fredag den 24. august 2018

Ryan Higgins; Boris flytter [Reklame]

Ryan Higgins; Boris flytter [Reklame]

Bagsidetekst:
Bjørnen Boris bor ikke (længere) alene. Faktisk er der SÅ mange andre i huset nu, at Boris beslutter sig for at flytte. Langt væk!

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med Boris, så skynd dig på biblioteket og lån de tidligere bøger, eller gå i en boghandel og køb dem! Du vil elske ham!

Jeg er i hvert fald glad for at have mødt ham, selvom han er et rimelig gnavent bekendtskab. Der er ikke meget han er tilfreds med. Faktisk meget meget lidt. Det er ikke blevet bedre efter han blev mor til gæslinger (yep, læs den første bog) eller da han kom hjem og fandt sit hus lavet om til hotel af tre mus (læs bog nummer to).

Problemet er nu at gæslingerne og musene har det rigtig godt sammen - de bader, spiller pandminton (det er en ting, ja) og alt muligt andet der irriterer Boris grænseløst. Han vil egentlig bare gerne have fred og ro.


Og hvordan får Boris så det? Han flytter væk med sine gæslinger. Langt væk! Huset skal dog lige bygges først og det bliver selvfølgelig udsat, for vi kender jo alle til håndværkere og deres deadlines - jeg forestiller mig at de skildpadder som bygger Boris' hus ikke er de hurtigste i byggebranchen. De får dog huset færdigt og Boris og gæslingerne kan flytte ind og det bedste? Her er ingen mus og ingen larm ... Så Boris var glad!


Hvad Boris dog ikke havde medregnet var, hvor glad gæslingerne var blevet for musene. Og selvom Boris er gnaven og helst ikke vil vise at han bekymrer sig, bliver han dog bekymret for gæslingerne og prøver alt muligt. Måske, inderst inde savner han også musene - bare en lille smule. En meget lille smule ...

Noget af det jeg virkelig elsker ved de her billedbøger er, at både børn og voksne vil finde dem underholdende. Børnene fordi tegningerne er geniale og historien virkelig underholdende. De voksne fordi der er så meget mellem linjerne at de næsten kunne være for voksne. Boris der bliver mor ved et uheld og nu må tage konsekvensen af det og selvom han er sur og gnaven, ved vi godt at han holder af de gæslinger. Det er simpelthen nogle geniale bøger. Selv nu hvor jeg skriver anmeldelsen trækker jeg på smilebåndet af de ting der sker.

Det er helt virkelig godt bud på årets billedbog!

Tak til Carlsen for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Bruce's Big Move
Udgivet i: 2017 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 48
6 ud af 6 stjener

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar