Viser opslag med etiketten mytologi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mytologi. Vis alle opslag

tirsdag den 5. april 2022

Stephen Fry; Mythos, Helte og Troja

Stephen Fry; Mythos, Helte og Troja

Bagsidetekst på "Mythos":
Stephen Fry indfanger den græske mytologis vidunderlige historier og deres relevans for den moderne læser.

De græske myter er blandt de mest indflydelsesrige historier, der nogensinde er blevet fortalt, nedarvet gennem årtusinder. De har inspireret forfattere og kunstnere fra Shakespeare til Michelangelo og fra James Joyce til Walt Disney.

Historierne er dybt forankret i den vestlige kulturs DNA. I Stephen Frys hænder bliver fortællingerne om titanerne og guderne en underholdende og veloplagt indføring i krigsførelse, rivalisering, erotik, bedrag, livsvisdom, triumf og tragedie. 

Som jeg har nævnt flere gange, har jeg en svaghed for mytologier – nordisk, finsk og især den græske har en særlig plads i mit hjerte. ”Erik Menneskesøn” og Rick Riordans bøger er læst med stor fornøjelse. Da jeg var barn, hørte jeg ”Maïa og Alexander” i radioen og senere på kassettebånd og jeg elskede det – gør det stadig. Derfor var det en glædelig overraskelse af fortælleren i ”Maïa og Alexander” også har indlæst ”Mythos”.

Det her er bøger jeg gerne ville eje, så jeg har selv købt dem - også selvom jeg faktisk har hørt dem alle tre på lydbog. Her gør Karsten Pharao et glimrende arbejde med at læse genfortællinger af mange af de græske myter. Dog indlæser han kun "Mythos" og "Helte" og jeg var lidt trist over at han ikke også læste den sidste, "Troja". Her er det Peter Carstens der læser op, og selvom han gør det udmærket, er det ikke helt det samme.

I "Mythos" er det mange af de kendte myter Stephen Fry har genfortalt. Han gør det med indlevelse og humor – her snakker vi humor på niveau med Riordan. Selvom jeg kender mange af myterne, var der bestemt også mange jeg ikke kendte og jeg nød hver time af lydbogen.

Vi begynder helt tilbage ved begyndelsen og arbejder os langsomt op igennem både titaner, guder, mennesker, halvguder og meget mere. Man behøver ikke have et kendskab til den græske mytologi for at finde bogen interessant og den kan fint læses af unge (14+) læsere også.

Kort efter jeg havde hørt ”Mythos” gik jeg videre til ”Helte”. Vi forbliver i det antikke Grækenland og omegne, men nu er det heltene der er i fokus. Herkules, Thesus, Jason og så videre. Igen er myterne fortalt med humor og indlevelse og selvom den er noget længere end ”Mythos” fik siderne hurtigt ben at gå på – især med endnu en skøn oplæsning af Karsten Pharao.

Nu har jeg så hørt sidste del, eller hvad man kan kalde det, "Troja". Denne historie kendte jeg også godt - har både læst bogen i gymnasiet, i min fritid og set filmen, men alligevel var det forfriskende at læse/høre den igen. Der er mange små detaljer jeg ikke kendte og selvom alle de græske navne kan være forvirrende, nød jeg det rigtig meget.

Alt i alt er det tre meget underholdende, lærerige og spændende bøger. Det er til dig der elsker at dykke ned i mytologier. Til dig der gerne vil læse flere fagbøger, uden at de føles som fagbøger (hvis det giver mening).

Bøgerne er købt på Plusbog.dk

Fakta:
Forlag: Modtryk
Original titel: Mythos: The Greek Myths Retold, Heros: Mortals and Monsters, Quests and Adventures, Troy
Udgivet i: Mythos, 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk), Helte, 2019 (på engelsk og dansk), Troja, 2020 (på engelsk) og 2021 (på dansk)
Antal sider: Mythos; 419 sider, Helte; 475 sider, Troja; 349 sider
Antal stjerner:
Mythos: 6 ud af 6 stjerner
Helte: 6 ud af 6 stjerner
Troja: 6 ud af 6 stjerner

tirsdag den 18. januar 2022

Rachel Smythe; Lore Olympus

Rachel Smythe; Lore Olympus

Bagsidetekst:
Scandalous gossip, wild parties, and forbidden love ...

Witness what the gods do after dark in this stylish and contemporary reimagining of one of mythology's best-known stories, from creator Rachel Smythe.

Persephone, young goddess of spring, is new to Olympus. Her mother, Demeter, has raised her in the mortal realm, but after Persephone promises to train as a sacred virgin, she's allowd to live in the fast-moving, glamorous world of the gods. When her room-mate, Artemis, takes her to a party, her entire life changes: she ends up meeting Hades and feels an immediate spark with the charming yet misunderstood ruler of the Underworld. Now Persephone must navigate the confusing politics and relationships that rule Olympus, while also figuring out her own place - and her own power.


I blame Kristine for at få mig hooked på denne fantastiske tegneserie. Jeg har læst noget af den (er ved episode 63 ud af 186 – suk!) på WebToon, så da jeg så af Illumicrate lavede en samlet udgave af de første episoder, vidste jeg, at jeg måtte eje den!

”Lore Olympus” er historien om guden Hades og Persefone sat i en nutidig ”verden” med biler, mobiltelefoner og andre teknologiske bekvemmeligheder. Siden jeg ikke er helt up-to date med historien på WebToon, vil jeg kun snakke om hvad der sker i den del af historien der fortælles i denne bog.

Hades og Persefone mødes under lidt mærkelig omstændigheder, men falder for hinanden – også selvom de har svært ved at indrømme det, både for dem selv og andre. Hades, gud af underverdenen, er ikke kendt for sine varme følelser for nogen som helst, men Persefones melankoli, skønhed og uskyldighed drager ham. Persefone er en smule naiv, fordi hendes mor, Demeter, er meget beskyttende overfor hende, men finder den usikre, nervøse og betænksomme side af Hades tiltrækkende.

Persefone bor sammen med Artemis, som bekendt er bror til Apollon og Apollon er ikke vant til at blive afvist. Så da Persefone, efter at have tilbragt en nat i underverdenen, afviser Apollon, tyr han til skrappere midler og får Persefone til at gøre hvad han vil – stakkels Persefone … og Hades.

Her slutter første del af historien og jeg håber virkelig at resten af serien også kommer som fysisk tegneserie. Illustrationerne er så fine. Det er tydeligt at læse hvordan Hades, Persefone og de guder har det. Deres følelser er meget tydelige i ansigtsmimikken og jeg elsker det. Farverne er simple, Hades er sort/blå, Persefone lyserød, Eros er rød og så videre.

Samtidig er historien virkelig smuk. Jeg elsker at se hvor meget både Hades og Persefone kløjes i det de vil sige. At de er usikre og nervøse omkring hinanden. At de misforstår signaler og træffer dumme beslutninger. Der er også en del manipulation og psykisk vold i historien, da guderne jo er kendt for at gøre alt i deres magt for at få deres vilje – og det kommer også til udtryk heri.

Jeg får helt lyst til at lukke mig inde og læse de mange mange afsnit jeg mangler på WebToon, for det er altså en helt fantastisk historie.

Fakta: 
Forlag: Del Rey
Udgivet i: 2021
Antal sider: 384 
6 ud af 6 stjerner

mandag den 31. maj 2021

Rick Riordan; Apollons prøvelser

Rick Riordan; Apollons prøvelser

Bagsidetekst til "Det skjulte orakel":
Hvordan straffer man en gud? Ved at gøre ham til menneske.

Svag og desorienteret vågner Apollon i en baggård i New York i skikkelse af en helt almindelige teenager. Uden sine overjordiske kræfter må han lære at overleve i en moderne verden, indtil Zeus vil lade ham komme tilbage på Olympen. Men Zeus har andre planer: først skal Apollon klare en dødsensfarlig mission. Desværre har Apollon mange fjender - både guder, uhyrer og dødelige - som ikke vil have spor imod at se den tidligere gud fejle. Hvis Apollon skal klare missionen, får han brug for allierede ...


April-bogen sammen med GoodreadsGutterne var "Neros tårn" - altså femte og afsluttende bind i serien om Apollon. Jeg har haft kig på bøgerne i et godt stykke tid og tænkte at nu var tiden til at få læst dem - når nu jeg alligevel skulle læse den sidste bog. Det tog lidt tid, men det var bestemt det hele værd. 

Vi har mødt Apollon i et par af de andre bøger med Percy Jackson og de andre halvguder. Her har han været arrogant, selvoptaget og har ikke stået i vejen for at fyre haikudigte af. Jeg var spændt på hvordan det ville være at følge ham - om han ville være lige så irriterende som dødelig teenager, som han var som gud. Svaret er ja, men så ikke helt alligevel. 

For jo, Apollon er stadig selvcentreret og irriterende. Han er klynkende over sin skæbne og han hader at være dødelig. Han fyrer stadig haikudigte af - hvert kapitel indledes faktisk med et haikudigt (og det er virkelig underholdende!). Men! Undervejs i bøgerne udvikler han sig. Han vokser med opgaven og begynder at se sig selv og de andre guder i et andet lys. Ikke nødvendigvis et bedre lys, dog. For han har begået fejl. Masser af fejl og dem bliver han konfronteret med løbende igennem alle fem bøger. 

Apollon skal lære at sige undskyld og indse at man ikke bare kan behandle andre så dårligt som han har gjort. Det er ikke en rar indsigt for ham at få. Men lige præcis fordi han indser at han må forbedre sig, er han virkelig interessant at følge. Han udvikler ægte venskaber. Han gør andre glade og indser at mennesker faktisk ikke er så ringe endda. "Neros tårn" er tårevældende og et svært farvel.

Hvis man har læst de andre bøger i Rick Riordans univers med de græske guder, skal man på ingen måde snyde sig selv for at læse om Apollon. Det er uhyre underholdende, medrivende, neglebidende spændende og "ondt-i-hjertet"-trist. Jeg holder meget mere af Apollon nu, end jeg gjorde da jeg begyndte på serien!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel:
"The Hidden Oracle", "The Dark Prophecy", "The Burning Maze", "The Tyrant's Tomb", "The Tower of Nero"

Udgivet i:
"Det skjulte orakel": 2016 (på engelsk og dansk)
"Den dunkle profeti": 2017 (på engelsk og dansk)
"Den brændende labyrint": 2018 (på engelsk og dansk)
"Tyrannens gravkammer": 2019 (på engelsk og dansk)
"Neros tårn": 2021 (på engelsk og dansk)

Antal sider:
"Det skjulte orakel": 391 sider
"Den dunkle profeti": 442 sider
"Den brændende labyrint": 475 sider
"Tyrannens gravkammer": 477 sider
"Neros tårn": 442 sider

Samlet bedømmelse:
5 ud af 6 stjerner

torsdag den 20. maj 2021

Roshani Chokshi; Aru Shah og Ønsketræet [Anmeldereksemplar]

Roshani Chokshi; Aru Shah og Ønsketræet (Aru Shah, #3)
[Anmeldereksemplar fra Straarup & Co.]

Bagsidetekst:
Krigen mellem devaerne og dæmonerne er nært forestående, og Det Overjordiske er i alarmberedskab. Den 14-årige Aru Shah og hendes venner bliver sendt på en mission for at redde to personer, inden den ene af dem fremsætter en profeti, som kan udgøre hele forskellen mellem sejr og nederlag. De to personer viser sig ikke bare at være tvillingesøstre, men også Pandavaer, selv om profetien påstår, at der er en falsk Pandavasøster iblandt dem.

Vogternes Råd er mildest talt ikke tilfredse med Pandavaerne, da det ikke lykkes dem at forhindre Den Sovende i at overhøre profetien. Derfor beslutter Aru, at den eneste måde, hvorpå de kan genvinde deres popularitet, er ved at finde Kalpavriksha, Ønsketræet, som dukkede op, dengang guderne og asuraerne kærnede Mælkehavet. Hvis hun kan finde det før Den Sovende, kan hun måske bruge sit ene ønske på at vende alt til deres fordel.

Men pas på, hvad du ønsker dig, Aru Shah …


Efter at have læst alle bøgerne om Apollon, var det nemt at glide tilbage i historien om Aru Shah. Selvom det ikke er Rick Riordan der har skrevet den, skinner hans humor og fortælleevne tydeligt igennem. I flere af hans andre bøger, er kapiteltitlerne i en liga for sig og danner et billede af hvad der sker.

Aru Shah og vennerne testes igen og igen – hvilket de jo også er blevet i de to første bøger – det er åbenbart en ting, der er ingen der får lov til at få nemme missioner. Aru kæmper stadig med en indre frygt om hvad der vil ske når de andre opdager at Den Sovende er hendes far – vil de stadig kunne lide hende? Hvad hvis de forventer at hun også bliver ond? Eller at hun er hans spion? Hvad hun ikke ved, er at hendes venner også gemmer på deres egne hemmeligheder og frygt. Men, som i alle gode historier, ved vi, at de klarer sig bedst når de stoler på hinanden og er ærlige.

Selvom jeg har snust lidt til den indiske mytologi i min barndom, er jeg på ingen måde så velbevandret, som jeg er i fx den græske – derfor kæmper jeg lidt mere med ordene i denne. Det er ikke så nem læsning, når der er en del ord og navne der er svære at læse – jeg tør slet ikke prøve at udtale dem! Men heldigvis overskygges det, af den fremragende historie som der fortælles. Og ja, jeg ved godt at der er en ordliste bagerst, men jeg er notorisk ringe til at bruge sådan en.

Hvis man er til ”Nevermoor”, ”De Ualmindelige” eller ”Arlo Finch”, så skal man bestemt ikke snyde sig selv for at tage med Aru Shah på eventyr. Det er hæsblæsende – for de har kun få dage til at løse deres missioner – det er spændende og underholdende. Aru har den fedeste humor og den ping-pong der er med hendes venner er genial. Som læser indfanges man fra første side og flere gange bliver det så neglebidende, at jeg ikke turde læse videre. Det er et klart must read, hvis du spørger mig!

Tak til Straarup & Co. for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Straarup & Co.
Original titel: Aru Shah and the Tree of Wishes
På dansk ved: Henrik Enemark
Udgivet i: 2020 (på engelsk) og 2021 (på dansk)
Antal sider: 418
5 ud af 6 stjerner

fredag den 20. november 2020

Rick Riordan; Percy Jackson og olymperne

Rick Riordan; Percy Jackson og olymperne

Bagsidetekst på "Lyntyven":
Tolvårige Percy Jackson er på vej til at blive smidt ud af endnu en skole – der er et lille problem med, at han har pulveriseret sin matematiklærer. Præcis hvad der skete, kan han ikke helt forklare, men det er heller ikke første gang, at besynderlige ting sker omkring ham.

Det begynder dog at give noget mere mening, da Percy efter en dramatisk flugt ender i den noget anderledes feriekoloni, Halvblodslejren. Her møder han til sin forbløffelse væsner, der kun burde optræde i bøger om græsk mytologi, og i de højere luftlag er de gamle guder endog særdeles levende. Og vrede. Overguden Zeuz‘ lyn er nemlig blevet stjålet, og Percy er den hovedmistænkte.

Han har nu ti dage til at bevise sin uskyld, og sammen med to venner sætter han af sted tværs over USA i jagten på tordenkilen. Men mange har interesse i at stoppe ham, og farer lurer de mest uventede steder. Oven i det har Oraklet advaret ham om forræderi fra allernærmeste hold … fra hans far, der har forladt ham, fra en af hans venner, eller …?

Okay, indrømmet, jeg har været alt for længe om at læse den her serie. Når jeg stod med den på arbejde, har jeg tit tænkt at jeg snart måtte tage mig sammen og få den læst. Jeg har kun hørt gode ting om serien: at den skulle være underholdende og rigtig spændende. Jeg har læst Rick Riordans serie om Magnus Chase og de nordiske guder og jeg nød den i fulde drag! Jeg hørte den som lydbog og Laus Høybye er en fantastisk fortæller.

Nu fik jeg så endelig taget mig sammen til at læse historien om Percy og jeg var på ingen måde skuffet. Jeg har tidligere set filmene (dem snakker vi dog ikke om) og læst tegneserien, men ingen af dele er ligeså gode som bøgerne. Percy er fantastisk – selvom han er en ulykkesmagnet, er han, nok den mest loyale person jeg har mødt – eller læst om. Selvom det kan ødelægge alle planer, beskytter han sine venner og vil gøre alt for dem. Det er ret prisværdigt. Især når man tænker på hvor mange gange han kommer i fedtefadet.

Ligesom jeg altid har fundet den nordiske mytologi fascinerende, har jeg også haft en forkærlighed for den græske. Jeg hørte ”Maia og Alexander” (radiospil om den græske mytologi) rigtig mange gange som barn og jeg nød det. Percy møder de græske guder på godt og ondt. Han lærer at ikke alle er lige begejstrede for halvguderne, at guderne er egoistiske, selvoptagne og mere optaget af deres eget image, end at redde verden. De vil hellere bekrige hinanden, end hjælpe og når de endelig hjælper, er det aldrig gratis eller let. Men Percy mister ikke modet. Han trodser alverdens monstre, uhyrer og andre ondskabsfulde væsner, på sin færd mod at redde Olympen. Det er dog ikke uden tab og selvom Percy bliver beriget med mange nye venner, mister han også nogle undervejs. Det er ikke nemt at være en helt og have spådomme hængende over sig.

Noget af det jeg virkelig elsker ved Rick Riordans bøger, er hans humor. Som i Magnus Chase-bøgerne, har hvert kapitel i disse bøger, de mest geniale overskrifter – og jeg har hørt at det skulle blive endnu bedre i Apollon-serien (jeg glæder mig!). Percy og hans venner har godt sammenhold, hvor de sagtens kan tage pis på hinanden, give hinanden modspil og komme med kække kommentarer. Jeg elsker det! Ligeså meget som jeg sad og bed negle, når det var spændende, grinte jeg også når det var sjovt – og det er det.

Selvom serien ikke er helt ny mere, kan jeg kun give den mine varmeste anbefalinger. Jeg var enormt godt underholdt hele vejen igennem og kunne slet ikke slippe bøgerne da jeg først var gået i gang – hvilket også resulterede i at jeg læste dem alle sammen ret hurtigt.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titler:
1. The Lightning Theif (udgivet: 2005 på engelsk)
2. The Sea of Monsters (udgivet: 2006 på engelsk)
3. The Titan's Curse (udgivet: 2007 på engelsk)
4. The Battle of the Labyrinth (udgivet: 2008 på engelsk)
5. The Last Olympian (udgivet: 2009 på engelsk)
Samlet bedømmelse: 6 ud af 6 stjerner

søndag den 25. oktober 2020

Katja L. Berger; Lugnasad [Anmeldereksemplar]

Katja L. Berger; Lugnasad [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
En sommer du aldrig glemmer. Det er hvad der står i brochuren. Og her er de så. De udvalgte. De heldige. Se hvor glade de er. Hvor ubekymret de stiger i land. Hver og én har de deres styrker og svagheder. Deres historie. Og nu er de hér. Stedet hvor fortidens historier flettes sammen med nutiden, og fremtiden skabes. De er unge. Overmodige. Naive. Og snart vil de være en del af øens historie. Velkommen til Lugnasad.

Charlotte drømmer om at se hele verden - lige bortset fra øen Lugnasad. Alligevel befinder hun sig netop dér. Alex drømmer om at finde ro og accept - både i sig selv og andre. Måske vil Lugnasad give ham de svar han mangler. Benjamin drømmer om at høre til et sted - bare én gang i sit liv. Men han har ikke store forhåbninger om at Lugnasad er stedet for ham. Men på Drømmenes Ø kan alt ske. Og alt vil ske.

Jeg har længe fulgt med på Instagram når Katja lagde små spoilere op fra denne bog og jeg synes den lød spændende, så da Katja spurgte om jeg ville anmelde "Lugnasad" var jeg ikke sen til at sige ja tak. Jeg var dog på inden måde forberedt til den intense og ret angstprovokerende historie det var.

I alt er der 30 unge mennesker der bliver sendt til Lugnasad den sommer og vi hører fra tre (fire) af dem. Vi følger storbypigen Charlotte, der udadtil virker som isdronningen, som er lidt en torn i øjet for sine forældre og som ingen rigtige venner har. Vi møder Alex der kæmper med at finde ro i den nye identitet han har påtaget sig og Benjamin, der er et omvandrende leksikon og ikke føler sig hjemme nogen steder. Karakteristisk for alle disse unge mennesker er at de opfylder visse krav. Har visse roller i samfundet. Visse styrker og svagheder. Disse skal blive testet til det yderste.

Som man nok kan regne ud bliver vores tre, fire med Magnus, fortællere, venner og sammen begynder de at opdage ting ved øen, der ikke er helt normale. Lyde af grene der knækker, mystiske væsner i skoven om natten og da de andre unge begynder at blive sendt hjem en efter en, bliver de for alvor mistænksomme. 

Men gode råd er dyre. De er på en ø, langt fra alt og alle. Uden mobilsignal og mulighed for at komme i land. De må sætte deres lid til deres stærke sider, fx Charlotte, der selvom hun er kold udadtil, har et hjerte af guld og er mere modig end hun måske selv vil indrømme, men også deres svagheder, fx at Benjamin ikke kan finde en logisk forklaring på det de oplever, men må søge de mere utraditionelle svar. Da de for alvor beslutter sig for at undersøge hvad der er galt med øen, kan det vise sig at have fatale følger ...

Jeg ved ikke helt hvilken label jeg skal sætte på denne fortælling. Det er både fantasy, en smule horror og en kærlighedshistorie. Da jeg først var kommet godt ind i historien havde jeg meget svært ved at slippe den igen. Den er fortalt i forholdsvis korte kapitler, som skifter mellem de tre hovedpersoner. Vi lærer dem rigtig godt at kende, deres familieliv og tanker om dem selv og de andre på øen. Handlingen udspiller sig over 10 dage - og hvilke 10 dage! Der er ikke sparet på drama og action, i og med de har så meget de skal nå at få afklaret, men jeg synes ikke det føles forjaget på noget tidspunkt.

Der er heller ikke sparet på beskrivelser af øen, stemningen, indtrykkene osv., og jeg kunne sagtens se øen for mit indre blik mens jeg læste. Jeg kunne i hvert fald nemt mærke gåsehuden over armene og knuden i maven over de ting de fire venner oplever. Det er ikke som sådan klamt, mere foruroligende og nervepirrende. Som en sitren mellem skulderbladene man ikke helt kan komme til at klø. 

Det er første gang jeg læser noget af denne forfatter, og jeg må virkelig sige at jeg er imponeret. Dette værk ligner ikke noget jeg tidligere har stødt på. Den er spændende, velskrevet, intens, nervepirrende og i den grad værd at læse!

Tak til Tellerup og Katja for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2020
Antal sider: 384
6 ud af 6 stjerner

fredag den 26. juni 2020

Roshani Chokshi; Aru Shah og sjælesangen [Anmeldereksemplar]

Roshani Chokshi; Aru Shah og sjælesangen [Anmeldereksemplar fra Straarup & Co.]

Bagsidetekst:
Aru Shah er kun lige ved at få styr på alt det her Pandavahalløj, da der pludselig opstår panikstemning i Det Overjordiske. Kærlighedsgudens bue og pil er blevet stjålet, og tyven har ikke tænkt sig at lege Amor med dem. I stedet bruger forbryderen våbnene til at forvandle mennesker til hjerteløse zombie-dræbermaskiner. Og som om det ikke var nok, bliver Aru anklaget for at være tyven. Hvis ikke hun skaffer buen og pilen inden ti dage, bliver hun smidt ud af Det Overjordiske. For altid.

Aru bliver dog ikke sendt ud på opgaven alene. Hun og hendes Pandava-søster Mini skal følges med Brynne, en megastærk pige, som ved mere, end hun giver udtryk for. Den fjerde følgesvend er Aiden, drengen, som bor i huset over for Aru, og som gemmer på en hel del hemmeligheder. Sammen skal de fire kæmpe mod dæmoner og rejse gennem et glitrende og livsfarligt slangerige, blot for at finde ud af at deres fjende slet ikke var den, de troede.

Men Arus største udfordring er måske hendes eget sind, for hun kan stadig høre Den Sovende hviske ordene: Det var aldrig meningen, at du skulle blive en helt ... 
Vil det lykkes Aru at bevise, han tog fejl?

Jeg har stadig ikke fået læst bøgerne om Percy Jackson (jeg ved det, jeg ved det, men det kommer forhåbentlig en dag), tilgengæld har jeg læst bøgerne om Magnus Chase og sjældent har jeg været så godt underholdt. Især Søren er genial. Jeg er vild med Rick Riordans måde at skrive på og ikke mindst al den humor han får sneget ind i sine bøger.

Dette er ikke en bog skrevet af Rick Riordan, men han har været inde over den. Han har selv skrevet om flere mytologier, og nu giver han så andre forfattere mulighed for at skrive om deres. Roshani Chokshi skriver om den indiske mytologi. Som barn var jeg vild med DRs radiospil om de forskellige mytologier, og jeg har hørt "Verdens tag" rigtig mange gange. Derfor kender jeg en smule til den indiske mytologi og har altid fundet den meget interessant. Nu kan jeg rigtig dykke ned i både de kendte guder og mindre kendte guders historie.

Som med Magnus Chase-bøgerne, er disse fyldt med action, fantastiske karakterer og ikke mindst en masse humor. Jeg er vild med Arus måde at se verden på og hendes sarkastiske kommentarer. Hendes venner er originale, specielle og nogen man helt klart ville ønske sig som back-up hvis man selv skulle ud på en farefuld mission.

Der er action for alle pengene - i og med at handlingen kun strækker sig over 10 dage, har Aru og vennerne fart på. De står ikke stille og flere gange bliver man lidt forpustet over alt det de skal. Men det hele fungerer virkelig godt. Der er et godt samspil mellem vennerne. Man får en god fornemmelse af deres styrker og svagheder. Hvordan de både tester, men også støtter hinanden i deres mission. Selvom de er venner, kan de godt være uenige om hvordan deres prøvelser skal gribes an, men også dette løser de.

I det hele taget er det meget underholdende læsning og jeg sad og smålo for mig selv flere gange. Hvis man tidligere har læst bøgerne om Magnus Chase (og sikkert også Percy), skal man ikke snyde sig selv for denne serie. Den har helt klart potentiale!

Tak til Straarup & Co. for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Straarup & Co
Original titel: Aru Shah and the Song of Death
Udgivet i: 2019 (på engelsk) og 2020 (på dansk)
Antal sider: 424
5 ud af 6 stjerners

fredag den 7. juni 2019

Roshani Chokshi; Aru Shah og tidens ende [Anmeldereksemplar]

Roshani Chokshi; Aru Shah og tidens ende [Anmeldereksemplar fra Straarup & Co]

Bagsidetekst:
Aru Shah har det med at fordreje sandheden en lille smule for at passe ind blandt de rige børn på skolen, hvor hun går. Mens hendes klassekammerater flyver til eksotiske rejsemål, skal hun selv tilbringe efterårsferien på Museet for Indisk Kultur og Oldtidskunst, hvor hendes mor arbejder. Er det så mærkeligt, at Aru finder på historier om at være kongelig, om at skulle til Paris og om at have en privatchauffør?

En dag dukker tre af hendes klassekammerater op på museet for at afsløre en af Arus løgne. De tror ikke på hendes påstand om, at en af lamperne på museet er forbandet, medmindre hun beviser det. Hvis Aru nu bare lige tænder den lynhurtigt, sker der nok ikke noget ...

Men at tænde lampen viser sig at have katastrofale konsekvenser. Uden at vide det slipper hun en ældgammel dæmon fri, hvis eneste mission er at vække guden Shiva - Ødelæggeren. Hendes klassekammerater og mor er fastfrosset i tiden, og nu er det op til Aru at redde dem.

Den eneste måde at stoppe dæmonen på er ved at finde reinkarnationerne af de legendariske Pandava-brødre og rejse gennem Dødens Rige. Men hvordan skal en enkelt pige i en Spiderman-pyjamas klare alt det?

Hånden på hjertet: jeg har ikke læst ret meget af Rick Riordan. Kun den første bog i "Kane-Arkiverne" og graphic novel udgave af "The Lost Hero". Jeg er dog meget fascineret af hans skrivestil. Han formår både at skrive beskrivende, detaljeret og virkelig underholdende - uden at nogen af dele kammer over. Grunden til at jeg nævner Rick, er at han har været med til at redigere denne og det kan ses i historien og sproget.

Jeg var omgående fanget af fortællingen og ikke mindst af hovedpersonen, Aru. Hun er en prøvet og presset teenager, men hun formår alligevel at handle med hjertet på rettet sted - for det meste i hvert fald. Hun virker troværdig og det er med til at gøre historien nærværende. Hvem har ikke prøvet at lyve overfor klassekammerater for at fremstå mere som dem eller for at komme ind i rampelyset? Aru er en rutineret løgner, men egentlig har hun bare en fremragende fantasi og hun er ikke bange for at bruge den.

Arus sammensvorne er også herlige, Mini, en nørdet pige, der på trods af sin usikkerhed, er ret modig og en talende due, der gemmer på store hemmeligheder, men som vil dem det godt. De tre går rigtig godt i spænd og supplerer hinanden godt. De bliver bragt til en parallel verden hvor de indiske guder og ånder holder til og her skal de indsamle bestemte artefakter til at stoppe dæmonen, som Aru kom til at slippe fri. En dæmon der også gemmer på hemmeligheder og en fortid, der er meget forbundet med Aru. Jeg har tidligere fundet den indiske mytologi utrolig spændende, så jeg synes det var fedt at gå i dybden med det igen.

Jeg er overbevist om at hvis man tidligere har læst Rick Riordans bøger, så er denne også et hit. Hvis man er til vildt underholdende, medrivende og fremragende fantasy - så kan den helt klart anbefales. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse mere om Aru og måske også tage mig sammen og læse nogle af de andre af Ricks bøger!

Tak til Straarup & Co for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Straarup & Co
Original titel: Aru Shah and the End of Time
Udgivet i: 2018 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 396
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 29. maj 2019

Gry Kappel Jensen; Roser og violer [Anmeldereksemplar]

Gry Kappel Jensen; Roser og violer [Anmeldereksemplar fra Turbine]

Bagsidetekst:
Kristine. Kamille. Victoria. Malou.

Fire piger. En af dem er udvalgt.

Jeg betragter dem, mens de forlader skolen i aftenstunden. De ser mig ikke, jeg er ikke til at få øje på. Men jeg ser dem. Jeg indprenter mig deres ansigter, det er af afgørende betydning, hvilken af dem jeg vælger. Det er et spørgsmål om liv eller død, kan du sige.

Fire piger fra fire forskellige steder i Danmark er på vej til Rosenholm Kostskole et sted på Sjælland. Alle har de fået en invitation til et informationsmøde på den mystiske skole. Et møde, der vil ændre deres liv for evigt ...

Jeg er pjattet med ungdomsromaner (og børnebøger) hvor der er et skoleelement i. Hvor man kan følge hovedpersonerne i en hverdag med undervisning, de timer de har, deres lærer og meget mere - ligesom man kan i Harry Potter. Det giver en utrolig dybde til historien at man er med i alle aspekter af hovedpersonernes hverdag og kan følge deres udvikling nøje. Det kan næsten også medføre at man ville ønske man selv gik på skolen - sådan har jeg i hvert fald haft det flere gange og nu har jeg det igen sådan.

Rosenholm Kostskole lyder virkelig som et fascinerende sted at gå, hvor man både lærer om urter, ånde-, rune- og blodmagi. Jeg ville ønske der var flere beskrivelser af pigernes fag og undervisning, men det kan jeg jo håbe kommer i de næste bind. Vi snuser kun lige til hvad de bliver undervist i og hvordan deres skolegang er. Heldigvis sker der så meget andet og jeg var fuldstændig opslugt af historien.

Historien fortælles skiftevis af de fire piger og det giver et rigtig godt indblik i deres følelser og tanker. Vi hører om hvordan deres første indtryk af hinanden var, hvordan deres venskaber udvikler sig og vi lurer lidt om bag facaden og lærer at alle fire gemmer på hemmeligheder. Selvom pigerne er meget forskellige, er de også meget ens. Ingen af dem har følt at de har hørt til nogen steder, de er ensomme og prøver for alt i verden at beskytte dem selv. Heldigvis opdager de at det hjælper at have gode venner man kan støtte sig til, lære af og beskytte.

Udover skole, venskab og magielementer er der også et krimielement. Pigerne skal opklare et mord som er blevet begået på skolen år tilbage og for at kunne det, må de bruge deres nyfundne kræfter. Jeg kan godt afsløre at mordet ikke bliver opklaret i første bind og jeg er stadig på bar bund når det kommer til mistænkte. I og med at der er et krimiaspekt bliver historien automatisk en smule dyster og mørk, men det gør bestemt ikke noget. Jo mere historien skrider frem, jo mere kommer uhyggen krybende og der er fuldt blus på til sidst.

Jeg strøg igennem bogen og var meget opslugt af historien. Den er skrevet i et flydende sprog, så siderne vender nærmest sig selv og før jeg fik set mig om, var historien slut og jeg sad tilbage, sulten efter mere. Siden der er et krimielement og en ret dyster handling, vil jeg ikke anbefale den til børn under 14 år. Der er nogle ting der godt kan virke voldsomme eller følelser man måske ikke helt kan forstå. Derimod tror jeg at fans af "Ravnenes hvisken" og "Ravnedrengene" vil blive ret glade for "Roser og violer". Der er drama, spænding, forbudt kærlighed og jeg er fan!

Tak til Turbine for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Turbine
Udgivet i: 2019
Antal sider: 300
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 25. april 2018

Neil Gaiman; Nordisk mytologi

Neil Gaiman; Nordisk mytologi

Bagsidetekst:
Neil Gaiman genfortæller på ægte Gaimansk facon med dybde, passion og humor de fascinerende historier fra den nordiske mytologi. Han forbliver tro mod myterne og formidler dem, så både unge og voksne trækkes ind i de gamle guders magtkampe, oplever deres letantændelige temperamenter og deres evige forsøg på at narre hinanden og skabe intriger. 

Det er ingen hemmelighed at jeg elsker nordisk mytologi! Jeg har læst "Erik Menneskesøn" mange gange og lyttet til radiospillet "Freja og Lilletor" flere gange end jeg har tal på. Jeg er vild med andre bøger der handler om eller indeholder spor af nordisk mytologi, som fx "Ravnenes hvisken" eller "Thor & Loke - Prøven". Det har bare altid fascineret mig.

Da jeg første gang så denne meget smukke bog vidste jeg at jeg ville læse den og at den måtte stå på mine hylder så jeg kunne nyde den når jeg ville - jo, jeg nyder ofte udsigten af mine bogreoler. Det er dog først nu at jeg har fået læst og jeg indrømmer, at jeg virkelig har lyst til at genlæse "Erik Menneskesøn". For selvom jeg kendte stort set alle historierne i "Nordisk mytologi" var det stadigvæk en fantastisk læseoplevelse. Ikke mindst på grund af Neil Gaimans sprog og skrivestil. Jeg sad flere gange undervejs og grinede for mig selv over gudernes held (og uheld) og hvordan de mundhugges indbyrdes. Flere af dem både elsker og hader hinanden, og det samspil rammer Gaiman virkelig godt. Man kan tydeligt mærke Thors frustration over Loke, samtidig med at han finder ham utrolig kløgtig og god at have i baghånden.

Det er som om jeg ikke kan høre disse historier nok. Om hvordan Odin, Vile og Ve skabte mennesket ud af træstykkerne Ask og Embla. Om hvordan Odin mistede sit øje, for at opnå visdom. Om hvordan Frigg mistede sit hår og Ydun sine æbler. Eller om dengang Thor skulle drikke verdens havet og løfte Midgårdsormen. Der var dog også nye historier. Jeg tror ikke at jeg tidligere har læst om hvordan Thor fik Mjølner eller om hvordan Frej fik sin kone, Gerd. Historierne bliver ved med at være magiske og sådan håber jeg at de bliver ved med at være. At læse disse gamle historier giver mig en helt særlig følelse. Det er svært at beskrive, men mens jeg læste de historier der også er med i "Freja og Lilletor", kunne jeg høre radiospillet for mine øre. Jeg kunne høre musikken der blev brug og hvordan historierne bliver fortalt deri. Giver det mening? Det håber jeg, for jeg kan ikke forklare det på bedre vis.

Ligegyldigt om man er fan af nordisk mytologi eller ej, er det en skøn læseoplevelse. Læs den i det mindste fordi myterne er genfortalt på fineste vis og man kan virkelig mærke at der er lagt mange timers research i bogen og at det er noget som Gaiman holder meget af. Det bliver også fortalt i forordet, at nordisk mytologi har en særlig plads i Gaimans hjerte. Det kan mærkes og jeg nød virkelig at læse den og jeg hyggede mig meget med det.

Tak til Pia for at dele sin præmie med mig!

Fakta:
Forlag: Modtryk
Original titel: Norse Mythology
Udgivet i: 2017 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 269
5 ud af 6 stjerner

mandag den 25. september 2017

Malene Sølvsten; Ravnenes hvisken #2 [Sponsoreret]

Malene Sølvsten; Ravnenes hvisken #2 [Sponsoreret indlæg af Carlsen]

Bagsidetekst:
En gammel ven opsøger Anne, dødeligt såret, og når kun lige at fortælle hende, at hendes søster er taget til fange. For at befri sin søster må Anne selv risikere livet, og krydse over til en verden, hun aldrig har set. Ukendte farer lurer, og imens bliver hun plaget af synet af sit eget mord. Men hvorfor bliver hun ved med at se det? De fik jo afværget det i tide. Eller gjorde de? Hele sit liv er Anne blevet forladt. Nu indser hun, at for at redde sin søster må hun selv svigte dem, hun elsker. Men kan hun gøre det?

Jeg vil lige starte med at sige at Malene Sølvsten har gjort det igen! Og faktisk bedre end hun gjorde første gang.

Det er altid lidt svært at gå i gang med en ny serie. Der er personer der skal præsenteres, begivenheder skal præciseres, samfund og omgivelser skal beskrives. Det kan godt virke som en stor mundfuld - ikke desto mindre lykkedes det Malene i bind 1, at skabe en sammenhængende historie, med gode personer og en spændende handling. Anne kunne godt irritere mig lidt i første bind, måske fordi jeg ikke kendte hende så godt. Det gør hun ikke i den her.

Ideen med at vi både befinder os her og i en anden virkelighed, er virkelig spændende og Malene formår at skrive det, så man nemt kan forestille sig både vores verden og den verden Anne rejser til. En verden hvor hun er total på udebane. Heldigvis får hun hjælp undervejs - mere end hun har bedt om, og når vi kender Anne, ved vi, at hun ikke er meget for at tage imod hjælp. Hun vil ikke have at folk skal komme til skade på grund af hende. Hun må dog indse, at det ikke kan undgås. Især ikke når man har så gode venner som hun har. En krig er på vej og hun kan ikke redde alle.

Jeg var underholdt i første bind. Jeg var fuldstændig fanget af bind to. Det er som om Malene også er vokset med opgaven, for jeg synes historien fungerer og flyder meget bedre. Anne vokser også med sin opgave, og flere gange synes jeg hun reagerer bedre, end hun gjorde i første bind. Der er også en underspillet humor i fortællingen, og det virker bare så godt for mig. En sort og tør humor, der pifter den ellers meget triste stemning op.

I min optik har Malene skrevet et mesterværk. Ikke alene er den utrolig smuk udenpå, men det er også en smuk, stærk og spændende fortælling indeni. Den ikke alene fortæller om venskab, kærlighed og familie. Men også hvad der sker når slaver bliver frie mennesker, når dem der har magten misbruger den, når tro kan gøre almindelige mennesker til guder og når vinteren står for døren og ingen er forberedte. For vinteren kommer og Ragnarok er på vej.

Tak til Carlsen for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i: 2017
Antal sider: 622
5 ud af 5 stjerner

mandag den 4. september 2017

Siri Pettersen; Råddenskab [Sponsoreret]

Siri Pettersen; Råddenskab (Ravneringene, #2) [Sponsoreret indlæg af Høst & Søn]

Bagsidetekst:
Forestil dig at leve som jaget vildt i en fremmed verden. Uden identitet. Uden familie. Uden penge. at dine eneste allierede er en menneskejæger og en ligfødt - og at det samtidig er nu, du må sande, hvem du i virkeligheden er.

Hirka er ikke længere i Ymslanda. Turen gennem Ravneringene førte hende til vores verden, hvor hun for første gang befinder sig blandt folk, der er haleløse ligesom hende selv. Alligevel har hun aldrig følt sig mere fremmed. Samtidig gnaver savnet i hende, savnet efter Rime og den verden, hun har forladt. Men alt dette blegner, da hun langsomt forstår, hvem hun er, og hvilken betydning hun har. Kilden til råddenskab har tørstet efter frihed i tusind år. En frihed, som kun Hirka kan give.

Vær beret på at sætte alting på pause og blive suget tilbage til fortællingen om Hirka. For denne bog vil æde dig råt og spytte dig ud på den anden side, endnu mere tørstig efter mere end du har prøvet før.

Hvis du er til fantasy, "nordisk" mytologi, hemmeligheder og løgne, drama og kærlighed - alt sammen blandet til den perfekte cocktail og tilsat et malende, detaljefyldt og smukt flydende sprog - så skal du læse denne serie. Ikke noget med "måske" og "jeg vil tænke over det" - du skal læse den. For den er fantastisk!

Jeg var betaget af første bind, også selvom den føltes lang. Det har de første bind i serier en tendens til, men det er også forståeligt. For banen skal kridtes op. Personerne skal introduceres. Deres historie skal forklares og universet skal beskrives. Selvom jeg mindes "Odinsbarn" som lidt lang, blev jeg alligevel indfanget af den fascinerende historie. Af Hirka. Den haleløse mellem dem med haler. Hende der bærer råddenskaben uden helt at vide hvad det egentlig er og hvad den gør. Hirka der opgiver så meget, for et folk der ikke er hendes og for en kærlighed, der er umulig. Jeg forelskede mig i Rime. Den flotte arving til seerstolen. En stol og en titel han aldrig har bedt om, og selvom rollen er hans nu, er det en tung byrde for ham at bære. For Ymslanda er under forandring. En forandring Rime står i spidsen for, selvom det skaffer ham mange fjender. Samtidig kæmper han stadig for Hirka, selvom han tvivler på, om han nogensinde får hende at se igen.

Det er lang tid siden jeg læste "Odinsbarn", men alligevel kom handlingen hurtigt tilbage til mig og det var et kærkomment gensyn. Jeg vil anbefale serien til alle der efterspørger en god, spændende og medrivende historie. For selvom det er fantasy, tager den også andre samfunds problemer op. Rig og fattig. Hvor lidt man som menneske hjælper dem der har brug for hjælp. Hvor svært det er at være i et fremmed land, hvor man hverken kender sprog eller kultur. Forskellige typer af afhængighed. Hvordan venskaber opbygges og ødelægges. Hvordan kærlighed blomstrer og dør, alene på grund af en enkelt handling.

Jeg giver denne bog (og serie) mine varmeste anbefalinger. Jeg er bestemt hooked og jeg forventer mig store ting af afsluttende bind, som jeg vil begynde på med vemod. Jeg vil gerne vide hvordan det ender, samtidig med at jeg ikke vil vide det. For når sidste side er vendt, hvad er der så tilbage? Helt sikkert et savn efter mere!


Tak til Høst & Søn for anmeldereksemplar (modtaget ved Bogbloggertræf 2016)

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Original titel: Råta
Udgivet i: 2016 (på dansk)
Antal sider: 466
5 ud af 5 stjerner

tirsdag den 25. april 2017

Sidsel Sander Mittet; Solbiens brod

Sidsel Sander Mittet; Solbiens brod (Krøniken om Morika, #2)

Bagsidetekst:
Komplottet mod hilaernes dronning er slået fejl, og en krig med morikanerne synes uundgåelig. Midt i den tiltagende konflikt står morikaneren Itua og hilaen Aaton. De har begge forrådt deres slægt og er blevet udelukket fra magtens inderkreds. Samtidig er deres affære blevet afsløret, og de befinder sig nu, hver for sig, i en fremmed by, hvor ingen af dem er velkomne. Spørgsmålet er, om de skal vende deres folk ryggen og søge en fælles fremtid langt fra den strid, der er under opsejling, eller om der er kampe, som er vigtigere end dem selv?

Det er ingen hemmelighed at jeg er ret pjattet med Sidsel Sander Mittets Morika univers. Jeg synes hun skriver fængslende og spændende. Hun har formået at skabe nogle gode personer, der er komplicerede, men ikke for kedelige. Der er spændende handlinger og fantasiske naturbeskrivelser. Dette gør sig gældende både i "Krøniken om Morika" og i "Morika"-serien.

Vil dog mene at i "Krøniken om Morika" tager Sidsel skridtet videre. Først vil jeg sige, at jeg er glad for at hun har besluttet sig for at skrive denne trilogi, for det giver et godt indblik i nogle af de ting vi hører om i "Morika"-serien. I "Krøniken om Morika" får vi ikke alene baggrundshistorien for de myter, sagn og vigtige personer, som vi møder i "Morika", vi finder også ud af, at de personer der senere hen bliver omtalt som guder og helte, egentlig blot er normale mennesker med fejl og mangler. Mennesker der er fyldt med usikkerhed, mod og kærlighed. Mennesker der vil beskytte det de har kært, om det så vil kræve at de skal krydse deres egne grænser.

Jeg synes bestemt at der bliver krydset grænser i "Solbiens brod". Både Aaton og Itua er i situationer hvor de ikke kan tænke på den fremtid de to ønsker sammen, uden først at redde en masse andre og derved forandre hvordan livet leves for både morikanere og hilaer. Aaton er aldrig i tvivl om sin kærlighed til Itua, men da en ukendt faktor pludselig kan lærer ham om kraften, som hidtil har været lukket land for ham, drages han og vender - for en stund - Itua ryggen. Itua må - alene - vende tilbage til sin ægtemand, stå ved hans side og kæmpe hans kampe - alt sammen for at realisere den drøm hende og Aaton har om en fælles fremtid.

Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: det her er er noget af det ypperste indenfor dansk fantasy jeg har læst længe! Historierne er dragende, personerne komplekse og interessante, beskrivelserne er detaljerede og igen kan man tydeligt forestille sig de forskellige steder vi befinder os undervejs. Vi kan mærke Aatons skræk og rædsel da sandheden om Itons store styrke går op for ham. Vi kan mærke Ituas kærlighed til Aaton også selvom de er adskilt.

Det er forrygende, spændende og umuligt at komme udenom - som fantasylæser, og som bibliotekar, vil jeg give den mine varmeste anbefalinger. Bøgerne bliver bedre og bedre og jeg er virkelig spændt på hvordan det hele skal ende!


Tak til Forlaget Facet for boggaven og for muligheden for at være betalæser!


Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2017
Antal sider: 428
5 ud af 5 stjerner

tirsdag den 22. november 2016

Sidsel Katrine Slej; Valkyrien

Sidsel Katrine Slej; Valkyrien

Bagsidetekst:
"I det fjerne kunne Fréa høre kampen. Lyden af stål imod stål og høje, dumpe brag, der fik jorden til at skævle. Lige over bjergkammen kunne hun igennem den isnende tåge, der svøbte sig om landskabet, se lyset fra tusindvis af ildsværd."

Efter at Fréa begyndte sin oplæring som Valkyrie i Asgård, har hun dårligt nok haft et eneste roligt øjeblik. Den magtfulde Od brygger konstant på sine onde planer for at overtage magten i Asgård, og han er slet ikke færdig endnu. Knapt er det lykkedes Fréa og veninden Ranveig at lokke Midgårdsormen tilbage i verdenshavets bølger, førend de opdager en mistænksom, ubevægelig dis over havet. Disen viser sig at skjule en hel flåde af ondsindede ildjætter fra Muspelheim, men ikke nok med det: Midt i flåden får de også øje på Naglfar. Skibet, der er bygget af døde mænds negle. Skibet, der ifølge forudsigelserne om Ragnarok skal sejle til Vígrídrsletten med ulykkesguden Loke som kaptajn, hvor det endelige slag skal stå. Det sidste slag.

Fréa får brug for al sin magi, hvis hun skal bremse Ragnarok, og samtidig må hun tøjle sin længsel efter sin elskede Magne, der er som forsvundet. Det bliver et hæsblæsende ridt mod tiden for at stoppe jordens undergang, mens det endelige slag rykker nærmere og nærmere ...

Det her er sådan en serie der bare bliver bedre og bedre! Jeg synes de to første bøger var gode, men den her suveræn! Det er tydeligt at forfatteren har udviklet sig - sproget fungerer rigtig godt og det er medrivende. Sørg endelig for at have tid til at læse den i et stræk, for den er meget svær at lægge fra sig! Jeg er virkelig en sucker for bøger der handler om nordisk mytologi - jeg elskede "Erik Menneskesøn"-serien - og denne serie gør det på en spændende og medrivende måde, så man virkelig kan forestille sig alle de farer Fréa står overfor.

Der er masser af aktion i denne bog. Ikke alene skal Fréa og vennerne stort set kæmpe hele tiden, de får ikke mange timers søvn eller tid til at hvile og tænke over tingene, men det virker ikke forjaget eller forhastet på nogen måde. Det fungerer rigtig godt. Udover at stå overfor fjender hele tiden, må Fréa også kæmpe med sin længsel efter Magne og hun frygter hvad der vil ske hvis han virkelig er død.

Selvom problemer synes at være uendelige, fornemmer man som læser, hele tiden at håbet ligger lige under overfladen. Fréa er en snarrådig og klog pige der nok skal finde på en løsning, også selvom det til tider ser meget sort ud. Heldigvis har hun sine drømme der kan guide og hjælpe hende på vej. De er også med til at holde troen oppe.

Samtidig er der en masse bureaukrati og politikske forhandlinger i bogen. Det er et interessant indblik i hvordan det måske kunne have fungeret dengang. Ranveigs forfærdelige ægteskab med Hymer, der har hæmmet hende og gjort hende bange for at elske, Frederiks kamp for hendes kærlighed og Lokes børns had til både Loke selv og Odin, er også emner der tages op. Vi kommer vidt omkring og det er på ingen måde kedeligt!

Som altid er det trist at sige farvel til en serie, men jeg blev rigtig vemodig over at skulle sige farvel til Fréa. Jeg synes virkelig hun er vokset med sin opgave og jeg håber at fremtiden ser lys ud for hende! Tak til Sidsel for at give historien liv!

Tak til Turbine for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Turbine
Udgivet i: 2016
Antal sider: 292
5 ud af 5 stjerner

onsdag den 19. marts 2014

Sidsel Katrine Slej; Sanddrømmeren


Sidsel Katrine Slej; Sanddrømmeren

Fréa er en helt almindelig pige, der går i skole, har fritidsinteresser (især klaver) og venner. Dog har hun nogle ualmindelige drømme - der har en tendens til at blive til virkelighed. Alt dette bliver vendt på hovedet en dag en jætte bryder ind i hendes hus og hendes mor hugger armen af den med et sværd.

Først vil Fréa ikke tro på sin mors forklaring - helt ærligt, skulle valkyrier og einherjer findes i virkeligheden? Ligesom Asgård og de nordiske guder? Fréa har svært ved at tro på det, men da hendes mors hest, Aslak, kommer for at bringe dem til Asgård begynder Fréa at forstå. Hun kommer fra en meget gammel og betydningsfuld slægt der lever i Asgård og hun er udset til at blive sanddrømmer og valkyrie!

I Asgård forlader hendes mor hende for at lede efter Fréas far, der er forsvundet under en mission. Samtidig skal Fréa starte i valkyrie-skole, lære at ride og hele sår. Men ikke alt er som det skal være i Asgård og selvom Fréa hurtigt får venner, får hun også fjender. Derudover er Asgård ikke ligesom Midgård, ingen telefon, ingen tv og ingen nymodens tanker om hvad kvinder må og ikke må.

Da hun bliver kidnappet af jætterne og taget med til Udgård, finder hun sin far og ikke mindst en spion - men hvem er han spion for? Under hendes flugt møder hun både venner og fjender.

Hjemvendt i sikkerhed, får hun sandheden at vide - hun er blevet forudset til at blive den mægtigste sanddrømmer og hun er også forlovet, hvilket Fréa i starten har meget svært ved, for hvordan kunne hendes forældre love hende væk, allerede fra hun var helt lille.

Fréas prøvelser er bestemt ikke overstået efter hendes kidnappelse og da en af hendes bedste venner fra Asgård bortføres tager Fréa kampen op, hvilket får store konsekvenser - ikke blot for Fréa, men også hendes familie og de andre beboere i Asgård.

"Sanddrømmeren" er en udmærket bog om den nordiske mytologi - da jeg læste den, havde jeg hele tiden tankerne på Erik Menneskesøn serien. "Sanddrømmeren" er en spændende børnebog til dem der kan lidt at læse om mytologi, men også stadig almindelige hverdags problemer - som mobning, kæresteri og forelskelse, familieproblemer og forræderi.

Fakta:
Forlag: Turbine
Udgivet i 2013
251 sider