Søndags sandheder #16: At læse på engelsk

Søndags sandheder #16: At læse på engelsk

I folkeskolen var jeg på sprogskole i sommerferien mellem 8. og 9. klasse. Jeg var tre uger i Oxford og det var så fedt. Det udviklede mig helt vildt meget personligt - jeg mindes at jeg kom hjem med meget mere selvtillid og lyst til at prøve og gøre ting. Samtidig forberede det mit engelske helt vildt. Selvom jeg snakkede godt med nogle af de andre danskere, snakkede vi stort set altid engelsk, fordi vi gik sammen med nogen der ikke forstod dansk. Derudover boede jeg jo hos en engelsk familie, og dem kunne jeg jo heller ikke snakke dansk med. Jeg mindes endda at jeg begyndte at drømme på engelsk til sidst på rejsen.

Jeg har aldrig rigtig haft et problem med at snakke engelsk, jeg ved godt at jeg sikkert lyder dansk og ikke særlig prof når jeg gør det, men jeg kan godt lide at snakke engelsk. Det er dog noget helt andet når det kommer til at læse (og skrive) engelsk. Måske var det fordi jeg var dårlig til at læse og skrive dansk, at jeg aldrig blev helt god til det engelske. Jeg har svært ved at høre hvordan ordene skal staves osv.

På IVA var mange af teksterne på engelsk og det tog mig meget lang tid at tygge mig igennem dem. Derfor læste jeg heller ikke særlig meget lystlæsning i mine uni-år, fordi vi netop skulle læse så meget, at jeg ikke havde lyst til at læse noget for mig selv, når jeg var færdig med lektierne. Samtidig blev jeg lidt afskrækket af at læse på engelsk - jeg ved godt at fagtekster ikke kan sammenlignes med skønlitterære, men jeg følte stadig at det tog meget lang tid og at jeg ikke kom nogen steder.

Det er en følelse der stadig sidder i mig i dag. Selvom jeg er god til engelsk og sagtens kan læse det, føler jeg stadig at det tager alt for lang tid i forhold til at læse bøgerne på dansk. Der er dog tilfælde hvor jeg har været nødt til at læse på engelsk, fordi bøgerne ikke er oversat, fx "Bodyfinder" af Kimbery Derting, "Blue Bloods" af Melissa De la Cruz og "Delirium" af Lauren Oliver.

Jeg har dog (som det ses på billedet) en hel del engelske bøger til at stå i mit hjemmebibliotek. Jeg kan ofte ikke lade være med at købe dem hvis de lyder spændende eller er flotte, og jeg har virkelig den bedste intention om at få dem læst. Så er den danske udgave måske kommet kort tid efter, og jeg har læst den i stedet.

Nu har jeg lige læst et manuskript for et forlag, og da jeg havde sagt ja til det, slog det mig at det jo nok var på engelsk. Jeg var lidt skræmt til at starte med, men nu er jeg færdig - hurtigere end jeg troede og det gik faktisk rigtig godt! Så godt at jeg faktisk har fået lidt blod på tanden og vil forsøge at læse én engelsk bog om måneden fremover. Både for at få læst nogle af de bøger jeg har til at stå, men også for at vedligeholde det at læse på engelsk. Nu håber jeg bare at jeg kan holde det!

Måske kan en yderligere motivation til at få læst på engelsk være, at jeg har tilmeldt mig OwlCrate og hver måned får en lækker bogpakke med en bog (på engelsk) og en masse fint merchendise - selvfølgelig af boglig karakter!

10 spørgsmål #22: Nikolaj Johansen

10 spørgsmål #22: Nikolaj Johansen

Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Det må blive Harry Potter. De første bøger læste jeg selv på dansk, men da fireren kom på engelsk, kunne vi ikke vente. Altså simultanoversatte min mor den engelske bog til dansk som godnatlæsning, simpelthen! Og så kunne vi senere more os over, hvordan Ildens Bæger blev til Flammernes Pokal og Madeye til Skrækøje – gys!

Hvad er den første bog du selv læste?
Jumbobog 183 – er det snyd? Under alle omstændigheder er jumbobøger nogle af de første ”bøger” jeg kan huske rigtig at have slugt og elsket. Der gik ikke længe, før jeg havde samlet en hel vægfuld fra 1-300, og de er nok både ansvarlige for min læseglæde og min interesse for det fantastiske

Din yndlingsbog som barn/ung?
Jeg havde ikke en enkelt, men var meget betaget af serien Gysertimen fra Forum, som var bearbejdede udgaver af berømte gysernoveller lige fra Poe til Bradbury og Stephen King – det var guf for en lille spændingshungrende dreng.

Din yndlingsbog som voksen?
I lang tid var det Paul Austers New York-trilogi, som gjorde stort indtryk på mig med sin poetiske, afdæmpede tone, som på den ene side er meget virkelighedsnær, men på den anden side også balancerer lige på kanten af det fantastiske og det magisk metafiktive.

En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.Det sker meget sjældent, at jeg genlæser bøger, for jeg synes hele tiden, der er både nye og gamle værker, som presser sig på for at blive læst. Jeg føler simpelthen ikke jeg kan tillade mig over for litteraturhistorien og alle de nye, spændende forfattere, som popper op, at genlæse bøger (et par få undtagelser har været New York-trilogien, Harry Potter og House of Leaves).

En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
George R. R. Martins A Song of Ice and Fire. Jeg kom aldrig i gang fra starten (sådan har jeg det skammeligt nok også med tv-serien), og nu virker serien så uoverskuelig, at jeg nok aldrig får den læst.

Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Min læseliste er praktisk talt uendelig, for der bliver konstant føjet nye bøger til, når jeg læser anmeldelser, snakker med venner, osv. Generelt er jeg dog ret kritisk med, hvilke bøger jeg læser – netop fordi der er så mange, at man kun har tid til en brøkdel af dem, desværre ...

En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.
Louis Sachars Holes/Straffen, som gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg blev inspireret til at grave et kæmpestor hul i mine forældres baghave – halvanden meter dybt og mindst lige så bredt i diameter. I bogen bliver en gruppe ungdomskriminelle tvunget til at grave huller i ørkenen hver eneste dag af en skånselsløs inspektør, som i al hemmelighed forsøger at opspore en nedgravet skat. Sådan nogle ambitioner havde jeg dog ikke – jeg gjorde det bare for sjov.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Når jeg læser, foregår det i stilhed! Da jeg skrev min allerførste roman, hørte jeg dog et enkelt album på repeat, nemlig Metallicas Reload. Mange synes det er blandt deres værste, men det minder mig altid om lige præcis den roman.

Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?
House of Leaves af Mark Z. Danielewski. Et fabelagtigt, genrevridende mesterværk, som eksperimenterer voldsomt med romanformen og blander en kærlighedsfortælling, akademiske afhandlinger og en isnende gyserhistorie. Og fodnoter. Masser af masser af fodnoter. Inden i hinanden i adskillige lag, og nogle gange også på hovedet. Teksten er i det hele taget udført, så den på alle måder forstærker atmosfæren i den komplekse, labyrintiske og nervepirrende bog. 

HUF; Glimt fra tiden der var os

HUF; Glimt fra tiden der var os

Bagsidetekst:
"Ved du," siger du og læner dig ind mod mig, så tæt på, at jeg kan dufte din sødlige alkoholånde, "at man nogle steder tror, at tiden er cirkulær? At de samme øjeblikke kommer igen og igen."

Hvad betyder tid for unge? Tid er en forbrugsvare. Tid er tyktflydende og kan hældes på flaske. Tid er et hus fyldt med labyrintiske gange og en ensom herre med et morderisk temperament. Tid er minder, der opsluger dig og øjeblikke, som går i ring.

I disse 14 finurlige, realistiske, morsomme, poetiske og magiske noveller får du tiden fanget i ord. Tidsglimt af mord og forelskelse, af fortid og fremtid, af tid, der flygter og tider, der forhåbentlig aldrig kommer.

Jeg plejer normalt ikke at læse noveller, men ligesom med digte, har jeg sat mig for at det er noget jeg vil prøve at praktisere lidt oftere. Både fordi jeg selv har skrevet både noveller og digte, men også fordi jeg synes det er en fed genre, der kræver noget af forfatterne. De skal kunne skrive præcist og konkret, uden at det bliver forhastet, og de skal stadig kunne gøre en kort historie spændende.


Det fede ved disse 14 noveller er deres forskellighed. De har det samme tema: tid. Men hvordan forfatterne har arbejdet med det, er meget forskelligt. Der er noveller der skræmmer mig, fascinere mig og kryber under huden på mig. Der var nogle af novellerne der var meget mærkelige, men som alligevel formåede at give mening til sidst.

Jeg kunne nikke genkendende til flere af handlingsforløbene - ikke at jeg har været udsat for præcis det samme og så alligevel. Har vi alle ikke prøvet at være så forelsket at vi vil gøre alt for ikke at miste - også selvom vi nok burde indse at det ikke kommer til at gå? Har vi ikke prøvet at forsøge at genkalde os barndomsminder, for blot at opdage, at de på ingen måde er som vi huskede dem?

På et eller andet plan er alle novellerne dog foruroligende - for de viser både hvor lidt og hvor meget vi sætter pris på tid. Hvor meget og hvor lidt vi går op i hvor meget tid (eller lidt) vi egentlig har sammen og hvad tiden sammen betyder - for kan man virkelig sætte en pris på tid? I en af novellerne kan man godt.

Det er dog også spændende læsning og jeg er glad for at bogen indeholde så mange anderledes og forskellige syn på tid - måske man selv burde værdsætte sin tid noget mere?

Tak til HUF for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Håbefulde Unge Forfattere
Udgivet i: 2017
Antal sider: 170
4 ud af 5 stjerner

Sidsel Sander Mittet; Solbiens brod

Sidsel Sander Mittet; Solbiens brod (Krøniken om Morika, #2)

Bagsidetekst:
Komplottet mod hilaernes dronning er slået fejl, og en krig med morikanerne synes uundgåelig. Midt i den tiltagende konflikt står morikaneren Itua og hilaen Aaton. De har begge forrådt deres slægt og er blevet udelukket fra magtens inderkreds. Samtidig er deres affære blevet afsløret, og de befinder sig nu, hver for sig, i en fremmed by, hvor ingen af dem er velkomne. Spørgsmålet er, om de skal vende deres folk ryggen og søge en fælles fremtid langt fra den strid, der er under opsejling, eller om der er kampe, som er vigtigere end dem selv?

Det er ingen hemmelighed at jeg er ret pjattet med Sidsel Sander Mittets Morika univers. Jeg synes hun skriver fængslende og spændende. Hun har formået at skabe nogle gode personer, der er komplicerede, men ikke for kedelige. Der er spændende handlinger og fantasiske naturbeskrivelser. Dette gør sig gældende både i "Krøniken om Morika" og i "Morika"-serien.

Vil dog mene at i "Krøniken om Morika" tager Sidsel skridtet videre. Først vil jeg sige, at jeg er glad for at hun har besluttet sig for at skrive denne trilogi, for det giver et godt indblik i nogle af de ting vi hører om i "Morika"-serien. I "Krøniken om Morika" får vi ikke alene baggrundshistorien for de myter, sagn og vigtige personer, som vi møder i "Morika", vi finder også ud af, at de personer der senere hen bliver omtalt som guder og helte, egentlig blot er normale mennesker med fejl og mangler. Mennesker der er fyldt med usikkerhed, mod og kærlighed. Mennesker der vil beskytte det de har kært, om det så vil kræve at de skal krydse deres egne grænser.

Jeg synes bestemt at der bliver krydset grænser i "Solbiens brod". Både Aaton og Itua er i situationer hvor de ikke kan tænke på den fremtid de to ønsker sammen, uden først at redde en masse andre og derved forandre hvordan livet leves for både morikanere og hilaer. Aaton er aldrig i tvivl om sin kærlighed til Itua, men da en ukendt faktor pludselig kan lærer ham om kraften, som hidtil har været lukket land for ham, drages han og vender - for en stund - Itua ryggen. Itua må - alene - vende tilbage til sin ægtemand, stå ved hans side og kæmpe hans kampe - alt sammen for at realisere den drøm hende og Aaton har om en fælles fremtid.

Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: det her er er noget af det ypperste indenfor dansk fantasy jeg har læst længe! Historierne er dragende, personerne komplekse og interessante, beskrivelserne er detaljerede og igen kan man tydeligt forestille sig de forskellige steder vi befinder os undervejs. Vi kan mærke Aatons skræk og rædsel da sandheden om Itons store styrke går op for ham. Vi kan mærke Ituas kærlighed til Aaton også selvom de er adskilt.

Det er forrygende, spændende og umuligt at komme udenom - som fantasylæser, og som bibliotekar, vil jeg give den mine varmeste anbefalinger. Bøgerne bliver bedre og bedre og jeg er virkelig spændt på hvordan det hele skal ende!

Tak til Forlaget Facet for boggaven og for muligheden for at være betalæser!


Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2017
Antal sider: 428
5 ud af 5 stjerner

Søndags sandheder #15: Dårlig samvittighed

Søndags sandheder #15: Dårlig samvittighed

Det her indlæg er egentlig inspireret af en anden blogger - nemlig frk. Litteraturs indlæg om at være blogger og anmelder (læs indlægget her). Jeg har tidligere skrevet et indlæg om at være bogblogger og hvorfor jeg startede (læs det her) og om hvordan det er at modtage anmeldereksemplarer (læs det her), men jeg vil alligevel lige sige lidt mere om det.


Først vil jeg dog lige gøre klart at jeg, efter jeg er blevet mor, har fået en del mindre tid til at læse. Derfor skriver jeg, når jeg både efterspørger og siger ja tak til anmeldereksemplarer, at jeg ikke kan sige noget om hvornår anmeldelsen kommer på bloggen, men at jeg lover at sende en mail når den er klar. Det afholder mig dog ikke fra at have næsten konstant dårlig samvittighed over bunken af ulæste bøger. Jeg har jo også en tendens til at låne bøger med hjem fra biblioteket. Hvornår skal jeg lige læse dem?

Den dårlige samvittighed er en nagende fornemmelse, som jeg godt kan ryste af mig, men når jeg så laver noget andet, fx ser en film, bare stener tv eller andet, kan jeg godt skælde mig selv ud for ikke at læse. For burde jeg, som bogblogger, ikke bruge min fritid på netop at læse? På at vedlige holde min blog? Tage billeder til det næste indlæg? Jo, det burde jeg jo nok, men jeg har også brug for fritid der ikke omhandler bøger. Tid hvor jeg ikke læser eller tænker på stakken af anmeldereksemplarer eller tænker på at nu har den bog ligget der længe og jeg burde jo snart tage mig sammen osv osv. Jeg ved ikke om andre kan nikke genkendende til dette?

Derfor kan jeg godt blive lidt sur - nej, måske er sur, et dårligt ord. Skuffet, måske? Irriteret? Anyway. Jeg kan godt blive - noget - når jeg andre af mine bogbloggerkollegaer fortæller om forfattere der rykker for anmeldelser og i det hele taget behandler den enkelte blogger dårligt. Jeg har selv været ude for det, og det er ikke særlig fedt at blive rykket for en anmeldelse. Jeg ved godt at vi har lovet at lave en anmeldelse, men i mit tilfælde, har jeg jo netop fortalt dem at jeg ikke kan sige noget om hvornår den kommer på. Hvis dette ikke passer den enkelte forfatter, må man lade være med at sende bogen.

Når jeg får sådan en mail, blusser den dårlige samvittighed så op igen. For ja, det er da også for dårligt at jeg ikke er nået til den bog endnu eller har fået lagt anmeldelsen på, selvom den er skrevet. Problemet for mig er lidt, at jeg læser meget lystbetonet og jeg forsøger, så vidt muligt at anmelde bøgerne i den rækkefølge jeg læser dem. Skal man så være nederen selv, og sige nej tak når man bliver spurgt om man vil anmelde? Nej, det synes jeg jo heller ikke.

Jeg tror bare at nogle måske glemmer at mange af os bloggere har et fuldtidsarbejde (eller studie), familie og en fritid ved siden af bloggen. Jeg får ingen løn for at blogge. Jeg får ingen ekstra indkomst selvom jeg bruger timer på at læse bøgerne, på at skrive indlæggene og tage billederne. Det er noget jeg gør for min egen skyld. Den betaling jeg får er når mine indlæg bliver delt. Når forfatterne selv henvender sig og når forlagene siger ja til at sende mig en bog - det er den løn jeg får, og jeg er yderst taknemmelig for den!

Der burde vel ikke forekomme dårlig samvittighed så? Men den er der alligevel. Selv nu, mens jeg skriver dette indlæg, tænker jeg på at jeg kunne nået at have læst noget, men det må vente. Det tror jeg er en vigtig lektie at lære - at sige, det må vente. Jeg har læst i dag, nu vil jeg holde søndag og lege med Iris der hiver i mine bukser!