med at når først man er begyndt på en serie som lydbog, kan man ikke læse den ”selv” – sådan har jeg det med ”Vølvens vej”-bøgerne. Jeg har lyttet til dem alle sammen og indlæser, Line Jønsson, gør det fantastisk stykke arbejde og Anne-Maries fortryllende ord kommer til liv på en helt særlig måde i lydbogen.

Samtidig er det her en noget mørkere historie end de to andre. Snehild er på flugt og ved ikke helt hvad hun skal gøre af sig selv. Det driver hende til at begå fejl og sågar glemme hvem hun selv er for en kort periode, men som kan koste hende dyrt. Hun sårer også dem hun holder af - og ikke alle er villige til at tilgive.

Det er ikke kun Snehild der kæmper. Roald, der nu er konge, kæmper en kamp for at glemme og tager derfor stoffer, hvilket heller ikke er uden konsekvenser. Krigeren Berghild må sande at den lykkelige tilværelse hun havde, kan slutte hvert øjeblik det skal være og at vejen til hævn er fuld af farer.

Mens alle menneskene kæmper, er Fenrisulven løs og der skal mere end blot tale til at holde ham fanget – men kan Snehild klare opgaven og hvad vil det koste hende?

Anne-Marie skriver med en forståelse, en dybde og et sprog der gør at siderne vender sig selv og at man ikke vil have historien til at ende. Ingen af hendes karakterer er udelukkende gode, ej heller onde, men favner begge dele. Det er ikke kun en historie med nordisk mytologi, men også en serie og en fortælling om et jernalder Danmark, med høvdinge, stridigheder og fejder.

For mig er det her virkelig bøger der har det hele og jeg føler mig beæret over at Anne-Marie har valgt at dele Snehilds historie med os. Samtidig er jeg glad for at hun med denne fortælling måske har fået nogle til at åbne øjnene for hvad fantasy kan og at det ikke kun er for børn.

Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udgivet i: 2023
Antal sider: 432
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 6. marts 2024

Angie Thomas; Nic Blake og de Usædvanlige - Mesterprofetien [Anmeldereksemplar]

Angie Thomas; Nic Blake og de Usædvanlige - Mesterprofetien [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Det er ikke nemt at være 12-årige Usædvanlig i en Sædvanlig verden. Ja okay, det er da sejt nok at få en helvedeshund i fødselsdagsgave – til gengæld er det ret så irriterende, at man ikke må bruge sine magiske evner, når man selv synes, man er gammel nok.

Nic Blake vil bare være en stærk Mester ligesom sin far. Men før hun kan nå at overtale ham til at lære hende at bruge Gaven, bliver hendes far anholdt, og Nic og hendes to venner bliver kastet ud i en vild jagt på et farligt magisk våben, hun aldrig har hørt om.

Rygterne svirrer, og tiden er ved at løbe ud. Men er det virkelig Nics far, der har stjålet det våben? Og hvem er det egentlig, den mystiske Mesterprofeti handler om?


Angie Thomas har tidligere skrevet ungdomsbøger - jeg var vild med "The Hate U Give", og nu er hun tilbage med en ny bog. Denne gang i helt anden genre og for en helt anden målgruppe.

Tænk på en herlig blanding af Harry Potter, ”De ualmindelige” og ”Percy Jackson” – så har du mere eller mindre historien om Nic Blake.

Der er mange paralleller til andre bøger, men alligevel får Angie Thomas at gøre historien om Nic Blake til sin egen. Det gør ikke noget at finde inspiration, hvis bare man kan sætte sit eget præg på historien og det synes jeg bestemt at Thomas gør.

Historien om Nic Blake er både underholdende, spændende og velskrevet. Der er en tilpas mængde drama deri, uden at det bliver for meget eller for tamt. Der er flere overraskelser undervejs – og uden at afsløre for meget, kan jeg godt sige at den slutter med en cliffhanger, så man har bare lyst til at snuppe næste bog og læse videre.

Jeg kan rigtig godt lide humoren i bogen og ikke mindst den usikkerhed Nic har. Selvom hun prøver at være sej udadtil, tvivler hun på sig selv, sit venskab med JP og om JP bedre kan lide Alex end hende. I og med at Nic har levet en beskyttet tilværelse med sin far, er der en hel del ting som hun ikke ved – som måske burde have været fortalt.

Samtidig er det en skøn historie med mange metalag og en historie indeni en historie der også har stor betydning for både Nic og hendes må at løse de prøvelser hun bliver stillet på.

Det er en fin mellemtrinshistorie og er man omkring de 10 år og ikke er kommet i gang med Harry Potter – eller holder pause indtil man er lidt ældre - kan man roligt kaste sig over den her. Der er masser af magi, magiske væsner (læs: sej drage og cute helvedeshund), action og selvfølgelig en alt for stram deadline og alt for mange valg der skal træffes.

Jeg er klar til mere og jeg glæder mig til at se hvad Nic skal stå overfor næste gang.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Nic Blake and the Remarkables: The Manifestor Prophecy
På dansk ved: Charlotte A. E. Glahn
Udgivet i: 2023 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 370
5 ud af 6 stjerner