onsdag den 28. november 2018

Karen Inge Nielsen; Sortedammens hemmeligheder [Anmeldereksemplar]


Karen Inge Nielsen; Sortedammens hemmeligheder (Djævlepassagen, #1) [Anmeldereksemplar fra DreamLitt]

Bagsidetekst:
Månen skinner blegt over Sortedammen, da kvinden tænder lysene i pentagrammet. Som i trance skærer hun Herrens tegn og lader helvedes flammer brænde i sit blod. Inden længe vil Djævlepassagen åbne sig, og Mørkets Herre vil indtage hendes krop.

En uforklarlig kraft trækker i Marcus, da han står på trappen foran Herstedholm herregård - hans nye hjem. Hurtigt bliver Marcus grebet af herregårdens mystik og uhygge. Stemmer begynder at hviske til ham, og især én kvindestemme brænder sig ind i hans tanker - en kvinde ved navn Elvira, der tidligere var frue på herregården.

Langsomt går det op for Marcus, at Herstedholm er hjemsøgt. Fortidens løgne, ulykkelige skæbner og hemmeligheder ligger gemt i Sortedammens mørke dynd. I drømme fører Elviras stemme ham tilbage til en tid, der snart skal vise sig at være mere virkelig, end godt er.

Der er intet hyggeligt over denne historie. Selvom handlingen foregår på en idyllisk herregård, så lurer farer under overfladen og intet er hvad det giver sig ud for at være. Elvira er bondepigen, der tror hendes lykke er gjort da hun gifter sig med herremanden - det er den så langt fra, og hun lærer på en skrækkelig og hjerteskærende måde at udseende kan være misvisende. Hvilken skæbne Elvira lider kan vi kun gisne om i dette første bind i serien, men jeg tvivler på at den er god!

Marcus og hans mor flytter ind i Herstedholm for at passe den ældre dame, Johanne. Der er nu gået mange mange år siden Elvira boede der, men uhyggen sidder stadig i gardinerne, møblerne og huset, som cigarrøg der ikke vil gå væk. Herregården er langt fra idyllisk nu og mens man læser kan man mærke mørket komme snigende, gulvbrædderne knirke og de onde øjne følge ens mindste bevægelse. Det er mildest talt hårrejsende læsning. Jeg er ikke meget til gys, så jeg skulle lige lukke øjnene et par gange og trække vejret tungt inden jeg læste videre. Forfatteren formår virkelig at skabe en stemning.

Vi følger skiftevis Elivra i fortiden og Marcus i nutiden - samtidig med at kutteklædte personer også optræder. Dem ved vi som læser ikke helt hvem er, og det er med til at gøre historien endnu mere uhyggelig. For det kunne være hvem som helst - måske endda nogen som Elivra og Marcus stoler på. Ligesom vi er ved at nærme os sandheden, slutter bogen og jeg måtte lige læse sidste side en gang til for at forstå at der virkelig ikke er mere. Selvom historien er lidt længe om at komme i gang, skal jeg lige love for at sidste halvdel er gruopvækkende og spændende.

Som i forfatternes tidligere udgivelser, "Ravneskrig" og "Natspindlerens dødsmærke" er beskrivelserne af omgivelserne virkelig gode og detaljerede. Jeg kan sagtens se den mørke skov, Sortedammens sorte vand og den slidte herregård for mit indre blik. Stemmerne og uhyggen siver ud af siderne, så man næsten føler man skal vaske hænder bagefter.

Jeg glæder mig meget til at læse videre i serien - for som med Elviras skæbne, er jeg ikke sikker på at Marcus' fremtid ser særlig lys ud ...

Tak til DreamLitt for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2018
Antal sider: 424
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar