Søndags sandheder #25: At stoppe mens legen er god

Søndags sandheder #25: At stoppe mens legen er god
I denne uge er vi halvvejs igennem året. Tænkt at der allerede er gået et halvt år. Når et nyt år starter synes jeg altid det virker fuldstændig uoverskueligt at nå igennem det. At skulle igennem 12 måneder. 52 uger. 365 dage. Men på en eller anden måde går tiden jo. Når jeg forsøger at stoppe op og nyde det, er der ofte gået længere tid end jeg regner med. Nu er der snart sommerferie. Jeg har snart fødselsdag og så er der kun fem måneder til jul.

26 uger er som sagt gået og jeg har delt en hel del sandheder med jer. Nogle meget personlige, nogle sjove og nogle fyldt med meninger. I starten af dette søndags-projekt tænkte jeg at det ville blive lidt sjovt og at jeg godt kunne holde det kørende. Det må jeg desværre indrømme at jeg ikke kan. Det er ikke fordi der ikke er flere ting jeg kunne fortælle jer, men jeg er efterhånden ved at være der, at jeg føler at sandhederne er forholdsvis ligegyldige eller noget som jeg egentlig ikke har lyst til at dele. Så jeg står lidt ved en skillevej. Jeg har dog besluttet mig. Dette bliver den sidste sandhed i denne omgang: at vide hvornår man skal stoppe - og det skal helst være mens legen stadig er god!

Det kan være svært at sige stop - især når det man skal stoppe med, er noget man hygger sig med og jeg har hygget mig rigtig meget med at skrive disse indlæg, tage billeder osv., men jeg må bare indse at jeg ikke føler jeg har tiden, overskuddet eller lysten til det mere. Jeg har så lidt tid for mig selv efterhånden at der er andre ting jeg prioriterer højere end at komme på sandheder at dele med jer. Jeg har haft et rimelig stresset forår, hvor der har været travlt på arbejde, travlt når jeg kom hjem hvor jeg både skulle holde hus og være mor, blogger og mig selv. Jeg har kæmpet med dårlig samvittighed på mange fronter - bloggen er en af dem - og nu vil jeg faktisk gerne stregen den af listen. Det er nok lidt ego, men det må man godt en gang i mellem.

Jeg vil stadig lave månedlige indlæg med mine tanker om livet som mor og hvis jeg kommer i tanke om noget eller oplever noget som jeg synes i skal vide, så skriver jeg det selvfølgelig. Måske kommer søndags sandheder igen, men for nu: tak fordi I har læst med! Jeg håber I har nydt det bare lidt og føler at I kender mig lidt bedre!

Søndags sandheder #23: Bogserier, som nok aldrig bliver færdiglæst

Søndags sandheder #23: Bogserier, som nok aldrig bliver færdiglæst

For lidt tid siden sad jeg og kiggede min liste med læste børne/ungdomsbøger igennem, det tog lidt tid, for der er mange. Jeg faldt dog over en del serier, som jeg er begyndt på, men ikke har færdiggjort endnu. Flere af dem ærgrede mig at jeg ikke var blevet færdig med - for første bind var lovende.

Da jeg var inde i en periode hvor jeg læste rigtig meget fantasy (især noget med engle, dæmoner og vampyrer), tog jeg næsten hver eneste serie eller bog jeg kunne komme i nærheden af. Det resulterede i en masse fede læseoplevelser, men desværre også en del uafsluttede serier. Enten fordi det kun var det ene bind der var udgivet på det tidspunkt, eller fordi jeg simpelthen glemte at få læst de andre. Glemte at læse - kan man det? Ja, det kan man godt. Jeg er ret sikker på at jeg har haft de efterfølgende bøger med hjemme, men hvis der er så er noget andet der har lokket eller jeg har fået mindre tid, er jeg aldrig kommet videre. Øv! For nu hvor jeg kiggede listen igennem, var der faktisk flere af serierne, jeg rigtig gerne ville have læst videre på.

Det er svært for mig nu at sige om jeg nogensinde kommer til at læse dem færdige - nogle af dem, er der udkommet rigtig mange bind i, og det kan godt virke lidt uoverskueligt for mig. Samtidig er der nogen, hvor historien er mere eller mindre glemt, hvilket vil kræve at jeg læser første bind igen - det ved jeg ikke om jeg har lyst til. Så er der det med tiden - min læsetid er jo i forvejen reduceret og jeg har så mange andre bøger jeg skal have læst, så om jeg får en slutning på en serie jeg har læst for tre-fire år siden, virker ikke så vigtigt lige pt.

Nedenfor har jeg listet nogle af de serier, som jeg nok må indse, ikke bliver færdiglæst - i hvert fald ikke foreløbig.

Trinity Feagen; Djævlens pagt - en serie om engle, dæmoner og umulig kærlighed. Jeg mindes at jeg var rigtig godt underholdt, men at der på det tidspunkt kun var udkommet den ene, og jeg havde ikke lyst til at læse videre på engelsk.

Susan Ee; Penryn & The End of Days - dystopisk fortælling om onde engle der overtager verden. Egentlig meget spændende og dyster, men igen, det var kun første bind der var oversat - øv!

Jessica Brody; Unremembered - her har jeg dog læst de to første bøger, og jeg er rimelig sikker på at den har gode chancer for at blive læst færdig. Tredje og sidste bind er udkommet på dansk - dejligt!

Mark Frost; Paladin-profetien - rigtig spændende serie, som jeg ved at jeg bliver nødt til at få slutningen på - den er også endelig kommet på dansk, men ja, tid og lyst, har været en manglende faktor. Jeg håber dog at det kommer.

James Patterson; Maximum Ride - en spædende dystopisk serie om børn der er blevet modificeret på forskellige måder. Jeg fandt egentlig første bind meget interessant, men på en eller anden måde, kom jeg aldrig videre end første bind, og det tror jeg desværre heller ikke at jeg gør.

Lili St. Crow; Sorte Engle - egentlig en serie jeg rigtig godt kunne lide, den minder mig lidt om Demon Trappers: meget rå, mørk og dyster. Det er kun de tre første bind der er oversat, så hvis jeg skal have slutningen, må jeg læse den på engelsk, suk!

James Dashner; Maze Runner - en serie hvor jeg virkelig burde tage mig sammen til at læse resten. Første bind kunne jeg rigtig godt lide, men så så jeg filmen og blev så sur og skuffet, og så mistede jeg lidt lysten til at læse videre, men man skal jo ikke dømme en bog på dens film, så jeg tror den fortjener en chance mere.

Allison Moulton Courtney; Angelfire - igen en serie med engle og dæmoner. Jeg har faktisk læst første bind på engelsk, men så kom jeg aldrig videre og jeg mindes ellers at den var rigtig god. Hvad venter jeg på?

Mark Lawrence; The Broken Empire - igen en bog hvor jeg har læst den første på engelsk og jeg nød den faktisk. Meget spændende, dyster og blodig fantasy. Synes jeg har hørt noget om at den måske skulle komme på dansk, så måske er der håb.

Kristen Painter; House of Comarré - jeg har læst de tre første bind i denne serie og jeg er faktisk ret pjattet med den. Der er sort humor, masser af drama, blod og magtspil - what's not to like? Desværre er det kun de tre første der er oversat, jeg har købt de sidste som e-bog på engelsk, så jeg håber virkelig at jeg kan få taget mig sammen til at læse slutningen.


Kan nogen af jer nikke genkendende til at komme i gang med en serie og aldrig rigtig komme videre end de første bind selvom I har de bedste intentioner om det? Jeg håber ikke at jeg er den eneste med det problem.

So many books, so little time!!

Søndags sandheder #22: Yndlingsgenre

Søndags sandheder #22: Yndlingsgenre

Som lystlæser, bibliotekar og lektør læser jeg mange forskellige genrer. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv og jeg takker nogle gange ja til at læse noget jeg aldrig har prøvet før, fx digtsamlinger. Jeg er dog ikke blevet helt venner med den genre endnu – i hvert fald ikke i bogform, selvom jeg selv har skrevet digte, er det for mig, noget andet pludseligt at skulle læse en hel bog med digte – jeg ved godt at det lyder mærkeligt, men sådan har jeg det.

Jeg kan godt lide bøger der underholder. Bøger der både får mig til at græde og grine. Som får mig helt ud på kanten af stolen i spænding over hvad der sker på næste side. Jeg kan godt lide kærlighedshistorier, familiedramaer og en enkelt mordgåde. Men allerhelst vil jeg faktisk gerne have bøger der indeholder det hele og mere til.

Min yndlingsgenre – og ja, jeg kan godt indsnævre det til én – er uden tvivl, fantasy. For mig kan fantasy noget helt specielt. Kærlighedshistorier, familiedramaer, krimier og digtsamlinger (og med garanti også andre genrer) kan alle findes i fantasy. Der er ofte et kærlighedsdrama, enten romantisk eller rent platonisk. Der kan være familier der ligger i strid med hinanden eller familier der skal reddes. Der kan begås mord og andre brutaliteter. Der er sagn, myter eller vers som ofte rimer eller på anden måde kan anses som digte. Det vil sige at fantasy både kan få mig til at grine og græde. Fantasy kan fastholde min interesse og underholde mig fra første til sidste side.

Udover ovenstående begrundelse, har fantasy også den enestående evne at føre mig væk fra virkeligheden. Jo, bevares, det kan de andre genre også, men fantasy kan tage mig med til ukendte steder. Til steder der ikke findes. Fantasy kan få mig til at glemme verden omkring mig og det er, for mig, noget af det vigtigste en god fortælling kan gøre.

Derfor kan det gøre mig ked af det når debatten raser om, om fantasy er en ”seriøs” genre eller kun en genre for børn og unge. Jeg læste fantasy som barn, som ung og nu som voksen og jeg kan garantere at jeg vil læse det når jeg bliver 80 år også. Jo, der er meget fantasy for børn og unge, men ofte omhandler disse fortællinger også problematikker som voksne kan relatere til. Fantasy kan tage raceproblemer op, den kan rumme politik, sociale problemer, humor, spænding, krig og kærlighed. Som Line Lybecker skriver her – har fantasy den evne at kunne tage os væk fra virkeligheden og give os et andet syn på verden. Samtidig kan vi blive introduceret til nye personer og verdener, som kan hjælpe os med at forstå vores egen virkelighed.

Jeg er helt enig med Line – fantasy er en seriøs genre på linje med den store skønlitterære roman, der fortæller en virkelighedstro fortælling om verden. Fantasy fortæller også fortællinger om virkeligheder, om at mestre livet og meget mere – de fortællinger foregår blot i en verden langt langt borte, som kun kan besøges via det læste ord og det elsker jeg fantasy for.

Søndags sandheder #21: Louis Vuitton

Søndags sandhed #21: Louis Vuitton

Jeg vil gerne lige starte med at slå fast at jeg ikke er noget mærkedyr! Jeg har ikke meget tøj i et eller andet fancy (eller dyrt) mærke, hvis jeg har, er det højst sandsynligt noget jeg har fået i gave og noget som jeg har haft længe. Jeg går ikke op i makeup eller hårprodukter. Selvom jeg har mange smykker, er det igen enten noget billigt noget, men som har en stor affektionsværdi, noget jeg har arvet eller fået i gave. Jo, jeg har en iPhone, men selvom jeg ofte drømmer om at skifte den ud med et andet mærke, ved jeg at det ikke kommer til at ske. For jeg gider ikke sætte mig ind i et nyt styresystem osv. Jeg kan lide det jeg kan finde ud af.

Hvis jeg så endelig skal forkæle mig selv, så har jeg en svaghed for Louis Vuitton. Jeg ved ikke helt hvad der appellerer så meget til mig ved det mærke, for det er jo hammer dyrt. Jeg kan bare godt lide kvaliteten. Hvordan det føles. At tasker, punge, kalendere osv er smukke – i hvert fald i den udgave jeg ”samler” på. For jeg køber helst kun én slags, nemlig dem med det klassiske monogram.

Nu skal I ikke tro at jeg køber det hele nyt – for det gør jeg bestemt ikke. Ud af det LV jeg har nu og som jeg bruger til daglig er to af tingene købt brugte på Trendsales. Jeg har også selv solgt en kalender og elastikker derinde.

Til daglig bruger jeg:
- Min Speedy 35 Monogram Canvas, som jeg fik af mine forældre da jeg blev færdiguddannet på universitet
- Min pung, som er en Monogram Canvas Compact Wallet Monogram Etoile - der er købt i Milano
- iPod Classic Case
- Pochette Accessoires Monogram Canvas
- Lille pung til mine nøgler, som er en Mini Pouch Card Case Monogram Cash Coin Key Holder (mega langt navn!)

– og ja, det er sikkert for meget, men jeg kan godt lide det. Ligesom andre sværger ved Mulberry eller Gucci, så holder jeg mig til Louis Vuitton.

Så ok, måske er jeg et mærkedyr, i hvert fald en lille del af mig, er. Men det går vel også?!

Søndags sandheder #20: Mobilafhængighed

Søndags sandheder #20: Mobilafhængig

For lidt tid siden så jeg at en af mine veninder havde lagt et billede ud på Instagram, hvor hun beskrev at når hendes lille dreng sov, burde hun også gøre det, men at det ofte var mobilen der vandt over hendes tid i den periode, hvor hun måske også burde sove. Det kan jeg kun nikke alt for genkendende til - for sådan er det også her. Da Iris var helt lille og ikke lavede andet end at spise, sove og få skiftet ble, var min mobil min bedste ven. Jeg læste e-bøger, mens jeg ammede (fordi det tog så lang tid). Når hun lå og sov i mine arme (eller ved siden af mig), burde jeg jo også sove, men det gjorde jeg sjældent, fordi jeg så brugte tiden på at blive opdateret med omverdenen. Og var det virkelig nødvendigt? Helt sikkert ikke!

Jeg tager aldrig sådan nogle mobilafhængighedstest, for jeg tør simpelthen ikke se resultatet. Hvor ofte tjekker du din mobil i løbet af en dag? Alt for mange. Hvor tit er du på Facebook? Faktisk ikke så tit mere, efter de har lavet algoritmen om, så det aldrig er de nyeste ting der kommer først - hvilket jeg synes er vildt irriterende. Hvor tit tjekker du Instagram? Oftere end jeg burde. Hvad med mail? Det er det samme. Pinterest? Disney-spil? Skam-hjemmesiden? Igen, ofte.

Jeg kan sige ja til at jeg tjekker alting alt for ofte. Jeg ved det er dumt, åndssvagt og unødvendigt, men jeg kan ikke lade være. The fear of missing out. Ja, tak. Og i det hele taget bare dårlige vaner. For det er jo på ingen måde nødvendigt at jeg tjekker de ting så mange gange i løbet af dagen. Der er ingen grund til at min mobil er det første jeg kigger på om morgenen. Det er unødvendigt.

For lidt tiden siden var jeg til en litteratur konference i København, og Imran Rashid, der har skrevet bogen "Sluk", var en af oplægsholderne - og de ting han sagde om at være afhængig? Om at give efter for hjernens tiggen om mobilen? Jeg synes det er så skræmmende at høre det fra andre, fordi jeg ved at det er sandt. Jeg ved heldigvis også at jeg ikke er den eneste der har det sådan, men stadigvæk. Jeg kan da godt huske da jeg ingen mobil havde og måtte enten ringe på fastnettelefonen eller gå over til mine veninder hvis jeg ville spørge om de ville lege. Der var ikke noget med at tage billeder og bruge tid på at lægge dem på Instagram, like andres billeder osv. Der var ikke noget med at tage selfies eller udspionere andre på Facebook.

Min telefon er altid med mig. Er altid tændt. Den er ikke engang slukket når jeg skal flyve. Når jeg læser, er jeg blevet bedre til at lægge den fra mig, fordi jeg - især efter Iris - har så lidt læsetid, at jeg vil have så meget ud af den som muligt. Det resulterer jo så bare i, at jeg ofte sidder med min mobil når jeg burde koncentrere mig om Iris. Det er jo ikke godt. Og jeg ved det. Jeg forsøger virkelig også at lægge den fra mig flere gange i løbet af dagen, og jeg synes faktisk jeg er blevet bedre til at stoppe mig selv i at tjekke mobilen. Så giver jeg lige mig selv et mentalt skulderklap. For mobilen er jo ikke alt!

Jeg tænker at jeg ikke er den eneste der burde blive bedre til at lægge den væk. Måske endda lade den ligge i et helt andet værelse en gang i mellem. For at skrue lidt ned for afhængigheden. For rent faktisk at være lidt mere i nuet. At være mere mentalt til stede, for det er man jo ikke hvis man hele tiden lige skal tjekke noget, svare nogen eller se hvor mange likes et billede har fået.

Søndags sandheder #19: At råbe

Søndags sandheder #19: At råbe

I forrige uge var jeg på kursus hvor jeg faldt i snak med en af de andre deltagere. Vi kom på et tidspunkt til at snakke om det med at have små børn og hvad det gør ved ens nerver og tålmodighed. Vi snakkede om hvad de små børn egentlig driver forældre til at gøre - som fx at efterlade dem skrigende, hvis de har kolik og har skreget uafbrudt. Vi priste os begge to lykkelige over at vi ikke havde haft børn med kolik. Det tror jeg ikke min psyke ville have holdt til. Iris havde en kort periode på tre uger, da hun var helt lille, hvor hun skreg hver eftermiddag i fire timer i streg og det var lige gyldigt hvad jeg gjorde - det var hårdt! Flere gange brød jeg grædende sammen og måtte bare gå fra hende og holde mig for ørerne. Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan det må være hvis det er konstant. Hele tiden. Uafbrudt.

Dengang kunne jeg godt finde på at råbe af hende. At hun skulle holde op. At hun drev mig til vanvid. At hun skulle tie stille. Jeg kunne også tigge og bede hende på mine grædende knæ. Det at råbe af hende er på ingen måde særlig pædagogisk, det ved jeg godt, men når man når et vist punkt, er man så langt ude at bare de par sekunder hvor hun var chokeret var det værd. Og ja, total onde mor her! Selvfølgelig holdt det ikke ved og så snart jeg havde råbt af hende ramte den dårlige samvittighed også: Åh gud, jeg råbte af mit barn!

Sådan kan jeg stadig godt have det - frustrationen over at hun ikke vil lytte. Nu er det mere fordi min tålmodighed ikke er høj nok til at blive ved med at være pædagogisk og fordi Iris ofte bliver ved - lige pt tester vi grænser for ting hun ikke må. Fx at rykke rundt i Miffy-gulvlampen eller åbne skabslågerne og hive alt tøjet ud. Eller river sider ud af sine bøger. Eller ikke vil sidde på sin røv når vi spiser aftensmad, men absolut vil op og stå eller forsøge at kravle ud af højstolen. Når jeg siger nej, står hun bare smilende og bliver ved. Jeg forsøger selvfølgelig den pædagogiske vej først - så ond er jeg altså heller ikke! - men på et eller andet punkt har jeg ikke tålmodighed til det mere og kan godt finde på at sige det meget hårdere end jeg egentlig mener, til hende, at hun skal stoppe. Det virker også - hun holder (ofte!) op. Jeg vinder - i hvert fald den runde. Men jeg får med det samme dårlig samvittighed. For åh nej, jeg råbte af mit barn - igen!

Men for h#¤%*+" hun er en ballademager og hun nyder det. Det gavtyvs smil hun sender når hun gør noget hun ikke må - det er charmerende. Jeg ved også godt at hun jo ikke er så gammel, men hvis hun er sådan nu - hvad kan jeg så ikke se frem til?

Forhåbentlig opfatter hun mig ikke som en dårlig mor fordi jeg kan finde på at hæve stemmen overfor hende. Til mit eget forsvar skal det siges at det altså ikke er hver dag det sker! Tænker vel også at det er godt for hende at vide at der er grænser for hvor langt hendes charmerende smil kan nå. At lære hende at der er altså grænser for hvad man må og ikke må.

Forhåbentlig ...

Søndags sandheder #18: Noget om kærlighedshistorier

Søndags sandheder #18: Noget om kærlighedshistorier

Forleden blev jeg færdig med "Ti små åndedrag" af K. A. Tucker (den skal nok blive anmeldt snarest), men jeg kan ligeså godt indrømme nu, at jeg ikke blev så rørt som jeg kan læse at andre bogbloggere blev. Jeg ved ikke om det er fordi, jeg har læst en del af det der kategoriseres som new adult her på det sidste og jeg er efterhånden lidt træt af det. Ja, undskyld, men nu skal jeg nok forklare mig.

New adult - i hvert fald dem jeg har læst her på det sidste - lader alle sammen til at være bygget op over samme model: pige med en problematisk (og traumatisk) fortid, møder fyr, som på en eller anden måde skal redde hende. De kæmper for at blive sammen, men ofte går der noget galt og de går fra hinanden, men finder (selvfølgelig) sammen igen og lever lykkeligt. Måske lidt hårdt sagt, men sådan er de - igen, dem jeg har læst.

Det er ofte historier om den helt store, altopslugende kærlighed, som begge personer føler og de kan slet ikke leve uden hinanden. Ofte kommer denne følelse efter de har kendt hinanden i 5 minutter. Samtidig er det ofte også historier om en eller anden form for tab - døde forældre, misbrug, vold ect. Det er også meget fint med et modspil den lyserøde kærlighed og de her tabuemner er ofte godt beskrevet og behandlet. Historierne er ofte også fyldt med en hel del humor og sex. Som læser går du altså fra at grine af personerne, til at begræde deres tab og smerte. Du kommer igennem hele følelsesregistret.

Misforstå mig ikke - jeg kan rigtig gode lide den slags bøger. De er ofte letfordøjelige, hyggelige og hjerteskærende - som læser, skal du være i humør til både at grine og græde når du går i gang med sådan en fortælling. Ofte er jeg også i det humør. Men efter jeg var færdig med "Ti små åndedrag" sad jeg alligevel og manglede noget. Jeg ved ikke om det er fordi den er meget amerikansk i forhold til nogle af de andre new adult-bøger jeg har læst. Med meget amerikansk mener jeg, at der er nogle ting der er lidt for meget. Lidt for overdrevet. Lidt for gennemskuet. Er det bare mig?

Jeg tænker lidt at jeg er mættet for et stykke tid. Nu sidder der med garanti nogen derude og krummer tæer over at jeg skriver sådan noget. Hvordan kan man være mættet af en genre? Jeg tror bare jeg er ved at køre lidt død i den slags historier. Da jeg var færdig med "Ti små åndedrag" tænkte jeg på, hvorfor den ikke måtte ende sørgeligt? Altså ikke sørgeligt sørgeligt, bare knap så lykkeligt som den gjorde. Måske knapt så amerikansk? Jeg ved godt at den romantiske slutning fungerer og jeg kan godt lide det, men igen, jeg ville godt have noget mere. Noget andet.

Jeg tror, i hvert fald for mit vedkommende, at så trænger jeg til en lille pause fra det romantiske drama med den lykkelige slutning. Jeg tror jeg trænger til noget fantasy med krig, vold og knap så lykkelige slutninger. Jeg skal nok vende tilbage til kærlighedshistorier, men for nu - en lille pause!

Søndags sandheder #17: Usikkerhed

Søndags sandheder #17: Usikkerhed

Som jeg skrev om i et tidligere indlæg, blev jeg mobbet i min folkeskoletid. Da jeg endelig kom til at gå i en ordentlig klasse havde det selvfølgelig sat sine spor. Jeg var usikker på mig selv. Ensom, selvom jeg fik venner. Bange for ikke at være god nok. Det tog mig mange år at se forbi den side af mig selv og selv i dag, kan jeg have tidspunkter hvor jeg slet ikke føler at jeg er forbi det.

Jeg vil på ingen måde kategorisere mig selv som en stærk person. Ja, jeg har være igennem nogle ting der har været med til forme mig til den jeg er i dag, men om den person er stærk ved jeg ikke. Der har været ubehagelige ting, men intet på niveau med så mange andre og alligevel er alle tingene vel ikke helt hverdagskost. Jeg har afsløret noget af det her på bloggen, måske får I mere at vide på et senere tidspunkt. Jeg har haft en god barndom og opvækst, trods problemer, men om jeg er kommet stærkere ud på den anden side? Måske er jeg bare blevet bedre til at se ud og lade som om, mens der er panik og kaos indeni?

Jeg vil dog sige at den blufærdighed jeg havde før jeg blev mor, er blevet mindsket lidt - jo, jeg bliver da stadig nervøs når jeg skal stå foran fremmede mennesker, men det holder mig ikke vågen natten inden, som det ville have gjort for et godt års tid siden. Der ville jeg have været nervøs - meget nervøs. Det er jeg som sådan ikke længere - nok fordi jeg har været nøgen i et rundt fyldt med folk jeg ikke kender, og de har set mig skrige og græde. Så går det oplæg om at blogge nok også, ikke?

Dog kan jeg stadig rammes af bølger af usikkerhed. Som i indlægget i går beskrev jeg, at Iris' lurtid er mit helle - mit pusterum. Men kan jeg nu tillade mig at have det? Burde jeg ikke gøre noget for nogen - ordne hus eller have? Vaske tøj. Jeg ved godt at den "nogen" også godt kan være mig selv, men for tiden har jeg svært ved at sige stop og fra og tænke på mig selv. Der er så mange ting jeg gerne vil nå at gøre. Ting jeg burde gøre. Ting jeg skal gøre.

Min usikkerhed bunder så om jeg gør de ting jeg gør, godt nok? Er jeg en god nok kollega - selvom jeg har meget om ørerne, husker jeg så at spørge til de andre? Gør jeg "jobbet" som kone godt nok for Emil? Jeg ved godt at jeg ikke laver mad, men gør jeg så alle de andre ting godt nok? Er jeg en god nok mor for Iris? Giver jeg hende nok opmærksomhed, stimuli, kærlighed? Ved godt det er et dumt spørgsmål - for kan jo se og mærke på hende at hun har det godt og at hun ikke mangler noget. Tankerne kan dog godt være svære at slippe når først de har sat sig fast.

Sandheden er, at selvom jeg - på overfladen - kan virke som om jeg er selvsikker og hviler i mig selv, kan der godt herske usikkerhed indeni. Men jeg er vel ikke den eneste der har det sådan?

Søndags sandheder #16: At læse på engelsk

Søndags sandheder #16: At læse på engelsk

I folkeskolen var jeg på sprogskole i sommerferien mellem 8. og 9. klasse. Jeg var tre uger i Oxford og det var så fedt. Det udviklede mig helt vildt meget personligt - jeg mindes at jeg kom hjem med meget mere selvtillid og lyst til at prøve og gøre ting. Samtidig forberede det mit engelske helt vildt. Selvom jeg snakkede godt med nogle af de andre danskere, snakkede vi stort set altid engelsk, fordi vi gik sammen med nogen der ikke forstod dansk. Derudover boede jeg jo hos en engelsk familie, og dem kunne jeg jo heller ikke snakke dansk med. Jeg mindes endda at jeg begyndte at drømme på engelsk til sidst på rejsen.

Jeg har aldrig rigtig haft et problem med at snakke engelsk, jeg ved godt at jeg sikkert lyder dansk og ikke særlig prof når jeg gør det, men jeg kan godt lide at snakke engelsk. Det er dog noget helt andet når det kommer til at læse (og skrive) engelsk. Måske var det fordi jeg var dårlig til at læse og skrive dansk, at jeg aldrig blev helt god til det engelske. Jeg har svært ved at høre hvordan ordene skal staves osv.

På IVA var mange af teksterne på engelsk og det tog mig meget lang tid at tygge mig igennem dem. Derfor læste jeg heller ikke særlig meget lystlæsning i mine uni-år, fordi vi netop skulle læse så meget, at jeg ikke havde lyst til at læse noget for mig selv, når jeg var færdig med lektierne. Samtidig blev jeg lidt afskrækket af at læse på engelsk - jeg ved godt at fagtekster ikke kan sammenlignes med skønlitterære, men jeg følte stadig at det tog meget lang tid og at jeg ikke kom nogen steder.

Det er en følelse der stadig sidder i mig i dag. Selvom jeg er god til engelsk og sagtens kan læse det, føler jeg stadig at det tager alt for lang tid i forhold til at læse bøgerne på dansk. Der er dog tilfælde hvor jeg har været nødt til at læse på engelsk, fordi bøgerne ikke er oversat, fx "Bodyfinder" af Kimbery Derting, "Blue Bloods" af Melissa De la Cruz og "Delirium" af Lauren Oliver.

Jeg har dog (som det ses på billedet) en hel del engelske bøger til at stå i mit hjemmebibliotek. Jeg kan ofte ikke lade være med at købe dem hvis de lyder spændende eller er flotte, og jeg har virkelig den bedste intention om at få dem læst. Så er den danske udgave måske kommet kort tid efter, og jeg har læst den i stedet.

Nu har jeg lige læst et manuskript for et forlag, og da jeg havde sagt ja til det, slog det mig at det jo nok var på engelsk. Jeg var lidt skræmt til at starte med, men nu er jeg færdig - hurtigere end jeg troede og det gik faktisk rigtig godt! Så godt at jeg faktisk har fået lidt blod på tanden og vil forsøge at læse én engelsk bog om måneden fremover. Både for at få læst nogle af de bøger jeg har til at stå, men også for at vedligeholde det at læse på engelsk. Nu håber jeg bare at jeg kan holde det!

Måske kan en yderligere motivation til at få læst på engelsk være, at jeg har tilmeldt mig OwlCrate og hver måned får en lækker bogpakke med en bog (på engelsk) og en masse fint merchendise - selvfølgelig af boglig karakter!

Søndags sandheder #15: Dårlig samvittighed

Søndags sandheder #15: Dårlig samvittighed

Det her indlæg er egentlig inspireret af en anden blogger - nemlig frk. Litteraturs indlæg om at være blogger og anmelder (læs indlægget her). Jeg har tidligere skrevet et indlæg om at være bogblogger og hvorfor jeg startede (læs det her) og om hvordan det er at modtage anmeldereksemplarer (læs det her), men jeg vil alligevel lige sige lidt mere om det.


Først vil jeg dog lige gøre klart at jeg, efter jeg er blevet mor, har fået en del mindre tid til at læse. Derfor skriver jeg, når jeg både efterspørger og siger ja tak til anmeldereksemplarer, at jeg ikke kan sige noget om hvornår anmeldelsen kommer på bloggen, men at jeg lover at sende en mail når den er klar. Det afholder mig dog ikke fra at have næsten konstant dårlig samvittighed over bunken af ulæste bøger. Jeg har jo også en tendens til at låne bøger med hjem fra biblioteket. Hvornår skal jeg lige læse dem?

Den dårlige samvittighed er en nagende fornemmelse, som jeg godt kan ryste af mig, men når jeg så laver noget andet, fx ser en film, bare stener tv eller andet, kan jeg godt skælde mig selv ud for ikke at læse. For burde jeg, som bogblogger, ikke bruge min fritid på netop at læse? På at vedlige holde min blog? Tage billeder til det næste indlæg? Jo, det burde jeg jo nok, men jeg har også brug for fritid der ikke omhandler bøger. Tid hvor jeg ikke læser eller tænker på stakken af anmeldereksemplarer eller tænker på at nu har den bog ligget der længe og jeg burde jo snart tage mig sammen osv osv. Jeg ved ikke om andre kan nikke genkendende til dette?

Derfor kan jeg godt blive lidt sur - nej, måske er sur, et dårligt ord. Skuffet, måske? Irriteret? Anyway. Jeg kan godt blive - noget - når jeg andre af mine bogbloggerkollegaer fortæller om forfattere der rykker for anmeldelser og i det hele taget behandler den enkelte blogger dårligt. Jeg har selv været ude for det, og det er ikke særlig fedt at blive rykket for en anmeldelse. Jeg ved godt at vi har lovet at lave en anmeldelse, men i mit tilfælde, har jeg jo netop fortalt dem at jeg ikke kan sige noget om hvornår den kommer på. Hvis dette ikke passer den enkelte forfatter, må man lade være med at sende bogen.

Når jeg får sådan en mail, blusser den dårlige samvittighed så op igen. For ja, det er da også for dårligt at jeg ikke er nået til den bog endnu eller har fået lagt anmeldelsen på, selvom den er skrevet. Problemet for mig er lidt, at jeg læser meget lystbetonet og jeg forsøger, så vidt muligt at anmelde bøgerne i den rækkefølge jeg læser dem. Skal man så være nederen selv, og sige nej tak når man bliver spurgt om man vil anmelde? Nej, det synes jeg jo heller ikke.

Jeg tror bare at nogle måske glemmer at mange af os bloggere har et fuldtidsarbejde (eller studie), familie og en fritid ved siden af bloggen. Jeg får ingen løn for at blogge. Jeg får ingen ekstra indkomst selvom jeg bruger timer på at læse bøgerne, på at skrive indlæggene og tage billederne. Det er noget jeg gør for min egen skyld. Den betaling jeg får er når mine indlæg bliver delt. Når forfatterne selv henvender sig og når forlagene siger ja til at sende mig en bog - det er den løn jeg får, og jeg er yderst taknemmelig for den!

Der burde vel ikke forekomme dårlig samvittighed så? Men den er der alligevel. Selv nu, mens jeg skriver dette indlæg, tænker jeg på at jeg kunne nået at have læst noget, men det må vente. Det tror jeg er en vigtig lektie at lære - at sige, det må vente. Jeg har læst i dag, nu vil jeg holde søndag og lege med Iris der hiver i mine bukser!

Søndags sandheder #14: Digte

Søndags sandheder #14: Digte

Som jeg har nævnt i et tidligere indlæg blev jeg mobbet i den første skole jeg gik i. Da jeg skiftede, blev skoledelen dog bedre, men i de sidste år i folkeskolen, havde jeg det alligevel svært. Der var en del mørke tanker der fyldte meget i mig, og jeg følte ikke rigtig at jeg kunne komme ud med dem. Jeg brød mig ikke om at sige tingene højt. Så derfor skrev jeg det ned i stedet.

På dette tidspunkt havde jeg set hvad ord kunne gøre ved én. Jeg havde læst bøger der både havde fået mig til at grine og græde. Jeg havde læst noveller der efterlod mig skælvende og med ondt i sjælen - en af de noveller, jeg husker den stadig, hvis I ikke har læst den - så gør det. Den hedder "Som englene flyver" af Naja Maria Aidt - den er fantastisk. Jeg kan stadig mærke kuldegys fra stemningen. Mærke rodløsheden og følelsen af at være magtesløs. Jeg kan se Creepy for mig og mærke døden komme snigende. Uha.

Nå, men jeg havde det ikke så godt, og jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle få det sagt. Udadtil holdt jeg facaden og var som jeg plejede, men ofte græd jeg indeni. Jeg blev introduceret for et forum, der desværre ikke længere eksisterer, der hed digte.dk og her begyndte jeg at skrive og uploade digte. Ikke fordi jeg nødvendigvis ville have feedback, men fordi jeg her fandt, at her var der andre der havde det på samme måde som mig.

Det var virkelig fedt at finde ud af, at jeg ikke var alene om det - hvilket jeg jo i bund og grund godt vidste at jeg ikke var, men ja, man kan ikke altid se skoven osv.

Artwork lavet af en gammel bekendt

Jeg skrev mest når jeg havde det dårligt. På en eller anden måde blev det noget terapeutisk for mig. Digtene omhandlede alt det jeg følte inden i, alt det som fyldte en hel masse. Jeg skrev om det mørke og det lyse der kæmpede. Jeg skrev om kærligheden til de kærester jeg havde i de år og smerten når det gik i stykker. Jeg skrev om at være alene, selvom man var omringet af mennesker. Nogle gange blev digtene som historier, andre gange var de hårde og kontakte erklæringer som jeg aldrig ville have turde sige højt. Det var sandheden og min måde at få den sagt, uden at dem, sandheden omhandlede, nødvendigvis behøvede at vide den - giver det mening? Det håber jeg.

Jeg skrev ikke for de faste læsere jeg havde fået på min profil. Jeg skrev for mig selv og for at hjælpe mig selv igennem de svære tider. Nu og da savner jeg det lidt og kan godt vænne tilbage til den melankolske og triste stemning, men så tænker jeg på noget rart, og den dystre følelse er svær at fastholde - det var den ikke dengang. Jeg er glad for at den er flygtig og nem at skræmme bort, for jeg har ikke lyst til at vende tilbage til mørket.

Mine digte i papirform - de blev udprintet da digte.dk lukkede

Søndags sandheder #13: Tidspres

Søndags sandheder #13: Tidspres

De sidste to-tre uger har været lidt pressede. Jeg har haft meget travlt på arbejde - der har været en masse nye ting der skulle læres, sættes op, skrives, revideres osv.

Mit arbejde har fået ny hjemmeside - ved ikke om I har lagt mærke til det, men den er faktisk blevet rigtig fin. Jeg har ikke lavet indhold til den før, men det skulle jeg til med det nye system. Det kræver jo lige lidt tilvænning at skulle lære hvordan sådan noget fungerer - især fordi systemet ikke var helt færdigt endnu. Så nogle ting virkede en dag, men ikke den næste. En dag skulle vi gøre sådan, dagen efter skulle vi gøre noget andet. Det var til tider lidt frustrerende, men nu er vi (forhåbentlig) ovre det meste og klar til at komme rigtig i gang med at arbejde med den.

Med den nye hjemmeside, kom der også behovet for nyt indhold. Dette indhold skulle jo skrives, redigeres, findes billeder til, lægges på og redigeres. Der skulle læses korrektur, flyttes rundt på sider, afsnit og billeder. Så jo, tiden var fyldt med opgaver. Derudover var der jo også lige den daglige opdatering af vores sociale medier - som vi heldigvis er flere om at lave, men stadigvæk.

Samtidig med det, skulle vi også have nyt bibliotekssystem. Som i, helt nyt. Virkelig nyt. Jeg må indrømme at det ikke er så farligt som jeg havde troet, selvom der dog er arbejdsgange jeg synes var nemmere i det gamle. Dette bibliotekssystem skulle jo selvfølgelig også snakke sammen med den nye hjemmeside og vores sorteringssystem. Hvilket ikke var sådan lige til.

Jeg ved ikke om I har fået set "Historien om Danmark", men det tema kører vi også på biblioteket. Der er en temaside på vores hjemmeside der også omhandler disse historier - det indhold skulle også mere eller mindre laves fra bunden. Heldigvis har kollegaer lavet det meste, så det skulle "bare" lægges på, men ja, sådan noget tager stadig tid.

Slutteligt havde jeg også lige et unge projekt til Ordkraft der skulle gøres færdigt og klar til præsentation - hvilket godt kan være lidt svært, når ikke alle indsender materialerne i lige god tid. Et lille suk herfra.

Når jeg så kom hjem fra arbejde, er der jo lige et hus der skal "passes", tøj der skal vaskes, hundehår der skal støvsuges, en Iris der skal underholdes og aktiveres, en mand der også gerne skulle have lidt opmærksomhed og nogle bøger der skal læses. Jeg har godt kunne mærke at min energi til at læse har været lille og jeg frygter lidt for denne måneds læsetal, da jeg, indtil videre, kun har læst 2 bøger!!

Jeg håber at presset letter lidt, for jeg savner at læse, men når man er træt og knap nok kan holde sig vågen om aftenen, er det lidt svært. Et lille suk herfra igen. Jeg kunne godt ønske mig flere timer i døgnet - hvor køber man det henne?

Nu vil jeg læse lidt - for Iris sover, og det skal udnyttes!

Søndags sandheder #12: Gyserfilm

Billedet er fundet på Pinterest

Søndags sandheder #12: Gyserfilm

Jeg holder meget af at se film. Det bliver ikke til så mange lige for tiden, fordi jeg er træt om aftenen og fordi, i min sparsommelige fritid, vil jeg hellere læse.

Jeg kan godt lide at se actionfilm, historiske dramaer, tegnefilm, romantiske film osv. Det er faktisk meget lidt jeg gerne vil frabede mig at se. Her står jeg tilgengæld også fast. Jeg havde en kæreste på et tidspunkt som udelukkende ville se krigs- eller gyserfilm - og så pjattet mig krigsfilm er jeg trods alt heller ikke. Men gys? Nej tak!

Sandheden er, at jeg hader gyserfilm! Jeg kan slet ikke holde det ud. Musikken der bygger op til klimaks. Det at man ikke ved hvad der sker, selvom man godt ved at det ender galt. Jeg kan blive helt dårlig og jeg gemmer mig bag et eller andet. Da jeg var i biffen (oh yes, det var jeg nemlig) og se "The Ring", så jeg ikke særlig meget fordi jeg gemte mit hoved i min jakke. Og den der knirkelyd fra den film? Yes, den kan stadig give mig gåsehud og hyle mig ud af den.

Jeg har set mange gyserfilm. For mange. "The Hills Have Eyes", "Wrong Turn", "The Ring", "Silent Hill" osv. Det er rigeligt. Mere end rigeligt. Det er mange år siden, men min kvote er nået og den bliver ikke bare sådan lige nulstillet. Tværtimod.

Så vil jeg hellere vælte på cykel. Argh ok, men jeg vil i hvert fald hellere være fri for at se end film, end en gyser.

Hvad med jer, er der en filmgenre I helst undgår?

Søndags sandheder #11: Musik

Søndags sandheder #11: Musik

Jeg har snakket lidt om min kærlighed til musik før. I det indlæg fortalte at jeg gerne høre musik mens jeg læser, og at jeg gerne finder noget der passer til den bog jeg læser. Men generelt hører jeg gerne musik hele tiden. Jeg er dog ikke særlig musikalsk selv. Jeg har spillet el-bas i folkeskolen og gik også til undervisning på Musikskolen i Aalborg. I gymnasiet mistede jeg dog lidt interessen og jeg har aldrig rigtig fundet den igen. Desværre. Det forhindrer mig dog ikke i at lytte til fede basgange i det musik jeg hører.

Et af de numre jeg lyttede meget til dengang og som jeg også kunne spille var Alicia Keys "Why Do I Feel So Sad". Det kørte virkelig på repeat i flere måneder og det betyder stadig utrolig meget for mig. Alicia Keys' album "Songs in A Minor" er et album jeg altid kan vende tilbage til.

Celine Dion skal spille i København til sommer og jeg spurgte Emil om han ville med. Han kiggede bare mistroisk på mig og sagde at han hellere ville slås ned med et jernrør. Godt så. Jeg må dog indrømme at hun også gør et eller andet godt for mig. Jeg har hendes "Let's Talk About Love" album og det har jeg heller ikke tal på hvor mange gange jeg har hørt. Ved ikke om det er pinligt at indrømme, men elsker bare at synge med på hendes sange. Har det på samme måde med Shania Twain's album "Up".

Et andet album jeg altid er vendt tilbage når jeg synes livet blev lidt svært og tungt, er Linkin Parks "Reanimation" og især nummeret "My [Dsmbr". Jeg er faktisk ikke særlig pjattet med det originale album, men remix udgaverne har bare et eller andet over sig, som jeg rigtig godt kan lide. Det kørte på repeat i nogle svære måneder i flere af mine teenageår og det hjalp mig virkelig.

Jeg har også haft stor fornøjelse ved at se hele Daft Punk's "Discovery"-album på YouTube, for alle sangene fortæller faktisk en meget fin historie. Selvom jeg ikke er den store manga fan, synes jeg bare den form for illustration og tegneteknik kan noget helt specielt. Jeg er også stor fan af Studio Ghibli's film, som både er meget smukke på billedsiden og har noget meget stemningsfyldt musik.

Det der kører på repeat lige nu er især Pentatonix. Jeg faldt over deres udgave "Hallelujah" en gang før jul og jeg elsker det nummer! Jeg får virkelig gåsehud hver eneste gang jeg hører det og så snart det er slut, starter jeg det forfra og forfra og forfra.

De har også lavet en udgave af "Jolene" sammen med Dolly Parton og Miley Cyrus som jeg synes er helt fantastisk. Jeg har egentlig aldrig rigtig fattet interesse for acapella, men synes virkelig at Pentatonix er dygtige. Det lyder jo virkelig som om de har instrumenter med! Imponerende.

Som nok I kan se hører jeg meget forskelligt musik. Ligesom min læsning er det meget betonet af hvad humør jeg er og hvad jeg har lyst til. Jeg hører også gerne Metallica, Volbeat, Backstreet Boys, techno og dance musik.

Hvis I har lyst, må I gerne dele et stykke musik som I holder meget af, i kommentarfeltet!

Søndags sandheder #10: Bange for at dø

Søndags sandheder #10: Bange for at dø

En lidt deprimerende sandhed: jeg er bange for at dø! Det er ikke fordi det er noget jeg tænker tit på. Og jeg ved heller ikke om jeg helt præcist vil kalde det at være bange for at dø, men når jeg tænker på at jeg en dag ikke er her mere, får jeg en underlig følelse i kroppen. Lidt som at være bange for at falde i søvn, for hvis nu man ikke vågner igen. Sådan en sitrende fornemmelse op af rygraden, som jeg lige skal ryste af mig, for at komme ud af tankerne igen.


Jeg har tit spekuleret på hvad der sker når vi ikke er her mere. Når vi bare sover uden at vågne. Jeg læste en gang en bog der hed "Exit Michael", om en dreng der dør, og han ser så hvordan hans familie og venner får hverdagen og livet til at gå efter hans død. Han ser hvordan hans mor og far har det. Hvordan vennerne har det. Lidt ligesom i "Dig og mig ved daggry", hvor Louise følger sin mor og far efter hun er død.

Jeg er dog ret sikker på at det ikke er sådan i det virkelige liv, men hvordan skal jeg kunne sige det med sikkerhed?

Samtidig skræmmer tanken om bare ikke at være til mere, mig helt vildt. At gå fra at være til, til ikke at være til. Jeg ved godt at man nok ikke tænker over det når man når dertil, men stadigvæk. Og hvad hvis man ikke når at blive gammel og leve et langt liv? (Nu får jeg den underlige snigende fornemmelsen i kroppen igen, og må lige lukke øjnene og ryste på hovedet for at få den væk)

Derudover er der tankerne om, vil jeg blive savnet? Har jeg sat mit "mærke" på verden? Ikke at jeg på nogen måde vil være kendt, men jeg kunne godt tænke mig at jeg har gjort noget godt for de mennesker jeg efterlader. Har jeg lært dem noget som de vil være lære videre?

Nå, ikke flere mørke tanker på en dejlig søndag. Næste søndag lover jeg en knap så deprimerende sandhed!

Søndags sandheder #9: Kalendersvaghed

Søndags sandheder #9: Kalendersvaghed

Som jeg nævnte sidste søndag er jeg bidt af en lille smule notesbog-samlermani. Kun en lille smule! Jeg nævnte også kort at jeg har skiftet kalender - igen. For ser I, flere af disse notesbøger har fungeret som forskellige slags kalendere. Nu har jeg så fundet et nyt system, som jeg tester, men mere om det senere.

Hvis jeg skal slå hjernen fra sidder jeg tit og kigger på Pinterest - det farlige ved den side er, at jeg bliver virkelig inspireret til at forsøge mig med en masse ting. Jeg ser billeder af fede aktiviteter man kan lave ud af genbrug. Jeg ser billeder af flotte indretningsmuligheder. Billeder af tegninger, jeg ville ønske jeg var dygtig nok til at tegne og jeg ser billeder af forskellige slags kalendertyper. Hvilket er farligt - for så får jeg lyst til at teste dem i virkeligheden! Nu har jeg så skiftet kalender for 3. gang i år - fordi jeg netop blev inspireret! 

I 2014 brugte jeg denne fine kalender med Den Lille Prins illustrationer. Den er købt her. Hjemmesiden har forresten mange andre fine kontorting og er meget farlig! Jeg var rigtig glad for den kalender. Der var plads til de ting jeg skulle om dagen, og der var masser af notatplads bagi til lister osv.

I 2015 og 2016, lavede jeg min egen udgave i en Moleskine hard cover large notesbog (måler 13x21), med tern. Jeg tegnede selv kalenderen og gemte plads til notater bagi. Hvor jeg bl.a. lavede lister med de bøger jeg havde læst, med kommende bøger og hvad jeg skulle poste på bloggen.

Jeg fik dog ikke rigtig brugt min kalender i 2016, da jeg jo gik hjemme på barsel. Jeg brugte derfor mest min kalender på min mobil, da jeg altid havde den ved hånden, i stedet for en papirkalender, som jeg ikke lige havde med mig overalt. Da jeg så skulle lave min kalender for 2017 faldt jeg over de fine Harry Potter notesbøger, og satte også en op, ligesom Moleskine bøgerne - et stort problem ved Harry Potter bogen var dog at den er linjeret og ikke ternet. Og jeg kan bare ikke arbejder med linjer! Beklager. Det fungerer bare ikke for mig.

For noget tid siden havde jeg købt en Louis Vuitton personal planner (måler 10x17 cm), men jeg synes ikke rigtig det kalenderpapir man kan købe til sådan en, passede til mig. Så jeg brugte en almindelig blok med tern og lavede mine egne sider. Det tog noget tid, men jeg kunne så sætte siderne op som jeg gerne ville. Derfor gik jeg fra Harry Potter notesbogen, som jeg overhovedet ikke nåede at tage i brug, over til Vuitton-kalenderen.

I Vuitton-kalenderen kunne jeg også bruge forskellige dividers som jeg tidligere har lavet, og på den måde inddele mine notater i orden. Jeg indså dog, at der ikke var plads nok på hver dag til hvad jeg skulle lave og hvad jeg havde af opgaver. Jeg skrev mange post-it og satte ind - og det forstyrrede bare mit overblik.

Jeg havde stiftet bekendtskab med bullet journal tidligere på året, men havde troet at det var alt for "svært" for mig at sætte mig ind. Jeg har købt en Leuchtturm1917 i Bog&Ide og sat den op - det fede ved en bullet journal er, at du selv kan bestemme hvordan din kalender skal se ud. Du kan endda ændre det fra uge til uge. Indtil videre er jeg rigtig godt tilfreds med det system.

Men nu må vi se - jeg er let at friste, som I nok kan regne ud. Men jeg håber jeg kommer til at bruge Leuchtturmen resten af året!

Søndags sandheder #8: Notesbøger

Søndags sandheder #8:Notesbøger

Lige siden jeg var mindre har jeg altid elsket notesbøger. Jeg har altid drømt om at skrive alting ned - skrive dagbog, lave scrapbog, skrive tanker og drømme. Dette kræver jo notesbøger og derfor har jeg altid haft svært ved ikke at købe en flot en når jeg så en.

Det har så resulteret i at jeg har en masse forskellige notesbøger som jeg nok må sande at jeg aldrig får fyldt ud. Det er meget godt med ideen om at gøre de ting jeg nævnte før, men jeg har ikke fået gjort halvdelen af alt det jeg gerne ville. Jeg kan dog på ingen måde nænne at smide bøgerne ud, for flere af dem er jeg begyndt på, for efter lidt tid, finde ud af at jeg ikke har tiden eller ikke kan tage tiden til at få gjort projekterne færdige. Jeg ved godt at flere af de ting jeg nævnte ikke er ting jeg kan gøre færdige på en gang, men er løbende projekter. Ikke desto mindre, gør det, det svære at finde tid til. Især nu.

Flere gange er jeg begyndt at skrive dagbog, kun for at opgive igen senere. I mange år havde jeg faktisk en bog hvor jeg skrev især tanker, små digte og mine drømme ned i - nu skriver jeg den slags ned på min mobil, med tanken om at føre dem over i bogen bagefter. I kan godt regne ud hvordan det går.

Jeg er også sådan en der synes de der tema Moleskine er mega fede - har købt en med bog-tema, som jeg ville notere læste bøger i, men den blev også hurtigt svær at opdatere. Alfabetet passede ikke og alt det der skulle udfyldes om hver enkelt bog, tog for lang tid, synes jeg. Tid jeg kunne bruge på noget andet.

Jeg har også en med billeder fra Pinterest med aktiviteter der kunne være fede at gøre på mit arbejde. Den er heller ikke færdig, da jeg mangler at printe billeder ud og sætte dem i. Heldigvis har den jo ikke nogen deadline, men det kunne være fedt nok at komme videre.

Jeg må nok bare indse at jeg - som nævnt tidligere med smashbook og funko pop - har endnu en ting jeg gerne vil bruge penge på, men som jeg nok burde lade være med. Eller i hvert fald, forsøge at styre bedre!

Fik jeg nævnt at jeg også lige har skiftet kalender - igen? Suk, det må blive næste søndag jeg indrømmer mere omkring det!

Søndags sandheder #7: Helbred

Billedet er fundet på Pinterest

Søndags sandheder #7: Helbred

Emil blev syg sidste søndag. Han lå i sengen næsten hele ugen. Torsdag måtte jeg så bukke under og indse at jeg nok havde bedst af at ligge i sengen. I dag vågnede Iris sent og med feber. Op af formiddagen virkede hun dog til at have det bedre, så kan da håbe at det bare er en 24 timers ting, så hun ikke også skal være syg i flere dage.

Faktisk er jeg normalt sjældent syg. Det er klart at efter Iris er kommet til, og især efter hun er startet i dagpleje, at både Emil og jeg har været mere syge end vi plejer. Vi skal jo lige vænne os til de nye baciller hun får med hjem.

Dog har jeg - i snart 4 år døjet med at være forkølet næsten hele året. Jeg har fået lavet stikprøver og jeg slår ikke ud på nogen af dem. Jeg har prøvet flere forskellige slags sprays til næsen, ingen af dem virker. Nu skal jeg til lægen her i marts og forhåbentlig blive viderestillet til sygehuset, så de kan finde ud af hvad der er galt. Jeg frygter lidt, at lægerne gjorde noget, da jeg blev opereret i kæben for 4 år siden, men nu må se.

Samtidig har jeg nok også fået den dårlige vane ikke at passe særlig godt på mig selv. Jo, bevars, jeg pakker mig da ind i varmt tøj, går med halstørklæde og vanter når det er koldt, men sådan ellers. Jeg vil bare gerne så mange ting. Jeg vil gerne bruge tid, når jeg har den, sammen med Iris. Jeg skal også holde hus, vaske tøj osv. Jeg har også en sidebeskæftigelse med at skrive lektørudtalelser, som skal passes. Der er også den voksende stak anmeldereksemplarer jeg skal have læst. Jeg har en blog der skal fodres med indlæg. Disse indlæg skal have billeder og tekst. Jeg har også tre scrapbook-projekter jeg gerne vil lave. Jeg vil også gerne lige kunne holde fri en aften og se en film med Emil.

Jeg har svært ved at få mig selv til at indse at jeg ikke når det hele. Jeg ville gerne have flere timer i døgnet. Flere timer til at læse. Til at gå i biffen eller ud og spise. Når jeg fordyber mig i noget, kan jeg godt give mig selv dårlig samvittighed over, ikke at nå noget andet. Suk. Jeg skal vist blive bedre til ikke at ville for meget hele tiden og også tillade mig selv at se dårlig tv en hel dag - det har jeg ikke gjort siden Iris var helt lille.

Så jeg kan godt køre mig selv for hårdt. Jeg kan godt ignorere de små tegn på sygdom, lige indtil kroppen så siger helt fra - og sådan burde det ikke være, vel?

Søndags sandheder #6: Musik

Søndags sandheder #6: Klassisk musik

Jeg elsker musik! Faktisk hører jeg gerne musik hele tiden, hvis jeg kan komme til det. Jeg hører også gerne musik når jeg læser. Som I har kunne læse ud af mine 10 spørgsmål, læste jeg Harry Potter mens jeg hørte Michael Jacksons "History" album. Jeg læste Jana Olivers "Demon Trappers" mens jeg hørte Hoizer. "Seeker - den mørke sandhed" af Arwen Elys Dayton, blev læst mens jeg hørte Celtic Circle - hvilket jo passede perfekt til den bog.


Jeg forsøger ofte at finde noget musik, jeg tror vil passe til den stemning eller fortælling der er i bogen. Ofte ender jeg på Celtic Circle, det er virkelig behageligt for mine øre, ellers bliver det klassisk. Telmore Musik har nogle glimrende klassiske playlister. Hvis jeg læser på dansk er det lige meget om der bliver sunget i det musik jeg hører, men hvis jeg læser på engelsk, skal det helst bare være instrumentalt.

Jeg er ret vild med film fra Studio Ghibli. Hayao Miyazaki har lavet stort set alle dem jeg har set og både illustrativt og musikalsk er de mesterværker. Især "Howl's moving castle" har jeg set utallige gange og jeg nyder både historien og musikken hver gang. Soundtracks fra de film er også noget jeg holder meget af at læse til.

Som barn hørte jeg meget DR Radios dramaspil, "Freja og Lilletor", om den nordiske mytologi, "Maïa og Alexander", den græske, "Verdens tag", den indiske og "Mirja og Mattis", den finske. Jeg synes det var virkelig hyggeligt at høre historier om de forskellige mytologier, enten mens jeg tegnede, eller bare slappede af.

Det er især den om den finske der står mit hjerte nær. En af grundene er, at selve historien om kalevala, virkelig var spændende. Den anden grund, er at der er noget fantastisk musik i den fortælling. Meget af underlægningsmusikken er skrevet af Jean Sibelius og det er simpelthen kakao for øregangene. Især et af stykkerne kan jeg høre om og om igen - selv i dag. Når jeg trænger til at slå hjernen fra, sætter jeg den her på. Så er der ro i knap 8 minutter.

Nu vil jeg dele den med jer. Læn jer tilbage, sluk eventuelt skærmen, så det kun er musikken I hører og nyd det.

Søndags sandheder #5: Smashbookkærlighed

Søndags sandheder #5: Smashbookkærlighed

Jeg skiftede bekendtskab med Pinterest for nogle år siden og hurtigt fandt jeg ud af, at det var et farligt sted! Ikke mindst fordi jeg kunne bruge flere timer på at sidde og kigge på billeder af alt muligt. Strikkeopskrifter, idoler, smuk natur, indretningsideer osv. Noget af det jeg fandt mest interessant var billeder af scrapbooks eller smashbooks. Jeg har altid gerne ville lave sådan noget, men har aldrig følt mig helt kreativ nok. Nu fandt jeg billeder af noget jeg godt kunne være med på.

Nu kommer det farlige så. For jeg blev jo inspireret og fik lyst til at lave sådan en smashbook - eller flere. Men hvor skulle jeg starte? Jeg fandt et sted hvor jeg kunne købe bøgerne, klistermærker, kuverter og andet pyntegejl, og jeg gik nok lidt amok. Jeg har stadig svært ved at begrænse mig når jeg falder over en ny side hvor man kan købe sådan noget. Et svaghed jeg har. Når først jeg er begyndt at "samle" på noget, har jeg svært ved at styre mig.

Jeg besluttede mig for at lave en til bryllup, bryllupsrejse og da jeg fandt ud af at jeg var gravid, begyndte jeg at lave en til Iris. Problemet med sådan nogle projekter er, at når først jeg er kommet i gang, tager processen lang tid. Det er ikke noget jeg bare lige gør. Jeg skal helst have et par timer til rådighed før jeg føler at jeg kommer nogen steder. Tid jeg bestemt ikke føler jeg har lige nu.

Den til Iris er nok den jeg er kommet længst med. Mens jeg gik hjemme på barsel, inden jeg fødte, var det hyggeligt at bruge tid på "før" billederne, hvor man kunne se min mave vokse. Jeg havde fået Milestone Babycards og dem brugte jeg. Da jeg havde født, forsøgte jeg at holde det ved lige, og det er også gået ok. Nu er jeg så bare ikke nået så langt i de to andre bøger. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at jeg skal bruge mine fredage (hvor jeg har fri) på at lave noget i dem, men det er som om, at der altid lige kommer en spændende bog i vejen, som jeg hellere vil bruge tiden på.

Nu må vi se. Det gode ved smashbooks er jo at der ikke er nogen tidsfrist for hvornår de skal være færdige. Det er et on-going projekt og det kan jeg rigtig godt lide. Jeg håber også at, når jeg er kommet lidt mere i bund med mine bøger, bedre kan sætte mig ned og bruge en fredag på at lave noget i dem. For jeg synes det er rigtig hyggeligt at sidde og nørkle med det. Det er afstressende på en eller anden måde.