Olivie Blake; Atlas Six - Initiativet [Anmeldereksemplar]
Bagsidetekst:
Det Alexandrinske Selskab er en berygtet, ældgammel orden af verdens mest magtfulde magikere, der har svoret at beskytte antikke hemmeligheder. Hvert tiende år rekrutteres seks potentielle medlemmer, men kun fem vil få optag, mens én vil blive elimineret. De seks udvalgte må kæmpe for adgangen til kostbar viden – og samtidig forsøge at undgå et blodbad.
”Altas Six – Initiativet” er første forrygende bind i Olivie Blakes stort anlagte trilogi som seks elitemaikere, som træder ind i en verden af hemmeligheder, hvor forræderi, forførelse, magt og uovertruffen magi lurer overtalt.
Holder hypen om ”Atlas Six”? Hvis du spørger mig, så ja!
Jeg vidste faktisk ikke helt hvad jeg gik ind til, da jeg begyndte på den her. Ikke andet end den har været overalt i mit TikTok-feed og at det var en ordentlig moppedreng.
Hvis du forventer en hæsblæsende fantasyfortælling, med masser af action, må jeg nok skuffe dig. Det er langt mere en fortælling om hvordan mennesker agerer, tænker og handler når de sættes under pres, end det er en historie om magi.
Jovist, der er et ret avanceret magisystem – som jeg håber at jeg bliver klogere på i næste bind. Der er forskellige typer af magikere, dem der kan kontrollere de fysiske love, dem der kan noget med natur og tankelæsere og manipulatorer. Kort sagt, der er enhver slags magi. Men magien kommer ikke gratis og alle de udvalgte har deres egne problemer at slås med.
Hver person skiftes til at fortælle og jo længere ind i historien vi kommer, jo mere kendskab får vi til dem og deres bevæggrunden for at have takket ja til invitationen om at blive medlem af ”Det Alexandrinske Selskab”. En gruppe højtstående magikere der beskytter antikkens hemmeligheder.
Men jo dybere ind i historien vi kommer, jo flere hemmeligheder og mørke sider kommer der frem. Hvor langt er de seks personer villige til at gå for både at overleve, men også blive en del af selskabet? For der er kun plads til fem af dem.
Udover at være utrolig velskrevet, er der kælet ved rigtig mange detaljer og jo flere sider man læser, jo mindre har man lyst til at bogen slutter. Krydret med flotte hel sides sort/hvid illustrationer til hvert kapitel og en utrolig smuk forside, er det bare en bog der indbyder til læsning.
Jeg glæder mig til at læse videre i serien – jeg kan afsløre at jeg har høje forventninger!
Tak til forlaget for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Original titel: The Atlas Six
På dansk ved: Sarah Feddersen Thomsen
Udgivet i: 2022 på engelsk og dansk
Antal sider: 521
6 ud af 6 stjerner