Plan with me #2: August

Plan with me #2: August

August står allerede for døren. Jeg synes lige vi er startet på juli - hvor blev den sommer lige af? Hm, den har vel i princippet aldrig været der. Jeg kan i hvert ikke huske en juli der har været vådere og mere blæsende end denne. Lidt trist egentlig. Jeg har ikke engang været på stranden i år! Jeg håber august bliver bedre. Typisk når man skal tilbage på arbejde. Næste år vil jeg gerne have en bedre kontakt til vejrguderne, for det her "sommervejr" er godt nok for trist!

Nå, jeg skal jo ikke brokke mig over vejret i dette indlæg, men i stedet vise jer hvordan jeg har sat august op i min kalender - jeg er ikke helt færdig med det endnu, men jeg håber jeg bliver det i næste uge, så jeg er klar når min ferie slutter.

Jeg var lidt i tvivl om hvilket tema jeg skulle vælge i denne måned. Nu har jeg besluttet mig for at forsøge at holde mig til et tema i en hel måned, i stedet for at skifte uge for uge. Det giver en lidt bedre sammenhæng i mine måneder og så synes jeg det er hyggeligt at hver måned har sit eget tema.

Denne måneds tema er - da da da daaamm: luftballoner!

Nok for første gang er jeg virkelig godt tilfreds med en forside til en måned. Jeg synes ikke selv at jeg er specielt god til at tegne, jeg har det også bedst når jeg skal tegne efter noget, men jeg er ret stolt af dette. De er tegnet i frihånd, ud fra inspiration jeg har fundet på Pinterest. Skrifttypen er inspireret af Jennifer Lynne-fonten i Word - den har jeg også brugt tidligere, fx til "Malibu"-verset.

Min månedlige oversigt har jeg valgt at gøre mindre. Jeg følte ikke at jeg brugte pladsen tidligere særlig godt, så nu prøver jeg at se om en mindre plan virker bedre for mig. Dette giver også mere plads til listen med læste bøger, som før var lidt trang. Samtidig har jeg lavet en to-do til september, hvor jeg regner med at skrive de aktiviteter eller events der skal flyttes med til september. Om det kommer til at virke, finder jeg ud af. Selvom jeg har en års oversigt i starten af min kalender, synes jeg nemlig ikke at jeg er god til at gå tilbage dertil og kigge eller føje nye ting til.

Jeg er blevet rigtig glad for min skridttæller! Ikke fordi jeg går synderligt meget op i motion, men fordi det er lidt sjov at se hvor lidt eller hvor meget jeg går. Nogle dage, her i juli, har jeg følt jeg har gået rigtig meget, og når jeg så kigger om aftenen, er det meget mindre end jeg troede.

Inden jeg gik på ferie havde jeg lavet dette layout og jeg kunne rigtig godt lide det. Dog følte jeg at der slet ikke var plads til de private ting jeg skulle på en dag hvor jeg havde mange møder på arbejde. Derfor har jeg valgt at hele venstre side kun skal være arbejdsrelaterede opgaver, møder, aktiviteter osv og "Events"-delen til højre, er til de private ting. Jeg ved ikke om det er for lidt plads, men nu prøver jeg et par uger og ser om det fungerer. Jeg kom så i tanke om bagefter jeg var færdig, at jeg stadig har ferie i den første uge af august - ups! Jeg finder nok på noget at skrive i den uge.

Jeg har kun nået de tre første uger af august indtil videre, men jeg regner med at fortsætte stilen og have plads til en lille luftballon doodle på hver side, således at temaet holder ved. Jeg kan stadig ret godt lide det - jeg synes det er sødt, samtidig med at det meget illustrativt. Alt er farvelagt med mine Faber-Castell Colour Grip farveblyanter og tegnet op med mine nye Staedtler Pigment Liner - som jeg elsker!

Jeg har allerede en ide til hvad jeg vil lave i september, men nu må vi se om det holder stik!

Tak fordi I læste med!

Materialer:
Leuchtturm1917 sort a5 ternet notesbog
Faber-Castell Colour Grip farveblyanter
Staedtler Pigment Liner (0.1, 0.2 og 0.3 mm er brugt)

Thomas Kampmann Olsen; Mimesis

Thomas Kampmann Olsen; Mimesis

Bagsidetekst:
Hvad hvis spillet blev virkeligt? Eller virkeligheden blev et spil?

"Vil du have noget at drikke?" Sikka har ført ham gennem mængden og hen til scenen, hvor der også er opstillet en lille bar. Hun rækker ham en øl på flaske og tager også selv en. "Tak ... Hvad skal der ske?" Markus tager imod den kolde flaske. "Det er en indvielse. Vi kalder det en forvandling." "En forvandling? Til hvad?" "Til et dyr. Man bliver et dyr og får et liv mere." "Hvad mener du?" Sikka smiler og tager en tår af sin ølflaske. "Du skal ikke bekymre dig ... Der sker ikke noget med dig?"

I 2014  modtager Markus på sin fon et billede af den far, han altid har troet døde tyve år tidligere under 3. verdenskrig. Der er noget der tyder på, at hans far alligevel ikke er død. Markus følger sporet, der optrevler brutale historier fra krigen og fører ham til en fremtidig og drømmeagtig udgave af Berlin, hvor han møder pigen Sikka og vikles ind i noget, der ligner et uskyldigt spil, men måske alligevel ikke er ufarligt. Hvad har Markus' far med "Mimesis" at gøre, et ulovligt og meget realistisk virtual reality spil, der har taget et sidste skridt og gjort døden virkelig?

Den her historie har virkelig meget potentiale. Jeg finder ideen med "Mimesis" virkelig spændende - et spil der tester mennesker i det mest ekstreme. Sætter dem i situationer hvor de kan dø, i en apokalyptisk verden, hvor hver dag er en kamp for overlevelse. Alt dette sker mens man sidder trygt og godt hjemme i en sin sofa. Det mindede mig lidt om Bruce Willis' filmen "Surrogates" - hvor alle har en "dobbeltgænger" der er robot, som lever ens liv, mens man selv sidder derhjemme og syner hen.

Markus' kamp for at finde sin far, kan jeg også godt lide. Hans hverdag er ensformig, kedelig og ret meningsløs. Indtil han får bevis for at faren rent faktisk stadig er live. Dog finder jeg Markus virkelig irriterende. Selvom jeg godt kan sætte mig ind i nogle af de tanke og beslutninger han træffer, synes jeg at han det meste af tiden er vattet og ikke en der tør stå ved sine beslutninger.

Selve historien bliver - for mit vedkommende - lidt for forvirrende til sidst. Der sker rimelig meget, og jeg fangede det ikke helt første gang jeg læste det. Jeg måtte tilbage et par dage efter og læse de sidste sider igen, og jeg er stadig ikke helt sikker på at jeg fangede det 100 %. Jeg ved ikke om det bare er mig.

I det hele taget fangede sproget mig slet ikke i denne historie. Der bliver lavet virkelig mange sammenligninger. Hvis Markus føler noget bestemt, eller der sker noget, så kommer der en sammenligning på flere linjer bagefter og efter at have læst et par stykker, irriterede det mig virkelig meget. Som læser, kan jeg godt regne ud hvordan Markus havde det, uden at få forklaret at han føler sig "som en udspringer der for første gang står på en rigtig klippe og kigger ned i de brusende bølger"  (s. 25) - og sådan fortsætter det. Beklager, de beskrivelser irriterede mig grænseløst. I de samtaler Markus har med sin mor er han beskrevet som "Ma" og hun "Pe" - hvorfor ikke bare skrive hele navnet?

Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke læser nok science fiction, men jeg blev desværre aldrig rigtig fanget af historien. Det er faktisk lidt øv, for jeg synes den lød rigtig spændende, den formår bare ikke at trykke på de rigtige knapper for mig.

Tak til Science Fiction Cirklen og forfatteren for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Science Fiction Cirklen
Udgivet i: 2017
Antal sider: 288
3 ud af 5 stjerner

Adam Silvera; Fortid er alt jeg har

Adam Silvera; Fortid er alt jeg har

Bagsidetekst:
Da Griffins første store kærlighed og ekskæreste, Theo, drukner ved en ulykke, falder Griffins verden sammen. Selvom Theo var taget afsted på college og blevet kæreste med Jackson, var Griffin ikke i tvivl om, at han på et tidspunkt ville komme tilbage til ham.

Oven i det hele er Jackson den eneste, der forstår Griffins hjertesorg. Men uanset hvor meget de to taler sammen og åbner sig for hinanden, bliver Griffin mere og mere deprimeret. Han er ved at miste sig selv til sine tvangstanker og destruktive valg. Og de hemmeligheder, som han har gået og gemt på, er ved at flå ham i stykker.

Hvis Griffin skal have håb om en fremtid, må han først konfrontere sin fortid. 

"Den dag jeg glemmer" var ikke en bog for mig - desværre. Eller jo, noget af den var, men slutningen blev for meget. Derfor var jeg både glad og lidt tvivlende da jeg modtog "Fortid er alt jeg har" for jeg frygtede virkelig at sidde med samme følelse igen: at jeg ikke kunne se det fantastiske i noget mange andre elskede!

Jeg blev heldigvis ikke skuffet denne gang. Faktisk tværtimod. Glædelig overrasket endda også. For selvom handlingen er trist, rørende og følelsesladet, bliver det aldrig for meget. Jeg kunne meget bedre sætte mig ind i Griffins valg, følelser og tanker end jeg kunne med Aaron i "Den dag jeg glemmer". Griffin virker som en langt mere sympatisk, rar og dog knust dreng. En dreng som har et forvirret hjerte og et endnu mere forvirret hoved. Men det gør ham til en person jeg faktisk ville ønske jeg kendte rigtigt. Jeg ville gerne kunne trøste ham. Det gør ham også til en person der træffer nogle valg der kan risikere at ødelægge ham endnu mere, men igen: har vi ikke alle truffet det forkerte valg da vi var yngre og forelskede?

Jeg kan godt lide den lidt mere brutale stemning der i den her bog end den der var i "Den dag jeg glemmer". Griffin bearbejder sin sorg på en måde som jeg godt kan forstå. Han føler sig efterladt af Theo, ikke kun fordi han dør, men også fordi han ikke var en del af hans liv mere. Griffin vil på den ene side gerne have hævn og på den anden, vil han bare gerne have Theo tilbage. Han både elsker og hader ham. Jeg tror at vi alle har prøvet at stå i sådan en situation hvor vi både elsker og hader en ekskæreste. Selvom Griffin er en smule naiv, er han også meget klogere end mange andre.

Hvis jeg skal nævne en dårlig ting, må det være at jeg ikke helt kan se at Griffin får det meget dårligere efterhånden som tiden går. Jo, der bliver mere fokus på hans tvangstanker, men jeg synes ikke at han forsvinder fuldstændig ind i dem, som bagsiden lægger op til. Selvom de fylder en del i historien, er det faktisk ikke så meget som jeg havde troet. Jeg havde måske regnet med at det ville være mere i stil med "Når hr. hund bider".

Det er under alle omstændigheder en bog jeg vil anbefale til alle young adult-fans. Til alle der har fået deres hjerte knust og som stadig "taler" til den person der gjorde det. Til dem der var unge, dumme og forelskede og drog forhastede konklusioner og tog dårlige beslutninger.

"Kærlighed begynder og ender ikke 

med en eller anden onlinestatus."

Tak til Gyldendal for boggaven!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: History Is All You Left Me
Udgivet i: 2017 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 349
4 ud af 5 stjerner

Christina Bonde; Sjælevært

Christina Bonde; Sjælevært

Bagsidetekst:
Mit navn er Celina. Jeg var 16 å da jeg for alvor blev forelsket. I et spøgelse ...

Celina er træt af skolen, og da hun bliver røvrendt af kæresten, flytter hun hjemmefra og får job som ung i huset hos en dyrelægefamilie. Men fortiden flytter med. En fortid der rækker langt ud over Celinas eget liv og trækker hende ind i en usædvanlig og farefuld forelskelse. Inden længe må Celina indse at hun har en særlig evne som vil komme til at præge hendes liv for altid.
 
Jeg kan godt lide fantasy, det er vist efterhånden ingen hemmelighed. Jeg kan godt lide historier med elementer af overnaturligheder: guder, vampyrer, engle, dæmoner osv. Jeg har det dog lidt svært med spøgelser. Derfor har jeg det også lidt ambivalent med historien i "Sjælevært".

Jeg kan godt lide den fordi det faktisk er en spændende historie. Der er et par gange hvor jeg synes den bliver lidt tynd, især til sidst. Det virker lidt som om den bare skulle afsluttes, men derudover kan jeg godt lide den. Jeg kan godt lide at Celina har svært ved at sige fra overfor veninden og kæreste der røvrender hende - for jeg kan godt huske hvordan det var. At føle sig alene og derfor tage al den kontakt man kunne som noget godt - også selvom det ikke var det. Celina er, naiv og lidt godtroende, men hun er også loyal, vedholdende og kærlig. Se bare på den måde hun passer på Sally.

Sproget i historien er nemt og let at forstå - og det tog mig en eftermiddag at læse bogen. Ja, jeg læser også hurtigt, men skriften er også stor. Ikke at det et en dårlig ting - for det kan være appellerende til ikke så gode eller hurtige læsere.

Tilbage til det med spøgelserne. Det er faktisk det eneste element jeg her det svært med i bogen. For ja, Celina kan fornemme at Bastian er der. Men hun kan ikke se ham. Hun kan ikke røre ved ham - kun ved særlige tidspunkter - og der er flere hundrede år og verdener mellem dem. Men alligevel forelsker hun sig i ham og tilsidesætter lidt sine egne behov for at bistå ham med hjælp. Jeg forstår godt tanken med at vores sjæle kan leve videre og reinkarnation - men på samme måde forstår jeg det ikke. Det bliver lidt for spirituelt for mit vedkommende og så står jeg desværre lidt af. Jeg tror ikke på det overnaturlige eller et liv i efter døden - hvilket er et stort emne i den her bog, falder lidt til jorden for mig.

Bogen kan dog varmt anbefales hvis du kan lide fantasy, paranormal romantik og hvis du vil læse en god kærlighedshistorie med masser af drama og tempo!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2017
Antal sider: 369
4 ud af 5 stjerner

Stephanie Meyer; Kemikeren

Stephanie Meyer; Kemikeren

Bagsidetekst:
Engang arbejdede hun for den amerikanske regering, men det er der kun meget få, der ved. Hun er ekspert inden for sit område på et tophemmeligt egentur, men da man pludselig ser hende som en belastning, går jagten ind på hende. Nu er hun konstant på flugt, og hendes eneste redening er at tage det job, hendes tidligere chef tilbyder hende. Det sidste job. Men opgaven er langt fra enkel, og den bliver kun sværere, da hun falder for en mand, der forringer hendes chancer for at overleve. Nu må hun bruge sit unikke talent på måder, hun aldrig havde drømt om. 
 
Som I ved er det ikke krimier jeg læser flest af. Eller thrillere for den sags skyld. Men altså, jeg gør jo gerne undtagelser. Jeg ved godt at Stephanie Meyers tidligere bøger har delt vandene. Var man til vampyrer, varulve og kærlighed eller var man ikke. Var man til mystiske besættelser af de menneskelige sind og science fiction eller var man ikke. Jeg ved godt at det ikke ligefrem har været store litterære værker hun har skrevet før, men jeg synes bestemt at "Kemikeren" er værd at læse!

For det første, synes jeg den er rigtig godt skrevet. Sproget er tilpas beskrivende og detaljeret uden at det bliver kedeligt, men man kan sagtens forestille sig de forskellige scenarier som vi bevæger os rundt i. Storbyerne med deres hastværk, larm og bilos. Boligen ude midt i ingenting, hundene og Bathulen. Samtidig er beskrivelserne af personerne og deres sindsstemninger gode og meget betydningsfulde for historien. Selvom Alex er en hård negl, er hun relaterbar og man føler med hende, men hun kan tage vare på sig selv - rimelig godt! Jeg ville nødig ende på hendes bord!

En anden ting jeg holdt virkelig meget af, var humoren i bogen. For ja, det er en thriller som fik mig til at holde vejret og gispe efter luft flere gange, men den er også sjov og har en sort form for humor der passer rigtig godt til både handling og personerne. De klikker rigtig godt. Samspillet mellem Alex, Daniel og Kevin fungerer virkelig godt. De driller hinanden. De støtter hinanden og - selvom hverken Alex eller Kevin vil indrømme det - holder de af hinanden!

Så er der hele handlingen. Den spænder over forholdsvis kort tid, så der er tryk på og tempoet er højt. Jeg skulle holde tungen lige i munden flere gange. For du får ikke alle informationer på en gang, men undervejs, så du skal koncentrere dig hele vejen. Det virker dog hverken tungt, tværtimod. Skrivestilen, personerne og sproget er med til at løfte historien.

Hvis du trænger til en god thriller der vil få dig ud på kanten af stolen, men også få dig til at grine og give dig hjertebanken, kan denne varmt anbefales!

Tak til Lindhardt & Ringhof for boggaven!

Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Original titel: The Chemist
Udgivet i: 2016 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 592
5 ud af 5 stjerner