Thomas Day; Wika og Pans storhed [Anmeldereksemplar]

Thomas Day; Wika og Pans storhed (Wika, #3) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Under de sorte feers protektion og efter en lang læretid er Wika Grimm blevet en af de store feer. Oplæringen har imidlertid ikke været smertefri, for Wika har opdaget sandheden om sin herkomst: Hun er barnebarn af kong Wotan, sm blev myrdet af sin frafaldne søn, Oberon.

Den machiavellistiske hersker Oberon udfører sammen med Den Hvide Dame et dystert ødelæggelsesarbejde og ender med at give den unge fe et dødbringende slag.

Men mens vinteren sænker sig over verden, forener mange kræfter sig til den afgørende kamp mod den vanvittige konge. De overlevende fra Fristedet samler sig, de udøde fra Sidh vrider sig ud af magtens iskolde greb, gamle fjender bliver allierede, troldkvinden fra øst træder ind på scenen, og hertugdømmet Grimms sidste trofaste støtter bliver kaldt til undsætning.

Pan, den store hornede gud, har ikke sagt sit sidste ord …

Altså, hvor ”I hovedet på Sherlock Holmes”-tegneserien var fabelagtig, detaljeret og spændende, er serien om ”Wika” i en liga for sig selv. Tredje og afsluttende bind er på lidt over 100 sider – og det er altså meget for en tegneserie, der er så rigt udsmykket som ”Wika” er. Jeg tør slet ikke tænke på hvor lang tid det har taget!

Jeg kunne bruge timer på bare at sidde og kigge på illustrationerne. Finde øjne, blomster, vinger, feer og meget mere i det yderst kunstfærdige og ekstravagante billeder. Nogle vil helt sikkert finde dem usmagelige, da kvinderne er meget pin-up-agtige med store dådyrøjne, store bryster og nedringede kjoler. Mens mændene er dækkede af rustninger, kåber og kroner. Men sådan tror jeg faktisk at fe-verdenen er.

Det er en indviklet og til tider lidt forvirrende historie. Forvirrende fordi der sker så meget på siderne, at det nogle gange kan være svært at finde ud af i hvilken rækkefølge taleboblerne skal læses, men hvis man sætter sig godt til rette og giver sig god tid, gør det alligevel ikke noget, at man skal læse den samme side flere gange. For så får man bare endnu mere ud af historien – giver det mening?

Historien om Wika er en historie om krig, om magt – og magtmisbrug. Om hævn og loyalitet. Om familieforhold. Om kærlighed. Om skæbnen og hvad der skal til for at man kan ændre den – eller i hvert fald udskyde den.

Det er virkelig en storslået historie. Nu skal tredje bind lige bundfælde sig. Jeg skal komme mig og tage det hele ind, men så er jeg også klar til at genlæse serien. Jeg skal nyde historien. Jeg skal nyde gensynet med Wika. Jeg skal forhåbentlig finde detaljer jeg overså første gang og så skal jeg virkelig nyde illustrationerne – og være misundelig over at nogen er så dygtige til at tegne!

Tak til Forlaget Cobolt for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Cobolt
Udgivet i: 2021 (på dansk)
Original titel: Wika et la gloire de Pan
Antal sider: 104
6 ud af 6 stjerner

Holly Black; Kongen af mørke [Anmeldereksemplar]

Holly Black; Kongen af mørke (Folk of the air, #2) [Anmeldereksemplar fra Carlsen Puls]

Bagsidetekst:
Jude har omsider kæmpet sig til en magtfuld position i Faerie. Hun er kynisk, målrettet og foragtet af de fleste. Hun styrer Cardan som en marionet, og ingen i hoffet forstår, hvordan hun bærer sig ad. Men det er ikke let at navigere mellem det had og begær, hun nærer for den lunefulde Cardan. Måske er det ligefrem en syg form for kærlighed? Judes fundament er usikkert, fjenderne står på spring og hendes magtfulde greb om Cardan nærmer sig en afslutning. Hvor langt vil hun gå for at bevare magten?

Jeg ville virkelig gerne være mere fascineret af den her serie end jeg er. Jeg kan godt lide den mørke slags fantasy. Kan godt lide at der ikke nødvendigvis er nogen der er deciderede gode og onde, men at man opererer med gråzoner. Hvor langt vil man gå for at opnå det man ønsker? Jeg kan godt lide fantasy og feer.

Dog er det her en rodet affære. Samspillet og kemien mellem Jude og Cardan er forvirrende. Først kan de ikke udstå hinanden, så kaster de sig over hinanden, så hader de hinanden igen og så videre. Det bliver lidt for meget i længden. Især fordi jeg har på fornemmelsen, at selvom det hele går ad helvede til, så skal de nok ende sammen alligevel.

Det bliver også trættende konstant at skulle høre om hendes mission for tronen og alle de hemmeligheder og løgne hun skal holde styr på. Alle teorierne, mistankerne og hemmeligheder kan tage lidt overhånd og det gør det ikke som læser, at følge med i hvad der sker. Jeg synes ikke det er særlig godt udført og det giver et lidt underligt læseflow.

Når det så er sagt, så synes jeg historien er spændende. Jeg kan godt lide universet - at menneskene intet har at sige i Faerie, men alligevel er det et menneske der styrer deres konge. Jeg kan faktisk godt lide Jude - selvom hun er forvirrende og måske, inderst inde, ret magtliderlig, så forsøger hun på sin vis at skabe et bedre Faerie. Men om feerne er klar til det, er jeg ikke sikker på.

Jeg er dog ikke klar til at opgive Jude og Cardan - jeg er for nysgerrig, så jeg vil gerne se hvor det ender! Om det ender godt, ved jeg ikke og jeg ved heller ikke om Jude ender med at få sine ønsker opfyldt, det bliver spændende at finde ud af!

Tak til Carlsen Puls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Carlsen Puls
Original titel: Wicked King
Udgivet i: 2020 (på dansk)
Antal sider:
4 ud af 6 stjerner

Holly Black; Prinsen af ondskab [Anmeldereksemplar]

Holly Black; Prinsen af ondskab (Folk of the air, #1) [Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Der er kun plads til skarpe knive og kolde hjerter.

Selvfølgelig vil jeg gerne være som dem. De er gudesmukke. De vil leve for evigt. Og Cardan er smukkere end alle de andre. Jeg hader ham mere end alle de andre. Jeg hader ham så meget, at når jeg ser på ham, kan jeg knap nok trække vejret.

Som barn bliver Jude bortført og vokser op i en eventyrlig verden med feer, alfer og trolde. En verden med smukke væsner og overdådig natur. Men under overfladen lurer råddenskaben og magtbegæret. Og Jude har dårlige kort på hånden; hun er en ubetydelig dødelig med store drømme om at blive til noget. De andre er udødelige med en forkærlighed for at straffe Jude på alle tænkelige måder for hendes hovmod.

Jeg hørte første gang om den her bog på Instagram hvor den blev omtalt rigtig meget - senere modtog jeg den engelske udgave i en OwlCrate, men nåede aldrig at læse den. Inderst inde gik jeg jo nok og håbede at et dansk forlag ville tage den op og oversætte den, så jeg var rigtig glad da jeg så at Carlsen ville gøre det.

Desværre synes jeg ikke helt den er hypen værd, eller jo, måske. Det er lidt svært at forklare. Jeg har ikke tidligere læst noget som Holly Black har skrevet alene (kun "Magisterium", som hun har skrevet med Cassandra Clare), men jeg er vild med hendes ret dystre stil og mørke univers, hvor det er svært at skelne de gode fra de onde og omvendt. Hun maler nogle fantastiske billeder og undervejs kunne jeg sagtens se det hele for mit indre blik.

På den ene side kunne jeg godt lige personerne. Jude og hendes søskende, Cardan og hans slæng af tilhængere. Der er helt tydeligt at Jude og hendes tvilling, Taryn - ikke anses for at være nogen man skal lægge mærke til: de er mennesker, dødelige og let påvirkelige af feernes magi. Jude er dog fast besluttet på at opnå magt - næsten lige meget hvad det koster, og det koster hende dyrt.

Men der er et eller andet der irriterer mig ved historien. Selvom sproget er godt, føles det på en eller anden måde tamt. Det er ikke fordi der mangler aktion eller drama. Det er som sådan heller ikke fordi vi ikke kan sætte os Judes sted, men der er bare noget.

Da jeg havde vendt den sidste side var jeg sådan lidt: "Var det det?"-agtig. Måske er det fordi jeg har hørt så meget godt om den og mine forventninger var for høje. Selvom jeg ikke er helt hooked, skal jeg dog bestemt læse videre (please, sig at resten at serien også kommer på dansk?) - for jeg er nysgerrig. Nu er der jo heldigvis plads til forbedringer og måske skal jeg bare gå ind til bind to med et åbent sind.

Hvis du er til feer, magi, mørk og dyster fantasy, så kan dette måske være noget for dig. Den er ikke så mørk som "Six of Crows" og har heller ikke ligeså meget charme (Cardan er ikke Kaz!), men den er underholdende og som sagt er jeg nysgerrig efter at se hvordan det hele mon kan ende.

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar.

Fakta
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: The Cruel Prince
Udgivet i: 2018 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 467
4 ud af 6 stjerner

Julie Kagawa; The Lost Prince

Julie Kagawa; The Lost Prince (Iron Fey - Call of the Forgotten, #1)
 
Bagsidetekst:
Don't look at them. Don't speak of them. Never enter their world. hose are the rules that Ethan Chase lives by when it comes to the dark fairies that robbet him of his sister. But they are still on his trail and Ethan can't fight fate forever. Not the deadly fey are at his school, colliding with his real life, Ethan will sacrifice everything to keep his mortal friends safe, even if it means becoming entangled in the world he's spent his whole life trying to deny. His destiny and birthright are calling. And now there's no escape.

Jeg er ret pjattet med denne serie, eller efterfølger, er det nok nærmere. For historien om Meghan og Ash ender i "Jernridderen", men de er også med i denne historie om Meghans lillebror Ethan (som hun skal redde i "Jernkongen"). Ethan er nu blevet en stor knægt, der kæmper for at falde til i verden, som han ikke helt passer ind i. Han forsøger at undgå feerne, men det er svært. Da han endnu engang er den nye dreng på en skole, bliver han venner med en halvfe - selvom han gør alt hvad han kan for at undgå det. Men det er ikke ufarligt og snart er Ethans eneste udvej at finde Meghan som han ikke har set i mange mange år.

Det bliver starten på en farefuld rejse hvor Ethan ikke kun må stå ansigt til ansigt med farlige feer, men også sin indre frygt for at miste dem han holder af. For Ethan er ikke taget alene til Aldrigaldrig.

Han bliver dog hjulpet af gamle kendinge og det synes jeg virkelig er en styrke for denne historie. Selvom historien er en helt anden end den om Meghan og Ash, så er de stadig med, Grim og Puck er stadig med - og de har stadig deres fantastiske tørre humor. Humor, samspil mellem karaktererne og spydige kommentarer er virkelig en stor del af denne serie (og den forrige) og det synes jeg er så fedt. For selvom vore hovedpersoner står overfor umulige opgaver, så formår de stadig at drille og hjælpe hinanden. Selv Ash og Puck kommer stadig godt ud af det med hinanden - i hvert fald nogenlunde.

Jeg siger det igen - denne serie holder max! Jeg er virkelig fanget af både sproget, historien og universet. Jeg holder af personerne. Jeg kan relatere til deres valg, kampe og beslutninger - alt sammen taget for at beskytte dem de holder af. Jeg kan sagtens se Ethan der kæmper for mit indre blik. Eller Grim der er der det ene øjeblik og væk det næste. Ash og Puck der driller hinanden. Meghan der regerer. Jeg kan forestille mig det hele og det er med til at gøre det til en virkelig god serie!

Fakta:
Forlag: Mira Ink
Udgivet i: 2012
Antal sider: 377
5 ud af 5 stjerner

Louise Haiberg; Dinea - Modertræets datter

Louise Haiberg; Dinea - Modertræets datter

Bagsidetekst:
Dinea har været syg så længe hun kan huske. Lægerne opfatter hendes sygdom som et mysterium, og hun må udstå mange pinsler i deres søgen på at helbrede hende. Om natten plages hun af det samme mareridt igen og igen ... et mareridt hvor hun regerer over et fremmed, koldt rige. Lucien tilhører en race som for længst er blevet forvist til sagn og overtro af menneskeheden. Da Dinea møder Lucien, bliver hun hvirvlet ind i sine mareridts verden; et smukt og koldt rige hvor kærlighed er en svaghed. Lucien har sine helt egne ambitioner, og for at opnå hvad han ønsker, har han brug for Dinea. Han har ikke tænkt sig at lade nogen form for svaghed stå i vejen for sine planer ... og absolut ikke kærlighed.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg var fuldstændig vild med "Dæmondræber"-serien, om dæmonen Dominic, der må gå så grueligt meget igennem. Jeg synes det er imponerende at Louise kunne holde tungen lige i munden, med alle de flashbacks, personer osv, der er i den fortælling. Samtidig er Dominic bare en af mine yndlingspersoner - ja, han er rapkæftet, ubehøvlet, har en sort humor, men samtidig loyal, godhjertet og rimelig hot (i hvert fald som jeg forestiller mig). Derfor havde jeg også store forventninger til Louises næste bog. 

Jeg må indrømme at jeg ikke er ligeså betaget af denne som af Dominic-serien. Og det er egentlig ikke fordi der noget i vejen med historien, personerne eller humoren, jeg blev bare ikke lige så fanget af denne fortælling som jeg gjorde af Dominic. Måske er det alle de fremmede fe-navne der gør læsningen lidt forvirrende. Jeg ved det ikke.

Historien i "Dinea" er stadig virkelig spændende og interessant. Tanken om at der lever feer dybt under os, at de lever "af" os (det bliver forklaret i bogen), fører krig og at der faktisk er flere verdener end vi kender til, kan jeg rigtig godt lide. Dinea er en troværdig hovedperson, der har sine problemer at kæmpe med. Hendes sygdom der gør hende svag i vores verden, men stærk i feernes. Hendes drøm om at lære sin fortid at kende. Og hendes humor - den minder meget om Dominics - er fantastisk! Hun har noget med chokoladesovs - jeg er egentlig ked af at den fantasi ikke bliver realiseret.

Lucien virker på overfladen til at være "the good guy", men er han nu også det? Den skjulte dagsorden han har kræver at Dinea hjælper ham, men mon ikke hun har sin egen dagsorden? Jeg synes hemmelighedskræmmeriet er vældig interessant, for så snart man tror man har regnet noget ud, bliver det fordrejet og vendt om. Det virker rigtig godt.

Hvis du var vild med serien om Dominic, vil du uden tvivl også kunne lide denne. Jeg er spændt på om der kommer flere bøger om Dinea, jeg kunne godt tænke mig at læse mere i hvert fald.

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2016
Antal sider: 493
4 ud af 5 stjerner