Ali Hazelwood; Skakmat

Ali Hazelwood; Skakmat

Bagsidetekst:
Mallory vil aldrig spille skak igen. Ikke efter det, der skete med hendes far for fire år siden. Men en stor præmiesum får hende alligevel til at stille op til en sidste turnering, hvor hun slår ingen ringere end Nolan Sawyer: regerende verdensmester og notorisk kendt som skakkens ukronede bad boy.

Nolas chokerende nederlag til en ukendt amatør går verden rundt, og forvirringen bliver ikke mindre, da han insisterer på at møde hende igen … Det går hurtigt op for Mallory, at spillet ikke kun foregår på skakbrættet, og at konkurrenterne kan være nådesløse, vildt arrogante og irriterende (lækre).

Hvis man tidligere har læst Ali Hazelwoods bøger og går ind med forventningen om en herlig historie og en masse spicy scener, så bliver man skuffet – i hvert fald på den sidste del. For der er ikke meget spice i den her. Faktisk er vi mere over i en young adult-bog, end vi er i voksen, som hendes tidligere udgivelser.

Man bliver derimod ikke skuffet på at få en herlig historie. En historie der ikke kun underholder, men også tegner et billede af en verden der er meget ukendt for rigtig mange mennesker. Jovist, har jeg spillet en del skak som barn/ung mod min far, men det er aldrig blevet til mere end det: hyggespil for sjov.

Det er der ikke meget af i ”Skakmat”. Og dog, for selvom både Mallory (når hun har indset at hun ikke kan lade være med at spille) og Nolan hygger sig meget med det, så er det konkurrencen i spillet der tæller. Det er finesserne. Trækkene som modstanderen ikke forudså. Strategien og professionalismen i spillet der tales om. Nok er Nolan en dygtig spiller, men Mallory ser ting han ikke gør.

Også selvom hun ikke vil indrømme det pga. det med hendes far, så kan hun ikke komme udenom at skak løber i blodet på hende og at hun er født til at spille.

Udover at være en historie om skønheden i skak – for helt ærligt, det er da et smukt spil på en eller anden måde. Så er det også en historie, som Ali Hazelwoods andre historier, om en del af samfundet eller en kultur, hvor kvinder ikke er velkomne, i hvert fald ikke på samme præmisser eller niveau som mændene. Mallory lærer hurtigt at bare fordi hun er dygtig til at spille skak, skal hun ikke tro hun er noget – blot fordi hun er en pige. Der er sågar adskilte turneringer for kvinder, fordi der menes at de ikke er ligeså gode som mændene. Helt ærligt!

Netop derfor kan jeg godt lide Ali Hazelwoods bøger. For selvom historien er underholdende, sød, charmende – og i de andre tilfælde, ret steamy – så er det kønskampen i dem der er vigtig. At kvinder er ligeså gode som mænd. At kvinder godt kan forske. Godt kan nørde. Godt kan spille skak. Ligeså godt som mænd. Og at vi, som kvinder, ikke skal tro, ikke skal føle, at vi er mindre værd end mænd.

Basta!

Og læs endelig Alis andre bøger – de er også gode!

Bogen er købt hos Plusbog.

Fakta:
Forlag: Gutkind
Original titel: Check & Mate
På dansk ved: Pia Konstantin Berg
Udgivet i: 2023 (på engelsk og på dansk)
Antal sider: 399
5 ud af 6 stjerner

Cecilie Eken; Tillid [Anmeldereksemplar]

Cecilie Eken; Tillid (Karanagalaksen, #2) [Anmeldereksemplar fra Bog & Idé]

Bagsidetekst:
Saga er rejst til fyrst Almaz' planet, Kamenia, sammen med sin mormor og en repræsentant for Forbundet. Meningen er, at de skal videregive Den Øverste Cirkels dom til fyrsten: Opgiv straks din besættelse af Hvidøy, eller du bliver straffet. Mødet med fyrst Almaz går dog langt fra som planlagt, og snart er Saga på flugt for sit liv på en fremmed og fjendtlig planet. Hvem blandt fyrstens lydige undersåtter vil hjælpe hende? Og kan hun få kontakt med den eneste på Kamenia, hun har bare en lille smule tillid til: fyrst Almaz' søn, Illarion?

Hold op for en science fiction-saga Cecilie Eken har begyndt på! Den er virkelig magisk og glimrende!

I første bind "Styrke" var det gennem Sagas dag- og logbøger vi hørte historien, hvilket i sig selv er en ret interessant måde at fortælle en historie på. I "Tillid" er jeg ikke helt klar over hvem der er fortælleren. Det er en der følger Saga tæt, uden at hun ved det. Det er ikke nødvendigvis en kendt livsform - hvis den overhovedet er i live? - men, som sagt følger den Saga hvor hun går hen. Den følger også nogle af de andre personer vi møder, hvilket gør fortællestilen ret interessant. Vi hører aldrig Saga selv fortælle hvordan hun har det, kun hvordan det her væsen tror at hun har det. Om det så passer, er jo ikke godt at vide. Det er i hvert fald med til at skabe en hel unik læseoplevelse og jeg kunne slet ikke slippe bogen da først jeg var gået i gang.

Det har helt sikkert også noget at gøre med at handlingen er virkelig spændende. Der sker noget man skal forholde sig til hele tiden. Uventede drejninger og plottwists jeg ikke havde set komme. Flere gange sad jeg med åben mund og frygtede for hvordan Saga nu skulle komme videre. Det er en ret enestående læseoplevelse når det hele bare spiller sammen. Jeg er meget imponeret over Ekens world building. I "Styrke" var der flere ting fra den nordiske mytologi og samfund, jeg kunne nikke genkendende til. Nu er vi i et meget anderledes samfund, styret af en diktator, der ingen midler skyr for at blive den mest magtfulde.

Der er lidt følelsen af "Illuminae-filerne" over denne serie. Den er ikke så kompleks som "Illuminae", men fordi man netop ikke hører fra Saga selv, får man et mere distanceret billede af hende og man ved aldrig helt hvordan hun har det eller hvad hun har tænkt sig at gøre. Det er interessant at læse en bog med både en fortæller, man ikke ved hvem er og en hovedperson, man ikke er inde i hovedet på. Heri fungerer det dog virkelig godt!

Jeg er virkelig vild med alt i denne serie, og jeg glæder mig meget til at se hvad der kommer til at ske i tredje bind - for jeg er ret sikker på, at det ikke kommer til at gå stille for sig!

Tak til Bog & Idé for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Udgivet i: 2019
Antal sider:
6 ud af 6 stjerner

Link til flere af Cecilie Ekens bøger - her
Link til "Tillid" - her

Karen Inge Nielsen; Sortedammens hemmeligheder [Anmeldereksemplar]

Karen Inge Nielsen; Sortedammens hemmeligheder (Djævlepassagen, #1) [Anmeldereksemplar fra DreamLitt]

Bagsidetekst:
Månen skinner blegt over Sortedammen, da kvinden tænder lysene i pentagrammet. Som i trance skærer hun Herrens tegn og lader helvedes flammer brænde i sit blod. Inden længe vil Djævlepassagen åbne sig, og Mørkets Herre vil indtage hendes krop.

En uforklarlig kraft trækker i Marcus, da han står på trappen foran Herstedholm herregård - hans nye hjem. Hurtigt bliver Marcus grebet af herregårdens mystik og uhygge. Stemmer begynder at hviske til ham, og især én kvindestemme brænder sig ind i hans tanker - en kvinde ved navn Elvira, der tidligere var frue på herregården.

Langsomt går det op for Marcus, at Herstedholm er hjemsøgt. Fortidens løgne, ulykkelige skæbner og hemmeligheder ligger gemt i Sortedammens mørke dynd. I drømme fører Elviras stemme ham tilbage til en tid, der snart skal vise sig at være mere virkelig, end godt er.

Der er intet hyggeligt over denne historie. Selvom handlingen foregår på en idyllisk herregård, så lurer farer under overfladen og intet er hvad det giver sig ud for at være. Elvira er bondepigen, der tror hendes lykke er gjort da hun gifter sig med herremanden - det er den så langt fra, og hun lærer på en skrækkelig og hjerteskærende måde at udseende kan være misvisende. Hvilken skæbne Elvira lider kan vi kun gisne om i dette første bind i serien, men jeg tvivler på at den er god!

Marcus og hans mor flytter ind i Herstedholm for at passe den ældre dame, Johanne. Der er nu gået mange mange år siden Elvira boede der, men uhyggen sidder stadig i gardinerne, møblerne og huset, som cigarrøg der ikke vil gå væk. Herregården er langt fra idyllisk nu og mens man læser kan man mærke mørket komme snigende, gulvbrædderne knirke og de onde øjne følge ens mindste bevægelse. Det er mildest talt hårrejsende læsning. Jeg er ikke meget til gys, så jeg skulle lige lukke øjnene et par gange og trække vejret tungt inden jeg læste videre. Forfatteren formår virkelig at skabe en stemning.

Vi følger skiftevis Elivra i fortiden og Marcus i nutiden - samtidig med at kutteklædte personer også optræder. Dem ved vi som læser ikke helt hvem er, og det er med til at gøre historien endnu mere uhyggelig. For det kunne være hvem som helst - måske endda nogen som Elivra og Marcus stoler på. Ligesom vi er ved at nærme os sandheden, slutter bogen og jeg måtte lige læse sidste side en gang til for at forstå at der virkelig ikke er mere. Selvom historien er lidt længe om at komme i gang, skal jeg lige love for at sidste halvdel er gruopvækkende og spændende.

Som i forfatternes tidligere udgivelser, "Ravneskrig" og "Natspindlerens dødsmærke" er beskrivelserne af omgivelserne virkelig gode og detaljerede. Jeg kan sagtens se den mørke skov, Sortedammens sorte vand og den slidte herregård for mit indre blik. Stemmerne og uhyggen siver ud af siderne, så man næsten føler man skal vaske hænder bagefter.

Jeg glæder mig meget til at læse videre i serien - for som med Elviras skæbne, er jeg ikke sikker på at Marcus' fremtid ser særlig lys ud ...

Tak til DreamLitt for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2018
Antal sider: 424
6 ud af 6 stjerner