lørdag den 27. september 2014

Bogbloggertræf i Aalborg


I dag var så dagen hvor #bogbloggertræf skulle stå i Aalborg!

Omkring 24 bogbloggere var mødt op til træf, hvor snakken gik om bøger, det at blogge og meget mere. Det var ikke alt snak - vi havde sandelig også fint besøg! Først af Nanna Foss, der fortalte om hendes bog Spektrum, der er første del i Leoniderne, der udkommer lige om snart. Søde Nanna havde også en gave med til os alle - nemlig en udgave af bogen!



Hvor heldig har man lige lov til at være?! Så behøver jeg ikke vente i spænding på den på biblioteket. Nu kan jeg læse den før (stort set) alle andre - og jeg glæder mig meget til at komme i gang! Nanna afslørede også at der er planlagt 9 bind, så der bliver noget at gå i gang med når de andre kommer.

Efter en sjov omgang gæt og grimasser - selvfølgelig med bogtitler, havde arrangørerne bagt kage, men især Rikkes kage fik stor opmærksomhed. Det med god grund - tjek den lige ud! Så flot og den smagte godt.



Det var lige i bogbloggertræf-ånden! Godt arbejde - er dybt imponeret!

Mens kagen blev indtaget fik vi igen fint besøg, denne gang af Christina Bonde, der har bl.a. har skrevet serien Nattens Sanger, hvor de to første bind er anmeldt her på bloggen. Hun fortalte om det at være forfatter og hvor meget hun brugte os bogbloggere. Det var et godt samtaleemne og der blevet snakket og diskuteret livligt. Vi fik også mulighed for at købe hendes bøger - det kunne jeg ikke stå for, så skulle da lige have serien med hjem, endda i signeret udgave!




Efter besøget skulle vi lege! Arrangørerne havde lavet fire sjove leget om bøger. Vi skulle gå med bøger på hovedet, sætte serier i rigtig rækkefølge, lægge et puslespil og gætte eventyrtitler ud fra forsider hvor titlen var fjernet. Det var rigtig sjovt - især fordi mit hold vandt!! Vi vandt en billet til bogforum til november, men måtte give min væk da jeg er i Disneyland den weekend. Så det må blive næste år jeg kommer afsted.

Et tåreværdet farvel, blev dog lidt formidlet af den meget flotte bookie bag som arrangørerne havde fået diverse forlag til at sponsorere!

Posen til venstre er bookie bag - posen til højre var også en gave, fra forlaget Lindhardt & Ringhof.

Se lige alle de fine bøger! Uha, min mand bliver så glad for mig, godt jeg har mit eget lille bibliotek! Der var noget for enhver smag og der blev byttet indbyrdes, hvis andre havde noget der var mere interessant.
 


Alt i alt var det en virkelig hyggelig dag! Det var sjovt at få ansigt på nogle af de andre blogs jeg selv følger, og høre deres meninger om bøger og det at være blogger. Jeg vil glæde mig meget til at gå i gang med nogle af alle de dejlige bøger vi har fået, der skal nok komme anmeldelser af dem herinde.

God weekend!

Indhold af bookie bag:

Rosenkilde & Bahnhof:
Ole Clifford; Katharerne
Garth Nix; Sabriel
Åsa Hellberg; Sonjas sidste vilje

Turbine:
Annelies Verbeke; At redde fisk
John Banville; Uendelighederne

Modtryk:
Kristina Ohlsson; Tusindfryd

SkriveForlaget:
Fenella Leisner; Ugler & Ild

Saxo:
Maja Falk; DrømmeSyn

Gads Forlag:
Jan-Philipp Sendker; At høre hjertet slå

Mellemgaard:
Bo Østlund; Den dag regnbuen blev grå

Jentas:
Chris Carter; Dødsshowet

Forlaget 7:
Ken Brerup: Korgon - det magiske sværd

Gave fra Lindhardt & Ringhoff:
Siri Hustved; Den flammende verden
Anna Gavalda; Billie

Nanna Foss; Spektrum (på Forlaget Tellerup)

Købt på dagen:

Christina Bonde; Nattens Sanger 1-3 (på Forlaget Mellemgaard)

Tusind tak til arrangørerne:
Rikke
Karin
Irene
Simone

Og tak til de andre deltagere:
Kathrine, Stine, Astrid, Tanja, Nena, Mette, Birgitte, Sidsel, Mia, Sabina, Anne, Michelle, Gitte, Iben, Rikke M, Rikke S, Louise og Susanne 

fredag den 26. september 2014

Christina Bonde; Skæbne


Christina Bonde; Skæbne (Nattens Sanger, #2)

Da sorgen knuser Victorias hjerte, imødegår hun sin skæbne. Men uventede hændelser komplicerer hende nye eksistens. Mens skæbnegudindernes budskab bliver klart, finder Victoria sig selv som midtpunkt i et farefuldt spil af bedrag og opslugende begær.

Hvordan kan Victoria hævne sin sorg, når missionen truer hendes kærlighed til Lucas? Når vejen til sejr tvinger hende i armene på ondskaben? Når magten, hun selv besidder, er eftertragtet og årsag til forbrydelse? Hvem kan hun stole på?

Fjenderne truer overalt. Tvinger Victoria til at beskytte fortiden. så fødes en ny skæbne, der samler Victorias hjerte ...


Victoria ved godt at hendes valg om at blive vampyr rykker tættere og tættere, men hun forsøger alligevel at leve sit liv som hun plejer. Hende og Rebecca planlægger deres fælles fødselsdagsfest, en fest der får alvorlige konsekvenser for dem begge.

For den aften hvor festen skal stå mister Victoria nemlig sin bedste veninde. Rebecca bliver brutalt myrdet af en vampyr og denne handling skubber Victoria ud over kanten og hun siger ja til at blive omdannet. Et valg, som hun havde troet ville gøre hendes bror ked af det, men han forstår at hun først for alvor kan være i sikkerhed når hun er forvandlet. Han vil hellere miste hende til vampyrlivet end miste hende til døden.

Tiden kommer hurtigt til dagen hvor omdannelsen skal ske, og selvom alt går som planlagt er Victoria ikke nogen almindelig vampyr. Hun er selvfølgelig udvalgt af skæbnegudinderne, men derudover kan hun ikke tåle sollys som andre udsete. Hun har også bibeholdt sit følelsesliv, hvilket er med til at gøre hendes endelige mission tydelig for hende. Hun ved nu hvad hun skal med sin nyt tilværelse og hvem der skal være hendes første "offer".

Men Hector er ikke nem at omgås, og da forbudte følelser begynder at bryde frem mellem dem, frygter hun for sin kærlighed til Lucas. For ikke alene er Lucas og Hector fjender nu, de var det også som mennesker. Hvordan kan hun fuldføre sin mission uden så at skade vampyren hun elsker?

Uha, nu spidser situationen til for Victoria. Hun troede hun ville være hævet over følelser når hun blev omdannet, men hun føler dem stadig, ligeså stærkt som da hun var menneske. Hun går med til en plan, der for alt i verden ikke må galt og som kan komme til at koste hende Lucas. Hvor langt er hun villig til at gå for sin hævn? Jeg glæder mig til sidste bind i serien og til at læse om det hele ender godt!

Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2014
Antal sider: 312

mandag den 22. september 2014

Caroline Green; Taras talent


Caroline Green; Taras talent

Tara samlede den lille sølvring op og lod tommelfingeren glide hen over det glatte metal. Der blev pludselig mørkt inde i skabet og derefter fuldstændig detaljeret som på en skærm, hvor hun kunne se hver eneste lille pixel. Et mørkt rum. En enlig pære, der dingler over hende. En muggen, kold og fugtig luft. Svært at ... trække vejret ... Jeg er bange ... Åh nej, ikke nu igen, tænkte hun.

Hvis noget bliver væk, kan Tara finde det. Men hendes særlige talent har ikke givet hende andet end problemer, så da den bitchede Melodie Stone forsvinder, har hun ikke lyst til at hjælpe med at finde hende. Men de dystre billeder inde i Taras hoved vil ikke gå væk ...

Sidste gang Tara fik billeder om en person der var blevet væk, fik det store konsekvenser for hendes liv. Ikke alene måtte hun og familien flytte, hun måtte også flytte skole. For den lille dreng blev fundet for sent. Nu vil Tara helst glemme at hun har fået billeder om Melodie, men det er svært når samvittigheden nager.

Hun begynder sin egen efterforskning. I det små til at starte med. Hun henvender sig til Melodies bror, Leo. Han lader som, ligesom Melodies veninder fra skole, om at Melodie virkelig er taget ned til hendes far. Men tvivler nager ham alligevel, for de havde ikke det bedste forhold. Da Melodies kæreste bliver kørt ned og ender i koma, ved Tara at der virkelig er noget galt. Men hvordan kan hun hjælpe, når hendes spor bygger på billeder hun har set i sit hoved?

Da billederne bliver tydeligere og mere skræmmende end før, ved Tara at der virkelig er sket noget forfærdeligt med Melodie, men da hun indvier Leo i sin mistanke, går hendes værste mareridt i opfyldelse - der bliver gjort grin med hende, igen! Da Tara bliver kontaktet af en fra fortiden, om at hendes mistanke ang. den lille dreng var rigtige beslutter Tara sig for at tage sagen i egen hånd. Hun har dog ikke forudset hvordan sandheden hænger sammen, og hun ender selv i stor fare. Hvad hjælper hendes talent så?

Taras talent er en rigtig spændende fortælling om at være anderledes og ønsket om bare at ville være normal ligesom alle de andre. Samtidig er det en fortælling om kærlighed, og frygten for at blive såret igen. Tara må tage nogle afgørende valg for at finde frem til sandheden, valg der i sidste ende kan koste hende livet.

Fakta:
Forlag: Flachs
Original titel: Hold Your Breath
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2014 (på dansk)
Antal sider: 247
Læst på dansk

søndag den 21. september 2014

Lauren Oliver; Pandæmonium


Lauren Oliver; Pandæmonium (Delirium, #2)

Lena flygtede fra en verden, hvor kærlighed er en sygdom. Hun flygtede med Alex, hendes elskede. Hans sidste ord var: løb! Nu er Lena alene. Hun må begrave fortiden, hvis hun vil overleve i Vildmarken.

Lena overlevede flugten. Selvom hun flere gange troede at hun skulle dø. Hun har fundet en gruppe modstandsfolk der har taget sig af hende, passet hende og gjort hende til en af dem. Vildmarken er hård at leve i, og hun presses til det yderste, men tanken om Alex hjælper. Tanken om at han er hos hende hjælper. Selvom hun inderst inde er klar over at han er død. Alex der elskede hende og viste hende sandheden.

Lena har en mission. Hun skal holde øje med Julian Fineman, søn af Thomas Fineman der er fortaler for operationen. Julian selv er muligvis for svag til at få indgrebet foretaget, men han er villig til at prøve alligevel. Under en aktion bliver Lena og Julian taget til fange. Først tror Julian at Lena er som alle andre der er blevet opereret og de betror sig til hinanden i mørket af deres fangekælder, men da sandheden går op for ham tager af han afstand. Lena er alt det han er blevet frarådet imod fra barnsben. Hun er farlig. Hun er smitsom. Hun kan slå ham ihjel. Men hvis de vil overleve er de nødt til samarbejde.

Dette samarbejde får store konsekvenser for dem begge. Lena oplever igen følelserne, som hun elles kun associerede med Alex. Julian lærer at det at være smittet måske ikke er så farligt endda.

Ligesom de tror de er sikkerhed, viser sandheden sig at være en ganske anden, og kan Lena stole på de mennesker som hun mødte i Vildmarken og som hun er begyndt at se som sin familie? I Vildmarken lærte Lena at der ikke er noget før mere, der er kun efter. Hvis man skal overleve i Vildmarken, må man begrave fortiden, men hvad sker der når fortiden dukker levende op fra graven?

Pandæmoinum er en spændende efterfølger på Delirium. Vi følger Lena i hendes kamp for at overleve i Vildmarken, mens tankerne om Alex ikke vil forlade hende. Vi følger hende også i hendes kamp som medlem af modstandsbevægelsen og de valg det kræver af hende. Valg der ikke kun omfatter hende, men som muligvis kan være med til at redde en hel nation. Jeg er meget spændt på det sidste bind i serien - især nu hvor Lena også skal træffe et valg af kærlighed.

Fakta:
Forlag: Politiken
Original titel: Pandemonium
Udgivet i: 2013
Antal sider: 303
Læst på dansk

Lauren Oliver; Delirium


Lauren Oliver; Delirium (Delirium, #1)

Lena lever i en verden, hvor kærlighed er en sygdom. Når hun fylder 18 år, skal hun opereres, så hun kan leve trygt og roligt resten af livet - uden smerte og uden kærlighed.

Lena glæder sig, men 95 dage før operationen møder hun Alex, og så sker det, der ikke måtte ske: Lena forelsker sig!

Lena er nervøs for sin evaluering, den evaluering der skal være med til at beslutte hvem hun skal tilbringe resten af livet med. Der er 95 dage til hun skal opereres. Til hun skal have fjernet amor deliria nervosa - muligheden for at elske! Hendes evaluering går galt og hun ser Alex. Smukke Alex der står og griner over det kaos han har været med til at skabe og som endda blinker til hende!

Fra den dag af, begynder Lena at lægge mærke til andre ting. Bl.a. at hendes bedste veninde Hana er begyndt at opfører sig mærkeligt. Hun er ikke længere som hun plejer og Lena må mande sig op og bevise overfor både Hana og sig selv, at hun ikke er bange. Hun kan ikke slippe tankerne om Alex og da de mødes igen, går han det klart at han godt kan huske hende og at han ønsker at lære hende bedre at kende, men Alex er ikke som han giver sig ud for at være og da sandheden går op for Lena er hun rædselsslagen.

Langsomt begynder symptomerne for deliria at være fremtrædende og hun kan ikke længere selv undertrykke det - hun er forelsket! Men hun skal snart opereres.

Alex viser hende en verden udenfor, en verden væk fra reglerne, væk fra spærretid, væk fra tabuet om at piger og drenge godt må hænge ud sammen, selvom de ikke er opereret. Lena kan nu ikke forstå hvordan hun har været så blind alle disse år, og da sandheden om sin mors "død" går op for hende, er hun mere end villig til at stikke af med Alex, men samfundet vil ikke lade Lena gå, i hvert fald ikke uden kamp.

Er deres kærlighed nok til at de kan slippe ud af et kontrolleret og stringent samfund, hvor kærlighed har været tabu i alt for mange år? Vil de kunne leve på den anden side af muren? Og hvad sker der, når kun den ene af dem kommer over i sikkerhed?

Denne historie er som en dystopisk Romeo & Julie fortælling, om en umulig kærlighed, der dog alligevel gjorde mange ting mulige. Det er en bittersød historie om at bo i et samfund, uden valg og uden mulighed for tryghed og frihed. En historie om hvad der sker når en hel befolkning bliver hjernevasket og dem der stadig er "normale" bliver de undertrykte, de beskidte, de farlige. Lena står pludselig i den situation hvor hun kan vælge - men vil hun vælge frihed og kærlighed? Eller vil hun vælge at blive i det trygge samfund hvor hun har levet hele sit liv, men som hverken er trygt eller sikkert, som hun altid har troet?

Fakta:
Forlag: Politiken
Original titel: Delirium
Udgivet i: 2011 (på engelsk) og 2012 (på dansk)
Antal sider: 361
Læst på dansk