fredag den 12. oktober 2018

Lygia Day Peñaflor; Alt dette er sandt [Anmeldereksemplar]

Lygia Day Peñaflor; Alt dette er sandt [Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Da Miri, Soleil, Penny og Jonah møder deres yndlingsforfatter, Fatima Ro, føles det, som om de får en ny fantastisk ven. De bliver hurtigt meget fortrolige, og de deler endda deres allerdybeste hemmeligheder med hende. Men da Fatimas næste bog udkommer, er alt det, de har fortalt hende, med i historien - og det får forfærdelige konsekvenser for de fire venner.

Hold da op for en fortælling! Jeg er fuldstændig blæst bagover af denne bog. Jeg har læst den på to dage (hvor jeg også lavede andre ting) og da jeg læste de sidste sider en aften efter Iris var lagt i seng, kunne jeg slet ikke tro mine egne øjne. Jeg åd den simpelthen råt og jeg kan ikke komme mig over den drejning historien tog til sidst!

Historien er bygget meget anderledes end op end jeg er vant til YA-bøger. Det hele er skrevet som beskrivelser af interviews alle uddrag fra den bog som Fatima skrev om de fire venner. Det medfører at skellet mellem historien og virkeligheden kan være svær at finde og jeg blev faktisk i tvivl et par gange undervejs - for hvilken historie er den rigtige? Det fungerer rigtig godt med interview-delen - især til den her historie. Det er tydeligt at mærke Miri og Pennys frustrationer over Fatima - selvom de er frustreret over forskellige ting. Miri er frustreret over at Fatima er sunket i jorden uden at give lyd fra sig og Penny er frustreret over at Fatima udnyttede dem - men gjorde hun nu også det? Den sandhed kommer først frem til sidst, og det er fedt som læser at følge udviklingen og spændingen der bare stiger og stiger. Man ved heller ikke helt hvad der sker til sidst, hvilket efterlod mig, med følelsen af at den da ikke kunne slutte der.

Det er meget meta-agtigt at læse en historie i en bog, som er blevet til en historie i en bog - jeg håber det giver mening. Når du har læst den, vil det forhåbentligt! Samtidig er der et mysterie der skal løses, for hvad er der egentlig med Jonah? Hvilke hemmeligheder gemmer han på? I denne historie får de dybeste hemmeligheder i hvert fald store konsekvenser, især når det ikke er dem der har hemmelighederne, der får muligheden for at fortælle dem.

Der snakkes meget om at være transparent med sine medmennesker og om at have virkelig menneskelige relationer. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på "The Circle" af Dave Eggers, da jeg læste den. I hans roman skal vi også være transparente med hinanden - der er ingen der må have hemmeligheder, for hvis man har, betyder det at man har noget at skjule. Noget som ikke nødvendigvis er godt. Men hvad er der galt i at have ting der er private? Vi deler efterhånden mere og mere af os selv på fx sociale medier, men der er alligevel grænser - det er der i hvert fald for mig. Hvis alle ved alt om alle, hvad er så vores egne tanker, følelser og meninger?

Det er en virkelig spændende historie, og som sagt sad jeg limet til siderne og måtte bare vide mere. Afhængig - tjek! Sulten efter mere - tjek! Hvis du vil have en anderledes YA-oplevelse, så giver jeg denne mine varmeste anbefalinger! Og mon så ikke også at den kommer som film.

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: All of This is True
Udgivet i: 2018 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 400
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar