SenLinYu; Alchemised

SenLinYu; Alchemised

Bagsidetekst:
“What is it you think you’re protecting in that brain of yours? The war is over. Holdfast is dead. The Eternal Flame extinguished. There’s no one left for you to save.”

Once a promising alchemist, Helena Marino is now a prisoner—of war and of her own mind. Her Resistance friends and allies have been brutally murdered, her abilities suppressed, and the world she knew destroyed.

In the aftermath of a long war, Paladia’s new ruling class of corrupt guild families and depraved necromancers, whose vile undead creatures helped bring about their victory, holds Helena captive.

According to Resistance records, she was a healer of little importance within their ranks. But Helena has inexplicable memory loss of the months leading up to her capture, making her enemies wonder: Is she truly as insignificant as she appears, or are her lost memories hiding some vital piece of the Resistance’s final gambit?

To uncover the memories buried deep within her mind, Helena is sent to the High Reeve, one of the most powerful and ruthless necromancers in this new world. Trapped on his crumbling estate, Helena’s fight—to protect her lost history and to preserve the last remaining shreds of her former self—is just beginning. For her prison and captor have secrets of their own . . . secrets Helena must unearth, whatever the cost.

Den her anmeldelse har været længe undervejs. Det skyldes flere ting. Både at jeg ikke rigtig vidste hvordan jeg skal beskrive bogen og fordi den stadig ikke helt har sluppet sit greb i mig.

Bogen er startet som en fanfiction bygget på tesen om hvad der mon ville ske hvis Voldemort havde vundet krigen og alle, undtagen Hermione, var blevet drabt. Den originale historie, "Manacled", har jeg stadig til gode at læse, men jeg skal helt sikkert gøre det.

Fordi man ikke må udgive en fanfiction som et originalt værk og som fysisk bog, har forfatteren SenLinYu været nødt til at omskrive hele historien. Altså alle 1040 sider! Sikke et arbejde. Jeg tør slet ikke tænke på hvor krævende det har været.

Men hun har gjort det, og resultatet er blevet til "Alchemised". Også på over 1000 sider, men nu ikke som en fanfiction, men som sit eget værk.

Som man kan læse ud af bagsideteksten er der stadig tråde tilbage til Potter-universet og der er da også en hel del ligheder mellem Helena og Hermione, Kaine og Draco, Morrough og Voldemort og så videre. 

Men magien er ny og universet er nyt. 

Og nu til hvorfor det er svært at beskrive den her bog. 

Gå ikke ind i den med tanken om at du får en romantasy som fx ACOTAR og Fourth Wing. Jeg advarer dig - der er intet rart i denne bog!

Du skal gå ind i den med tanken om at du får en dyster historie, med traumer fra krig, tortur og ødelæggelse. Hvor de små glimt af håb der måtte være, er flygtige og uopnåelige. Hvor dit hjerte bliver knust flere gange undervejs end du kan tælle. Hvor personerne bliver udsat for de mest horrible ting du overhovedet kan forestille dig... og så er det ikke engang slemt nok.

Gå ind i den med den advarsel, at du har lyst til at læse den forfra, det øjeblik du vender sidste side.

For ja, så god synes jeg bogen er! Lydbogen er 36 timer. Når man tænker på at jeg har fuldtidsarbejde og familie ved siden af, er de 8 dage jeg lyttede bogen på, rimelig hurtigt. Men jeg kunne ikke slippe den. Jeg måtte vide hvad der skete. Og ja, den optog alle mine tanker.

Jeg har fået at vide at man ikke anmelder fanfics med stjerner, og det vil jeg respektere. Så denne anmeldelse får ingen stjerner, men det er en fantastisk, forfærdelig, fuldendt fortælling - og jeg er stadig ikke helt kommet mig.

Beware for bookhangover!

Bogen er selvbetalt.

Fakta:
Forlag: Del Ray
Udgivet i: 2025
Antal sider: 1040

R. F. Kuang; Den brændende gud [Anmeldereksemplar]

R. F. Kuang; Den brændende gud (Poppy War, #3) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst: 
Borgerkrigen har ikke lagt Rin ned, men følelsen af sejr får dog snart en ende. Forrådt af allierede efterlades Rin såret, med et brændende had og et uundgåeligt ønske om hævn...

Rin indser hurtigt, at den sande magt ikke skal findes i de korrupte embedsfolk, men hos de millioner af almindelige mennesker i Nikan, der tørster efter hævn og tilbeder hende som en frelsende gudinde. Rin vil ty til brugen af ethvert våben for at besejre Dragerepublikken, de koloniserende Hesperianere og alle, som truer den shamanske kunstart. Men vil hun være stærk nok til at modstå Føniksens berusende stemme, som tilskynder hende til at brænde verden og alt, hvad den indeholder?

Jeg har taget tilløb længe og nu fik jeg endelig taget mig sammen til at læse den sidste del af "Poppy War"-serien.

En storslået fantasy-serie med masser af action, episk worldbuilding og masse af overraskelser undervejs. Jeg elskede de to første bøger i serien, men jeg må indrømme at 3'eren føltes meget lang.

Rin har aldrig været min yndlings hovedperson, men hvor hun tidligere gjorde op for sine mangler med hendes handlinger, synes jeg virkelig hun er irriterende i den her. Hun fremstår vægelsindet og ofte kun med fokus på hvad der er bedst for hende selv. Måske er det Føniksen der har gjort hende skør, men hun er helt off i den her.

Lige i starten i den her var det faktisk okay. Jeg kunne godt følge hendes kvaler og tanker, men jo længere ind jeg kom jo mere irriterede hun mig igen. Mange skift både i sind og i retning. Så vil hun det ene, så det andet og så tilbage igen.

Samtidig føles hele krigshistorien som et langt "ulven kommer"-kald. Så er det nu "Det store afgørende slag" skal finde sted, nå nej, ikke alligevel, men så er det nu, det skal være, nej heller ikke og så videre og så videre. Det kommer til at føles meget langtrukket og til sidst må jeg indrømme at jeg var lidt ligeglad med hvem der vandt, bare det blev afsluttet... En bestemt scene på bjerget synes jeg også bliver for "let-købt".

Det er virkelig ærgerligt når et afsluttende bind skuffer og efterlader en med en lidt øv-følelse. Jeg havde virkelig håbet på en episk afslutning, men det synes jeg ikke vi fik. 

Jeg synes dog stadig at universet er virkelig gennemarbejdet, hele tanken om shamaner og guder man kan påkalde er fascinerende og interessant. Den kinesiske inspiration er stadig til at tage og føle på og det kan jeg også godt lide.

Men selve bogen, den kunne godt have været 200 sider kortere og meget bedre. Øv!

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Falco
Original titel: The burning god
På dansk ved: Camilla Engkjær Laursen
Udgivet i: 2023 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 656
3 ud af 6 stjerner

A. T. Qureshi; Drageungernes café [Anmeldereksemplar]

A. T. Qureshi; Drageungernes café [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Kan Saphira redde Drageungernes Café og finde kærligheden undervejs? Da Saphira åbnede sin café for drageunger og deres mennesker, havde hun ikke forventet, at det ville blive så svært at holde sig oven vande. Det viser sig, at drageunger ikke er de bedste magiske dyr at invitere ind i sin café, og alle de ødelagte møbler koster Saphira mere, end hun kan nå at tjene på sin drageristede kaffe.

Aiden er byens gartner, og lokale hjerteknuser, der er mere interesseret i sine planter end at tilbringe tid med sin uartige drageunge. Da Aiden kommer forbi Saphiras café, får han en genial idé: Han vil bede Saphira om at træne sin drageunge, og han betaler hende nok til at holde caféen kørende.

Saphiras ubekymrede sind lader til at irritere den gnavne (men flotte) Aiden, der alligevel ikke kan holde sig væk fra hende.

Jeg har endnu til gode at læse "Pumpkin Spice-caféen", men jeg forestiller mig at den giver samme vibe som den her - bare med et magisk tvist.

Selvom jeg elsker high fantasy og storslået worldbuilding, kan mindre også godt gøre det. I "Drageungernes café" er vi stadig et high fantasy-univers, men det føles langt mere low key end meget andet. Jovist, der er drager, men ellers er det der er fokus på heri relationerne mellem karaktererne og de problemer de hver især står overfor.

Problemer der ligeså godt kunne være sat i en realistisk setting. Drømmen om at åbne ens egen café og drive den, men måske ikke vide hvor stor et arbejde det rent faktisk er. Frygten for at skuffe ens forældre fordi man ikke vil det samme som alle andre i familien. Håbet om at finde en person der forstår en og har lyst til at bære ens byrde sammen med en.

Det og meget mere er er hvad Saphira og Aiden kæmper med i bogen. Tanker som mange af os sikkert også har gjort os. Problemer for Saphira og Aiden er de også bare lige skal passe en drageunge, der ikke altid hører efter - måske ikke så meget anderledes end et lille barn, faktisk....

Samtidig kan jeg godt lide at forfatteren har kælet så meget ved "café-miljøet", indretning, stemning og hvad der serveres. Det føles næsten som om man selv er der - det er i hvert fald en god ide at have både kaffe og kage klar når man begynder at læse. Du får brug for det.

"Drageungernes café" er et virkelig godt eksempel på hvad det helt præcist er vi søger når vi læser bøger - eller i hvert fald hvad jeg søger når jeg læser bøger: eskapismen. Det behøver ikke være grandiost for at være eskapisme, bare der er nok underholdning til at man glemmer verden omkring sig og lader sig fordybe i historien.

Og det gør man her - og fordi det er en romance, ved vi at selvom Saphira og Aiden skal meget igennem, så skal det nok gå... ikke?

Jeg håber der kommer flere bøger - der er i hvert fald lagt op til flere historier, flere drager og meget mere godt bagværk og kaffe!

Fakta:
Forlag: HarperCollins
Original titel: The Baby Dragon Café
På dansk ved: Johanne Vind
Udgivet i: 2025 (på dansk og engelsk)
Antal sider: 271
5 ud af 6 stjerner

Laini Taylor; Strange the Dreamer

Laini Taylor; Strange the Dreamer

Bagsidetekst: 
The dream chooses the dreamer, not the other way around--and Lazlo Strange, war orphan and junior librarian, has always feared that his dream chose poorly. Since he was just five years old, he's been obsessed with the mythic lost city of Weep, but it would take someone bolder than he to cross half the world in search of it. Then a stunning opportunity presents itself, in the form of a hero called the Godslayer and a band of legendary warriors, and he has to seize his chance or lose his dream forever. What happened in Weep two hundred years ago to cut it off from the rest of the world? And who is the blue-skinned goddess who appears in Lazlo's dreams?

Jeg stiftede bekendtskab med Laini Taylor helt tilbage i 2012, da bogen "Ildenglen" udkom. Det var første bog i serien "Ønskekræmmerens datter", en serie jeg elskede dengang og som jeg længe har haft lyst til at genlæse, men så skal det være på engelsk.

For Laini Taylor skriver magisk! 

På daværende tidspunkt var jeg ikke så vild med at læse på engelsk, så "Ønskekræmmerens datter"-bøgerne blev læst på dansk, men jeg bilder mig selv ind at de vil være endnu mere magiske på engelsk.

I 2017 udkom "Strange the Dreamer" og jeg købte den og havde de bedste intentioner om at få den læst med det samme. Det skete bare ligesom ikke og tiden gik. Min dårlige samvittighed bare voksede og voksede, men nu har jeg endelig fået taget mig sammen.

Sammen med Bente (der har Instagram-profilen trolderier) aftalte vi at vi skulle læse bogen sammen. Vi havde faktisk valgt at vi skulle læse den i februar, men så kom livet ligesom lidt i vejen igen, så vi udskød det. Men nu har vi læst den og snakket sammen undervejs.

Som med "Ønskekræmmerens datter" formår Laini Taylor at skrive en fuldstændig magisk og vidunderlig historie om tro, håb, drømme, kærlighed og loyalitet. Om fjendskab, krig og had. Om hvor langt man vil gå for at beskytte dem man elsker - måske endda krydse grænser der ikke burde krydses.

Worldbuildingen er helt i top og hvor Lainis anden serie bl.a. foregår i Prag, er "Strange the Dreamer" sat i et episk univers, med guder og magi. Jeg forestiller mig at det er inspireret af østen og mystikken heraf. Byen Weep ser jeg i hvert fald som en ørkenby.

Magien er heller ikke som vi kender den og selv de almindelige mennesker kan udrette store ting.

Der er kælet for sproget og selvom det nogle gange kan føles lidt tungt at læse, så passer det bare perfekt til historien. Det er vævende, beskrivende og fascinerende. Det er virkelig en af de helt store styrker som Laini har.

Langsomt foldes historien ud og jo længere ind i historien vi kommer, jo mere fanget bliver man af fortællingen. Hvad venter der på næste side? Samtidig gør de forskellige skift i synsvinkel at historien har et godt flow og vi holdes til ilden. 

Jeg er glad for at jeg endelig fik taget mig sammen og at havde en at diskutere bogen med mens jeg læste. For der er mange ting man stiller spørgsmålstegn ved undervejs. Jeg er gået i gang med efterfølgeren, "Muse of Nightmares", som lydbog og det tegner også godt.

Jeg tror også det er godt at jeg ventede med at læse bogen. Jeg tror ikke jeg ville have været klar til den i 2017 - det var jeg nu og jeg nød den i fulde drag.

Fakta:
Forlag: Little, Brown Books for Young Readers
Udgivet i: 2017
Antal sider: 532
5 ud af 6 stjerner

Anne-Marie Vedsø Olesen; Ormehavet [Anmeldereksemplar]

Anne-Marie Vedsø Olesen; Ormehavet (Vølvens vej, #4) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Noget er galt i Yggdrasils ni verdner. Slanger myldrer frem fra deres skjul, oversvømmelser, hedebølger og jordskælv hærger, og i havet pisker Midgårdsormen med halen. Mens stormvejr og skybrud tager til, må Snehild sejle over havet i et forsøg på at genfinde sin mor, som hun har hørt befinder sig i Vanaheim, de vilde naturkræfters ursted.

Samtidig vakler magtbalancen i menneskenes verden, og høvdingedatteren Berghild vokser i styrke. Kan hun udfordre sin tidligere elskede, kong Roald i Himlinge?

Endelig fik jeg taget mig sammen til at læse "Ormehavet" - nu gad jeg ikke vente længere på lydbogen og jeg er stadig lidt sur på min lydbogstjeneste, så jeg besluttede mig for at læse bogen selv.

Hvilket jeg var lidt skeptisk overfor. Fordi jeg netop har lyttet til de tre første bøger i serien - kunne jeg så finde ud af at læse den selv?

Og ja, selvfølgelig kunne jeg det, men jeg ved ikke om andre har svært ved at skifte mellem to formater i en serie? Jeg har i hvert fald lidt svært ved det, men det gik overraskende godt her.

Som i de tre foregående bøger i serien har Anne-Marie vævet, digtet og fabuleret over kendte historier fra den nordiske mytologi. Hun har placeret historierne som baggrundstæppe for Snehild og de andres liv i jernalder Danmark. Næsten som en anden "Iliaden" blander guderne sig i menneskenes gøren og laden og de har deres egen dagsorden. 

Det er tydeligt at vi nærmer os afslutningen. Ragnarok truer i horisonten, Midgårdsormen rører på sig og vinteren er på vej. Snehilds evner bliver skærpet hele tiden og hun frem står stærkere og stærkere, men hvad venter hende i fremtiden?

Personerne i Himlinge står overfor egne problemer med et kommende giftermål, spild mellem ypperstepræstinden og rådgiveren og sult. Truslen fra Berghild og røverne kommer også tættere. Det hele spidser til. 

Anne-Marie har en helt særlig måde at skrive på. Der er kælet for alle detaljer og nogle vil måske synes tempoet er for langsomt, men jeg synes det passer rigtig godt til den historie der fortælles. Vi har mange personer at holde styr på og det gør bare historien endnu dybere og med endnu flere facetter. 

Det er en fremragende serie og den kan læses af alle med interesse for nordisk mytologi, danmarkshistorie og storslåede fortællinger. Der er drama, der er tvists og overraskelser. Det er et mesterværk og jeg glæder mig til afslutningen, "Flammesværdet" som bliver udgivet den 19. september.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udgivet i: 2024
Antal sider: 400
6 ud af 6 stjerner

Jojo Moyes; Vi bor her alle sammen [Anmeldereksemplar]

Jojo Moyes; Vi bor her alle sammen [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Lila troede faktisk, at hun allerede havde fundet sin lykkelige slutning: et godt ægteskab, to dejlige børn og en succesfuld karriere som forfatter af bøger med råd om parforhold. Men set i bakspejlet må hun grine af sine kloge råd.

Hun indså først, at hendes ægteskab ikke længere var lykkeligt, da det var for sent. Og pludselig er alt i Lilas liv tilbage ved udgangspunktet. Hendes mand har et barn med en anden kvinde, hendes teenagedatter taler ikke længere til hende. Og siden hendes mors død har hendes stedfar, Bill, boet hos hende.

Da hendes biologiske far, Gene, pludselig dukker op på hendes dørtrin, er hendes kaotiske liv fuldendt. For Gene er med sine Led Zeppelin-T-shirts og sin (måske stendøde) karriere som tv-stjerne alt andet end en typisk bedstefar. Og pludselig er Lila ikke kun fanget mellem to fædre, men også mellem to nye mænd.

Jeg tabte mit hjerte til Jojo Moyes da jeg læste "Mig før dig" - som faktisk var en af de første (hvis ikke den første) bog jeg anmeldte her på bloggen. Den har mange år på bagen, og jeg synes ikke helt at jeg har læst noget der var ligeså godt fra Moyes efter den. Jovist, der har været mange gode læseoplevelser, men ikke nogen der slog benene ligeså meget væk under mig som "Mig før dig".

"Vi bor her alle sammen" gør det heller ikke, men den er stadig god.

Det er længe siden jeg har læst noget fra Moyes og jeg nød at være tilbage i hendes måde at skrive historier og ikke mindst personer på. Hun kan beskrive dem så virkeligt at man sagtens kan se dem for ens indre blik mens man læser. Det kan jeg i hvert fald. 

Jeg har et helt tydeligt billede af Lila og børnene. Af hvordan hunden ser ud og hvordan haven er et vildnis uden lige. Jeg kan tydeligt se hendes to fædre for mig og hvor forskellige de er. Jeg kan se huset, gaden, byen - ja, det hele faktisk. Som en indre film der kører mens man læser.

En af Moyes' styrker er at skrive følelser, stemninger og relationer mellem mennesker frem. Der er noget troværdigt og relaterbart i mange af hendes karakterer og selvom jeg ikke har været det samme igennem som Lila, så kan jeg godt forstå hende. Det tror jeg der er mange kvinder der kan.

Den svære balancegang mellem at ville være den bedste mor og hustru, at man næsten glemmer hvad man selv vil - eller i hvert fald har svært ved at finde ud af det. Samtidig med at man skal holde styr på hundredeogsytten forskellige ting.

Moyes kan skrive livsbekræftende bøger og selvom der er knubs på vejen ved vi godt at det hele nok skal gå. Der er et par tåkrummende situationer - som heldigvis ikke bliver for pinlige - og der er masser af drama, men livet har det jo med at falde på plads der hvor det skal alligevel. 

"Vi bor her alle sammen" er en hyggelig og underholdende roman der på en eller anden måde fastholder en, for man skal lige se hvad der sker på næste. Vi skal lige have løst det ene problem, som så afføder et nyt og så videre. Historien er ikke ligeså god som "Mig før dig", men det er en rigtig god bog alligevel. 

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Cicero
Udgive i: 2025 (på engelsk og på dansk)
Antal sider: 460
5 ud af 6 stjerner

Louise Colding; Den eneste [Anmeldereksemplar]

Louise Colding; Den eneste (Johannastad, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Johannastad, 1350

Anna er den sidste overlevende i sin by, efter at pesten har hærget i det meste af Sverige. Anna er en selvstændig kvinde, der forsøger at genopbygge et samfund på egen hånd, men sorgen har lagt sig som en tung dyne over hende, og ensomheden er en farlig følgesvend. Da der en dag kommer en mand gående ind i byen, ændrer det alt i Annas liv.

Den unge smed Johan har været mere end et år undervejs uden at møde et eneste levende menneske. Han er så småt begyndt at få overbevist sig selv om, at han meget vel kan være den eneste tilbage i Sverige - ja måske endda i verden, da han dukker op i en by, der er helt anderledes end de andre, han har vandret igennem ...

At skrive en historie om en pandemi, mens man lever under en pandemi, må sætte historiefortællingen lidt i perspektiv. For nok endte ingen med at være det eneste menneske tilbage under Corona, som under pesten, men afsondretheden, ensomheden og frygten for at få sygdommen er nok ens. 

En situation man aldrig har stået i før. En verden man ikke kan kende og en tvivl om livet nogensinde skal blive det samme igen? Det var jo forfærdeligt at leve i - og det er jo slet ikke at sammenligne med hvordan det måtte have været under pesten i 1300-tallet. Vi har trods alt bedre læger, medicin og teknologi den dag i dag.

De historiske romaner jeg "plejer" at læse foregår under 1. eller 2. Verdenskrig, så skal vi noget længere tilbage i tiden i den her - og det skulle jeg lige vænne mig til. Ikke fordi det gjorde historien mindre interessant, men fordi der er nogle ting der er meget anderledes. Fx synet på kvinder og mænds opgaver, at kvinden ikke ved meget om det at gå i seng med en mand og at kirken har haft utrolig stor magt. 

Derfor skulle jeg lige omstille mig til at læse om en - godt nok selvstændig og stærk kvinde, men også en rimelig uvidende kvinde, i hvert fald på nogle punkter. Samtidig er hele polymikken omkring Johan og Annas miskommunikation til tider lidt for meget, men igen, samfundet var anderledes, så det at snakke om tingene var nok ikke så udbredt. 

"Den eneste" er en velskrevet, velresearchet og interessant historie om ubærlig sorg, men også om ikke at opgive håbet. At kæmpe for at overleve, så man har et liv der rent faktisk kan leves. Det er en historie om kærlighed der trodser alle odds, men også om tvivlen om kærligheden nu rent faktisk er ægte, eller blot "af mangel på bedre".

Det er en historie om sammenhold og at vi mennesker er flokdyr og har det bedst i selskab med andre. Andre der vil kæmpe for det samme som en selv. 

Jeg glæder mig til at læse videre i serien og se hvordan livet bliver for Anna og Johan.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Falco
Udgivet i: 2022
Antal sider: 298
5 ud af 6 stjerner

Ella Andrup; Krydderier i Gårdhaven [Anmeldereksemplar]

Ella Andrup; Krydderier i Gårdhaven [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Køkkenchefen Emmas største passion har altid været madlavning, men da Café Agnes får en ny bestyrer, kommer der andre boller på suppen...

Som garvet kok på Hjørrings lokale café ved Emma lige, hvor gryden skal stå. Men der bliver vendt op og ned på hendes hverdag, da den nye bestyrer Thor, melder sin ankomst. Han er fuld af fikse ideer, og selvom hun ikke er begejstret for dem, skal hun kæmpe for ikke at falde for hans ligefremme charme...

Samtidig forsøger hun at finde frem til et helt bestemt krydderi til en meget særlig familieopskrift. Den sidste opskrift, hun mangler, for at kunne færdiggøre den kogebog, hun altid har drømt om at skrive. Tanken om krydderiet kan ikke slippe hende, men måske mangler hun også noget andet i sit liv? Det er tid til, at Emma ser op fra gryderne, og det bliver både surt, sødt, salt og bitteret.

Det er sjældent jeg skriver en anmeldelse med det samme når jeg har læst en bog. Faktisk plejer der at gå et par dage inden jeg får taget mig sammen, men lige til den her. Der gør jeg en undtagelse.

Jeg har læst (lyttet - men det tæller stadig som læsning) bogen på en formiddag. Jeg har ferie og jeg har været i Aalborg og klare forskellige ting og hørte lydbogen færdig mens jeg kørte hjem. Jeg sidder lige nu, mens jeg skriver anmeldelsen i mine sko, jakke og tørklæde - for jeg er nødt til at skrive anmeldelsen med det samme.

Jeg smågræd på vej hjem i bilen, for den her bog er altså noget af det fineste jeg har læst - og der var især en ting jeg kunne nikke genkendende til.

Inden vi når til det, vil jeg sige at det er en bog om at finde kærligheden og om at turde følge ens drømme. Det er en historie om at turde sige fra og sætte foden ned når der er noget der er uretfærdigt - eller når man bliver voksen-mobbet og/eller chikaneret af andre voksne. 

Samtidig er det en historie om hemmeligheder og hvad de kan gøre ved en når man har holdt på dem for længe. Jeg kan ikke sige noget præcist om dem, for så vil jeg spoile historien alt for meget, og det vil jeg ikke.

Dog kan jeg godt sige at Emma lider under tabet af sin far og som en der har mistet sin far, kan jeg fuldt ud sætte mig ind i hvordan hun har det. Man kan ikke længere lige ringe, skrive eller svinge forbi og få et godt råd. Jeg kan stadig høre min far komme med tøre bemærkninger og jeg siger nogle gange til mig selv, at her ville han have gjort sådan og sådan.

Det er en følelse der er svær at sætte fingeren på. For selvom han har fået fred - og det var det bedste for ham - så savner jeg ham stadigvæk. Jeg kan godt forstå Emmas behov for at ville skrive til ham og fortælle ham om hvad hun går og laver - og heldigvis får hun et svar, dog ikke fra den hun forventede.

Rikke formår på en utrolig smuk måde at beskrive følelsen af tab rigtig godt. Det bliver ikke overdramatiseret eller utroværdigt - man kan føle at hun selv har stået der og jeg tror netop det er grunden til at historien er så troværdig. Fordi de følelser ikke er opdigtede. De er ægte. 

Det er en romantisk fortælling, men bestemt også en fortælling med noget på hjeret og som giver læseren stof til eftertanke.

Tak til forfatteren for bogen.

Fakta:
Forlag: Flamingo
Udgivet i: 2024
Antal sider: 388
6 ud af 6 stjerner

Kristin Hannah; Himlen over vildmarken [Anmeldereksemplar]

Kristin Hannah; Himlen over vildmarken [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
I Alaska kan man dø på hundrede måder, men det er ikke altid naturen, der er den farligste...

Leni er tretten år, da hendes impulsive far beslutter, at familien skal flytte til Alaska. I vildmarken kan de endelig leve, som de selv vil, være frie og uafhængige. I første omgang lader Alaska til at være svaret på deres bønner. De lange solskinsdage og de lokales sammenhold og generøsitet opvejer familiens manglende forberedelse og svindende ressourcer. Leni begynder at tro på en bedre fremtid for sig selv og sin familie, og følelsen af at høre til vokser, da hun bliver venner med den betænksomme Matthew.

Men efterhånden som vinteren nærmer sig, og mørket sænker sig over Alaska, bliver forældrenes i forvejen vanskelige forhold forværret. I deres lille hytte – dækket af sne og indhyllet i atten timers mørke – går den frygtelige sandhed op for Leni og hendes mor: De er alene, og der er ingen, som kan hjælpe dem.

Jeg læste "De fire vinde" tilbage i 2022 og det var en stor læseoplevelse. Så stor at den stadig kan give mig ond i maven når jeg tænker på den. Den var den første bog jeg læste af Kristin Hannah og jeg lovede mig selv at det ikke skulle være den sidste.

Tidligere i år udkom "Himlen over vildmarken" og både glædede mig til at læse den, samtidig med at jeg frygtede den ville være ligeså barsk som "De fire vinde".

Og det var den...

Det er en virkelig barsk historie om kampen om overlevelse. Om altopslugende kærlighed som man vil gøre alt for - også selvom det betyder at man skal tilgive det ene overgreb efter det andet. Det handler om sammenhold - både den sunde og den gifte slags.

Men den handler også om den første store kærlighed, man kan opleve som ung. Det handler om drømme og håb for fremtiden. Om årstider hvor solen skinner hele dagen og natten varer evigt. Om den vilde natur og hvad det koster at leve i den. 

For vildmarken er ikke et ufarligt sted at leve, næsten alting kan slå dig ihjel. Leni må dog indse at måske den allerstørste fare lurer indenfor hyttens fire vægge. Faren har PTSD efter en udsendelse til Vietnam og ser trusler overalt, selv når de ikke er der. 

Jeg er fuldstændig betaget af Kristins måde at skrive bøger. Hun får vævet fortællingen sammen af mange tråde og nuancer, der langsomt danner et helt billede. Selvom bogen er tyk, føles den ikke sådan. For årstiderne skifter og vi følger med i at Leni vokser op og bliver en ung kvinde der tør sige sin mening og have sine egne drømme. 

Det er dog en bog der kræver en vis sindsstemning og det er nok også derfor jeg først får kastet mig over den nu, men den er virkelig god og der er mange tvists undervejs, der gør at man som læser bliver holdt fanget af historien fra start til slut.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fakta:
Forlag: Cicero
Original titel: The Great Alone
På dansk ved:
Antal sider: 477
6 ud af 6 stjerner

Penelope Douglas; Five Brothers

Penelope Douglas; Five Brothers

Bagsidetekst:
One the other side of town are five brothers...

Macon is the oldest. I've never seen him smile. Army is a single dad with beutiful green eyes. Iron will be in prison soon. Dallas is the one I hate. Trace used to be mine.

I need to go home. Away from the swamps and these men. I'll leave tomorrow. I'll crash on the couch tonight. Everyone is asleep. Except for one. He sees me crying. I let him wrap his arms around my body and hold me. 

I don't think is was Trace. Which means it was another brother. I don't know who, but I can't help but want him to hold me again.

Efter at have læst "Credence" af Penelope Douglas, var jeg en smule skræmt over at skulle læse endnu en bog af hende. En bog der bestemt virkede til at være ligeså mørk og "forskruet" som "Credence" - for ja, jeg var ikke helt solgt.

Men "Five Brothers"?

Jeg er blæst bagover. Jovist, den er mørk og dyster - og også en kende forskruet, i og med at hovedpersonen Krisjen er sammen med fire ud af fem brødre. Men jo længere ind i historien jeg kom, jo bedre lærte jeg familien Jaeger at kende og jo bedre gav deres handlinger mening.

Det er ikke en bog for sarte sjæle. Der er både vold, manipulation og en hel del sex. Men også en yderst velskrevet historie med mange tvists og drejninger, man som læser ikke havde set komme.

Jeg er virkelig positivt overrasket. Jeg havde slet ikke forventet at blive så hooked på bogen som jeg blev. For min skyld måtte den gerne have været 100 sider længere - jeg var ikke klar til at sige farvel. 

Selvom det er en mørk kærlighedshistorie med "reverse harem"-tema, altså en kvindelig hovedperson og flere "love interests", så er den meget mere end det. Det er også en historie om sammenhold, om loyalitet og om at familien holder sammen. Det er en historie om hvor langt man vil gå for at beskytte dem man elsker - selv hvis det indebærer at man selv skal være ulykkelig.

Den handler om utroskab, skilsmisse, overgreb, at sælge sig selv for sex, depression og selvmor. Penelope Douglas har det hele med og selvom det virker som en ordentlig mundfuld, er det lykkedes hende at skrue en virkelig god historie sammen. En fortælling der holder læseren fast fra start til slut. Man skal bare lige have et kapitel mere... og et til... og et til....

Der bliver lagt meget op til en efterfølger, så måske får jeg muligheden for at vende tilbage til The Bay og udforske den mere. Jeg håber det i hvert fald.

Tak til Emma for at ville læse bogen sammen med mig. Det var dejligt at have en at snakke med undervejs - det var der brug for!

Bogen er selvbetalt.

Fakta: 
Forlag: Pengiun
Udgivet i: 2024
Antal sider: 539
6 ud af 6 stjerner

Jesper Wung-Sung; Hans Christian [Uopfordret anmeldereksemplar]

Jesper Wung-Sung; Hans Christian [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Hernede! Se. Ja, se! Så blev jeg født!

Det gør han. Hans Christian Andersen - og resten er historie. Historien om en sær, ranglet dreng, der vokser op i Odenses fattigkvarter. Et oplagt offer, der alligevel ikke kan lde være med at synge og råbe højt, og som her selv har grebet ordet. Stadig den grimme ælling, plaget af tvivl og løftet af tro, drømmer han om - til nogle skræk og andres morskab - at rejse ud i verden for at blive... ja, berømt.

Der er bøger man bliver fanget af meget hurtigt, og bøger man skal kæmpe lidt mere med - det her var en kombination af begge dele, hvilket kan være lidt mærkeligt.

Jeg kender ikke meget til H. C. Andersens liv og væren, udover hans historier. Jeg vidste godt at han havde forsøgt sig som skuespiller, men at denne drøm var gået i vasken, men det er sådan set også det.

Af den grund blev jeg fanget af historien. For den giver et indblik i en svær opvækst i Odense i et lille hus, med et umage forældrepar, der nok i bund og grund ikke elsker hinanden. Vi får et blik ind i en tilværelse der giver mange knubs på sjælen og kroppen, men samtidig oplever vi også en ukuelighed, der grænser til det narcissistiske.

Som læser møder vi Hans Christian lige da han er blevet født og allerede der har han store tanker om sig selv. Han er et løjerligt barn - og det er ikke nødvendigvis en god ting. Han har høje tanker om sig selv, og kan ikke forstå når folk ikke ser ham og hans storslåede talent.

Og det er nok den der storladenhen med hvilken han fører sig frem, der er grunden til at jeg kæmper lidt med historien. For nok ender han med at være en af vor tids største digtere og får skrevet storslåede eventyr, men hvor virker han til at have været et nederen barn. Undskyld mit franske...

Han virker til at leve i sin egen boble og han har svært ved at se udover sin egne næse og sætte sig ind i andre folks problemer - og ikke mindst forstå hvorfor de agerer som de gør.

Der er flere gange jeg har lyst til at ruske noget fornuft ind i ham, men jeg tror samtidig heller ikke det havde virket. Hans Christian er for optaget af hvad han skal være - berømt - til egentlig at tænke mere over vejen derhen. Hvad vil det kræve? Hvad vil det koste? Selv når han ender i de underligste situationer, formår han at slippe afsted med, ja, måske at virke dum og naiv?

Jeg ved det virkelig ikke...

Dog vil jeg sige at læseoplevelsen bliver markant bedre af at høre den på lydbog, hvor det er Jesper Wung-Sung selv der læser bogen op. Den måde han laver stemmer på, betoner stavelser på og ja, i det hele taget fortæller historien, er virkelig god. Historien i sig selv er også meget H. C. Andersensk skrevet, i en gammeldagstone, der alligevel formår at fange læseren.

Så ja, en lidt blandet oplevelse, men bestemt en der gjorde mig klogere på Hans Christians tidlige liv.

Bogen er modtaget som uopfordret anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet i: 2024
Antal sider: 320
4 ud af 6 stjerner

S. T. Gibson; Evocation

S. T. Gibson; Evocation

Bagsidetekst:
The Devil knows your name, David Aristarkhov.

As a teen, David Aristarkhov was a psychic prodigy, operating under the shadow of his oppressive occultist father. Now, years after his father’s death and rapidly approaching his thirtieth birthday, he is content with the high-powered life he’s curated as a Boston attorney, moonlighting as a powerful medium for his secret society.

But with power comes a price, and the Devil has come to collect on an ancestral deal. David’s days are numbered, and death looms at his door.

Reluctantly, he reaches out to the only person he’s ever trusted, his ex-boyfriend and secret Society rival Rhys, for help. However, the only way to get to Rhys is through his wife, Moira. Thrust into each other’s care, emotions once buried deep resurface, and the trio race to figure out their feelings for one another before the Devil steals David away for good…

Jeg har læst meget forskelligt fantasy, men det er faktisk overraskende sjældent at jeg læser noget om ånder, dæmoner og det overnaturlige - i hvert fald som det er beskrevet i den her bog.

Vi er i en nutidig verden, men hvor hovedpersonerne har et tag i det overnaturlige, hvad end det er at læse auraer, fremkalde dæmoner eller være synsk. Hele paletten er repræsenteret og det fungerer overraskende godt - især fordi de også lever normale liv ved siden af deres overnaturlige beskæftigelser.

Udover at være interessant på det magiske niveau, er karaktererne også ganske fascinerende. Hvor man måske kunne tro at de bare havde styr på det hele, er det tydeligt at alle tre har bagage med, som de skal konfronteres med på den ene eller anden måde.

Selvom vi ikke har afdækket alle hemmeligheder endnu, er dem der er afsløret, nogen der går lige i hjertet og giver en dybere forståelse for den person. 

Samtidig spirer der (u)velkomne følelser frem og jeg er spændt på at se hvor vi bevæger os hen i den næste bog. Der er i hvert fald lagt op til heftige sager, hvis man skal vurdere det ud fra den smule spice der er i den her. For der er ikke meget, men det er velplaceret og giver mening for historiens fremdrift. 

Jeg er stor fan af historier der bliver fortalt i dual point of view og heri får vi alle tre; David, Rhys og Moira, hvilket giver en virkelig godt dynamik og fremgang i historien. Vi forstår også bevæggrunde og følelser noget bedre når vi er inde i hovedet på personen.

Slutteligt vil jeg bare rose den virkelig smukke udgave af bogen som Book In A Box har fået designet. Ikke alene er forsiden virkelig fed og giver den der mystiske overnaturlige vibe, som hele bogen emmer af, men samtidig er de malede sider i en liga for sig. Sjældent har jeg set noget så flot og det er helt klart en bog der kommer til at stå med siderne ud i reolen.

Modtaget som ambassadørgave.

Fakta:
Forlag: Angry Robot
Udgivet i: 2024
Antal sider: 301
5 ud af 6 stjerner

Frida Skybäck; Boghandlen ved Themsens bred

Frida Skybäck; Boghandlen ved Themsens bred

Bagsidetekst:
Charlotte bor i Stockholm og har pludseligt mistet sin elskede. Men midt i sorgen får hun en uventet nyhed om, at hun har arvet et hus i London efter en nærmest ukendt moster. Huset rummer også en gammel boghandel, der dog er faldefærdig og tæt på konkurs. Charlotte ved ikke, hvordan man driver en boghandel, men et spirende venskab med de lettere excentriske medarbejdere giver hende mod og håb. Sammen kan de måske få det til at lykkes? Mens Charlotte kæmper for at redde boghandlen, går det langsomt op for hende, at der er noget, der ikke stemmer. Hvorfor har Charlotte aldrig mødt sin moster? Og hvad er det for en mørk hemmelighed, huset gemmer på?

Bedre sent end aldrig har jeg læst den første af Fridas bøger der blev oversat til dansk – og nu har jeg læst alt det hun har skrevet som er oversat.

Og den her? Det er helt klart den bedste af dem.

Jo, ”Bogklubben ved verdens ende” og ”Dagbogens hemmelighed” var gode, men den her er bare bedre. Fridas krimier er også gode, men de er gode på en anden måde – og ”Familiens hemmeligheder”? Den snakker vi ikke om…

”Boghandlen ved Themsens bred” er til dig der elsker feel good historier der har en fortælling i både fortiden og nutiden. Den er til dig der elsker bøger der handler om bøger – og du får virkelig mange titler smidt i hovedet i den her. Samtidig har den et skønt persongalleri der virkelig bringer historien op på et andet niveau.

Udover at være fuld af kærlighed til bøger, er det også en historie om at turde starte på en frisk. På at lægge fortiden bag sig og komme videre – også selvom det kan være svært. Det er en historie om misforståelser og hemmeligheder og ja, om at finde kærligheden, når du mindst venter det.

Jeg kan se personerne klart for mit indre blik, og jeg ville virkelig ønske at jeg kunne besøge boghandlen, den lyder virkelig skøn.

Historien fik mig til at tænke på ”Læserne i Broken Wheel anbefaler” – en bog jeg slet ikke synes har fået nok anerkendelse, for den fine historie og kærlighedserklæring til bøger, som den er.

Frida er en mesterlig fortæller og jeg er glad for at jeg er ”sluttet” af med ”Boghandlen ved Themsens bred”, for nu fik de andre udgivelser en chance. De ville have haft svært ved at hamle op med denne, hvis det havde været den første jeg havde læst. Lidt a la resten af Jojo Moyes’ forfatterskab – når først man har læst ”Mig før dig”, blegner alle de andre lidt.

Fakta:
Forlag: Cicero
Original titel: Bokhandeln på Riverside Drive
Udgivet i: 2021 (på svensk og dansk)
Antal sider: 501
6 ud af 6 stjerner

Ane Gudrun; Hengemt på flasker [Anmeldereksemplar]

Ane Gudrun; Hengemt på flasker [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Elisabeth presses af sin mands utroskab til at flytte ind i sin afdøde, alkoholiserede fars nedslidte sommerhus på øen Fæls, der virker lige så fjendtlig, som navnet antyder. Øens brogede personskare blander sig i Elisabeths liv, og hun hvirvles ind i en mordsag, som synes at trække tråde helt ind i det faldefærdige sommerhus.

Dygtige Ane Gudrun, der har et hav af billedbøger i bagagen, har kastet sig over en roman for voksen. Og endda en med et strejf af krimi. Ikke noget man bare lige gør, tænker jeg – uden at vide det.

Men Ane skriver godt og har valgt en historie, som jeg tror flere kan sætte sig ind i – i hvert fald dele af den. Hovedpersonen Elisabeth befinder sig pludselig i sin afdøde fars hus, uden helt at vide hvad hun skal med sit liv. Hun er skredet fra sin utro mand og skal nu finde ud af at stå på egne ben og klare sig for egne penge.

Måske var det bare nemmere at tilgive og flytte tilbage til det flotte hus, med den gode seng, vinkøleskabet og alle restaurantbesøgene?

Men der er noget ved huset på Fæls hvor hendes far boede der trækker hende. Billederne på væggene og minderne der bliver ved med at trænge sig på. Men det er jo mærkeligt når moren siger at hun aldrig har været der…

Langsomt går det op for Elisabeth at ikke alene kan hun meget mere end hun giver sig selv kredit for, men der er også ting der er holdt skjult for hende. Da Elisabeth finder sin nabo død på stranden, begynder den store efterforskning og Elisabeth ved ikke at fjenden er tættere på end hun bryder sig om.

Historien er velskrevet og folder sig langsomt ud jo længere ind i den man kommer. Når man har været i sommerhus i et udkantsområde kan man sagtens forestille sig hvordan Fæls ser ud og hvordan Elisabeth må føle det. Hvis jeg skulle sige noget negativt om Elisabeth, er det at hun er noget langsom til at komme frem til sine indsigter og kan fremstå naiv fra tid til anden.

Men historien er hjertevarm, har humor og på en underspillet måde fortæller om at udvikle sig, om at tro på fremskridt og om at man faktisk kan mere end man troede. Samtidig er persongalleriet skønt og jeg trak flere gange på smilebåndet.

Og så vil jeg gerne rose den virkelig fine forside med broderiet af mågen og flasken. Begge dele, især mågen spiller en ret stor rolle i Elisabeths historie og jeg synes forsiden virkelig komplimenterer fortællingen.

Bogen fungerer godt som lydbog og er ret hurtigt læst, men ikke hurtigt glemt.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren. 

Fakta:
Forlag: Selvudgivet
Udgivet i: 2024
Antal sider: 288
5 ud af 6 stjerner

H. D. Carlton; Does it hurt?

H. D. Carlton; Does it hurt?

Bagsidetekst:
Who am I?

I've forgotten the answer to that question long ago. Ever since I ran from that house, so desperate to escape, I left with only the clothes on my back and socks on my feet. After that day, I've only ever walked in stolen shoes.

Could I be a girl who is searching for the meaning of life in faceless men? They were all so forgettable. Until he came along. He took me under a waterfall and made me forget my name, and in return, I took his instead.

Enzo Vitale.

An enigmatic man that will only ever love the deep sea. Or rather the predators that inhabit it. Turns out, he's not so different than the monsters he feeds. He lured me onto his boat like a fish in the ocean, seeking vengeance for my crime. Had I realized his intentions, and that a massive storm would leave us shipwrecked, I would've ran.

Now, I'm a girl who's seeking refuge in a decrepit lighthouse with a man who loathes me almost as much as he craves me. He wants to hurt me, but the old caretaker of the abandoned island may have intentions far more sinister.

It's no longer a question of who I am, but rather, will I survive?

Jeg stødte første gang på H. D. Carlton da jeg så ”Haunting Adeline” overalt i mit TikTok- og Instagramfeed og sidenhen har jeg opdaget at hun gør sig meget i den ”mørke romance” aka ”dark romance”. ”Haunting Adeline” er i hvert fald noget af det mørkeste jeg har læst og den går stadig sin sejrsgang på sociale medier.

”Does it hurt” er i en noget anden liga, men bestemt stadig i den mørke ende af skalaen.

Sawyer er på flugt. Fra hvad er vi som læsere ikke helt klar over, men i hvert fald på flugt. Hun befinder sig pt i Australien hvor hun finder naive mænd, hvis identitet hun kan snuppe og hæve penge fra. En dag møder hun Enzo Vitale og har nok det bedste segs hun har haft.

Det er med til at gøre det tyveri endnu værre – fordi hun rent faktisk føler at de kunne have noget reelt sammen. Men da Enzo opdager tyveriet vil han have hævn og truer med at fodre Sawyer til hvide hajer. Ingen af dem har dog opdaget det voldsomme uvejr der kommer rullende og snart er de skibbrudne på en afsondret ø. Med et fyrtårn og en mystisk forpagter.

Nu begynder en voldsom kamp mod døden og for overlevelse. Mens Enzo og Sawyer bliver klogere på hinanden, opstår der en forbindelse mellem dem, som ingen af dem vil eller kan bekæmpe, og selvom uhyggen siver ud af siderne på bogen, er der også hede øjeblikke, der giver Zade og Adeline kamp til stregen.

Det er "she falls first, but he falls harder"-historie og jeg kan virkelig godt lide kemien mellem Enzo og Sawyer. Ligedele hårdtslående og skadende, som helende og sårbar. 

Det er næsten en horror historie og der er så mange tvists undervejs at man bliver næsten helt forvirret, men samtidig er man nysgerrig og vil vide hvad det er for uhyrligheder der er sket på øen og om Enzo og Sawyer kan komme derfra med livet i behold.

Er man til de mørke romancer med masser af drama, hemmeligheder og steamy scener, så kan jeg klart anbefale ”Does it hurt?” og som bonustip kan man finde bogens playliste på Spotify – hvilket er ret sejt og slår fint tonen an for hvordan bogen er.

Fakta:
Forlag: Selvudgivet
Udgivet i: 2022
Antal sider: 430
5 ud af 6 stjerner

Ann-Helén Laestadius; straf [Uopfordret anmeldereksemplar]

Ann-Helén Laestadius; Straf [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
NORDSVERIGE, 1950’ERNE: Fem samiske børn bliver tvunget væk fra deres familier for at gå i nomadeskole. Her er samiske sange og traditioner er forbudt, og eleverne får pisk af den strenge forstanderinde, der går under navnet husmor. Overgrebene finder sted, uden at magthaverne griber ind, og forældrene er for bange til at protestere. 30 år senere har de fem tidligere elever – Jon-Ante, Else-Maj, Nilsa, Marge og Anne-Risten – bevæget sig i vidt forskellige retninger i et forsøg på at tackle deres traumatiske barndom. Men så en dag vender husmor tilbage. Hun kommer gående ned ad gaden, som om intet var hændt. Da står det klart, at ingen af de fem tidligere elever har glemt fortidens fortrædeligheder og tilgivet deres tidligere bøddel.

STRAF er baseret på virkelige begivenheder og omhandler et af de største overgreb mod det samiske mindretal i Sverige – nomadeskolen, som ødelagde tusindvis af børn og familier og ledte til sprogtab og skam.

Jeg læste med lige dele fascination og ubehag Laestadius’ første bog, ”bytte”, da den udkom i 2022 – og selvom det er en virkelig barsk historie, var den tæt på at blive årets bog for mig det år.

Nu er Laestadius tilbage med endnu en skrækkelig same-historie. Og den er virkelig skrækkelig. De ting de børn oplever på nomadeskolen er forrykte og gav mig virkelig ondt i maven og lyst til at hylde det danske skolevæsen.

De få gange børnene prøver at gøre opmærksom på uhørlighederne bliver de endnu en gang slået ned og trampet på. Den ene voksen der forsøger at hjælpe, bliver truet ud af skolen og til at forlade byen – men hun glemmer aldrig nomadebørnene og det er med hendes hjælp at de får trukket plastret af og tør tage snakken om hvad der egentlig skete.

For selvom de fem tidligere elever vi følger, lever et ”normalt” liv, så har deres oplevelser på skolen trukket lange og dybe spor i deres voksenliv. Det har gjort dem usikre. Det har gjort at de ikke vil stå ved at have samiske rødder – ja, endda at de ikke har, turde få børn.

Men selvom opvæksten har været urimelig, er der stadig lyspunkter i deres voksenliv. Personer der finder hinanden og måske endda tør håbe på en lysere og mere kærlig fremtid.

Men alt det kræver at man tør snakke om det der skete. Det der blev gjort og måske endda det man selv gjorde ved andre børn, for at fjerne opmærksomheden fra en selv. Og i et samfund hvor man helst skal være stærk og ikke vise svaghed, er det netop en svaghed at indrømme de utilgivelige ting der skete på skolen.

Jeg kan godt forstå at de har lyst til hævne sig, da de opdager at ”husmor” stadig lever – og så endda i deres nærsamfund. At hun er blevet en gammel dame, der stadig ikke angrer hvad hun gjorde og måske endda ikke kan se at hun handlede forkert.

Om de rent faktisk får deres hævn vil jeg ikke afsløre. Men jeg tør godt garantere at det er en læseoplevelse der kryber under huden på en. Man rystes og forfærdes. Og det er ikke en bog man bare lige sådan glemmer. 

Tak til forlaget for det uopfordrede anmeldereksemplar.

Fakta: 
Forlag: Alpha
Original titel: Straff
På dansk ved: Louise Ardenfelt Ravnild
Udgivet i: 2023 (på svensk) og 2024 (på dansk)
Antal sider: 461
6 ud af 6 stjerner

Interview med Jakob Brodersen om "Næsten"

Interview med Jakob Brodersen om "Næsten"

Jeg har fået lov til at stille Jakob nogle spørgsmål i forbindelse med udgivelsen af "Næsten" - en bog der er barsk, skrøbelig og sætter spørgsmålstegn ved hvor godt vi mennesker egentlig passer på hinanden.

Stor tak til Jakob for at tage sig tid til at svare på mine spørgsmål.

Hvordan fik du ideen til “Næsten”?
Jeg blev - ligesom mange andre - dybt påvirket af de begivenheder, der skete i verden omkring 2015-2016. Billederne af syriske flygtninge, der kom vandrende ad motorvejen, af døde børn, der skyllede i land på strandene i Grækenland og Tyrkiet, af forladte kølevogne med ligene af kvalte unge mænd, af spytklatter udover motorvejsbroer på flygtende småbørnsfamilier. Det var rystende. Virkelig rystende. Og det syntes jeg også at debatten meget hurtigt blev. Både på europæisk plan, men i allerhøjeste grad også i Danmark.

I den populistiske diskussion blev det legitimt at afskrive enhver form for empati med flygtningene under parolen: vi kan jo ikke redde hele verden. Hele den folkelige samtale om, hvordan man kunne løse den enorme udfordring, som vi stod (og stadig står) overfor blev en afstumpet og fordummende retorisk slagudveksling, hvor man enten skulle være klar til at lade flygtningefamilier flytte ind i sin dagligstuen eller omvendt til at synes at det var okay at åbne ild mod gummibåde på vej over Middelhavet. Fløjene fik hurtigt dæmoniseret hinanden, og resultatet var, at der ikke rigtig skete noget. Vi fandt ikke nogen løsninger, og i stedet stod vi blot og blev mere og mere følelsesløse.

Bogen er mit forsøg på at finde ud af, hvordan verden er kommet dertil. At døde børn, der skyller op på Europas kyster, fører til en diskussion mellem civiliserede mennesker om, hvorvidt vi skal sætte pigtråd op langs grænsen. ’Næsten' er et forsøg på at tegne et nuanceret billede af de mennesker - os alle sammen -, som uden at ville det bliver trukket ind i hele flygtningekrisens centrifuge. Det var min oprindelige tanke - den opgave, jeg stillede for mig selv tilbage i det tidlige forår 2016. Et forsøg på at forstå og på at forholde mig til de voldsomme begivenheder - til at finde en form for mening i dem og forstå, hvorfor vi som art kan lade verden komme dertil.

Hvad er din hensigt med bogen?
Som forfatter forsøger jeg altid at finde en form for forståelse af verden: hvorfor er det her sådan? Hvorfor sker det her? Hvad tænker et menneske, der udsættes for det her? Hvordan kan man komme til konklusioner omkring tilværelsen, som er så langt fra det, jeg selv ræsonnerer mig frem til? Jeg vil ikke påstå, at jeg er i nærheden af at have opnået nogen egentlig for forståelse, men til gengæld arbejder jeg intensivt på at træne mine empatiske muskler. Det gør jeg blandt andet ved at skrive, og det oplever andre forhåbentlig også ved at læse mine bøger.

Mit mål var, at man skulle kunne læse ‘Næsten’ og finde en person, man kunne føle en form for identifikation med uanset hvad ens baggrund måtte være - men også den persons modstykke - og at man på den måde ville åbne sit sind for et mere nuanceret syn på verden. Det er meget nemt og tillokkende at dele verden ind i kasser og dogmer og ‘os og dem’. Det er en bekvem måde at forstå verden på og har været det gennem tusindvis af år, men den går ikke længere. Det bliver vores undergang. Vi bliver nødt til at hæve blikket, hæve vores empatiske niveau og opføre os mindre egoistisk, mindre snævertsynet og med mere ydmyghed overfor hvor meget skade vi gør på hinanden og vores omgivelser. Hvis jeg kunne få mine læsere til at føle forståelse og medfølelse med karakterer, de som udgangspunkt har antipati overfor, ville jeg være en lykkelig forfatter.

Du har tidligere udgivet billedbøger, hvad fik dig til at skrive en voksenroman?
Jeg skriver både til børn og voksne. Jeg debuterede som romanforfatter i 2015 og har skrevet fire voksenromaner siden da (‘Næsten’ er nummer fem). Børnebøgerne har jeg skrevet sammen med min skrivemakker, journalist Pernille Engsig. Den første udkom i 2018, så jeg var egentlig voksenforfatter først, hvis vi skal tage det strengt kronologisk.

Børnebøgerne er faktaformidling, omend vi forsøger at gøre det så poetisk og eventyrligt som muligt. Det er en stor glæde og fornøjelse - både menneskeligt og fagligt (jeg er uddannet journalist) og et par af bøgerne er udgivet på flere sprog rundt omkring i verden.

Romanerne er også baseret på virkelighed, men er alligevel noget helt andet. Det at skrive dem er noget personligt, jeg vil nærmest kalde det for en drift - jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal beskrive det. Det er resultatet af årelange tanke- og skabelsesprocesser. En forståelse (eller i hvert fald forsøg på det) af verden, som skal nedfældes på skrift og fastholdes og kommunikeres. En dialog med ukendt partner. Værker, som forhåbentlig kan vække tanker og følelser i de, der læser dem. Det skal børnebøgerne selvfølgelig også gerne - og de skal helst fungere for både børn og voksne. Romanerne tager ikke hensyn til læserens alder eller sarte system. De stiller krav til læseren på samme måde som man ville stille krav til en fortrolig samtalepartner i romanernes tilfælde helt klart en voksen læser. Jeg kan ikke tale med et barn om de ting, jeg er nødt til at tale om i ’Næsten’. Det ville tangere et overgreb.

Jeg kan vist godt tillade mig at sige, at du ikke har oplevet nogle af de rædsler som personerne i din bog har, så hvordan har du researchet de historier der udspiller sig?
Nej, jeg har gudskelov ikke oplevet de rædselsfulde ting, som hovedpersonerne i ‘Næsten’ har. Karaktererne er baseret på mennesker, jeg har mødt. Jeg var i 10 år tilknyttet en organisation, der arbejdede med udviklingsarbejde i Afrika, og jeg har derfor tilbragt en del tid i fattige landsbyer, slum og flygtningelejre i Uganda og Kenya. Der har jeg mødt og talt med personer, der har - eller kunne have - oplevet nogle af de ting, som visse af hovedkaraktererne i ‘Næsten’ går igennem. Andre har jeg fundet inspiration til gennem folk, jeg har skrevet om, interviewet eller blot talt med gennem årene - privat eller professionelt som journalist. Handlingsforløb er inspireret af rapporter fra Amnesty, af bekendtes oplevelser som flygtninge eller som udsendte soldater i fredsbevarende styrker, af artikler og reportager fra forskellige medier. I skriveprocessen bliver det hele kogt sammen, tilsat min egen fantasi og empati, kondenseret og konstrueret i handlingsforløb, som lægger sig meget tæt op af virkelige hændelser og begivenheder.

Hvorfor var det netop de historier du valgte at skrive?
Det var vigtigt for mig at få så mange aspekter af flygtningekrisen som muligt med, derfor har jeg forsøgt at skabe karakterer, der befinder sig på vidt forskellige steder, med helt forskellige baggrunde, geografi og indgangsvinkler, hvis skæbner alligevel ender med at krydses i den store hvirvelstrøm. Jeg vil gerne ind i hovedet på familiefaren fra Aleppo, der forsøger at redde sin familie, på slagteriarbejderen i Sønderjylland, der ender med at råbe og skrige ad de fremmede, af den unge mand fra Nordafrika, der søger lykken i Europa, af lastbilschaufføren, der ender med at blive medvirkende til en forfærdelig forbrydelse, af forskeren, der ser på det hele gennem naturvidenskabelige og rationelt undersøgende briller, på den unge pige fra Jylland, der optændt af harme drager ud for at gøre noget godt i verden. Alle deres øjne vil jeg gerne se verden gennem. Alle dem vil jeg gerne forsøge at forstå og give en stemme. Og den enlige mor, der flygter gennem ørkenen med sit spædbarn, selvfølgelig. Måske hende mest af alt.

Hvilken af historierne gjorde indtryk på dig?
De gjorde allesammen indtryk. Der er personer med, som jeg kender bedre end andre, og som det har været lettere for mig at skrive, det er klart. Og de har allesammen noget Jakob i sig. Det tror jeg ikke, man kan undgå. Når man skriver sig ind i hovedet på en karakter, må man bruge sin fantasi og dermed også sig selv. Det er i hvert fald sådan jeg arbejder. Man må forestille sig at man er i deres virkelighed, at man oplever det, de gør og reflekterer over, hvordan de vil reagere - og så skrive uden forbehold.

Karaktererne må meget ondt igennem, og det var især følelsesmæssigt udfordrende at sende Grace ud på sin vandring gennem Sydsudans savanne sammen med Blessing. Den gjorde ondt at skrive, men det gjorde historierne om Khaled, om Samer og hans familie og om alle de andre også. På den måde var det en meget hård bog at skrive. Der var ikke mange følelsesmæssige pusterum undervejs - det synes jeg også at bogen bærer præg af, men heldigvis også, at der er lidt lys, lidt håb og noget rå skønhed i al gruen. Det er ikke alle historierne, der ender i død og fortabelse. Der er en menneskelighed, der trods alt sejrer visse steder.

Hvordan var din skriveproces? Havde du alle historierne klar fra start af, eller udviklede de sig undervejs?
Processen med ‘Næsten’ var sådan, at jeg fra starten vidste, at jeg ville have et stort persongalleri og at det skulle være karakterer, der var meget forskellige, befandt sig på meget forskellige steder og kunne spejle sig op mod hinanden for at bogen skulle kunne fungere som helhed og ikke blot som enkeltstående noveller. Så jeg begyndte at skitsere, hvem jeg ville have med, hvilke handlingsforløb, de (i store træk) skulle opleve og hvem, det kunne være interessant at lade dem krydse med. Alt det havde jeg i baghovedet de følgende år - bl.a. mens jeg rejste rundt i Afrika på forskellige opgaver og talte med folk i andre sammenhænge - og skrev en anden roman om udviklingsarbejde undervejs.

Researchen foregik løbende på den måde at jeg blev meget inspireret af at tale med folk, der havde været i situationer som dem, jeg gerne ville beskrive og som uden nødvendigvis at vide det - gav mig værdifulde detaljer til at forstå, hvordan det er, når man pludselig må pakke sine fornødenheder og flygte fra sin landsby midt om natten, fordi skuddene, der før kun har lydt i det fjerne, nu pludselig begynder at komme alt for tæt på - eller hvordan det er at være i en sundhedsklinik i en flygtningelejr, den konkrete fysiske oplevelse af, hvordan det er at sidde i en skrumplende firehjulstrækker på vej til Bidibidi, hvordan man taler sammen i en Røde Kors-compound eller hvordan man som forsker ville gå til et et forsøg med smertetolerancer og hvilke overvejelser man ville gøre sig.

Til sidst havde jeg så meget baggrund og så meget stof at skrive ud fra, at jeg var nødt til at gå i gang. Derfra var den første gennemskrivning ret lineær. Sådan plejer den at være for mig. Jeg har en nogenlunde ide om, hvad der i store træk skal ske, men undervejs er jeg heller ikke bange for at lade mig føre ad andre veje, hvis det viser sig, at karaktererne eller tilfældighederne vil tage nogle sving undervejs. Der er altid plads til at de kan udvikle sig organisk. Det er i den proces, bogen får kød og blod og bliver sanselig og taktil. Fra første gennemskrivning til det endelige resultat er der dog lang vej. Det manus, jeg sendte ind til forlaget i begyndelsen af 2023 var væsentligt mere dystert end det, der endte med at blive den færdige bog.

Selv titlen var langt mere lukket og deterministisk. Jeg var så heldig at få tilknyttet Silja Henderson som redaktør. Udover at være en virkelig dygtig forfatter og et meget empatisk menneske, er hun uddannet krisepsykolog, hvilket var en kæmpe hjælp for mig for at forstå mine karakterer bedre (og måske også mig selv, hvis jeg skal være helt ærlig). Hendes gode og skarpe spørgsmål og den virkelig konstruktive dialog, vi har haft omkring færdiggørelsen af bogen, har gjort en stor forskel for det færdige værk.

Hvad arbejder du på nu?
Jeg har flere andre ting i støbeskeen. Min næste roman bliver meget anderledes i både struktur og tone. Den kommer til at handle om kunst og ytringsfrihed og skulle gerne være klar til udgivelse en gang næste år. Samtidig arbejder Pernille Engsig og jeg sammen med illustrator Kamilla Wichmann på tredje bind i vores børnebogsserie om evolution, og derudover har jeg flere andre spændende projekter i gang, som jeg desværre ikke kan løfte sløret for endnu.

L. Sherman; Silver Corp - Testamentet [Uopfordret anmeldereksemplar]

L. Sherman; Silver Corp - Testamentet [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Under en forretningsrejse til London får Holden Silver besked om sin fars pludselige død. Nyheden kaster ham ud i en personlig krise, da han med et går en usikker fremtid i møde. Kan han beholde sin stilling som direktør i familiefirmaet? Kunne han overhovedet stole på sin far? Og kender hans brødre til den hemmelighed, som Holden har båret på hele sit liv?

I flyet på vej hjem til New York møder han stewardessen Catalina Ruiz, der tilbyder ham en skulder at græde ved. Men hvem af de to har egentlig mest brug for nogen at betro sig til?

Faderens tidlige død er dog kun begyndelsen på Holdens kvaler. Testamentet viser sig nemlig at gemme på en overraskelse, som ingen havde set komme...

Ulrika Louisa Bjerregård aka L. Sherman har efterhånden slået sig fast som en af Danmarks mest produktive feel-good og romanceforfattere. Hun formår at veksle mellem at skrive meget spicy og ikke-spicy-bøger og hun skriver begge dele rigtig godt. 

Ulrika har en tendens til at skrive nærværende og samfundsakutelle historier, som fx ”Lærkeholm” der bl.a. tager afsæt i Egholm-problematikken, og ”Vild i varmen” der sætter spot på hvornår det er ”okay” at komme videre efter at have mistet sin partner.

Hun formår at skrive karakterer man kan spejle sig, på den ene eller anden måde, samtidig er alle følelser ofte i spil, så man både kan grine, græde og blive rød i kinderne mens man læser.

Nu er Ulrika aktuel med sin første corporate romance eller workplace romance om man vil – men det er meget mere end bare det. Det er – udover ”Alexa Wu” – nok noget af det mest spicy hun har skrevet, i hvert fald af det jeg har læst.

Det skulle jeg lige acceptere. Misforstå mig ikke, jeg kan rigtig godt lide at læse spicy historier, men det skal også give mening og ikke overtage historien fuldstændig. Der var enkelte steder især i første del af ”Silver Corp” hvor jeg følte at historien gled for meget i baggrunden og der var for meget fokus på spiciness.

Når det så er sagt, så blev jeg fuldstændig opslugt af bogen og kunne lide den mere og mere som historien skred frem. Der kom meget mere kød på historien og vi fik et dybere kendskab til karaktererne og deres bevæggrunde. Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen: en historie med dual point of view fungerer bare virkelig godt – også når man hører den som lydbog, hvor der er to oplæsere.

Der var også nogle tvists undervejs jeg havde ikke havde set komme og selvom det kom bagpå mig, så var det faktisk ganske forfriskende med noget helt uventet – og at det uventede så endte med at fungere rigtig godt, er jo bare en bonus.

Hvis man ikke er til spicy bøger, så er det ikke ”Silver Corp” man skal gå i gang med næste gang. Er man derimod til en fængslende historie og masser af hede scener der nok skal give røde kinder, så skal ”Silver Corp” helt klart på din TBR-liste. 

Tak til forlaget for uopfordret anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Steam
Udgivet i: 2024
Antal sider: 408
5 ud af 6 stjerner

Jakob Brodersen; Næsten [Anmeldereksemplar]

Jakob Brodersen; Næsten [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Mens bomberne falder, forsøger en kræftsyg far at redde sin familie ud af Aleppo. En sønderjysk slagteriarbejder mister grebet om tilværelsen, da han mister sit job og møder sin fortid. En ung marokkaner søger mod lykken på den anden side af Middelhavets bølger, og i en flygtningelejr i Østafrika forsøger en engelsk smerteforsker at kortlægge sammenhængen mellem fysisk og psykisk smerte.

Jeg må ærligt indrømme at jeg takkede ja til den her bog, uden helt at vide hvad jeg gik ind til. Da jeg så læste bagsideteksten, var jeg ikke i tvivl om det her ville blive en historie der kom til at gøre ondt. Derfor tog det mig også lige lidt tid at finde modet frem. Så opdagede jeg den som lydbog, endda indtil af forfatteren selv, og jeg trykkede på afspil.

Først kunne jeg ikke helt finde hoved og hale i alle de personer vi blev præsenteret for, men jo længere jeg kom ind i historien, jo mere krøb den under huden på mig og jo mere kunne jeg se de mange forskellige menneskers vigtighed for bogens historie.

Det er en rørende historie om skæbner i Europa, Afrika og Mellemøsten der hver især udsættes for konsekvenserne af krig. Der er unge og voksne, kvinder og mænd, alle sammen nogen hvis liv og tilværelse bliver påvirket.

Især en af historierne gjorde et meget stort indtryk på mig og efterlod mig grædende i bilen.

Det er i det hele taget en bog der sætter sig dybt i en. Den viser brutaliteten af krig. Af hvor langt nogle mennesker vil gå. Ikke kun for at få dem de holder af i sikkerhed, men også hvor langt ”fjenden” vil gå for at skræmme, terrorisere og fastholde en magt, de nok ikke skulle have haft i første omgang.

Den viser at selv om krig ofte er langt fra fx os i Danmark, har den alligevel konsekvenser. Arbejdspladser der bliver nedlagt, fødevarer der bliver dyrere, flygtninge der kommer til landet og har svært ved at finde fodfæste i et fremmet land og fremmede mennesker, der måske ikke altid tager så pænt imod som vi burde.

Men udover at være en historie der gør ondt, er det også en historie om håb. Mange af de skæbner vi møder har ikke opgivet håbet, selvom de har været igennem skrækkelig mange prøvelser.

Det er historier der sætter livet i perspektiv. For selvom jeg kan synes livet er hårdt fra tid til anden, er det jo på ingen måde hård i forhold til de skæbner vi møder i bogen. Jeg må ærligt indrømme at jeg har krammet mine børn lidt ekstra og husket mig selv på, at vi har det godt og at vi ikke lider nogen form for nød.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Svane & Bilgrav
Udgivet i: 2024
Antal sider: 304
6 ud af 6 stjerner

Sara Rahmeh; Betonhjerter

Sara Rahmeh; Betonhjerter

Bagsidetekst:
Jeg ved godt, hvad folk siger om mit hjem. Det burde rives ned og erstattes med ældreboliger og udendørstræningsfaciliteter for nybagte mødre med barnevogne. En Starbucks ville også pynte. Og flere farver. Alt andet end grå.

Yasmin bor på Blokken. Mellem Bazaaren, legepladsen, vandpibecafeen og vægge af beton. Blokken er fyldt med menneskeskæbner, poesi og historier, der venter på at blive fortalt. Hvis du spørger Yasmin, foræller hun dig sandheden om det sted, hun er vokset op. Om Abdulrahman, der engang hed Rasmus, Namaste Niels og Taina med i. Om Malik med de brune øjne, halal-tanterne og måske historien om sin mama.

Jeg har netop haft den udsøgte fornøjelse at snakke med Sara Rahmeh til denne weekends Ordkraft Litteraturfestival i Nordkraft. Og det var virkelig en fornøjelse. Inden vores samtale om Saras debutroman ”Betonhjerter”, fik vi lige ”bonded” over romancebøger vi har fundet på TikTok og selve samtalen gik rigtig godt.

Jeg er altid nervøs for om jeg nu har nok spørgsmål og om jeg klikker godt nok med forfatteren. I dette tilfælde gik de tre kvarter hurtigt og vi kunne sagtens have snakket meget længere – det gør vi en anden god gang.

”Betonhjerter” er nomineret til Læsernes Bogpris 2024 og Sara vandt endda også en Mofibo Award for indlæsningen af lydbogen. Jeg har hørt bogen to gange som lydbog og det er virkelig en stor fornøjelse. Saras måde at læse op på er med både indlevelse, kærlighed og stor respekt det arabiske sprog og dets traditioner.

Det er den bog Sara selv manglede da hun voksede op. Som en ivrig læser var der ikke mange bøger med en pige som hende selv i hovedrollen, da hun gik på skolebiblioteket som barn. Og de historier der var, var tragiske, voldsomme og meget langt fra den opvækst hun selv havde.

Der skal være plads til de historier, men som Sara fortalte, så er det langt fra alle der kan genkende sig selv i dem og derfor er de gode historier – ”hverdagshistorierne” – også vigtige at fortælle. ”Betonhjerter” er en ode til den blok Sara selv voksede op i. Det er en kærlighedshistorie til både det arabiske sammenhold hun oplevede på blokken og til de svære ting, som der kan være svære at snakke om.

Det er historien om en teenageforelskelse og om virkelig mange forskellige skæbner der på fineste vis flettes sammen til Blokkens, Yasmins og Saras historie.

Måske en ungdomsbog, men i hvert fald en bog som alle burde læse – eller lytte, for som sagt, er lydbogen virkelig god.

Fakta:
Forlag: Alpha
Udgivet i: 2023
Antal sider: 291
6 ud af 6 stjerner