Viser opslag med etiketten sex. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sex. Vis alle opslag

mandag den 29. maj 2017

Nora Roberts; Løgneren

Nora Roberts; Løgneren

Bagsidetekst:
Hvor godt kender man egentlig det menneske, man deler dobbeltseng med?

Da Shelbys mand dør, efterlades hun og hendes datter med en kæmpe gæld - og et bjerg af afsløringer, der vokser sig større og større. Det viser sig, at hendes mand havde en hemmelig bankboks. Og en bunke hemmelige identiteter.

I et forsøg på at få styr på sin tilværelse rejser Shelby hjem til sin familie i Tennessee, men i hælene på hende er en privatdetektiv. Han er overbevidst om, at hun ved noget om de penge, hendes mand snød hans klient for ...

Det er første gang jeg læser noget af Nora Roberts, men det bliver helt sikkert ikke sidste gang! Jeg vidste ikke helt hvad jeg gik ind til, men historien lød spændende og som noget jeg ville finde underholdende - jeg tog ikke fejl! Hvis du blander Kate Morton og Jojo Moyes - så har du Nora Roberts - i hvert fald lige i denne bog.

Først vil jeg lige sige at jeg er vild med persongalleriet! Selvom Shelby nogle gange godt kan virke lidt wimpy, kommer hun efter det og jeg synes virkelig hun flytter sig, mentalt og psykisk, i løbet af historien og det er virkelig fedt at læse. Især fordi det ikke er småting hun er blevet udsat for, men hun formår på en eller anden måde alligevel at holde hovedet (nogenlunde) højt og se fremad - en dag af gangen.

Jeg er pjattet med Griff - han passer bare rigtig godt til Shelby og historien. Han giver historien liv og humor og et drys hotness - I like it! Griff og Shelby fungerer bare rigtig godt sammen, selvom de har sammenstød, formår de at snakke om det og komme stærkere ud på den anden side. Ligeså meget som jeg holder af Griff, lige så lidt holder jeg af Richard, men igen, han er bare lige præcis så modbydelig, så man ikke kan holde af ham. Jeg har virkelig ondt af Shelby for at have været så blind i så lang tid - for fy for den, en led stodder!

Noget andet jeg er helt pjattet med er selve stemningen i bogen. Jeg har ikke selv været i Tennessee, men jeg har set flere andre serier der foregår i sydstaterne og bogen her, indfanger den virkelig godt. Jeg kunne sagtens se den lille by, Rendezvous Ridge, for mit indre blik. Jeg kunne se frisørsalonen, med de mange sladrende kvinder, med højt hår og alt for meget make up. Jeg fik lidt flashback til tv-serien "Good Christian Bitches" (som desværre blev aflyst). Ikke for handlingens skyld, men for stemningen. For i en lille by, kender alle, alle og sladder spredes som en steppebrand. Samtidig er der et helt utroligt sammenhold sådan et sted, og det kommer tydeligt til udtryk i bogen, hvor Shelbys familie og venner, støtter op omkring hende på den mest fantastiske måde. Som læser kan man ikke undgå at føle sig hjemme.

Jeg har kun læst en Kate Morton bog, men flere af Jojo Moyes, og Nora Roberts kan altså lidt af det samme som de kan. Morton formår at lægge spor ud til en skræmmende forbrydelse, mens Moyes forstår sig på personer, følelser og bevæggrunde. Nora Roberts formår at opretholde en spænding lige til sidst, selvom jeg havde det på fornemmelsen, blev det ikke bekræftet før til sidst og det var alligevel ikke helt som jeg havde forestillet mig. Samtidig formår hun at give læseren et persongalleri der virkelig fungerer med relaterbare personer, med virkelige problemer og virkelige følelser. For mig spillede det rigtig godt sammen og jeg var virkelig godt underholdt!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Liar
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 493 (ebog)
5 ud af 5 stjerner

onsdag den 12. april 2017

Isabella J. Steinicke; Stedbror

Isabella J. Steinicke; Stedbror

Bagsidetekst:
Emmas forældre er gået fra hinanden, og Emma har boet alene sammen med sin mor, så lang tid hun kan huske. Da morens kæreste, Per, sammen med sønnen Hans flytter ind, betyder det, at Emmas liv ændres radikalt. Emma og Hans udvikler et tæt forhold, der i høj grad er belastet af Pers depression. Trods forældrenes advarsler om, at de kun skal være venner, bliver Emma og Hans hurtigt tiltrukket af hinanden. Forholdet kompliceres af Pers depression som følge af hans kones død. Derfor holder de deres følelser for hinanden hemmelige. Hans' og Emmas følelser forbliver en hemmelighed, indtil de må indse, at de er nødsaget til at se realiteterne i øjnene, selvom det får vidtrækkende konsekvenser.

At være forelsket i sin stedbror - som man iøvrigt bor sammen med - må være både irriterende og frustrerende. For kan man virkelig efterleve de følelser eller skal man holde dem skjult?  Emma og Hans prøver at lade være med at reagere på de følelser de har, men det er svært og de indser at de ikke kan ignorere dem. Jeg kan ikke sætte mig ind hvordan det må være - andet end ekstremt akavet. Jeg ved godt at de ikke som sådan er i familie med hinanden - og at de derfor godt må. Jeg forstår ikke at deres venner og omverden ikke lægger mere mærke til og finder det underligt, at "bror" og "søster" er et par. Der er ingen der kommentere det, som jeg ellers havde forestillet mig at unge på 17-18 år ville. At deres forældre så også er blinde for hvad der foregår lige under næsen på dem, er mig også en gåde.

At Emma og Hans' forhold kompliceres af Pers depression kommer først til udtryk i den sidste fjerde del af bogen, og jeg syns ikke at depressionen har stor betydning for historien, som jeg egentlig troede den ville. Der går lang tid inden vi som læser får at vide hvad der er sket med Pers afdøde kone og at han tumler med de her mørke tanker.

Bogen er hurtig læst, men den bragte mig ikke ud på kanten af stolen eller fik min puls op. Jeg blev faktisk hurtig lidt træt af at læse om Emmas hverdags rutiner - hun går godt nok meget i bad! - og jeg blev ved med at forvente at der lå noget bag det. Dagene går egentlig bare uden de helt store begivenheder. Hans slæber Emma med i byen, de går i skole, hun laver lektier osv - det er dog fedt at se hendes personlige udvikling fra stille mus til en der rent faktisk siger hendes mening. Men ellers sker der ikke meget spændende før til sidst, og det bliver aldrig rigtig spændende. Der bliver bygget på og på, små hentydninger til Pers depression og hvordan Hans håndterer det, men jeg synes aldrig rigtig vi når et højdepunkt og et peak.

Det er interessant at se hvordan de forskellige personer håndtere de situationer de kommer i, nu vil jeg ikke afsløre dem alle sammen, men igen, der kommer aldrig nogen rigtig konfrontation og forløsning. Det glider bare lidt ud i sandet.

En ok læseoplevelse, men desværre ikke noget der trykkede på de rigtige knapper hos mig.

Tak til Mellemgaard for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2017
Antal sider: 283
3 ud af 5 stjerner

torsdag den 6. april 2017

Elle Kennedy; Kamp til stregen

Elle Kennedy; Kamp til stregen (Off-Campus, #4)

Bagsidetekst:
Det er sidste år på college, og Sabrina James har planlagt sin fremtid ned i mindste detalje: Først skal hun have sin eksamen, så sparke røv på jurastudiet og derefter lande et velbetalt job i et brutal effektiv advokatfirma. Med i planen for at undslippe sin skamfulde fortid er helt sikkert ikke en toplækker ishockeyspiller, der tror på kærlighed ved første blik. Men nogle gange er en enkelt nats sydende hot sex og overraskende stor ømhed alt, der skal til for at vende op og ned på dit liv.

Tucker er af den overbevisning, at det at være en holdspiller er mindst lige så vigtigt som at være stjernen. Han har det fint med at opholde sig uden for rampelyset på isen, men når det kommer til at blive far som 22-årig, nægter han at være bænkevarmen. Det skader ikke, at den vordende mor til hans barn er smuk, knivskarp og holder ham på tæerne. Problemet er, at der er lås og slå på Sabrinas hjerte, og den målrettede brunette er alt for stædig til at tage imod hans hjælp. Hvis han vil dele livet med sin drømmekvinde, bliver han nødt til at overbevise hende om, at visse mål skal man være to for at nå.

Det her sidste bind i "Off-Campus"-serien, er ikke lige så underholdende som "Lagt på is", men bestemt på højde med de andre. Der er stadig masser af drama, hed sex og hverdags problemer der skal tackles. Der er hotte mænd der vil kæmpe for deres damer og flotte kvinder, der ved hvad de vil - eller gør det nu også det. For Sabrina har bestemt sine kampe i den her bog - for hun er på ingen måde vant til at nogen vil hjælpe hende, eller bare gør noget godt for hende, uden skumle bagtanker. Det tager en hel del tid for hende at indse det.

Jeg er meget imponeret over forfatterens beskrivelse af Sabrinas fødsel, for en der har født for et år siden, kan jeg fint genkalde mig alt det Sabrina skal igennem - faktisk både op til, under og efter fødslen. Det var en ret fed og speciel måde at opleve det hele igen - hvis man kan sige det sådan. Frustrationerne, følelserne og forvirringen er tydelig at spore i de beskrivelser, og det synes jeg er rigtig fedt. Samtidig er det lidt sjovt at høre det fra en mands synsvinkel - rastløsheden og det at man ikke kan gøre noget, ved jeg i hvert fald, at min mand kan nikke genkendende til.

Denne historie finder sted samtidig med "Dømt ude" og det er ret specielt at se nogle af de episoder i den bog, igen, bare fra en anden synsvinkel. Der blev også fældet en tåre da beskrivelsen af Joanna der spiller "Let it be" kom.

Jeg vil gerne, for én gangs skyld slå fast, at den her serie er fremragende! Forrygende! Fantastisk! Jeg er så ked af at skulle sige farvel til personerne, jeg har lært at kende i de sidste fire bøger. Det er nærmest som at sige farvel til venner. Det har været en sublim underholdende og følelsesladet rejse at læse bøgerne. Jeg har grint, fnist, grædt og været helt ude på kanten af stolen af spænding. Hvis I ikke har læst dem endnu - så kom dog i gang!

Mon der kommer en tv-serie/film?

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Goal
Udgivet i: 2016 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 349
5 ud af 5 stjerner

torsdag den 9. marts 2017

Cora Carmack; Som du ser mig

Cora Carmack; Som du ser mig (Losing it, #3)

Bagsidetekst:
Sommetider må man fare vild for at indse, hvor man virkelig hører hjemme.

De fleste amerikanske piger vil dø for at rejse Europa rundt efter universitetet uden forpligtelser og med et bundløst kreditkort på lommen. Kelsey Summers er ingen undtagelse. Hun nyder friheden og de vilde byture i de europæiske hovedstæder, og alligevel er det, som om noget mangler.

Men en dag møder hun Jackson Hunt, som overtaler hende til at tage med på eventyr. For hver oplevelse bliver Kelseys tanker en smule klarere og hendes hjerte en smule mindre hendes. Jackson hjælper hende med at indse, hvad hun drømmer om, og hvad hun gerne vil med sit liv. Men jo mere hun lærer om sig selv, jo mere går det op for Kelsey, hvor lidt hun egentlig ved om Jackson ...

Selvom den her er sidste bind i "Losing it"-serien, synes jeg det er den mest selvstændige af dem. Vi hører næsten ikke noget til Bliss og Cade i den her og det savner jeg faktisk lidt - for jeg kunne rigtig godt lide dem i "deres" egne historier. Selve ideen med at lave en serie, med forskellige hovedpersoner, synes jeg dog er rigtig god, da der kan fortælles meget mere på denne måde.

Det er efterhånden længe siden at jeg har læst "Som stjernerne står" og "Som sendt fra himlen", men siden det jo er separate historier, gør det ikke noget. Skrivstilen er ligesom de foregående to: nem at forstå, let at læse og hyggelig. Som læser får man et nært forhold til hovedpersonen og man føler næsten at man er venner. Ligesom med Off-Campus-serien, var det trist at sige farvel til en serie med karakterer man føler er ens venner!

"Når man elsker nogen, virkelig elsker nogen, 
efterlader det et blivende mærke på ens sjæl.
Der hænger en lås på ens hjerte, 
som man bærer med sig for altid. 
Man kan miste nøglen eller give den væk,
men låsen bliver hos en lige meget hvad."

Jeg var ikke længe om at gætte Hunts hemmeligheder, selvom han (og forfatteren) skjuler den godt, synes jeg det skinner lidt for tydeligt igennem. Samtidig er Kelsey til tider lidt for vattet, tøset og forkælet. Hun rejser rundt i Europa med et kreditkort uden loft og lever livet - ja, jeg ved godt, at det der er sket for hende er forfærdeligt, men savner virkelig at hun tager sig sammen og siger sandheden til sine forældre. Hun er tæt på, men jeg synes ikke hun når i mål.

Intet af dette ødelægger dog læseoplevelsen. Det er en skøn kærlighedshistorie, som underholder, berører ens hjerte og hjerne og som varmt kan anbefales.

Fakta:
Forlag: Lovebooks
Original titel: Finding It
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 325
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Borough of Books
Trolderier

onsdag den 8. februar 2017

Sylvain Reynard; Gabriels inferno

Sylvain Reynard; Gabriels inferno

Bagsidetekst:
En mands frelse, en kvindes sensuelle opvågning ...

Gabriel Emerson er en mand forfulgt af sin mørke fortid. Han er en respekteret professor på universitetet, men han bruger sit udseende og sin charme til at fordybe sig i livets nydelser, nydelser der ikke har nogen grænser. Den søde og uskyldige Julia Mitchell melder sig til Gabriels kursus, og deres stærke og mystiske tiltrækning truer med at ødelægge hans karriere.

Jeg ville virkelig gerne kunne lide den her bog mere end jeg gør. Jeg synes historien er god - lidt a la Fifty Shades og Crossfire: en uskyldig pige der forelsker sig en mand med en mørk fortid og ikke mindst dystre hemmeligheder. De skal en masse igennem før de endelig kan få hinanden.

Som de fleste andre af de erotiske historier jeg har læst, er manden lidt af et røvhul til at starte med, men efterhånden som man lærer ham at kende, begynder med at føle med ham og se de gode sider han også indeholder. Sådan havde jeg det i den grad med Gabriel i den her historie. Jeg kunne virkelig ikke lide ham til at starte med, men efterhånden som historien skred frem, begyndte jeg at se de gode sider. Jeg havde det dog på samme måde med Julia - jeg synes hun var ekstrem vattet. Jeg sad flere gange og håbede at hun snart ville mande sig op og fortælle sandheden - jeg ved dog nu, hvor jeg har læst historien færdig, at det ikke var ligetil at få fortalt den.

Jeg finder det underligt at både Gabriel og Julia er meget imod at offentliggøre deres forhold. De bruger lang tid på at diskutere for og imod, men den periode, hvor de rent faktisk ville kunne være kommet i problemer, er bare sprunget over. De uger hvor de burde kæmpe for at holde sig fra hinanden mangler lidt synes jeg. Der er beskrevet noget, men synes de er alt for hurtigt overstået i forhold til delene af historien før og efter. Samtidig synes jeg det er lidt mærkeligt at Paul nærmest bare bliver skrevet ud af historien igen - kommer han igen i de næste?

Jeg var dog bestemt godt underholdt - jeg kunne rigtig godt lide alle referencerne til Dante, musik og andet kulturelt - beskrivelserne af Firenze er også rigtig fine. Jeg havde - trods irritationsmomenterne med personerne - svært ved at lægge den fra mig, da fortællemåde - vi følger alle personer - passede rigtig godt til den her historie og gjorde den spændende og medrivende.

Dog vil jeg til sidst sige, at de mange stavefejl, manglende ord og kommaer (jeg ved godt at jeg heller ikke mestre det, men jeg ved at der skal komma foran men) virkelig trak læseoplevelsen ned. På en af de sidste sider mangler der et n i Dante ... Suk. Sådan noget kan virkelig irritere mig og ødelægge en ellers god læseoplevelse.

Tak til DreamLitt for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Original titel: Gabriel's Inferno
Udgivet i: 2011 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 667
3 ud af 5 stjerner

fredag den 13. januar 2017

Mette Sejrbo; Varulvens forbandelse

Mette Sejrbo; Varulvens forbandelse (Ulfhedin-sagaen, #2)

Bagsidetekst:
Emilie må sande, at hendes værste frygt er blevet til virkelighed, præcis som Thursrunen spåede. Vølverne kastes ud i en dramatisk jagt på den mand, hun lukkede ind i sit hjerte. Men kan Emilie gøre, hvad kaldet kræver af hende? Kan hun dræbe ham, når de står ansigt til ansigt?

Imens kæmper Jonas en indæt kamp om sin egen krop. Ulven lokker med et ukompliceret liv uden smerte og skyldfølelse, mens hans menneskelige side nægter at glemme kvinden, han elsker. Vred og desperat følger han et spor, der måske kan ophæve forbandelse og sætte hans familie fri. 

Men ikke alt er sort og hvidt, og mens vølvernes jagt på varulvene spidser til, sniger den mørke sig tættere på sin udvalgte pige end nogensinde før.

Det er en slags Twilight for voksne, vi har vampyrer, varulve og hekse, masser af kærlighed og dramatik. Kan det så være det, når hovedpersonerne ikke er så gamle? Ja, det synes jeg - for det er bestemt ikke en ungdomsbog! Det er der skruet alt for meget op for dramaet til. Samtidig er der nogle meget detaljerede sexscener i bogen, som jeg ikke ville sætte min 17-årige datter til at læse.

Emilie irriterer mig mere i den her end i "Heksens kald". Jeg har svært ved at sætte mig ind i hendes løssluppenhed og de ekstreme seksuelle oplevelser hun udsætter sig selv for - hun er jo kun 18!? Det havde jeg svært ved at finde realistisk. Jeg er med på at hun har oplevet en stor sorg, som hun ikke på nogen måde, er klar til at se i øjnene, men alligevel.

Det er så også det eneste negative jeg har at sige om bogen og grunden til at den ikke får 5 stjerner. For jeg synes faktisk at historien er bedre i denne. Vi har lært vores hovedpersoner at kende. Vi ved hvad de kæmper med, og vi forstår (nogle gange) deres bevæggrunde. Jeg synes det var fedt at læse endnu mere fra Jonas' synsvinkel - selvom han godt kan være en kylling over for sin far, er han ikke bange for at gøre det skal gøres for at holde familien sikker, når det hele bliver sat på spidsen.

Der er fart over feltet, og ligesom i "Heksens kald" bliver man som læser hele tiden holdt hen i det uvisse om hvem fjenden egentlig er. Nu hvor jeg er færdig med bogen, kan jeg se ledetråde tydeligere, men mens jeg læste, kunne jeg ikke regne det ud. Det synes jeg er så fedt når en bog kan sådan noget! Det gør at historien ser svær at slippe, fordi man hele tiden får små brikker til det store puslespil.

Jeg er glad for serien, historien og personerne - selvom de godt kan irritere mig, men synes også det er godt nok, at hovedpersonerne ikke er perfekte. Jeg glæder mig i hvert fald til slutningen! For der er lagt i kakkelovnen til ballade!

Tak til forfatteren for e-bogen!

Forlag: Candied Crime
Udgivet i: 2017
Antal sider: 400 (som e-bog)
4 ud af 5 stjerner

mandag den 23. juni 2014

Sylvia Day; Tryllebundet


Sylvia Day; Tryllebundet

Da han træder ind i hendes liv, er hun knuget af sorg og fast besluttet på aldrig igen at give en mand nøglen til sit hjerte. Men kan Victoria modstå presset fra Max, hvis skjulte dagsorden det er at vække hendes lidenskab og tæmme den, så han får fuld kontrol over hende og den kraft, hun besidder? Og kan Max overhovedet løsrive sig fra Victoria, når hans mål er nået? I den forunderlige verden de lever i, hersker stærke kræfter, og den passion, der opstår mellem dem, sender dem ud på en rejse, de aldrig havde forestillet sig.

Victoria St. John er en Vandrende Ånd, en ånd der bliver bundet til en troldmand. Hendes troldmand, Darius, er blevet myrdet og han har overført alle hans kræfter til hende da han døde. Hun er nu i farezonen for at blive vild og utæmmet, og derfor bliver, Jægeren, Max Westin sat på sagen af Det Øverste Råd. Han har fået til opgave at tæmme hende, for derefter at overgive hende til en anden troldmand.

Men Victoria og Max forelsker sig og han vil have hende for sig selv - og selvom Jægere normalt ikke tager Vandrende Ånder. Hver gang de elsker, deler de hinandens kræfter og derved gør de hinanden stærkere og det for de brug for - for er bestemt ikke småting de står overfor, både i form af andre magiske kræfter, men også med almindelige menneskelige følelser, som jalousi.

Jeg havde egentlig glæder mig til at læse den her, men jeg må ærligt indrømme at jeg blev lidt skuffet. De andre bøger hun har skrevet, har jeg synes var virkelig gode og velskrevne, hvor der er masser af handling udover det erotiske. Denne her er ikke nær så god, den er stadig udmærket skrevet, men det overnaturlige aspekt er noget rodet og kunne sagtens have været udeladt - synes jeg. Det er lidt for overfladisk og siden bogen kun er på 181 sider når man ikke rigtig at komme i dybden med den side af bogen.

Er man bare ude efter en god erotisk bog der er hurtigt læst, er den her sikkert fin, men man skal ikke forventet det store mesterværk.

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet i 2014
Originaltitel: Spellbound
Antal sider: 181
Læst på dansk
Genre: Erotik
Målgruppe: Voksne

Sylvia Day; Blottet for dig


Sylvia Day; Blottet for dig (Crossfire, #1)

Han var uimodståelig - smuk og intelligent. Jeg var tiltrukket af ham, som jeg aldrig før har været tiltrukket af noget eller nogen i hele mit liv. Jeg længtes efter hans nærvær og berøring, selvom jeg var klar over, at det ikke ville føre til noget godt. Jeg var ufuldkommen og ødelagt, og Gideon vidste det. Han havde sine egen dæmoner at slås med. Hans kærlighed forandrede mig, og jeg bad til, at vores fortid ikke ville skille os ad.

Jeg har virkelig længe gerne ville læse denne serie, og efter jeg har læst andre af hendes bøger, blev jeg enig med mig selv om at nu var tiden inde - den skuffer bestemt ikke! Jeg er næsten på nippet til at sige at den er bedre end Fifty Shades (i hvert fald når det kommer til første bind).

Eva har lige fået nyt job og flyttet fra Californien til New York sammen med hendes bedste ven Cary, der vil forsøge sig som model. Dagen inden hun skal begynde på sit nye arbejde, går hun hen til bygningen, for at se hvor lang tid det tager - det får konsekvenser! For i lobbyen opstår der en situation som gør at hun møder ham - Mørk og Mystisk. En gud. Gideon Cross. Eva er helt fra den - aldrig har hun ved første øjekast været så forblændet af en mand. Efter få dage er hun klar over at han har det på samme måde som hende!

De indleder et forhold, eller i hvert fald prøver på det - for både Eva og Gideon bærer på frygtelige hemmeligheder fra deres fortid, hemmeligheder der kan ødelægge deres i forvejen skrøbelige forhold. For ingen af dem ved rigtigt hvad det vil sige at være i et forhold - et forhold der ikke kun bygger på sex. Så de begår begge fejl, men elsker de hinanden nok til at ville arbejde sig igennem problemerne? Lidenskaben mangler bestemt ikke, men er det nok for dem? Og hvad med Gideons eks-forlovede der pludselig spøger i kulissen - elsker han stadig hende eller er Eva den rette for ham?

Grunden til at jeg synes den her er på højde med Fifty Shades, er simpel - der er en del mere baggrundshistorie i denne end i Fifty Shades. Jeg synes det er godt at få nogle ting "afsløret" til at starte med, for på den måde er det nemmere at danne sig et billede af personerne. Samtidig synes at den er utrolig velskrevet og Sylvia Day har virkelig styr på det erotiske aspekt. Det fylder ikke for meget, men er også med til at give indtryk af hvor meget det betyder, både for Eva og Gideon - at de kan tilfredsstille hinanden på den måde.

Hvis du mangler en god bog til sommerferien, som bare skal nydes på stranden sammen med en kold drink, er den er helt klart et godt valg!

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet i: 2012
Original titel: Bared to You
Antal sider: 414
Læst på dansk
Genre: Erotik
Målgruppe: Voksne

tirsdag den 13. maj 2014

Katie Cotugno; Kærlighed for fanden!


Katie Cotugno; Kærlighed for fanden

Før:
Reena Montero har været forelsket i Sawyer LeGrande, lige så længe hun kan huske - hans grønne øjne, det sandfarvede hår, det skæve, charmerende, selvsikre smil. Men selv om Reena og Sawyer ser hinanden næsten hver dag, har han aldrig lagt mærke til hende, ikke før ... De forelsker sig, vildt og besværligt, for bag det selvsikre smil opdager Reena mørkere sider af Sawyer. Og en dag er han væk, uden et ord, og Reena sidder tilbage. Sønderknust. Og gravid.

Efter:
Næsten tre år er gået, og Reena har fået en ny kæreste, og hun passer sin skole, sit arbejde og sin datter. Det er ikke det liv, hun havde drømt om, men det er okay. Så en dag, ud af det blå, dukker Sawyer op igen og skaber kaos i alt det, der var lige ved at falde til ro. Reena vil ikke have noget med ham at gøre, men der er tusind spørgsmål og en masse uafklarede følelser.

Sådan lyder teksten bag på denne ungdomsbog i Carlsen's Sonar-serie. Som man kan læse handler det om store følelser - og her tænker jeg ikke kun på kærlighed, men også forræderi og de følelser man står overfor når ens forælder bliver syg.

Reena havde forestillet sig et liv fyldt med eventyr og oplevelser - hun kæmper for at blive et år før færdig med high school og hun glæder sig rigtig meget til at komme væk fra den lille by de bor. Ikke mindst fordi tabet af hendes bedste veninde stadig fylder en del, men også væk fra de få muligheder der er. Hun er forelsket i Sawyer, og selvom hun føler at han ikke ser hende, er det dog ikke sådan - for det gør han, men han har fortidens valg at kæmpe med og det er ikke nemt.

De bliver kærester og selvom deres kærlighed er stor, er livet større - Sawyers mørke sider driver Reena til vanvid og hun ved ikke hvad hun skal gøre, for hun vil ikke miste ham. En dag er han væk og hun står efterladt tilbage, med knuste rejsedrømme og en datter i maven. Familien er bestemt ikke glade for den situation.

Da Sawyer kommer tilbage, kæmper hun med modstridende følelser - for selvom hun rasende over at han forlod hende, er hun samtidig (nogenlunde) glad for at han er kommet tilbage. Hendes familie er dog bestemt ikke glade for det, og da ulykken rammer hendes far, træder Sawyer til. Men de følelser alt det vækker i hende, ved hun ikke hvad hun skal gøre med, for hun har et liv nu - et okay liv, men hvad nu hvis .....

Dette er en rigtig fin ungdomsbog om den første forelskelse, om at blive gravid som ung og de valg man træffer for at blive mor/far. Man skifter mellem tiden, så et kapitel er før og et er efter og så fremdeles. Rigtig god, spændende og velskrevet!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i 2014
Original titel: How to love
Antal sider: 353 sider
Læst på dansk

tirsdag den 4. marts 2014

Julie Kenner; Slip mig fri


Julie Kenner; Slip mig fri (Stark-trilogien, #1)

Nikki Fairchild er flyttet til L.A. for at starte et nyt liv - væk fra sin mor, væk fra studierne og væk fra minderne om hendes søster.

Hun er blevet slæbt med til en fernisering af en berømt kunsters værker, som er meget erotiske, af sin nye chef. Ikke for at se på billeder, men fordi hun skal være blikfag for hans forretning og derved lokke kunder til - nærmere bestemt én kunde: Damien Stark. Det lykkedes at få Stark med til et møde hvor de skal præsentere deres nyeste produkt, men Stark vil mere end det - han vil have Nikki!

Nikki har været skønhedskonkurrencedeltager som ung og ved netop en af disse konkurrencer har hun mødt Damien, og dette møde har hun ikke glemt - og det har han heller ikke.

De indleder et lidenskabeligt forhold, men hvis de hemmeligheder som Nikki gemmer på ser dagens lys, frygter hun at hun vil miste Damien. Da Nikkis søster begik selvmord gik Nikki gennem nogle svære perioder, der har sat sine spor - både fysisk og psykisk, men da Damien kommer med et tilbud hun har svært ved at sige nej til, bliver hendes hemmeligheder tvunget op til overfladen. Hun skal nemlig stå model for ham og bliver derved presset til det yderste af hvad hendes selvkontrol kan klare. Damien lærer hendes hemmeligheder at kende, tja, lad os bare sige at han ikke løber væk.

Nikki er dog ikke den eneste der gemmer på noget og jo mere hende og Damien indvoldveer sig med hinanden, jo flere ting dukker der op til overfladen der kan ødelægge deres forhold.

Jeg glæder mig til næste bind og til at se om Nikki og Damien kan ridde stormen af - for det lader bestemt til at det trækker op. Der bliver givet hentydning til at de skelletter som Damien har i skabet, ingen ende vil tage og at Nikki kun lige har ridset i den pæne overflade.

Til dem der var vilde med Fifty Shades er her en værdig efterfølger!

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet i 2013
Original titel: Release Me
344 sider

Tara Sue Me; Dominanten


Tara Sue Me; Dominanten (The Submissive, #2)

Jeg troede egentlig at dette bind ville forsætte historien om Abby og Nathaniel, men nej. Bind to i denne serie indeholder samme handling som bind et, bortset fra at vi i denne bog ser det hele fra Nathaniels synsvinkel - hvilket egentlig er meget interessant.

Vi starter samme - som i bind et - med Nathaniel der læser Abbys "ansøgning" om at blive hans underkastede og vælger at kalde hende til samtale, selvom han diskuterer vældig med sig selv om det nu er en god ide, fordi han har holdt øje med hende i en del år og føler at hun er den ting der mangler i hans liv.

Problematikken er så om han tror han kan have et almindeligt forhold med en kvinde som han inderst inde godt ved at han er forelsket i.

Abby indvilger, som vi ved, i at blive Nathaniels underkastede og de opbygger et forhold - dog med en del andre regler end Nathaniel er vant til. Han indfører reglen om at de ikke må kysse - mest fordi han tror det kan forhindre ham i at blive endnu mere forelsket i Abby og reglen om et stopord, der vil sætte en stopper for hele deres forhold.

Som vi ved, siger Abby jo stopordet og Nathaniels verden styrter i sammen, indtil han får snakket med sin mentor og nogle psykiatere, om de problemer han har. Han ydmyger sig selv til Jacksons forlovelsesfest ved at bede Abby om ikke at forlade ham.

Man får virkelig en bedre synsvinkel på tingene ved at læse det fra Nathaniels side, for der kommer en del tanker og følelser i spil, som man ikke så i bind et.

Jeg glæder mig til tredje bind, som vist nok hedder "The Training" - som jeg går ud fra handler om hvordan vores kære elskede kan opbygge et forhold der kan rumme det hele.

Fakta:
Forlag: People's Press
Udgivet i 2013
Original titel: The Dominant
384 sider

søndag den 16. februar 2014

Sylvia Day; Syv års længsel


Sylvia Day; Syv års længsel

Jeg har gerne ville læse noget af Sylvia Day for noget tid nu, men har ikke kunne finde tiden til at læse hendes serie "Crossfire", så da den her udkom, tænkte jeg at jeg kunne starte med den og så læse de andre når tiden var til det.

"Syv års længsel" er en kærlighedshistorie lidt ud over det sædvanlige. Den starter dagen før lady Jessica Sheffields bryllup med Benedict Reginald Sinclair, viscount af Tarley. Jessica går tur i skoven med sin hund da den løber væk, og i jagten på den, kommer hun forbi et lysthus hvor et optrin er i gang. Et optrin som sætter spor i Jessicas videre liv. Hun ser nemlig Alistair Caulfield have sex med en gift kvinde og han ser Jessica. Hun hele optrinnet har de øjenkontakt og det både ophidser Jessica og skræmmer hende at nogen kan have sex sådan. Hvad hun ikke ved er dette øjeblik også har stor betydning for Alistair - for han sætter sig for at Jessica en dag skal blive hans.

Vi springer nu 7 år frem i tiden. Jessica er blevet enke efter et lykkeligt, men barnløst ægteskab. Hun har arvet en plantage efter Benedict og vil nu tage til Jamaica for at sælge denne. Hun skal sejle hele vejen alene kun i selskab med sin tjenestepige, men Benedicts bror, Michael, sørger for at hun får selskab på turen - i skikkelse af Alistair. Det er nemlig et af hans skibe hun skal sejle med og han vil ikke lade den chance for at forføre Jessica forsvinde.

Under turen lærer disse to mennesker hinanden bedre at kende og de indleder et lidenskabeligt forhold. De deler deres dybe og mørke hemmeligheder. Alistair fortæller hvorfor han havde sex med en gift kvinde og Jessica fortæller om sin hårde barndom, præget af trusler og vold. Samtidig står det klart for dem begge at natten i lysthuset har sat spor i dem begge og Jessica bliver overrasket over at Alistair har villet have hende i alle de forgående år.

Hjemme i London følger vi også Jessicas yngre søster, Hester, der lever i et voldeligt forhold og hvilke kvaler hun har med pludselig at være med barn med en voldelig ægtemand. Benedicts bror, Michael, har altid haft et godt øje til Hester, men ved ikke hvordan han skal handle på det når hun er gift.

Da Jessica finder ud af at hendes søster er gravid tager hun med Alistair tilbage til London, hvor der venter en hel del prøvelser hvis de skal have det liv de drømmer om.

Selvom bogen har en del erotiske momenter, synes jeg ikke at det er det bærende moment i fortællingen. Nej, det er først og fremmest en kærlighedshistorie, med store bogstaver. Det er en rørende historie om indtil flere par, der går så grueligt meget igennem før de kan få hinanden. En rigtig god bog, der bestemt er værd at læse! 

Fakta:
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet i 2013
Original titel: Seven years to sin
299 sider

tirsdag den 10. december 2013

Maya Banks; Ild


Maya Banks; Ild (Breathless, #3)

Så kom sidste bog i denne serie - endelig! Har ventet og ventet. Egentlig ikke fordi bog 2 efterlader en med store spørgsmål der skal besvares, men fordi nu ved vi hvordan det kommer til at gå med Gabe og Jace, hvordan skal det så gå med Ash?

Jo, en skæbnesvanger dag i parken møder han den unge kunstner, Josie, der ændrer alting for Ash. For det første har han altid gjort grin med både Gabe og Jace, der så hovedkuls har forelsket sig, for det andet, så gør Ash noget som Josie måske ikke kan tilgive - eller kan hun? Ash bliver i hvert fald nødt til at sætte alle sejl ind for at få Josie til at tilgive sig. Samtidig med at Ash skal forsøge at vinde Josie's hjerte, kommer hans utålelige familie og banker på døren og vil have hjælp, en hjælp som Ash bestemt ikke er villig til at give. Men kan man virkelig vende sin familie ryggen, når de tigger på grædende knæ? 

Ligesom med de to første bøger er den her velskrevet og spændende. Man måtte dog vente lidt på det kinky stuff i den her, og jeg synes heller ikke at det er så fremtræden en del af bogen, som det er ved de andre - ikke at det gør noget. Det giver netop historien mulighed for rent faktisk at udvikle sig til en spændende historie, hvor jeg på et tidspunkt var overbevidst om at Ash ville ende i fængsel og at historien sluttede der.

En rigtig god bog, der fortjener at blive læst en eftermiddag under tæppet på sofaen, mens det regner udenfor - en rigtig vinterhygge-bog, og en god kærlighedshistorie.

Fakta:
Forlag: Pretty Ink
Udgivet på dansk i 2013
Original titel: Burn
339 sider

onsdag den 27. november 2013

Tara Sue Me; The Submissive



Da jeg så at denne bog handlede om en bibliotekar, tænkte jeg - ha, den må jeg læse! 

Bogen er i samme stil som Fifty Shades, Breathless og hvad der ellers er. Ofte kan det være svært at skille de forskellige serier ad, men jeg synes alligevel at den her er en af de bedre. 

I forhold til Fifty Shades, hvor selve historie måske halter lidt engang i mellem, synes jeg faktisk at der er en decideret handling i denne bog.

Abigail King har en fantasi om at være Nathaniel West's submissive - hans og ingen andens. Hun har ingen erfaring, ikke noget kendskab til miljøet, men hun vækker alligevel Nathaniels interesse, fordi han ved udmærket godt hvem hun er... Problem er blot, at jo længere ind i hans verden Abigail kommer, jo mere forelsker hun sig i ham - og han i hende, han vil bare ikke indrømme det! Og hvad gør man så? Ja, læs og blive klogere.

Jeg var godt underholdt hele vejen igennem og bogen er velskrevet. Sexscenerne er ikke så udpenslede som i Fifty Shades, og det synes jeg egentlig er ganske ok - det kan også godt blive for meget! Men en god bog - glæder mig til 2'eren!

Fakta:
Forlag: People's Press
Udgivet på dansk i 2013
270 sider

tirsdag den 19. november 2013

Maya Banks; Gnist



Maya Banks; Gnist (Breathless, #1)

Hvis man er til Fifty Shades of Grey kan denne serie helt klart anbefales. I denne serie er der også kinky sex og perversiteter, men jeg synes at selve historien fylder mere i disse bøger end den gjorde i Fifty Shades. Persongalleriet er også mere ”almindeligt”, hvis man kan kalde det det.

I den første bog følger man Gabe Hamliton, der indleder et forhold med sin bedste vens lillesøster, Mia, som han længe har været betaget af. Et forhold som ingen af dem havde troet skulle udvikle sig til mere end blot sex. Men kan og vil Gabe være den mand som Mia i virkeligheden fortjener – og hvor meget skal der til før at han indser hvad der skal til for at han kan blive det, og når han at gøre det i tide?


Fakta:
Forlag: Pretty Ink
Udgivet på dansk i 2012
381 sider