Jojo Moyes; Sommeren jeg mødte dig

Jojo Moyes; Sommeren jeg mødte dig

Bagsidetekst:
Der sker ikke meget i den lille søvnige badeby Merham, hvor de to veninder Lottie og Celia vokser op som søstre i 1950'erne. Det er kort sagt et dødkedeligt sted at være næsten voksen, så da en gruppe kunstnertyper indtager byens smukke art deco-hus, Arcadia, tiltrækkes de to piger af det bohemeagtige miljø, som byens spidsborgere har travlt med at sladre om. Det bliver den sommer, hvor pigerne bliver voksne, men også den, hvor der bliver slået et uopretteligt skår i deres venskab.

Halvtreds år senere bliver Arcadia igen genstand for byens sladder, da en finansmand vil forvandle det misligholdte hus til et smart badehotel. Under renoveringen vækkes det gamle hus gradvist til live og med det også hemmelighederne om det, der skete den sommer for så mange år siden. 

Det kan ikke siges nok, jeg er vild med Jojo Moyes! Hun kan altså bare et eller andet. Selvom det ikke er alle hendes bøger der har fået mig helt op og ringe, har de alle rørt mig på en eller anden måde. Ingen af dem jeg har læst, kan dog måle sig med "Mig før dig" - heller ikke denne, men den er godt på vej.

Moyes har en skøn skrivestil, der er så malende og beskrivende, at jeg næsten kunne mærke vinden fra havet, solens stråler på kinderne (måske var det fordi jeg læste udenfor?), se Arcadia for mig, vægmaleriet, den søvnige badeby. Det er så nemt at se det hele for sit indre blik. Samtidig har hun et godt tag på skiftende fortællere som jeg misunder. Det er virkelig med til at give en historie dybde at man hører fra flere personer. Der er mange personer i hendes bøger, men det bliver ikke uoverskueligt, og alle personerne har en rolle at spille.

"Sommeren jeg mødte dig" er en skøn, medrivende og hjertevarm fortælling om den store første kærlighed, som er umulig. Om at føles sig udenfor, om at finde sin egen plads. Om at stå i en familiesituation, som dog langt fra er hvad man forestillede sig. Om at have mod til at turde tage imod forandring med åbne arme og et åbnet i sind, i stedet for lukkede døre og sure miner.

For mig har Jojo Moyes gjort det igen. Hvis du trænger til en dejlig sommerbog her på falderæbet af sommeren, så er den her lige sagen.

Tak til Cicero/Rosinante for anmeldereksemplaret.

Fakta:
Forlag: Cicero/Rosinante
Original titel: Foreign Fruit
Udgivet i: 2003 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 448
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Windblown Pages

Rainbow Rowell; Carry on

Rainbow Rowell; Carry on

Bagsidetekst:
Simon Snow er den absolut værste udvalgte, der nogensinde er blevet udvalgt. Det siger hans roommate Baz i hvert fald. Og det kan godt være, at Baz er en ondsindet vampyr, men han har jo ret! Halvdelen af tiden kan Simon ikke engang få sin tryllestav til at fungere - eller også sætter han ild til ting og sager. Hans mentor gør alt for at undgå ham, hans kæreste har slået op med ham, og der er et magi-ædende monster, som går rundt med Simons ansigt på. Baz ville have nydt alt dette, hvis han altså havde været til stedet. Det er starten på deres sidste skoleår på Watford School of Magicks, og så har Simons plageånd ikke engang besværet sig med at dukke op.

Advarsel: læs ikke denne bog før du har læst "Fangirl"!


Når det så er sagt, så læs denne bog!

Den er fantastisk. Helt igennem fantastisk. Nu håber jeg ikke at jeg træder nogen over fusserne, men den er ligeså god som Harry Potter, som den jo tydeligvis er meget inspireret af. En ung troldmand med en umulig mission. Et par udvalgte hjælpere der skal forsøge at guide ham igennem hans prøvelser. En forelskelse der kommer bag på ham, men som han ikke kan bekæmpe eller undvære. Masser af magi, hekse, troldmænd, monstre, drager osv - "Carry on" har bare det hele.

I "Fangirl" bliver vi introduceret til fortællingen om Simon Snow og jeg indrømmer at jeg sad flere gange og ønskede at Rainbow Rowell også ville skrive historie om Simon (på det tidspunkt vidste jeg ikke at hun faktisk havde gjort det), og jeg er så glad for at hun ikke kunne slippe Simon selvom hun slap Cath. Jeg sad dog flere gange og ventede på de steder af "Carry on" vi får lov til at læse i "Fangirl", men de kom desværre ikke - jeg synes ellers at de ville have passet rigtig godt ind.

Det må så også være det eneste negative jeg har at sige om "Carry on", for jeg var godt nok grebet fra første side. Jeg kunne slet ikke lægge den fra mig igen, blev også sent oppe for lige at tage et par kapitler mere. Den er underholdende, humoren deri er fantastisk. Jeg elsker Simon og Baz' magtkampe, diskussioner og slåskampe. Samtidig fungerer kærlighedsdilemmaet bare rigtig godt. Det bliver aldrig for meget, for bøsset. Det er underspillet, klassisk og hjertevarmende.

"Blå øjne. 

Bronzefarvede krøller.

Det faktum, at Simon Snow er den mest kraftfulde troldmand i live. 

At intet kan knække ham, ikke engang jeg.

At Simon Snow lever.

Og jeg er håbløst forelsket i ham." 

 Jeg er vild med det magiske aspekt, der, selvom det minder om Harry Potter, alligevel er helt sin egen. Det er så gennemført. Der er flere paralleller til Harry Potter. Simons kloge veninde, Penelope, minder om Hermione. Selve skolen kunne godt minde om Hogwarts. Magikere under uddannelse.

Jeg kan slet ikke få armene ned. Jeg har læst meget godt fantasy indtil videre i år, men den her er nok en af de bedste. Hvis jeg gav flere end 5 stjerner, ville den få det. Så for Merlins skyld: LÆS DEN!

"Jeg kommer til at dø, mens jeg kysser Simon Snow.

Aleister Crowley, jeg er født under en heldig stjerne."

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar!


Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Carry on
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 516
5 ud af 5 stjerner

Cheryl Strayed; Wild

Cheryl Strayed; Wild

Bagsidetekst:
Cheryl Strayed var 22, da hun mistede alt. Hendes mor døde af kræft, hendes ægteskab gik i opløsning, familien spredtes for alle vinde, hun droppede ud af college, begyndte at tage heroin ... Fire år senere havde hun nået bunden og tog en impulsiv beslutning: Alene begav hun sig ud på den 4000 km lange vandrerute Pacific Crest Trail, der går fra Californien til Canada.

Først da den unge kvinde står i vildmarken, med en rygsæk der er så tung at hun ikke kan løfte den, går det op for hende hvad hun har indlagt sig på. Hun er ved at vende om, men trodser sin frygt og begynder at gå! Her i den rå natur med klapperslanger, bjørne, pumaer og ekstremt vejr bliver hun konfronteret med sig selv på godt og ondt. Mens hun tilbagelægger kilometer efter kilometer, lader hun i sit indre sit eget splintrede liv passere revu. Langsomt finder hun tilbage til den person hun engang var, og hendes historie samler sig i et nyt og sandere billede.

Jeg har længe villet læse denne bog i lang tid, og nu blev den valgt i min læsekreds og muligheden var der.

Jeg havde forventet en rå beskrivelse af hvor hårdt det var at gå, hvor smuk naturen var, hvordan Cheryl fandt sig selv, hvordan hun tilgav sig selv og fandt en indre ro. Jeg fik det og meget mere. For da Cheryls mor dør, dør Cheryl på en måde også. Hun kan slet ikke fungere og er helt nede og skrabe bunden hvor hun starter med at tage heroin.

Da hun ser en guidebog om Stillehavsruten, kan hun ikke slippe tanken om at det er noget hun må gøre. Den er flere gange ved at slå hende ihjel. Hun bliver presset til det alleryderste af hvad hun kan klare. Hun tørster. Hun sulter. Hun står overfor både folk der vil hjælpe og folk der vil hende ondt. Men Cheryl klarer det. Hun når til Gudernes Bro. Hel på en ny måde, dog med fysiske tegn på at turen har været hård.

Jeg var meget rørt over ærligheden i denne fortælling. Der er ikke lagt skjult på at Cheryl er skræmt fra vid og sans flere gange, også selvom hun bliver ved med at sige at hun ikke er bange. Jeg måtte slå flere af stederne der er nævnt op på nettet og jeg blev forbløffet over den fantastiske smukke natur Cheryl begiver sig igennem. Især Crater Lake tog pusten fra mig.

Det er en smuk og rå fortælling om at fare vild - både fysisk og indeni - og om at finde sin egen vej og sig selv igen. Og nu har jeg læst min anden biografi - yay, mig!

Fakta:
Forlag: C&K Forlag
Original titel: Wild. From lost to found on the Pacific Crest Trail.
Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2013 (på dansk)
Antal sider: 354
5 ud af 5 stjerner

Nick Clausen; Drømmeland

Nick Clausen; Drømmeland

Bagsidetekst:
Da Louie begynder at drømme om manden i blåt, finder han snart ud af, at han ikke bare drømmer. Han rejser faktisk til en anden verden. En verden, som manden i blåt kalder Drømmeland. I Drømmeland er alt i virkeligheden to ting: Hvad du ser, og hvad du ønsker at se. Og det kan være svært at se forskellen.

De første gange Louie kommer til Drømmeland er han helt alene, men snart begynder han at få selskab af manden i blåt. Denne mand lærer Louie mange ting. Ting som Louies far skulle have været der til at lære ham, men Louies far er død. Moren taler ikke om ham, så da manden i blåt lader til at vide mange ting om Louie, betragter han ham snart som en far. Virkeligheden er dog en helt anden og mere skræmmende.


For manden i blåt lærer ikke blot Louie at læse stjerner, han lærer ham også at sige fra over for sin mor. At lyve. At skabe splid. Splid som Louie egentlig ikke vil skabe, men som han, i sit eget hoved, mener er for alles bedste. Snart får Louie svært ved at skelne drøm og virkelighed. Søvnen tager magten. Manden i blåt tager magten. Men i Drømmeland er alt ikke hvad det ser ud til og snart er Louie i livsfare.

Bogen er en fortælling om savn, at miste og modet til at komme videre. En fortælling om, at turde drømme, men også vide hvad der er virkelighed. Selvom bogen er hurtig læst (for en som mig, den har lix på 23), er den alligevel medrivende og spændende. Jeg sad da med gåsehud på armene da den grusomme sandhed gik op for mig.

Tak til Forlaget Facet for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2016
Antal sider: 193
4 ud af 5 stjerner

John Flanagan; Turneringen i Gorlan

John Flanagan; Turneringen i Gorlan (Skyggens læring - de første år, #1)

Bagsidetekst:
Længe før de bliver helte, er Crowley blot en ung Ranger uden eget len, og Halt er på flugt fra et naborige.

En forræderisk baron ved navn Morgarath drager andre magthungrende baroner ind under sit banner. Kong Oswald sygner hen, og prins Duncan laver - hvis man skal tro sladderen - ravage oppe nordpå. Halt og Crowley rejser ud for at finde prins Duncan og få hans hjælp til at gendanne det svækkede Rangerkorps. Gamle, trofaste Rangere er spredt rundt om i landet. Kan de bringes sammen til kamp for deres Kongerige? De to unge mænd må have planerne klar før Gorlan-borgens årlige turnering. For denne gang står der mere på spil end at finde årets vinde. Hvis Morgarath får sin vilje, bliver der duel til døden - og en ny konge vil kunne sætte kronen på sit hoved.

Selvom jeg ikke er blevet færdig med at læse serien om Will, Halt og alle de andre i "Skyggens lærling", nyder jeg alligevel John Flanagans skrivestil, humor og fantasi.

Dette første bind i forløberen til "Skyggens lærling" skuffer bestemt heller ikke. Der er fart over feltet som der er i de fire bøger i serien om Will, jeg har fået læst (5. bind er reserveret på biblioteket og jeg glæder mig til at komme videre i den serie).

Nu følger vi derimod Halt inden han bliver den kendte Ranger som vi kender. Det er sjovt at komme til at lære denne unge Halt at kende, for selvom jeg godt kunne kende ham, så er han alligevel meget anderledes. Han er stadig en suveræn dygtig bueskytte, men han er ikke den lidt bistre, indelukkede mand. Mon vi nu får forklaringen på hvordan det sker?

I så fald, det er spændende læsning og selvom der er plads til at nyde godt kød, kaffe (med honning) og en lun aften i det fri, ligger de skumle planer som Morgarath pønser på, hele tiden under overfladen og ulmer. Jeg er ret betaget af John Flanagans skrivestil. Han formår, uden at det bliver kedeligt og langsommeligt, at få en masse detaljer med i sine beskrivelser. Både af personerne, stederne og begivenhederne.

"Turneringen i Gorlan" vil helt sikkert falde i god jord hos andre John Flanagan og "Skyggens lærling" fans - den har rette ånd, stil, humor og aktionfyldte handling.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Tournament of Gorlan
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 415
5 ud af 5 stjerner

R.J. Palacio; Wonder

R.J. Palacio; Wonder

Bagsidetekst:
Jeg vil ikke prøve at beskrive, hvordan jeg ser ud. Hvad du end tror, så er det sikkert meget værre. August "Auggie" Pullman blev født med et deformt ansigt, der har forhindret ham i at gå i skole. Indtil nu ... Snart skal han begynde i en helt almindelig 5. klasse. Det er aldrig nemt at være "den nye". Især ikke, når man ser ud som Auggie. Men indeni er han som alle andre. Eller som han selv siger: "Den eneste grund til, at jeg ikke er helt normal, er, at folk ikke ser mig sådan.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente af den her fortælling. Jeg har hørt meget godt om den, men ikke helt forstået meningen trods de rosende ord. Nu vil jeg klart anbefale den til alle jeg kender!

Ikke alene er det en historie om at August skiller sig ud. Han er anderledes. Så markant anderledes at folk taber kæben når han træder ind i lokalet. Alien. Monster. Han bliver kaldt mange forfærdelige ting. Søn. Bror. Ven. Han bliver også kaldt mange kærlige ting. For August er en dreng med en vanskabt ansigt. Et ansigt der er blevet opereret på siden han var helt lille. Hans forældre har beskyttet ham og hans søster har stået bag ham hele vejen - det kan de ikke nu.

For nu skal August i skole. I 5. klasse - og han er super nervøs! Dette med god grund. For selvom han får venner, er livet i 5. klasse bestemt ikke nogen dans på roser. Børnene er bange for "Smitten". For August. Børn i 5. klasse kan være ret så onde (også i 5. klasse!).

Disse børns forældre er ikke meget bedre! Tænk sig, hvad de kan finde på - vor herre bevars. Jeg sad hovedrystende og tænkte, at det her skrev hun virkelig ikke (når I har læst bogen, ved I hvilket sted jeg mener).

Men det er også en historie om ikke at lade sig knække - for det gør August ikke. Selvom han bliver skubbet i jorden flere gange (både fysisk og mentalt), bliver han ved med at rejse sig. Han indgyder mod hos sine klassekammerater. Han får dem til at smile. Han bringer glæde ind i deres liv. Måske ikke noget de vil indrømme i starten, men som tiden går begynder de så småt at anse ham for en af dem - også selvom han ikke ligner dem udenpå.

Jeg må indrømme at jeg sad og kneb en tåre i slutningen af bogen, for det var så fint (lidt amerikansk, måske, men stadig fint). Det er en historie om accept. Accept af hvordan vi ser ud - både inden i og uden på. Accept af hinandens forskelligheder, svagheder og styrker. Indsigt i at man ikke kan klare sig alene. Og ja, en historie om en helt unormal dreng, der bare gerne vil være normal.

Alle mennesker i verden burde opleve at få et stående bifald 

mindst én gang i livet, fordi vi alle overvinder verden.

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:

Forlag: Alvilda

Original titel: Wonder

Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2014 (på dansk)

Antal sider: 364

5 ud af 5 stjerner

Siri Pettersen; Odinsbarn

Siri Pettersen; Odinsbarn (Ravneringene, #1)

Bagsidetekst:
Forestil dig at mangle noget alle andre har. Noget som beviser, at du hører til i denne verden; noget så vigtigt, at uden det, er du ingenting: En pest, en myte - et menneske.

Som ung opdager Hirka, at hun er et odinsbarn - en haleløs råddenskab fra en anden verden. Foragtet. Frygtet. Og jaget. Hun aner ikke længere, hvem hun er og er tilmed på flugt for sit liv. Men dette er kun begyndelsen, og Hirka er ikke den eneste råddenskab, der er kommet fra en anden verden, men måske den eneste, der ikke er kommet for at dræbe.

Den her bog er blevet skamrost. Rost til skyerne, nej højere endnu. Til månen. Og det er fuld fortjent!

Jeg må indrømme at jeg synes den var lidt lang tid om at komme ordentlig i gang, men nu hvor jeg er færdig med den, kan jeg godt se at det gav mening. Der er et kæmpe persongalleri der skal introduceres. En hel samfundsstruktur skal beskrives og forstås. En mytologi med guder, myter og sagn der skal forklares. Selvom det tager lidt tid, synes jeg ikke det var kedeligt. Forfatteren må have lagt et kæmpe research-arbejde bag og det tager jeg hatten af for.

Samtidig er det altså ikke en simpel fortælling om de gode, de onde, kærlighed og venskab. Det er en fortælling med mange facetter og lag. Om at være anderledes end alle andre. Skræmt og alene. Dog stadig vellidt, elsket og beskyttet. Hirka er alt det og mere til. Hun ved ikke engang helt selv hvad hun er, hun ved dog at hun ikke hører til. Selvom hun føler hun hører til hos far. Hos Rime. Det sidste vil hun nok aldrig indrømme åbent, men som læser er man ikke i tvivl om hendes følelser. Eller hans.

Det er en historie om magtkamp. Om hvilke løgne der bliver fortalt for at holde sammen på en skrøbelig status quo. Om hvad der sker når de løgne bliver offentlige. Det er en historie om at finde sig selv og være tro mod sig selv.

Jeg følte mig suget ind i historie. Som om jeg gik ved siden af Hirka gennem skovene. Løb ved siden af Rime på vej til Blindbod. Mærkede sol og kulde mod mit ansigt. Det er ikke alene en historie der æder dig råt, det er en historie som du ikke slippe. Jeg vil have mere!

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Original titel: Odinsbarn
Udgivet i: 2013 (på norsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 574
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver om bogen:
Bibliotekattens Bøger
Skrivepulten
Windblown Pages

Moïra Fowley-Doyle; Ulykkernes tid

Moïra Fowley-Doyle; Ulykkernes tid

Bagsidetekst:

Skræmmende, uhyggelig, mørk og intens - sådan er ulykkernes tid. Det er det samme hvert år. Knogler brækker, huden får rifter, sjælen får skrammer. 

Ulykkernes tid har været en del af 17-årige Caras liv, lige så længe hun kan huske. Det er en måned med sort uheld, mystiske ulykker og tragiske begivenheder, som kaster lange skygger over hende og hendes familie. I år er ingen undtagelse.

Men noget er alligevel anderledes. En pige er forsvundet, og Cara må og skal finde hende, mens dystre familiehemmeligheder begynder at røre på sig ...

Da jeg var færdig med den her bog, vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle mene om den. Nu er der gået et par dage og jeg har gået og tænkt lidt mere over den. 

Det er en fortælling med en masse mystisk, mørke hemmeligheder og skræmmende, skumle, forladte huse, der - ligesom familien - skjuler noget under facaden. Der var enkelte steder i bogen der gav mig myrekryb selvom jeg krøb helt sammen i hjørnet af sofaen og pakke tæppet tættere om mig. Jeg var dog længe om at fatte sammenhængen. Forstå løgnene og hemmeligheder. Sætte brikkerne sammen.

Enkelte steder i historien er historien skrevet i kursiv - det er Caras søster, Alice, der fortæller, og det hun fortæller lægger op til den mest forfærdelige hemmelighed i verden. En hemmelighed, der ikke alene kan ødelægge en masse, men også give de længe ønskede svar på hvorfor ulykkernes tid indtræffer. Den grufulde sandhed gik først op for mig til sidst og det efterlod mig hovedrystende og med med en knugende fornemmelse om hjertet.

Udover det sørgelige og skræmmende aspekt, er det også en historie om en umulig kærlighed, der dog alligevel ser ud til at lykkedes. En kærlighed der er altopslugende og umulig at fornægte.

Det er en meget speciel bog, underlig, enkelte gange lidt for underlig, men ikke så meget at jeg tabte tråden. Jeg vil ikke afsløre alt for meget, men der kan sammenlignes lidt med "Vores død" af Alice Kuipers og "Vi var løgnere" af E. Lockhart. 

Tak til Nyt Nordisk Forlag for anmeldereksemplar.

Fakta:

Forlag: Nyt Nordisk Forlag

Original titel: The Accident Season

Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)

Antal sider: 275

4 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere siger om bogen:

Readingraindrops

AmaDittobooks

Susbogblog

Jojo Moyes; Alene i Paris

Jojo Moyes; Alene i Paris

Bagsidetekst:
Tag med på weekend til byernes by, hvor lykken måske venter om det næste hjørne.

Nell er 26 år og har aldrig været i Paris. Hun har heller aldrig været på weekend med sin kæreste. I det hele taget er hun ikke kendt for at være den mest eventyrlystne type, men det er der vist på tide at få lavet om på.

Nell arrangerer en romantisk weekend for to i byernes by, men i sidste øjeblik brænder kæresten hende af, og Nell beslutter noget impulsivt at tage af sted på egen hånd.

Alene i Paris møder Nell tjeneren Fabien, og sammen med Fabien og hans venner oplever Nell sit livs eventyr.

Tænk sig, en romantisk weekend for to i byernes by. Du har glædet dig til at slentre i de smalle gader med duften af croissanter og kaffe hængende i luften med din kæreste i hånden, men mens du venter på toget, tikker en sms ind med besked om at han ikke kommer. Hvordan ville du reagere?

Nell er på den ene side ikke overrasket, men stadig meget skuffet. Hun beslutter sig dog for at tage afsted alligevel. Hun har brugt mange penge på billetterne og har glædet sig til at skulle afsted og opleve Paris. Det bliver dog langt fra den weekend som Nell havde forestillet sig. Ikke alene befinder hun sig i en fremmed by, hun er også alene. Heldigvis bliver der lavet om på det, og Nell, som er afhængig af lister med fordele og ulemper, finder pludselig ud af, at livet med lister, måske slet ikke er hende alligevel.

Nell lærer en masse om sig selv på den weekend og da hun skal hjem til London, har hun haft en weekend der har forandret hende for altid.

Det er ingen hemmelighed at jeg er stor fan af Jojo Moyes, hendes skrivestil og hendes måde at skrive om hverdagsproblemer på en måde der bestemt ikke er kedeligt og gråt. "Alene i Paris" er en virkelig hyggelig feel-good-historie på lidt over 100 sider. Den er hurtig læst, men jeg sad alligevel og var varm om hjertet da sidste side var vendt. Endnu en fin genistreg fra hendes hånd.

Hvis du trænger til at smile, blive varm indeni og læse en historie der måske ikke er lang, eller får dig ud på kanten af stolen af spænding, så kan den her varmt anbefales.

Fakta:
Forlag: Cicero
Original titel: Paris for one
Udgivet i: 2015 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 115
5 ud af 5 stjerner

Cassandra Clare; Kobberhandsken

Cassandra Clare & Holly Black; Kobberhandsken (Magisterium, #2)

Bagsidetekst:
Callum Hunts tid på det magiske akademi Magisterium har allerede været fuld af farer, men det er intet mod, hvad der venter ham derhjemme. For da skoleåret er slut, og han tager hjem på sommerferie, finder han ud af, at hans egen far ikke blot mistænker ham for at være ondskaben selv - han planlægger at slå både ham og hans bedste ven, ulven Havoc, ihjel!

Tilbage på Magisterium er en magisk handske forsvundet på mystisk vis, og Callum og hans venner, Aaron og Tamara, står snart over for en farlig fjende ...

Jeg læste første bind i denne serie, "Jernprøven", på engelsk og var vild med den. Den gav lidt samme følelse som jeg havde da jeg læste Harry Potter-bøgerne for første gang. Ja, det er store roser, men historien kan sagtens tåle det.


Vi befinder os i en nutidig verden, hvor dem med magiske evner lever skjult blandt mennesker. Callum og hans venner går på en magisk skole og skal gå så grueligt meget igennem. I "Jernprøven" lærte Callum en forfærdelig hemmelighed at kende - en hemmelighed der ikke alene kan koste ham hans nye venskaber, men også livet. For hvordan skal han beskytte dem mod det onde, hvis det er ham der er den onde?

I "Kobberhandsken" må han stole på sine venner for at finde frem til sin far og sandheden om hvad han vil med den føromtalte handske. For ikke alting er hvad det giver sig ud for at være. Selv Callum kan ikke regne ud hvad han i virkeligheden er.

Selvom bogen er forholdsvis hurtigt læst, så er den spændende, medrivende og meget detaljeret. Sproget er let og meget beskrivende, men uden at det bliver tungt og langsommeligt at komme igennem. Som læser kan man sagtens forestille sig hvordan laden med de gamle biler og "de dødes ø" ser ud. Det er en virkelig god serie, jeg ikke føler får nok ros. Hvis du mangler et supplement til Harry Potter, kan den her klart anbefales - der er noget både for drengene og pigerne. Aktion, venskab, kampen mod det onde, en smule romantik - jo tak, det er der og det fungerer.

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: The Copper Gauntlet
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 269
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver om bogen:
Wondrous Bibliophile
Sus' bogblog

10 spørgsmål #3: Sidsel Katrine Slej

10 spørgsmål #3: Sidsel Katrine Slej

Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Den første, der popper op i mit hoved er Ronja Røverdatter af Astrid Lindgren. Herefter tænker jeg på Søndeneng - også af Astrid Lindgren. Den sidste historie er lidt sørgelig og meget rørende, men jeg elskede den. Brødrene Løvehjerte har jeg også fået læst højt et utal af gange. Jeg var og er stadig Astrid Lindgren fan og nu er jeg i fuld gang med at indoktrinere mine piger til at blive det samme.

Hvad er den første bog du selv læste?
Det kan jeg ikke huske. Men min mor siger, at det første jeg læste selv var pixibøger, som jeg havde et hav af. Derudover var jeg abonnent på Anders And & Co. Anders And var en af de vigtigste årsager til at jeg lærte at læse tidligt. Som barn var jeg rimelig besat af den and og jeg var nok ret dyr i drift da jeg selvfølgelig skulle have Anders And & Co. hver uge, månedens jumbobog og så var der også et særligt weekend-Anders And blad, som jeg selvfølgelig også var nødt til at have.

Din yndlingsbog som barn/ung?
Jeg elskede bogserien om Pigen med den blå cykel af Régine Deforges. Som i ELSKEDE! Det er historiske romaner, hvor handlingen i de første bøger udspiller sig i Frankrig under Anden Verdenskrig. De er fyldt med spænding, kærlighed, action og et imponerende persongalleri. Hovedpersonen befinder sig på mirakuløs vis heeeelt tilfældigt altid lige der, hvor de store historiske begivenheder udspiller sig, men bøgerne er så gode at det uden problemer tilgives. Det var disse bøger, der fik mig til at elske historiske romaner og vækkede en stor interesse for 2. Verdenskrig.

Desuden husker jeg en bog der hedder En pose kugler af Joseph Joffo. Den fik jeg læst højt af min frankofile mormor og den handler om den jødiske forfatters erindringer om hans flugt som dreng igennem det besatte Frankrig. Også en fantastisk bog.

Din yndlingsbog som voksen?
Det er rigtig svært kun at nævne én, for der er mange. Nordkraft af Jakob Ejersbo gjorde et stort indtryk på mig. Jeg har læst samtlige bøger af John Steinbeck og elskede dem alle. Jane Austen er jeg også fan af. Jeg er vild med Ken Folletts historiske romaner, Hobitten, Ringenes Herre-bøgerne, Harry Potter-bøgerne og The Hunger Games-bøgerne. Desuden har jeg læst alle Wallander-bøgerne. I dem er hovedpersonen en karakter man nærmest kommer til at anse som sin personlige ven.

En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.
Hehe - sådan en bog findes der. Det er bind 2 i en serie, der ellers er meget populær. Jeg læste bind 1 uden at være fanget, men fik at vide, at det kunne jeg ikke undgå at blive, hvis jeg fortsatte med serien. Jeg gik endegyldigt koldt i bind 2. Jeg tror det handler om at alting er beskrevet så utrolig detaljeret på bekostning af tempoet og spændingen. Hver gang der skete noget spændende blev det efter min mening ødelagt af alt for mange og lange forklaringer og beskrivelser. Serien er fantasy for unge. Inden for lige præcis denne specifikke genre foretrækker jeg personligt bøger der foregår i et relativt højt tempo. Jeg bliver hurtigt irriteret, hvis noget er for overdrevet beskrevet og dermed trækkene tingene i langdrag. Også selvom det er gjort på en smuk og stemningsfuld måde. Jeg kan sagtens forstå, hvis man kan lide at fordybe sig i smukke beskrivelser - det kan jeg også selv, men primært når jeg læser andre genrer. Desuden fik det mig heller ikke til at synes bedre om bøgerne at stort set samtlige overnaturlige væsner man nogensinde har hørt om, fandtes i bøgerne. Det blev for meget.

En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
Ovenstående bind 2.

Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Jeg læser anmeldelser hos forskellige bogbloggere. Her kan jeg hurtigt danne mig et overblik over om en given bog er noget for mig.

En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.
Igen må jeg nævne Ronja Røverdatter. Da jeg blev konfirmeret fik jeg et splinternyt eksemplar af min mor - det gamle eksemplar var laset og helt slidt op af mange genlæsninger. I hendes tale til mig sammenlignede hun mig med Ronja. Hun syntes jeg mindede om hende.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Sådan har jeg det med mine egne bøger. Ikke rigtig med andre bøger. Hovedpersonen i mine bøger er, som jeg selv, vild med heavy metal. Hendes smag er måske nok lidt blødere/yngre end min. Hun er i bøgerne fan af metalcore bandet A Pint of Blood. Det skal i virkeligheden forestille at være bandet Bullet for my Valentine, som er et rigtigt band. Deres tidligere navn var 12 Pints of my Girlfriends Blood og det er dem hun er inde at høre i Sanddrømmeren, hvor hun bliver kidnappet. Deres musik passer bare så perfekt til spillestedsscenen. Det er vred musik på den helt rigtige og frustrerende teenageagtige måde. Jeg kunne høre det for mig da jeg skrev scenen.

Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?
Hvis du ikke har læst Pigen med den blå cykel bøgerne vil jeg anbefale dem. Bog 1 minder meget om Borte med blæsten, men de næste bøger i serien er helt deres egne. Jeg ville også overveje En pose kugler.

Livet som mor #5: Perspektiv

Livet som mor #5: Perspektiv

Den her måned har været hård. Ikke blot fordi der har været varmt og derfor har varmepuden Iris haft det endnu varmere end hun plejer og har ikke sovet så godt i løbet af dagen. Hun har sovet hele natten, men det har også været tiltrængt. Samtidig har hun også haft noget mavevirus, der har medført en meget rød lille rumpe og afføring helt op til 10 gange i løbet af et døgn! Hårdt for baby, mor og pengepung!

Den første uge røg hendes natrytme også - hun vågnede 3 gange om natten fordi hun skulle skiftes, hvilket jo også ødelagde min nattesøvn. Heldigvis er vi ved at være tilbage til normalen, for når der er varmt er man selv (jeg er i hvert fald) mere træt og udmattet og derfor var det hårdt at skulle undvære nattesøvnen igen.

Hun lader heldigvis (7-9-13) til at være kommet ovenpå igen. Hun har dog ikke haft feber eller været utilpas på nogen anden måde, så humøret har været højt som plejer - bortset lige fra når hun skulle skiftes. Det har hun ikke været fan af.

Jeg synes det har været hårdt, men det er jo ingenting i forhold til hvad så mange andre går igennem. Jeg læste en artikel for noget tid siden om en missionær der havde besøgt et børnehjem i Uganda, hvor der lå 100 friske og raske spædbørn. De sagde ikke en lyd. Ingenting. Missionæren havde spurgt hvorfor der var så stille og svaret var at når børnene havde grædt, skreget og råbt efter nogen i timevis, havde de til sidst indset at der ikke kom nogen for at trøste dem, og så var de holdt op med at græde. Skrækkeligt! Det gør ondt helt ind i sjælen at høre om sådan noget.

En anden historie der er forfærdelig, er en der blev delt på dr.dk for noget tid siden - læs den her. Jeg har læst den et par gange og jeg sidder med en knugende fornemmelse om hjertet, tåre i øjnene og et sind der slet ikke kan forstå at man kan overleve det.

De problemer vi har haft er ingenting i forhold til andre. Nu tænker jeg både nu her med maven og dengang Iris skulle have fodskinne på det meste af døgnet pga. en hælfod. De ting er jo ingenting. Hvad med de forældre med syge børn. Børn der skal opereres hele tiden. Børn med misdannelser. Børn med handicap.

Når jeg synes vi har haft en dårlig dag, tænker jeg på de familie der har det meget værre end os. Jeg tager hatten af for jer alle der skal igennem sådanne forfærdelige ting. For igennem det, kommer man jo oftest. Godt nok er man sikkert langt fra det samme menneske man var til at starte med, men på en eller anden måde overlever man.

Jeg tænker på de familier og tænker så på, at jeg slet ikke har det hårdt, slemt eller dårligt. Jeg tænker at Iris er sund, rask, glad, veltilpas og smilende. At det kun er små bump på vejen frem. Små bump. Ikke store bump. Jeg tror det er sundt med lidt perspektiv en gang imellem - der er andre familier med større problemer end dem jeg har. Det er vigtig at huske på.

Rettelse:
Efter de tre uger med rød bagdel og meget afføring, kunne der skimtes den første tand hos Iris - efterfølgende læste jeg mig til, at det er en meget normal reaktion på de første tænder. Nu kan jeg så undre mig over at hverken min egen læge, lægevagten eller sundhedsplejersken spurgte til om der var tegn på tænder ... burde de ikke være eksperterne?

Kerstin Gier; Safirblå

Kerstin Gier; Safirblå

Bagsidetekst:
Gwendolyns liv har været en rutsjebanetur, siden hun opdagede, at hun var den såkaldte rubin - det sidste medlem af en hemmelig kreds af tolv tidsrejsende. Når hun ikke er på rejse gennem historie efter andre tidsrejsende for at bede omlidt af deres blod (!), prøver hun at regne ud, hvad alle de mysterier og profetier omkring den hemmelige loge egentlig betyder.

I det mindste får Gwendolyn masser af hjælp. Hendes bedste ven Lesley følger flittigt hver ledetråd på nettet. Spøgelset James lærer Gwendolyn, hvordan man opfører sig til en fest i det 18. århundrede. Og Xemerius, den lille vandspyer, der har fulgt efter Gwendolyn, siden han så hende kysse den fltote Gideon i en kirke, tilbyder rådgivning om alt. Åh, ja. Og så er der selvfølgelig Gideon, diamanten. Det ene øjeblik er han meget varm, det næste øjeblik er han kold som is. Gwendolyn er ikke helt sikker på, hvad der foregår, men hun er temmelig opsat på at finde ud af det.

Jeg har ikke læst mange bøger om tidsrejser, men genren er begyndt at fascinere mig. Selvom det godt kan være lidt svært at holde styr på hvad der er i dag, i morgen, i går og fremtid, nutid og datid, når hovedpersonerne (og bipersonerne) hele tiden skifter tid. Fx møder Gwendolyn greven til en fest, for så, dagen efter (i hendes nutid) at tage tilbage og møde ham igen før festen, selvom hun til festen, ikke ved at hun har mødtes med ham dagen før.... ja... er vi alle med? Godt så.

Vi fortsætter hvor vi slap i "Rubinrød" og handlingen er ligeså hæsblæsende og medrivende. De 300-nogen sider, spænder over ganske få dage, der er fyldte med dramatik og mysterier. Jeg havde håbet at nogle af de gåder vi blev stillet i "Rubinrød" ville blive besvaret her, men det var ikke helt tilfældet, faktisk kom der bare endnu flere mysterier til. Jeg skulle flere gange lige stoppe op og tænke efter, hvordan var det nu lige det var med det, for der er mange ledetråde der skal holdes styr på.

Selvom det godt kan være lidt forvirrende, ødelægger det ikke på nogen måde læseoplevelsen. Det er en virkelig spændende bog og karaktererne er med til at puste ekstra liv i flammerne. Der er masser af humor og pinlige situationer (en høtur, blandt andet). Jeg var - ligesom med "Rubinrød" - fanget fra første side og jeg nød virkelig bogen.

Jeg er spændt på hvad der sker i efterfølgeren, jeg håber på svar på de mange spørgsmål jeg har og jeg håber på mere aktion, dramatik og romantik!

Tak til Turbine for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Turbine
Original titel: Saphirblau - Liebe geht durch alle Zeiten
Udgivet i: 2010 (på tysk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 366
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver om bogen:
Reading raindrops
Bibliotekattens bøger
Kære dig

Juli wrap-up

Juli wrap-up

Det her har nok været en af mine hidtil sløveste læsemåneder. Min fritid er blevet minimeret til de par timer om eftermiddagen hvor Iris tager sin lange lur. Jeg holdt op med at amme i starten af måneden hvilket jo lige fjernede en god mængde tid hvor jeg kunne læse e-bøger. Nu læser jeg stort set kun når hun sover til middag, hvis ikke lige der skal støvsuges, vaskes tøj eller bare stenes tv. Jeg håber jeg kan blive lidt bedre til at tage en times læsning når hun er faldet i søvn om aftenen, for jeg kan godt mærke at jeg savner at fordybe mig i en god bog og jeg har så dårlig samvittighed overfor forlag og forfattere som har sendt mig anmeldereksemplarer. Ja, spil bare en sørgelig melodi på en meget lille violin, men jeg mener det. Jeg lover at jeg nok skal nå dem, men jeg kan ikke sige noget om hvornår. Iris skal starte i dagpleje til november (der er længe til, det ved jeg godt), men så holder jeg 3 ugers ferie hvor jeg forhåbentlig kan få indhentet nogle af mine forsømte ting - som bl.a. læsning. Nu håber jeg at det holder stik!

Nåh, men jeg har læst 3 (!!) bøger i juli, hvilket jo bestemt ikke er særlig meget i forhold til hvad jeg plejer. Det er blevet til 671 sider.

Jeg har læst:
Julie Kagawa: Dragerne (læs anmeldelse her og tak til Plusbog for e-bogen)
Steven Hunt; Himmeljægerne #2
Audrey Carlan; Juli

Jeg vil ikke skrive noget om den bedste, længste, korteste historie jeg har læst, for det vil blive lidt tyndt når jeg ikke har flere bøger at vælge i mellem. Dog skal "Dragerne" roses for en skøn historie med masser af humor og drama, jeg håber snart de næste bøger i serien kommer. Samtidig skal der lyde et stort tak til Audrey Carlan for endelig at lade der ske noget i serien om Mia - altså sådan livsomvæltende ske-noget. Det var på tide, alle de mænd, alt det sex, jeg var begyndt at kede mig en lille smule.

Jeg ved ikke hvad jeg håber at få læst i august, men jeg håber virkelig at jeg får læst mere end 3 bøger!