lørdag den 30. december 2023

Årets bedste bøger - 2023

Årets bedste bøger - 2023

Jeg har læst rigtig mange bøger i år … som i flere end jeg havde troet jeg ville få læst.

Og inden jeg begynder at snakke om alt det jeg har læst, vil jeg bare slå fast, at det ikke er en konkurrence om at få læst mest! Hvis du har læst én bog i år, er det også sejt. Hvis du har læst flere, er det også sejt. Læsning skal være af lyst, ikke tvang.

Når det så er sagt, så har jeg årligt en konkurrence kørende mod mig selv. Kan jeg læse flere bøger end jeg gjorde sidste år? Og nej, desværre ikke i år.

I år blev det til 434 bøger!!!

Hvilket er ret vanvittigt, hvis jeg selv skal sige det. Selvom jeg har haft måneder hvor jeg har læst meget lidt, har der også været gode læsemåneder.

De sidste par år har jeg lavet en liste over de bedste bøger jeg har læst i det forgangne år, inddelt efter kategorier. Altså den bedste børnebog, fantasyhistorie, tegneserie osv. I år prøver jeg noget lidt anderledes.

I stedet for at inddele de bedste bøger i kategorier, vælger jeg en bog fra hver måned, som var den bedste jeg havde læst i netop den måned.  Det vil også sige at det ikke nødvendigvis er en bog der er udkommet i 2023, der bliver den valgt som den bedste for hver måned. Der vil heller ikke nødvendigvis være en bog til hver af de kategorier jeg plejer at udvælge.

Slutteligt vil jeg også vælge én bog som bliver kåret som årets bedste bog.

En bog hver måned:
Januar: ”From Blood and Ash” af Jennifer Armentrout
Februar: ”Misteltenen” af Anne-Marie Vedsø Olsen
Marts: ”Lysets vogter – Håbet” af H. L. Phoenix
April: ”Ubesvaret opkald” af Nora Dåsnes
Maj: ”Dragerepublikken” af R. F. Kuang
Juni: ”Himmeløjne” af Trine Bundgaard
Juli: ”Hooked” af Emily McIntire
August: ”Papirhjerter” af Hanne Dagmar Raaberg
September: ”Tilflytterne” af Elisabeth Hjartdal
Oktober: ”Den fantastiske bus” af Jakob Martin Strid
November: ”Drengen, muldvparen, ræven og hesten” af Charlie Mackesy
December: ”Thieves’ Gambit” af Kayvion Lewis 

Årets bedste bog:
Da jeg skrev det her, var jeg ikke i tvivl om hvilken bog det skulle være. Det er godt nok en bog der deler vandene lidt – især bog nummer to i serien, er en der er bred uenighed om. Jeg er endnu ikke selv kommet i gang med den, men den ligger øverst i min stak for januars læsning og jeg glæder mig rigtig meget.

Det er en bog der er blevet udskældt for mange ting – og selvom jeg godt kan nikke genkendende til flere af tingene, så er jeg ligeglad. For det er en bog der virkelig underholdt mig. Jeg kunne have læst 2-300 sider mere og jeg ville have lappet det i mig.

Den spiller på mange klicheer, men det hele spiller bare for mig. Jeg elskede hver side. Hvert plottvist. Hver karakter (eller nej, men I ved hvad jeg mener), hver joke og punchline. Det hele. Jeg er fan, jeg er hooked og jeg elsker den.

Årets bog for mig er ”Fourth Wing” af Rebacca Yarros.

2024
2024 kommer helt sikkert til at byde på bøger der spændende, velskrevne, smukke, romantiske, medrivende og meget mere - og jeg glæder mig til at dele dem med jer!⁠

Tusind tak fordi I følger med her på bloggen, på Instagram og TikTok - jeg elsker at dele mine læseoplevelser med jer!

Vi ses i det nye år!

onsdag den 20. december 2023

Kayvion Lewis; Thieves' Gambit [Anmeldereksemplar]

Kayvion Lewis; Thieves' Gambit [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Et dødsensfarligt kup.
En farlig forelskelse.
Ville du melde dig til Thieves’ Gambit?

Rosalyn Quest er vokset op i en legendarisk tyvefamilie med én regel: Stol ikke på nogen. Hun er på vej væk fra den glamourøse verden af stjålne diamanter og bedrag, da hendes mor bliver kidnappet og truet på livet.

I et desperat forsøg på at redde sin familie siger Ross ja til at være med i Thieves’ Gambit, en rå international konkurrence blandt verdens bedste mestertyve. Hun er oppe mod de skarpeste, deriblandt sin ærkefjende og en virkelig sød fyr, der forsøger at vinde hendes hjerte. Hvem af dem skjuler den farligste hemmelighed af alle?


Uha, så er der drama, intriger og hemmeligheder for alle pengene!

Godt nok er jeg vild med fantasy, men nogle gange er det dejligt forfriskende at læse bøger der ikke har noget med fantasy at gøre – men som stadig er sindssygt spændende og fyldt med drama. Jeg elsker ”The Inheritance Games”, netop også fordi der ikke er noget magisk i den, men den er virkelig spændende alligevel.

”Thieves’ Gambit” er lidt i samme stil, og alligevel ikke. Der er intet magisk i den, men historien om den unge tyv Ross, der må melde sig til et farligt spil, for at redde sin mor, er virkelig velskrevet, og som med ”The Inheritance Games” ved man aldrig helt hvad der sker på næste side.

Det er en historie fuld af hemmeligheder, plottvists og drama. Så snart man tror man har regnet det ud, sker der noget uventet. Jeg sad limet til bogen (eller lydbogen, som også er god) og jeg kunne slet ikke lægge den fra mig.

Den er velskrevet og godt skruet sammen. Alle opgaverne som Ross og de andre tyve skal igennem, virker umulige, men med snilde og list, løser de dem. Stor cadeau til forfatteren for at finde på alle de missioner. Og alle deres gadgets! Altså, de er geniale.

Samspillet mellem tyvene er også interessant at følge. Især fordi Ross i starten på ingen måde vil danne alliancer, men bliver tvunget til det og måske indser hun at det at have venner faktisk ikke er så ringe endda … altså hvis man kan stole på dem!

Jeg er meget spændt på hvad der kommer til at ske i den næste bog. Dette kunne godt gå hen og blive en rigtig stor serie!

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gads Forlag
Original titel: Thieves' Gambit
Udgivet i: 2023 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 397
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 13. december 2023

Siri Pettersen; Sølvstruben [Anmeldereksemplar]

Siri Pettersen; Sølvstruben (Vardari, #2)
[Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Forestil dig at have stjålet djævlen fra verdens mægtigste. Berøvet dem kilden til evigt liv. Og at du har startet en krig så næret af frygt og foragt, at du tvinges til selv at blive dét, du jager.

Juva er mærket for livet af den mand, hun satte fri. Djævlen selv, som holdt liv i vardari med sit blod. Nu sidder hun tilbage med et knust hjerte og et hav af problemer: en strøm af ulvesyge, et vaklende byråd og ikke mindst vardari, der kæmper desperat for at få fat i de sidste dråber. Opslugt af sorg og raseri tvinges Juva til at åbne dørene for de fanatiske mørke kræfter, der breder sig i byen, og det går op for hende, at hun har startet en krig, som hun ikke kan overskue konsekvenserne af.

Siri Pettersen er en eminent historiefortæller. Så enkelt kan det siges. 

Jeg slugte hendes serie ”Ravneringene” med stor fornøjelse og det er sådan en serie der virkelig har sat spor i mig. Det er high fantasy, mytologisk, fanatisk, med masser af drama, gråzoner og en historie der kryber under huden på læseren.

Med ”Vardari”-serien er Siri tilbage i topform. I første bog, ”Jernulven”, kridtes banen op. Spørgsmål bliver stillet, hemmeligheder afsløres og de første skridt mod undergang tages.

Nu tænker du nok, at det lyder rimelig deprimerende og ja, det er det til dels også. Vores hovedperson Juva, har det bestemt ikke nemt og må gang på gang træffe næsten umulige valg, for at beskytte dem hun holder af. Og selvom Juva har overbevist sig selv om, at hun ikke kan elske, er man ikke i tvivl om at hun holder af rigtig mange mennesker – måske endda elsker hun dem. 

Men Juva har også en by at redde. Og det kræver at hun stiller de svære spørgsmål og endda også at hun arbejder med fjende. Langsomt viskes de linjer ud som Juva tænkte hun kendte. Hun må tage mange ting op til genovervejelse. 

Noget at det jeg virkelig finder fascinerende ved Siris skrivestil er måden hun formår at spinde sine tråde. Jeg sad flere gange og tænkte at jeg havde regnet det hele ud, men så kommer der et plottvist og ødelægger det hele. Det er herligt og holder læseren på dupperne. Samtidig kan det dystre fantasy virkelig noget og nogle gange har man brug for at læse noget der emmer af dysterhed. 

”Vardari”-serien – og ”Ravneringene” – er begge to virkelig fede fantasytitler og jeg glæder mig til både at læse videre og genlæse. 

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2023
Antal sider: 391
6 ud af 6 stjerner

onsdag den 6. december 2023

Nagabe; The Girl from the Other Side, vol. 12

Nagabe; The Girl from the Other Side, vol. 12

Bagsidetekst:
It was inevitable that the road walked by Teacher and Shiva would be sorrowful, but nok all fo their times together were bleak. Many of their days held quiet, shimmering joy; comfortable days of sunlight and soft breezes where nothing of significance happened. Days that remained unseen … until now. These are the side stories of two people – ond human, one inhuman – who linger in the hazy twilight that separates night from day. 

Jeg kan ikke huske hvor jeg faldt over denne serie henne, da det efterhånden er en del år siden. Siden jeg opdagede den er det blevet til 11 bøger og nu denne tolvte bog, som indeholder en håndfuld noveller.

"The Girl fom the Other Side" er en manga om den unge pige Shiva der bor hos Teacher. Teacher er bare ikke en lærer for Shiva, men også en Outsider - og dermed bærer af en skrækkelig sygdom, der kan slå et menneske ihejl, ved en enkelt berøring. Af en eller anden grund er Shiva dog immun og lever trygt sammen med Teacher.  

Tegneserien er utrolig smuk historie. Jeg er vild med den enkle streg, de simple, men alligevel utrolig stemningsfulde illustrationer og ikke mindst med historien - selvom den er barsk og gør ondt at læse. Som læser er vi godt klar over at det ikke kan ende godt for hverken Shiva eller Teacher, men hvordan det rent faktisk ender, vil jeg ikke afsløre - læs hellere serien selv. 

Denne tolvte bog i serien spoiler ikke noget af handlingen i de andre bøger. Det er noveller der viser, at selvom hovedhistorien med Shiva og Teacher er tragisk, så havde de gode stunder sammen.

Shiva skal bl.a. lære Teacher at tegne og bage æblekage, mens han forsøger at lære hende tålmodighed og at ting ikke altid sker i det tempo man gerne vil have det til at ske. Samtidig får man et indblik i hvor meget de to holder af hinanden. Der er en særlig ømhed i tegningerne som vises i både Shivas ansigt og i Teachers kropsprog. Det er en samling meget rørende noveller og jeg sad flere gange med en klump i halsen. 

Hvis du er fan af serien, skal du bestemt ikke snyde dig selv for denne lille ekstra bog og hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med denne fine manga, så gør det endelig. 

Fakta:
Udgivet i: 2022
Forlag: Seven Seas Entertaiment
6 ud af 6 stjerner