3 gange gys [Anmeldereksemplar]

Værgso - her får du tre anmeldelser, af tre uhyggelige historier.

Faktisk er gys ikke rigtig noget jeg gør mig i - hverken som bøger eller film, men fra tid til anden kan jeg godt overtales ... Det blev jeg med disse tre korte historier - men vær opmærksom, bare fordi de er korte, er de fulde af uhygge. 

Derudover er det også oftere reglen end undtagelsen, at gyserhistorier ikke ender lykkeligt - om de her gør, det vil jeg lade være op til jer at opleve. 

"Lygtemanden" af Rikke Havner Alrø
I "Lygtemanden" møder vi en familie, der bor tæt på en mose. Familien tæller mor, far og tre børn. Børnene er vokset op med historier om lygtemændene der lurer i det mørke mosevand og de går altid rundt med en mønt i lommen, som de kan bestikke ham med, hvis det skulle blive aktuelt. 

Mille på 15 år er ikke meget for at gå ud om natten og tror om nogen på historierne, men en aften tvinges hun ud - da lillesøsteren går ud efter mørkets frembrud, må Mille gøre op med sig selv om hun virkelig tror på historierne eller om de er pure opspind. 

Hvad der sker ude i mosen, vil jeg ikke afsløre, kun at det bliver lige lovligt spændende ...

"Gravsoen" af Nicoline Kjærsgaard Møller
I "Gravsoen" overtaler Nikolaj veninden Mascha til at undersøge en spøgelseshistorie om et mystisk og voldsomt væsen der lurer i skoven omkring den by de bor i. Udover at dette væsen lurer i skyggerne, er der også blevet begået en række mystiske mord.

Udover at skulle opklare mysteriet om gravsoen, et spøgelsessvin, der varsler død og ulykke, skal Nikolaj finde ud af hvorfor Mascha var nødt til at flytte til Sverige og efterlade ham alene tilbage. Hvad er hendes hemmelighed - og kan de være i sikkerhed for gravsoen?

Igen er dette en historie der går ind og piller ved læserens opfattelse af hvad der er virkeligt og en drøm - og selvom Nikolaj og Mascha er tæt på at opklare sagen, er gravsoen måske tættere på end de egentlig bryder sig om ...

"Troldeunge" af Malene Fabricius Holm
"Troldeunge" er en klassisk historie om en skiftning - en troldeunge der er byttet ud med et menneskebarn. Sigge og Lilli-Rose er tvillinger - selvom de bestemt ikke ligner hinanden. Faktisk er de så langt fra hinanden, og Lilli-Rose er så modbydelig, at Sigge er overbevidst om at hun ikke hører til hos dem. 

Det er dog ikke lige så nemt at overbevise deres forældre om at der er noget galt ... og hvor langt vil Sigge gå for at finde frem til sandheden?

Vurdering af alle tre bøger
Som jeg skrev i starten er disse tre historier fulde af uhygge. Det er egentlig imponerende at forfatterne har kunne skrive så korte bøger - alle tre er omkring 50 sider og med lix 20-24 - men med så grusomme fortællinger og skæbner. 

Når bøgerne ikke er længere, er det klart at vi ikke kommer sådan for alvor tæt på vores hovedpersoner, men netop den her slags historier gør det ikke noget. Vi har det kendskab vi skal bruge og i de detaljer vi får, fremstår de troværdige. 

Som læser kan man mærke uhyggen komme snigende og vi fornemmer hurtigt når der er noget forkert ved det hele. 

Alle tre bøger kan læses af læsere på 10 år og opefter - hvis de altså har nerver til det!

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

John Kenn Mortensen; Troldmanden i træet [Uopfordret anmeldereksemplar]

John Kenn Mortensen; Troldmanden i træet (Midnatssolens Rige, #1) [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Alice og hendes venner har aldrig set det før. Det forunderlige tårn, der pludselig stikker op af mosen. Gennem tårnet åbner en fantastisk og foruroligende verden sig. Her står solen aldrig op, og det vrimler med talende dyr, mageløse monstre og en fæl flok fjender kaldet Det Store Spetakel ...

Hvor stammer alle John Kenn Mortensens monstre fra? Måske bliver du klogere af at læse “Troldmanden i træet”  … hvis du tør …

Jeg har vist sagt det før, men jeg er faktisk ikke den store horrorfan - i hvert fald ikke når det kommer til film, men bøger er lidt noget andet. Sjovt nok - eller så har jeg bare ikke læst noget der er "nok" uhyggeligt, det kan også være.

Jeg har tidligere læst en håndfuld af Johns egne bøger som fx "Sorte Sally" og endnu flere hvor han har illustreret, bl.a. "Grimyrk" af Benni Bødker, "Grimm" af Kenneth Bøgh Andersen. John er en fremragende historiefortæller - både i illustrationer og i tekst. 

Med “Troldmanden i træet” slår han kimen an til en storslået fantasy/horrortrilogi. Af hvad jeg har hørt, er dette noget John har arbejdet på i flere år og jeg synes faktisk godt at man kan mærke at det lagt meget arbejde og hjerteblod i den.

Historien udfolder sig langsomt, men man kan hurtigt fornemme der er uhyggelige ting i vente. Som læser bliver vi fanget af, ikke blot det flotte og stemningsfulde sprog, men også de smukke (og uhyggelige) illustrationer der er undervejs.

John Kenn Mortensen er i sandhed en mester til mange ting og i “Troldmanden i træet” viser han alle sine styrker - det er virkelig godt!

Tak til Alvilda for uopfordret anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2022
Antal sider: 316
6 ud af 6 stjerner

Karen Inge Nielsen; Devotstjernens hånd [Anmeldereksemplar]

Karen Inge Nielsen; Devotstjernens hånd (Djævlepassagen, #2) [Anmeldereksemplar fra DreamLitt]

Bagsidetekst:
Månen skinner blegt over Sortedammen, da den nye Stormester træder frem. Som i trance lytter han til Slangens hvislende stemme, mens han stirrer ud over den bølgende tåge, hvor Helvedeshunden langsomt kommer til syne. Inden længe vil Djævlepassagen åbne sig, og Mørkets Herre vil indtage hans krop.

Mørket lukker sig om Marcus og Kira, da Sortedammens tåge indhyller herregården Herstedholm og med ét forandrer alt. Den ruin, lokalbefolkningen mener, Herstedholm er, viser sig for dem i al sit forfald. Selvom stedet er ubeboeligt for mennesker, er det tydeligt, at andre væsner kan skjule sig mellem de gamle mure. Herregårdens historie rummer mange dystre hemmeligheder, der rækker ud af historiens mørke, lige fra troldkvinden Maren og til det sidste århundredes sindssygehospital. Ikke alle fortidens rædsler forbliver glemt i den forbandede nat, som Marcus og Kira må kæmpe sig igennem for at overleve.

Hurtigt går det op for Marcus og Kira, at der er mere på spil end blot at slippe ud af den hjemsøgte herregård. Helvedes dæmoner kradser mod porten til Djævlepassagen, og kun de tre relikvier i Devotstjernens hånd kan forhindre den i at åbne sig. 

Opklaring af et mysterium, frelse af Herstedholm og lukning af Djævlepassagen på blot én enkelt nat? Marcus og Kira har travlt. Uret tæller langsomt ned og selv da de nærmer sig slutningen, er alt ikke forbi. Djævelen giver ikke op så let og Marcus og Kira har bestemt fået deres sag for. Måske faktisk lige lidt for meget.

Jeg var meget begejstret for første del af historien, "Sortedammens hemmeligheder", som både var uhyggelig og vildt spændende. Især de mange beskrivelser og detaljer var med til at gøre historien levende og interessant. Jeg mindes heller ikke at der var så mange spring i tiden, som der er i denne og det ødelagde lidt mit læseflow. Jeg havde også svært ved at holde styr på hvem der egentlig fortalte - især når vi var i fortiden.

Kapitlerne er også forholdsvis korte, så skiftene kommer ofte og med det hæsblæsende tempo som historien fortælles i, kunne jeg ikke altid følge med. Jeg følte simpelthen at der skete for meget, alt for hurtigt.

Det er to år siden jeg læste "Sortedammens hemmeligheder" og måske er det derfor at jeg synes "Devotstjernens hånd" var en lidt rodet affære. Jeg havde svært ved at komme ind i rytmen og selve fortællingen igen.

Ligesom tempoet er skruet i vejret, er uhyggen det også. Marcus og Kira får ikke mange sekunder til at trække vejret undervejs og det giver historien en følelse af at alting skal ske med det samme. Først det, så det og så videre. Når hovedpersonerne ikke har mulighed for at stoppe og trække vejret, så har læseren det heller ikke.

Når det så er sagt, så er det stadig en spændende og uhyggelig historie. Det er bestemt ikke en bog jeg ville læse lige inden jeg gik i seng - men jeg er også en bangebuks. Naturbeskrivelserne er detaljerede og jeg kunne fint se Herstedholms ruin for mit indre blik, med smadrede ruder, træværk i forfald og ødelagte mure.

Hvis du er til gys, horror, magi og overnaturlige væsner, kan denne serie være et godt bud på din næste læsning!

Tak til DreamLitt og forfatter for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2019
Antal sider: 354
4 ud af 6 stjerner

Benni Bødker; Kraken [Anmeldereksemplar]

Benni Bødker; Kraken [Anmeldereksemplar fra Corto]

Bagsidetekst:
Den døde by under vandet ... Reykir ... den lurer på os ... venter på os ...

Marius' far er ikke med blandt de overlevende, da resten af ekspeditionen til Nordhavet vender hjem. Ingen ved, hvad der er blevet af ham, eller hvad der fik skibet til at gå ned. Men rygterne fortæller om et uhyre på havets bund. Et uhyre, der er blevet vækket af sin søvn. Et uhyre, som ikke kan dø. Et uhyre, som Marius meget snart skal møde ...

Der er mange udlægninger af fortællingen om det forfærdelige søuhyre Kraken - jeg har langt fra læst dem alle og jeg kender langt fra dem alle. Den jeg kender bedst er den fra "Pirates of the Caribbean"-filmene. Nu har Benni Bødker taget historien under sine kærlige vinger og tryllet som han nu kan og skabt et mesterværk.

Simon Bukhave, som jeg må indrømme at jeg ikke havde hørt om, har lavet nogle helt utrolig smukke papirklip illustrationer. De er sort/hvide (nok fordi de er papirklip, Line!), men de passer virkelig godt til den uhyggelige og stemningsfulde historie som Benni fortæller. Jeg er virkelig imponeret over detaljegraden i klippene, det må tage 100 år at lave sådan et. Samtidig ligner de slet ikke papirklip, men tegnede illustrationer. De er virkelig flotte.

Jeg har læst et par af Bennis børnebøger og jeg er vild med hans skrive- og fortællestil. Han forstår på en måde, så der er noget at komme efter for både børn og voksne, at skrive en virkelig spændende historie. Som voksen kan man nemt nyde hans skrivestil og hans detaljerede beskrivelser af handling, mens uhyggen drypper fra siderne. Som barn vil man sidde klistret til siderne for at høre hvad der så sker. Jeg er normalt ikke meget til gys, og selvom dette nok ikke er en decideret gyserhistorie, rejser hårene sig alligevel på armene og man må lige ryste stemningen af sig når bogen er færdiglæst.

"Kraken" vil jeg varmt anbefale til højtlæsning (10 år og opefter) eller selvlæsning til de mere øvede læsere. Jeg vil anbefale til dem der kan lide at blive skræmt lidt - eller i hvert opleve en hårrejsende fortælling med mytiske uhyre, uhyggelige øer og et mysterium der skal opklares.

I det hele taget - bare læs den!

Tak til Corto og forfatter for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Corto
Udgivet i: 2019
Antal sider: 120
6 ud af 6 stjerner

Karen Inge Nielsen; Sortedammens hemmeligheder [Anmeldereksemplar]

Karen Inge Nielsen; Sortedammens hemmeligheder (Djævlepassagen, #1) [Anmeldereksemplar fra DreamLitt]

Bagsidetekst:
Månen skinner blegt over Sortedammen, da kvinden tænder lysene i pentagrammet. Som i trance skærer hun Herrens tegn og lader helvedes flammer brænde i sit blod. Inden længe vil Djævlepassagen åbne sig, og Mørkets Herre vil indtage hendes krop.

En uforklarlig kraft trækker i Marcus, da han står på trappen foran Herstedholm herregård - hans nye hjem. Hurtigt bliver Marcus grebet af herregårdens mystik og uhygge. Stemmer begynder at hviske til ham, og især én kvindestemme brænder sig ind i hans tanker - en kvinde ved navn Elvira, der tidligere var frue på herregården.

Langsomt går det op for Marcus, at Herstedholm er hjemsøgt. Fortidens løgne, ulykkelige skæbner og hemmeligheder ligger gemt i Sortedammens mørke dynd. I drømme fører Elviras stemme ham tilbage til en tid, der snart skal vise sig at være mere virkelig, end godt er.

Der er intet hyggeligt over denne historie. Selvom handlingen foregår på en idyllisk herregård, så lurer farer under overfladen og intet er hvad det giver sig ud for at være. Elvira er bondepigen, der tror hendes lykke er gjort da hun gifter sig med herremanden - det er den så langt fra, og hun lærer på en skrækkelig og hjerteskærende måde at udseende kan være misvisende. Hvilken skæbne Elvira lider kan vi kun gisne om i dette første bind i serien, men jeg tvivler på at den er god!

Marcus og hans mor flytter ind i Herstedholm for at passe den ældre dame, Johanne. Der er nu gået mange mange år siden Elvira boede der, men uhyggen sidder stadig i gardinerne, møblerne og huset, som cigarrøg der ikke vil gå væk. Herregården er langt fra idyllisk nu og mens man læser kan man mærke mørket komme snigende, gulvbrædderne knirke og de onde øjne følge ens mindste bevægelse. Det er mildest talt hårrejsende læsning. Jeg er ikke meget til gys, så jeg skulle lige lukke øjnene et par gange og trække vejret tungt inden jeg læste videre. Forfatteren formår virkelig at skabe en stemning.

Vi følger skiftevis Elivra i fortiden og Marcus i nutiden - samtidig med at kutteklædte personer også optræder. Dem ved vi som læser ikke helt hvem er, og det er med til at gøre historien endnu mere uhyggelig. For det kunne være hvem som helst - måske endda nogen som Elivra og Marcus stoler på. Ligesom vi er ved at nærme os sandheden, slutter bogen og jeg måtte lige læse sidste side en gang til for at forstå at der virkelig ikke er mere. Selvom historien er lidt længe om at komme i gang, skal jeg lige love for at sidste halvdel er gruopvækkende og spændende.

Som i forfatternes tidligere udgivelser, "Ravneskrig" og "Natspindlerens dødsmærke" er beskrivelserne af omgivelserne virkelig gode og detaljerede. Jeg kan sagtens se den mørke skov, Sortedammens sorte vand og den slidte herregård for mit indre blik. Stemmerne og uhyggen siver ud af siderne, så man næsten føler man skal vaske hænder bagefter.

Jeg glæder mig meget til at læse videre i serien - for som med Elviras skæbne, er jeg ikke sikker på at Marcus' fremtid ser særlig lys ud ...

Tak til DreamLitt for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2018
Antal sider: 424
6 ud af 6 stjerner

Pam Smy; Thornhill

Pam Smy; Thornhill

Bagsidetekst:
1982: Den forældreløse Mary bor på Thornhill-hjemmet og plages af en anden piges ekstreme mobning. Mary planlægger hævn.

2017: Ella er lige flyttet til byen, og fra sit kvistværelse har ud udsigt til et forladte Thornhill. En dag ser hun en pigeskikkelse i et af vinduerne.

De to pigers skæbner mødes, efterhånden som historierne flettes ind i hinanden. En gyserfortælling i både ord og billeder.

Dette må være en af de mest sørgelige og stemningsfyldte graphic novels jeg har læst. Den er virkelig noget helt for sig. Ikke alene på grund af historien, men også i høj grad på grund af opsætningen og fortællemåden. Bliv ikke skræmt af de over 500 sider, de er hurtigt læst, men ikke hurtigt glemt.

Historien er hjerteskærende. Mary er en ensom og indadvendt pige, der har det bedst med at skære og lave forskellige dukker. Hendes loftværelse på Thornhill børnehjemmet er fyldt med dem, og det er blandt dem at hun søger trøst når livet er går imod hende - og det gør det tit. En anden pige mobber hende og gør Marys liv til et helvede. Pigen får aldrig et navn, men bliver altid omtalt som "hende". Mary bliver terroriseret på det groveste, men hun kan ikke sige noget. For Mary taler ikke. I hvert fald ikke særlig tit, og hvordan skal man så fortælle de voksne at hun bliver mobbet? En dag får de forældreløse at vide at Thornhill skal lukkes. En efter en forsvinder de andre piger og de ansatte. Til sidst er der kun Mary og "hende" tilbage på hjemmet og endelig får Mary sagt stop ... eller gør hun? Sideløbende med at vi følger Marys historie følger vi tilflytteren Ella. Hun er meget alene hjemme og tiltrækkes af Thornhills hemmeligheder. Undervejs afdækkes den grusomme sandhed og Ellas skæbne bliver beseglet.

Den barske historie er beskrevet på en ret fantastisk og opfindsom måde. Når vi hører Marys historie er det gennem dagbogsindlæg, hvor hun fortæller om hverdagen, de grusomme mobberier og hvordan hun planlægger sin hævn over "hende". Når vi hører Ellas historie, er det udelukkende i illustrationer. Der er intet tekst, bortset fra avisoverskrifter og titler på bøger og lignende. Intet andet. Det er ret fedt at læse en bog med så forskellig visuel udformning. Lidt a la "Illuminae" hvor der heller ikke er noget direkte tale, men hvor alt er beskrevet gennem chatlogs, mails og videoovervågnings beskrivelser. Når en forfatter tør lege så meget med udformningen, giver det en helt unik læseoplevelse. Så selvom vi er over 500 sider, tager det ikke særlig lang tid at læse. Historien når dog stadig at give en ondt i sjælen og en gysen ned af rygrædden. For der er gys og uhygge og Mary er slet ikke færdig med at leve endnu ...

Hvis du trænger til en anderledes læseoplevelse, men stadig med en historie med noget på hjertet, så vil jeg klart anbefale denne bog. Selvom det er en graphic novel og for "børn", bliver der stadig behandlet tunge emner som svigt, mobning og død. For både Mary og Ella er blevet svigtet - af systemet og af de personer der burde tage vare på dem. Vi ved ikke om Ella bliver mobbet, men den type mobning Mary udsættes for, er grov og skrækkelig. Mary og Ella er begge meget alene og derfor er det nemt for dem at finde trøst i hinanden, også selvom den ene af dem er død ...

Fakta:
Forlag: Høst og Søn
Original titel: Thornhill
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 541
4 ud af 6 stjerner

Mette Finderup; Det (d)øde hus på Egevej [Sponsoreret]

Mette Finderup; Det (d)øde hus på Egevej [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
De to søstre Kira og Sofie går i 8. klasse i den lille by Glarup. Her har de boet med deres mor, siden faren døde i en ulykke. Hver dag går pigerne den samme kedelige vej til skole. Alle dage er ens. Men en dag går de ned ad Egevej og opdager et forladt hus. Huset er helt tomt bortset fra et enkelt rum, hvor der både er møbler, lys og fire mystiske skrin ... og et genfærd. Kira og Sofie bliver rodet ind i en dramatisk jagt på døde børn og en fortid fyldt med uhyggelige hemmeligheder.

Drej med ned af Egevej ... hvis du tør!

Jeg læser ikke mange gyserhistorier, mest fordi jeg på ingen måde her nerverne til det. Jeg har svært ved at ryste billederne og stemningen af mig - sådan var det også med denne bog. Stemningen bliver mere og mere uhyggelig jo længere man kommer ind i bogen, og svarene man søger, får man først til sidst. Det er uhyggeligt hele vejen igennem og slutningen gør det ikke meget bedre - faktisk kun værre, men på den fede måde! Ligesom jeg troede den endte godt, blev stemningen twistet og jeg sad tilbage med kuldegysninger og myrekryb. Gyserhistorier og mig bliver aldrig gode venner!

Det er dog - på trods af at jeg ikke bryder mig om gys - en utrolig velskrevet og spændende historie for de 10-14-årige. Den kan bruges som læs selv og til højtlæsning hvis resten af familien også skal blive bange. Det uhyggelige element, som jeg synes er rigtig godt gennemført er sammen med flere små tvists undervejs med til at holde læseren hen i det uvisse hele vejen igennem historien. Samtidig er det en historie om en overbeskyttende mor, der vil gøre alt for at sikre sig at børnene har det godt. Det er dog ikke muligt. Børn skal have knubs, vælte på cykel og blive syg - det er sådan livet er! Man kan ikke komme udenom det.

Bogen vil være et godt skridt til børn der lige har forladt de letlæste bøger, men endnu ikke er helt klar til de tykke børneromaner. Sproget i bogen er let forståeligt og man bliver grebet af stemningen - både som voksen og barn. Jeg vil dog ikke råde børn med sarte nerve at læse den, så tror jeg at der er mareridt på menuen!

Tak til Forlaget Bolden for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Bolden
Udgivet i: 2017
Antal sider:
4 ud af 5 stjerner

Neil Gaiman; Coraline

Neil Gaiman; Coraline

Bagsidetekst:
Et musecirkus, en anden mor, en talende kat og et teater fyldt med hunde. Det er noget af det, du møder i Coraline, hvis altså du tør følge pigen med det mærkelige navn ind bag den mystiske dør. Ind i en verden, der ved første øjekast ligner virkelighedens, men tag ikke fejl!

Selvom jeg ikke har læst så meget af Neil Gaiman som jeg nok burde, kan jeg godt sige at jeg er ret vild med hans tankegang. Hans fortællemåde og til tider rimelige skumle historier. Fx denne, som jeg har ladet mig fortælle, at han blev inspireret til at skrive, fordi hans egen datter en dag sagde, at inde bag den lille dør der var i huset, boede hendes anden mor - what? Hvilket barn siger sådan noget? Nå, jeg ved jo heller ikke om det er rigtigt.

Coraline er historien om en almindelig pige, der bor i et almindeligt hus, med almindelige forældre som ikke har tid til at lege med hende. En dag finder hun en dør der pludselig fører til et andet sted, hvor hun har en anden mor og far. Coraline er dog snu - hun kan godt mærke at den anden mor ikke har godt i sinde, selvom hun forsøger at charme sig ind på Coraline. Og pludselig befinder Coraline sig et farligt spil - hvor ikke kun hendes liv, men også hendes rigtige forældres, står på spil.

Selvom historien er for børn, er den ikke for sarte sjæle. Flere gange havde jeg lyst til lige at kigge mig en ekstra gang over skulderen for at se om der var en der holdt øje med mig. Neil Gaiman formår på fineste vis at skrive en tragisk fortælling om den ensomme pige, der alligevel ikke ville bytte sine fraværende forældre væk. Om pige der snakker med katte og ser hundeshows og noget med rotter der spionere.

Ligesom med "Nobody" kan Neil Gaiman både skrive uhyggeligt og skræmmende, men bestemt også kærligt og hjertevarmt - for hvem ville ikke have en datter som Coraline, der ikke opgiver håbet - også selvom hun er bange?

"Fordi," sagde hun, "når man er bange og alligevel gør det, 

man ikke tør, så er man modig."

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Original titel: Coraline
Udgivet: 2002 (på engelsk) og 2013 (på dansk - jubilæumsudgave)
Antal sider: 157
5 ud af 5 stjerner

Klaus Frederiksen; Dagbog fra zombieland

Klaus Frederiksen; Dagbog fra zombieland

Bagsidetekst:
Ingen ved præcist, hvornår det skete, men jorden er gradvist blevet overtaget af zombier. Noah bor alene i København og har mistet sin familie under zombie-apokalypsen. Han beslutter sig for at tage på roadtrip igennem Danmark, hvilket han dokumenterer i denne dagbog. Dagbogen beskriver Noahs kamp imod flodbølgen af zombier og hans kamp for overlevelse. Desuden kan man opleve forskellige personer, der også kæmper for overlevelse, både fysisk og psykisk i en fuldstændig forandret verden, hvor man på intet tidspunkt kan føle sig sikker. Et roadtrip igennem et dansk zombieland.

Jeg har ikke set "The Walking Dead", men jeg forestiller mig at det her godt kunne gå for at være en dansk udgave. Jeg indrømmer dog også at zombier nok desværre aldrig bliver noget for mig - egentlig mærkeligt når jeg godt kunne lide "The Strain"-serien af Guillermo del Toro.

Denne bog starter med en notits om hvordan Noah (er det mon tilfældigt at han hedder det?) har taget kontakt fra fremtiden via Facebook for at fortælle sin historie og advarer os (læseren) mod den fremtid han befinder sig. Herefter følger vi Noahs kamp for overlevelse i dagbogsindførelser. Som læser lærer vi Noahs fortid at kende, og på baggrund af denne, kan vi godt forstå hans tanker, følelser og bevæggrunde. Jeg er ret vild med dagbogshistorier, da jeg synes det giver historien et ekstra lag og det kan give et godt flow i fortællingen.

Dagbogs indlæggene i denne bog er meget forskellige. Alt efter hvor mange dage Noah er sprunget over, jo længere og mere detaljerede er de. De giver et tydeligt billede af Noahs Danmark - et billede, der får mig til at tænke på "De gale" af Kim Fupz.

Det at Noah har taget kontakt fra fremtiden er - i min optik - lidt langt ude, men bevares, det passer fint til historien. Nogle steder synes jeg dog historien kører i ring. Noah skal møde mange mennesker og slå mange zombier ihjel før han når sit mål - og det er ikke alle de mennesker han møder, der er lige vigtige for den efterfølgende historie. Der er andre småting der gik mig lidt på nerverne, men jeg kan ikke afsløre dem her, uden at afsløre for meget af handlingen.

I bund og grund er det dog en spændende historie om et fremtids Danmark, ingen har lyst til at bo i. Hvis man er til blod, vold, statslige hemmeligheder og zombier kan bogen varmt anbefales.

Tak til Mellemgaard for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2017
Antal sider: 224
4 ud af 5 stjerner

Benni Bødker; Vilkacis 1 + 2

Benni Bødker; Vilkacis 1 + 2

Under en blodrød måne (Vilkacis, #1)
I Mikelis' landsby ligger sneen tungt overalt. Ulvene hærger i skoven og kæmper med menneske om den sidste føde. Men den største trussel er vilkacis - blodtørstige bæster, der både er ulve og mennesker. Og en dag kommer de alt for tæt på Mikelis og hans familie ...

Ind i ulveskoven (Vilkacis, #2)
Mikelis har mistet begge sine forældre til de frygtelige vilkacis. Nu er han en af de frændeløse. En af dem, der ikke hører til noget sted. I sin desperation flygter han ind i ulveskoven. Derind, hvor de blodtørstige varulve hærger, og man er fortabt, hvis man er alene ...

Jeg må krybe til korset og indrømme at jeg ikke har læst så meget af Benni Bødker som jeg måske burde - min profession og fritidsinteresse in mente. Jeg har dog læst de første bind af "Nattens børn"-serien, og det er helt klart en serie jeg vil læse færdig. Det er en serie fyldt med mystik, drama og en hårrejsende spændende fortælling. "Vilkacis" er ligeså spændende!

Vi fortsætter den dystre stemning som der er i "Nattens børn", hvor det nu handler om varulve i stedet for vampyrer. Det er dog ingen romantisering af begrebet varulve, som ellers er blevet dyrket meget i litteraturen de sidste år, men derimod en mere brutal og skræmmende historie der har rødder i de nordiske sagn om varulve.

I en horror-lignende stil, bliver stemningen bygget op og som læser kan man kun se til, mens Mikelis kommer ud på dybere og dybere vand for at overleve. Det er spændende og medrivende, og selvom jeg er en del over målgruppens alder, blev jeg alligevel grebet af stemningen og historien. Jeg har en nagende fornemmelse af, at det ikke ender godt ...

Det er dog ikke kun en historie der vil være skræmmende og uhyggelig. Selvom historien vil give dig gåsehud og hjertebanken, tager forfatteren også temaer som ensomhed, fællesskab, tvivl og umulige valg op. De utrolig smukke, simple og skraverede sort/hvid tegninger er blot med til at underbygge historien og stemningen. Et must-read for unge horror-elskere!

Tak til forfatteren for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Corto
Udgivet i: 2016
Antal sider: Under en blodrød måne - 95 sider; Ind i ulveskoven - 90 sider
5 ud af 5 stjerner

Nick Clausen; Mareridt & Myrekryb #2

Nick Clausen; Mareridt & Myrekryb #2

Bagsidetekst:
Historier som lurer - historier som knurrer.
Historier som bider - historier som svider.
Historier som tænder - historier som brænder

Syv historier, som giver dig både Mareridt & Myrekryb.

Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg bestemt ikke er så glad for gys og gru-historier. Jeg kan lige til nøds læse en krimi en gang i mellem, men jeg har ofte svært ved at ryste billederne ud af hovedet igen. Det hjælper lidt når det er kortere historier, så er jeg ikke så længe i universet at jeg når at blive helt skræmt.

Jeg kunne godt lide de syv historier i første bind. Selvom de er nemme at læse og forstå (lix-tal er 19), formår de alligevel at krybe ind under huden på en. Især den første historie med "Babysitteren" gjorde indtryk - måske fordi jeg lige selv er blevet mor. Jeg er ikke så god til når skrækkelige ting går ud over små børn, det gør ondt i hjertet på mig. I "Babysitteren" ved vi selvfølgelig ikke helt hvad der er sket med de omtalte børn, men noget ... eller nogen ...

Historien om "Brønden" gjorde også indtryk på mig. Jeg er ikke som sådan mørkeræd, men jeg bryder mig ikke om at befinde mig steder hvor jeg ikke kan se noget - dette gælder også dybe steder. Jeg har aldrig været på bunden af en brønd, men jeg kan fint forestille mig hvordan det må være - uha. Det jeg godt kan lide ved "Brønden" er, at den viser hvor langt man er villig til at gå for at redde sig selv - også selvom det så går ud over nogen man engang var venner med.

I det hele taget viser de her historier, hvor langt man vil gå for at overleve. For håbet. For det tynde halmstrå man kan klamre sig til og bede til at alt bliver ok igen. Det er nok ikke historier jeg vil læse lige inden sengetid, da jeg nok skulle kigge en ekstra gang under sengen inden jeg lade mig til at sove.

Det er gode og spændende historier, der nok skal få hårene i nakken til at rejse sig og få en til at kigge en ekstra gang over skulderen. Samtidig kan jeg godt lide de små forklaringer forfatteren kommer med efter hver historien, hvor han fortæller tanken og inspirationen bag hver enkel historie.

Tak til Forlaget Facet for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2017
Antal sider: 232
4 ud af 5 stjerner